Når det sere ikke er, hvad man tror!

Et fata morgana som f.eks. luftspejlingen af en uopnåelig sø, der viser sig i den brændende ørken, er skiftevis blevet udlagt som overnaturlige hændelser og produkter af syge sind. Men de er i virkeligheden et resultat af en vekselvirkning mellem lys og luft.

Et sådant synsbedrag indtræffer, når lysstråler tilbagekastes fra to til hinanden grænsende luftlag med forskellig tæthed og dermed forskellig brydningsforhold. Herved ændrer de hastighed, og deres kurs bliver brudt, således at de opfanges af øjet fra en anden retning end den, de kommer fra. Forskellen i lufttætheden skyldes forskellige temperaturer, og lyset bøjes mod den koldere, tættere luft.

Hvis luften ved jordoverfladen er meget varmere end den ovenover, som det ofte er tilfældet i ørkener, vil lysstråler, der f.eks. bevæger sig ned mod jorden fra toppen af et træ, bøje opefter fra den varme luft mod den koldere i øjenhøjde. Lys fra halvvejs nede på stammen vil også bøje opad, men i en mindre vinkel. Resultatet bliver et spejlbillede, hvor træet synes at befinde sig under det faktiske sted og på hovedet. Samtidig hermed vandrer andre lysstråler direkte fra træet til øjet, så træet ses på dets rigtige plads.

Lys fra himmelrummet kan forvrænges på samme måde, så der viser sig et flimrende blåt felt på jorden og dannes et troværdigt indtryk af træer, som spejles i en sø. Denne form for spejlbilleder kan også forekomme på solophedede veje.

Når luften er koldere ved jordoverfladen end højere oppe, som det ofte sker oven over det kolde vand i en sø, kan der dannes et spejlbillede over den egentlige genstand. Lysstråler mod himlen brydes nedefter mod den koldere luft, således at en sejlbåd på en sø samtidig hermed har sat kurs tværs over himlen.

Sådanne klare spejlbilleder forekommer kun fra tid til anden, men lysstråler bliver altid brudt af den evigt skiftende atmosfære. Spejlbilleder er således en demonstration af, at stort set intet findes præcis, hvor det synes at være.