Luftens flygtige bestanddele II.

Den første viden om atmosfæren og dens adfærd byggede på den lange og dyrekøbte erfaring hos bønder og søfolk, der måtte leve og dø efter dens luner. I 700-tallet f.Kr. gav den græske digter Hesiodos bønderne disse leveregler: »Giv agt på, hvornår du hører tranens stemme fra den høje sky, som befordrer dens tidlige skrig. Det signalerer pløjningen og varskor regnvejrstiden og stikker i hjertet på den, der ingen okser har.« Han fortalte også søfolkene, at det var sikkert at stå til søs, når figentræernes øverste blade var blevet så store som en krages fod. Den dag i dag følger græske søfolk sådanne råd.

Naturfilosofferne i det antikke Grækenland begyndte systematisk at indsamle oplysninger og fremsatte prognoser om fremtiden ud fra mønsteret i fortiden.

Thales fra Miletos blev kendt for sin forudsigelse af en solformørkelse år 585 f.Kr. Han forstod også grundtrækkene i vandets kredsløb, hvor vand fordamper op i luften og danner skyer, som giver regn, der vender tilbage til Jorden. Men ofte, når han beskæftigede sig med logisk teori, tog han også grundigt fejl. Han opfattede f.eks. Jorden som en skive, der flød i et univers af vand.

Thales var måske den første, der søgte at finde praktisk anvendelse for viden om atmosfæren. Ud fra sine observationer af vejrets udvikling sluttede han, at den kommende olivenhøst omkring Miletos ved Ægæerhavets østkyst i det nuværende Tyrkiet ville blive god. Han købte samtlige vinpresser på egnen, og da rekordhøsten indtraf, blev Thales rig fra den ene dag til den anden. Efter således at have overbevist sine skeptiske venner, og da han i øvrigt ikke brød sig om materiel velstand, opgav han forretningslivet og vendte tilbage til sit liv som grublende filosof.

Thales' åndfuldhed har utvivlsomt smittet af på tre andre lærde, der alle boede omkring Miletos og mærkværdigvis bar næsten ens navne. De drog siden flere væsentlige slutninger vedrørende atmosfæren. En af dem, Thales' elev Anaximandros, antog, at vinde ikke var et mystisk fænomen, som styredes af guderne, men derimod en naturlig »luftstrømning«. Hans kollega, Anaximenes, fremsatte en teori om, at luften var universets basale grundstof og kunne blive til jord ved fortætning. Anaxagoras, der levede næsten et århundrede senere, men havde studeret Thales' skrifter, kom frem til den sandhed, at varme får luften til at stige til vejrs. Han forstod også, at der dannes skyer, når opadstigende luft afkøles. Hans antagelse om, at temperaturen falder ved stigende højde, blev først fuldt accepteret i videnskabskredse henimod slutningen af 1800-tallet.

Efter denne lovende begyndelse førte nogle af historiens største tænkere imidlertid studiet af atmosfæren ind i en dyb blindgyde, hvor det blev fastholdt i årtusinder. Denne ulykke havde sine rødder i den kærlighed til logikken, som gennemsyrede tænkningen i det klassiske Grækenland - til gavn for filosofien, men med katastrofale følger for den praktiske viden. Grækernes foragt for den observerbare erkendelse og forkærlighed for symmetrisk teori førte, hvad atmosfæren angår, til fantasier, som trods mangel på videnskabelig nyttevirkning undertiden kunne rumme betagende antydninger af noget sandt.

I 400tallet f.Kr. fremsatte den græsksicilianske filosof Empedokles, der var en anset mystiker og spåmand, teorien om, at luften var et af de fire elementer, hvorfra alting udgår. De øvrige var jord, ild og vand. Han sagde, at til tider forenedes disse stoffer og frembragte andre, men som regel bekæmpede de hinanden. Varm, tør ild indvarslede sommeren, men når det kolde vand fik overhånd, stod vinteren for døren.

Henimod slutningen af sit liv besluttede Empedokles at forsvinde sporløst for at underbygge forestillingen om, at han var blevet bragt til himlen og gjort til gud. Det hævdes, at han forsøgte at gøre det ved at springe ned i Etnas krater, men uheldigvis udspyede vulkanen hans bronzesandaler og spolerede således hans forehavende.

Empedokles' ideer og fejltagelser spredtes i 300tallet f.Kr. takket være den berømte græske filosof Aristoteles. Ifølge Aristoteles var alle fire elementer et led i naturens orden. Der skete bevægelse, når et element forsøgte at vende tilbage til dets korrekte position. Jorden var altings centrum. Over den var der vand, derefter luft, og ild omkring det hele. Derfor ville en genstand af jordisk materiale som f.eks. en klippe vælte, hvis den hældede for meget. Også regnen ville falde, mens ilden steg opad. De fire elementer, erklærede han, var bundet til Jordens omgivelser. Himmelhvælvingen bestod af »æter«.

Nogle få af Aristoteles' antagelser har vist sig at være forbløffende korrekte. I et foredrag om regn gik han videre med tanken, at luft afkøles, når den stiger til vejrs: »Den virksomme, styrende og egentlige årsag er Solens kredsløb. Jorden er i ro, og fugten omkring den fordampes af Solens stråler og anden varme ovenfra og stiger til vejrs, men når varmen, som fik den til at stige opefter, forsvinder fra den, afkøles dampene og fortættes igen på grund af varmetabet og højden og skifter fra luft til vand, som falder ned på Jorden igen.«

I de fleste henseender tog Aristoteles dog grundlæggende fejl med hensyn til atmosfærens funktion, men forsvarede ivrigt alle sine ideer. Han angreb Anaxagoras, der korrekt havde hævdet, at haglvejr er mest fremherskende om sommeren, når varmen tvinger skyerne højere op på himlen, hvor luften er koldere. Aristoteles erklærede, at »processen er præcist det modsatte af, hvad Anaxagoras påstår«. Han fastholdt, at »hagl forekommer, når skyerne kommer ned i varm luft«, og at »uvidenskabelige synspunkter hos almindelige mennesker må foretrækkes fremfor den slags videnskabelige teorier.«

Aristoteles' indflydelse var så stor, at han ikke alene dominerede sin egen tid, men også blev intellektuelt fremherskende i næsten 2000 år. I hele denne lange og i mange henseender mørke række århundreder uden fremskridt var folketraditionerne stort set ene om at føje nyt til menneskets forståelse af den luft, det indåndede, og af det himmelhvælv, det levede under. Da man langt om længe vågnede op, byggede man netop på de opfattelser, som grækerne havde foragtet. Man ønskede nemlig at finde ud af, hvorledes tingene virkelig hang sammen og efterprøve og ubønhørligt tilstræbe, hvad man i dag betegner som det videnskabelige bevis.

Manden, der viste vejen, var den enestående italienske renæssanceastronom og fysiker Galileo Galilei. Galilei var utrolig videbegærlig. Han var velsignet med en forbløffende intelligens og nærede den allerstørste tiltro til sine egne evner. Derfor stråler hans berømmelse fortsat også i sammenligning med de andre store personligheder i samtiden. Hans fader var musiker i Firenze og levede under beskedne kår. Det var hans drøm, at sønnen skulle være læge, fordi læger tjente rimelig godt. Men under sine medicinske studier ved Pisas universitet overværede den unge medicinstuderende tilfældigt en forelæsning om geometri. Han blev ganske betaget heraf og overtalte sin fader til at lade ham skifte til matematik og naturvidenskab. Verden har været ham taknemmelig herfor lige siden.