Vindenes mysterier V.

Monsunen er en af de mange vinde i verden, hvis indflydelse er så udtalt og regulær, at de har fået deres egen identitet. Betegnelsen »monsun« kommer af det arabiske ord mausim, som betyder »årstid« og hænger sammen med det forhold, at vinden blæser fra en retning i seks måneder med gavmild, livgivende regn over det sydøstasiatiske subkontinent, hvorefter den blæser modsat.

Monsunens årlige cyklus indledes i vintermånederne, hvor luft fra Asiens kolde og tørre indre nord for Himalaya strømmer ned over et varmt lavtryksområde over Indien. Når vinden bøjes vestover af Coriolis' kraft, fortsætter den hele vejen til Vestafrika. Langsomt, men ubønhørligt begynder Asiens indre dernæst at opvarmes, og fralandsvinden dør hen i takt med, at temperaturerne over land og hav udlignes. Den varme, tørre årstid når sit klimaks i april. På denne årstid er den indiske himmel fuldstændig skyfri, og markerne er afsvedede. Men i maj adviserer en mild brise fra sydvest inderne om, at sommermonsunen er i anmarch.

Suget tilbage af lavtrykket neden under den ophedede og opadstigende luft i landets indre kommer monsunskyerne ind over Malabarkysten og frem til Ghatsbjergene i Sydvestindien. Bjergene tvinger luften opefter. Den afkøles og afgiver sin fugtighed som regn, ofte over 500 cm inden for et halvt år. Monsunen fejer nordpå og krydser Indien, hvor den vander markerne og ikke sjældent fremkalder oversvømmelser i landsbyerne. Oversvømmelserne er særlig udtalte i Assamprovinsen ved foden af Himalaya. Den lille by Cherrapunji har således en årlig gennemsnitsnedbør på over 1000 cm. Verdensrekorden for et år er målt her. Den samlede mængde androg 2650 cm.

I september eller oktober, når temperaturerne over landet og havet udjævnes igen, dør sydvestenvinden ud. Regnen aftager og ophører til sidst helt. Som efteråret skrider frem, afkøles fastlandets indre nord for Himalaya, og vinden begynder på ny at blæse fra nordøst.

Denne udveksling af fugtig havluft og tørre landvinde gentager sig stort set hver dag i mindre målestok langs med kysterne over hele verden. Dette fænomen betegnes søbrise. Ligesom monsunen fremkaldes søbrisen også af den forskellige hastighed, hvormed vand og land opsuger og tilbageholder varmen fra Solen. Om dagen opvarmes landjorden hurtigere end vandet, og luften over land stiger til vejrs, så der dannes lavtryk ved jordoverfladen. Havluften strømmer ind over kysten hen imod lavtrykket, mens luften over land strømmer tilbage ud over havet i stor højde og afslutter det cellelignende kredsløb. Om natten tegner sig det modsatte billede. Landjorden afkøles hurtigere end vandet, og når den varmere havluft stiger til vejrs, blæser vinden bort fra kysten for at erstatte den.

Denne søbrisecyklus er ikke begrænset til kystegne. Ved enhver større vandansamling forekommer disse cykliske briser, men mindre udtalt. Michigansøens østbred ved Chicago er blevet afkølet helt op til 10° C af vinde, der blæser væk fra søen. I det tidlige forår, hvor vandet er koldere end landjorden, bringer de fugtige søvinde isnende kulde og ofte kraftigt snefald.

Længere inde i landet skaber de daglige temperaturforandringer en lignende cyklus i bjergdalene. Når morgensolen rammer det højere liggende terræn, opvarmes skråningerne og får luften ovenover til at stige til vejrs. Luften over dalene synker ned for at erstatte luften, der stiger op ad skrænten, så der opstår en cirkulation, som minder om forholdene ved kysten og i en Hadleycelle. Ved solnedgang afkøles bjergluften godt hjulpet af tyngdekraften. Vinden går modsat og strømmer ned ad skråningerne. I mange tilfælde indtræffer dette generelle skifte på samme tid hver dag. Beboerne i de schweiziske Alper kan nærmest stille deres ure efter disse dagligt forekommende vindforandringer.