Vindenes mysterier I.

Efter det første vindstød fortsatte vinden med en vedvarende, monoton hvislen ligesom lyden fra udstrømmende damp fra en million maskiner, frygteligt at høre på, og hytten rystede voldsomt.« Således fortalte den russiske forfatter W. Sjklovskij i sin beretning om sit besøg hos en jakutstamme i det nordøstlige Sibirien i 1800tallet. Selv om den arktiske vind var ved at blæse mostætningerne ud af sprækkerne i bjælkehyttens vægge, ønskede Sjklovskij ved selvsyn at iagttage forholdene udenfor. Hans værter, der ærede denne vind, som de kaldte for »Høvdingen«, bad ham indtrængende om at blive indenfor. »Gå ikke ud,« advarede de, »Høvdingen kan ikke lide det.«

Men da Sjklovskij insisterede, fastgjorde hans venner en lang rem omkring hans talje og holdt godt fast i enden, da han trådte udenfor. Han skrev: »Næppe havde jeg åbnet døren, før jeg blev slynget hårdt mod jorden. Luften var fuld af iskrystaller, som piskede mig i hovedet som smeltet metal, og i løbet af et øjeblik var mine kindben stivfrosne. Jeg følte mig som en blind i det uigennemtrængelige mørke. Hvor skulle jeg gå hen? Hvor var døren? Havde mine venner ikke holdt så godt fast i remmen, ville jeg have været ilde stedt, for jeg ville helt sikkert ikke kunne finde døren, men nu lykkedes det for mig at kravle hen til dørtærsklen på alle fire.« Da den fortumlede Sjklovskij krøb ind i hytten igen, betragtede hans venner ham fornøjet: »Nå, ven,« spurgte de, »hvad sagde Høvdingen så til dig?«

Barske lærestreger som denne har mange fået gennem århundreder verden over. Undervurder aldrig vinden. Ligesom Høvdingen er der mange tilbagevendende, lokale vinde, som er så kraftige og som påvirker menneskene så stærkt, at de har fået deres egne navne. Historier om deres styrke er blevet videre fortalt fra generation til generation. I Arabien brøler den tørre simoon eller »giftstormen« tværs gennem den afsvedne ørken. I Turkestan skurrer tebbaden  »febervinden«  hen over ødemarkerne. Fra Sahara bringer den sviende sciroccovind ubehag til millioner af afrikanere og blæser sand og støv helt op i Europa. I Frankrig blæser mistralen hvert år en gennemtrængende, tør kulde ned gennem Rhonedalen. Skønt den varme Santa Anavind i Californien til tider er harmløs og endda kan føles forfriskende, udtørrer den så megen vegetation, at det resulterer i hyppige og katastrofale brande. Alle disse kendte vinde får deres specielle særpræg fra en usædvanlig lokal topografi og de atmosfæriske forhold, men de indgår alle som led i den storslåede, globale strømning, som i det store og hele er velgørende, faktisk nødvendig for livet på Jorden.

Vindene er vigtige livgivere. De fordeler regnen, dæmper temperaturerne, renser atmosfæren og er med til at udbrede mange af Jordens planter. De store monsuner i Asien kommer med den nødvendige regn til afgrøderne, der tjener som føde for henved halvdelen af verdens befolkning, og i århundreder muliggjorde Atlanterhavets passatvinde den blomstrende handel mellem Europa og Den Nye Verden. Elsket og hadet, vinden er allestedsnærværende. »Der findes hele lande, hvor det aldrig regner eller kun meget sjældent,« skrev den engelske filosof Sir Francis Bacon i 1622, »men der findes ingen lande, hvor vindene ikke blæser og det endda ret hyppigt.«

De tidlige forsøg på at finde frem til kilden til denne universelle erfaring byggede på legender om f.eks. engles baskende vinger og vindstød fra den græske gud Aiolos' hule. Senere forsøg på kun at bygge på fornuften lod meget tilbage at ønske. Selv den store græske logiker Aristoteles nøjedes med at anføre, at vindene i det væsentlige var tørre suk fra den åndende Jord. Han erklærede slet og ret, at »det ville være uden mening at antage, at luften, som omgiver os, bliver til vinde blot ved at bevæges«. Men vinde er netop luft i bevægelse.

Vor viden om de globale vindsystemer er ikke kommet til os ad metodisk og systematisk vej. Et af de tidlige og karakteristiske fragmenter hertil var resultatet af en opdagelsesrejse, der indledtes ved daggry den 3. august 1492, da tre små skibe under kommando af Christoffer Columbus lettede anker og satte sejl med Orienten som mål. Columbus regnede med, at hans mål lå 3250 sømil mod vest, men i stedet for at gå direkte vestover fra Spanien, udstak han en kurs sydover. Den første etape af sørejsen førte ham ned til De Canariske øer ud for Afrikas kyst. Her vidste han, at de portugisiske skibe sejlede langs med kontinentet ved hjælp af stabile nordøstenvinde. Han nærede et brændende håb og en lumsk mistanke om, at disse vinde ville drive hans lille flåde vestpå, tværs over det store, uudforskede ocean. Han havde gættet rigtigt, og 36 dage efter afsejlingen fra Canarieøerne steg han i land i Den Nye Verden.

I henved tre måneder gennemsøgte Columbus Det Caraibiske Hav for at finde den store kinesiske khans hof, uvidende om at khanen i virkeligheden levede 15.000 km længere mod vest. Til sidst opgav han og begav sig på vej hjemefter. Vel vidende at han ikke kunne udnytte østenvinden, som havde ført ham til det nye land, sejlede han mod nord i håb om at finde en vestlig vind, der kunne blæse ham tilbage til Europa. Igen holdt hans intuition stik. Efter to ugers nordøstlig sejlads fandt han sin vestenvind og lod den føre sig hele vejen til Portugal. Foruden de nye lande havde Columbus opdaget et af verdens store vindsystemer, men det vidste han ikke dengang. De pålidelige nordøstenvinde, der omgiver den nordlige halvkugle nær ækvator, var de såkaldte passatvinde, som har navn efter et gammelt ord for »passage«. Syd for ækvator blæser et tilsvarende vindsystem fra sydøst.

Søfolkene forstod straks at udnytte passatvindene, men der gik henved 200 år, før nogen fremkom med en fornuftig forklaring på deres eksistens. Dette fremskridt, som skyldtes den fremragende engelske astronom Edmond Halley, havde endnu en gang sin baggrund i udforskningen af noget helt andet. Under et ophold i Sydatlanten for at katalogisere stjernerne over den sydlige halvkugle fik Halley rig mulighed for at iagttage og blive betaget af passatvindene. I 1686, ni år før han begyndte at beregne banen for den kornet, der bærer hans navn, fremsatte Halley en teori om disse betagende vinde. Han sagde, at nær ækvator, hvor Solens varme er mere direkte og intens end noget andet sted på kloden, hæver luften sig »op mod de dele, hvor den er tyndere«, og passatvindene strømmer ind for at erstatte den. Denne del af Halleys teori var korrekt nok, men han kom på vildspor, da han forsøgte at forklare, hvorledes passatvindene blæser fra øst mod vest. Han gik ud fra, at den opadstrømmende luft fulgte Solens bane vestover, og at den koldere luft hvirvlede ind bagved den i form af østenvinde.

Den egentlige årsag til passatvindenes østvestgående retning forblev ukendt for de europæiske forskere, indtil londoneren George Hadley behændigt modificerede Halleys model. Skønt advokat af profession helligede Hadley, ligesom så mange andre dannede i samtiden, naturvidenskaben en væsentlig del af sin fritid. I 1735 præsenterede han et skrift om passatvindene for et af Europas mest ansete selskaber, The Royal Society of London.

Hadley var enig med Halley i, at den opvarmede luft stiger op ved ækvator og derefter bevæger sig mod polerne, mens den gradvis afkøles længere oppe i luften. Han sagde, at luften daler, mens den afkøles, og drages tilbage til ækvator af den ækvatoriale opdrift. Ifølge Hadley forekommer denne cellelignende cirkulation ved begge halvkugler. Men i stedet for at blive draget mod vest af Solens varme viste vinden sig udelukkende at komme østfra. Det var almindelig kendt, at Jorden med stor hastighed roterede østover, og Hadley gik ud fra, at atmosfæren måtte rotere sammen med den. Da Jordens overflade roterer med størst hastighed ved ækvator, hvor omkredsen er størst, formodede han, at luft fra polerne ville komme bagefter Jordens overflade og derfor synes at komme fra østlig retning.

Hadleys opfattelse kan forklares ved sammenligning med en karrusel. Hvis en person placeret midt i centrum af en karrusel kaster en bold ud til en anden ude ved kanten, vil bolden beskrive en lige linje, hvad enhver iagttager uden for karrusellen vil kunne bekræfte. Men på karrusellen vil personen, der forsøger at gribe bolden, overraskende se den krumme sig bort og være nødt til at strække sig for at gribe den. Af samme grund vil enhver, der står på den roterende Jord, opfatte vindbanen som krum. Nord for ækvator resulterer krumningen i en vind fra nordøst og syd for ækvator fra sydøst, præcis som passatvindenes mønster.

Hadley gjorde også rede for vestenvindene uden for troperne. Han konkluderede, at når luften ved ækvator bevæger sig fra vest mod øst hurtigere end luften nær ved polerne, vil luften, som blæser mod polerne, bevæge sig østover hurtigere end selve jordoverfladen. Det er derfor, at vindene ved de mellemste breddegrader synes at blæse fra vest. Dette var en brugbar forklaring, og der forløb mere end et århundrede, før forskerne indså, at forestillingen om et enkelt varmestrømningsområde, som strakte sig fra ækvator mod polerne, ikke var korrekt.