Luftens flygtige bestanddele I.

En sommeraften fordrev den britiske forfatter Roger Pilkington tiden om bord i en motorbåd i Svendborgs havn på Sydfyn med afslappet at betragte aftenhimlens skær gennem en åben luge. Hans opmærksomhed blev pludselig skærpet, skrev han i 1962, »da mønstret begyndte at bevæge sig og flimre« på en måde, som slet ikke kunne have nogen sammenhæng med lysene inde på havnen. Da han klatrede op for at kunne se bedre, stod han ansigt til ansigt med et imponerende syn.

»Jeg så stjernehvælvet vidunderligt oplyst af en gennemgående glød, som blev kraftigere henimod et punkt halvvejs oppe over horisonten,« mindes han. »Dette område blev klarere og mere rødt, nærmest som om flammende bånd af rødviolet lys blev slynget ud derfra for at forsvinde i noget flimrende grønt. Lidt længere mod vest og lavere nede begyndte der at dannes mægtige folder, som bølgede ligesom et prægtigt stykke changerende silke, som rørte sig i vinden. Til højre gennemtrængte stråler himlen som fra en lyskaster eller som en vifte i det uendelige rum. Hele himlen var nu levende af bevægelser, og jeg iagttog det i over en time, før tæppet umærkeligt begyndte at fortone sig. Strålerne sløredes, skælvede og forsvandt. Den dybt rosafarvede plet højt oppe over de træbevoksede bakker døde hen, flammede op på ny, men knap så strålende, og opslugtes til sidst af mørket som de døende gløder i en brændeknude.«

Pilkington havde overværet et af naturens mest pragtfulde skuespil, nordlys eller aurora borealis. På den sydlige halvkugle kaldes det tilsvarende fænomen også sydlys (aurora australis). Aurora var romernes gudinde for daggryet. Siden tidernes morgen har fænomenet fascineret mennesker. For 2000 år siden beskrev den romerske filosof Seneca »dets betagende festspil med flagrende og lyse, flammende farver og hvidt lys, mens andre skinnede, og nogle var vedvarende og gule uden udbrud eller stråler«. I de bibelske Makkabæerbøger skildres »genfærdene af angribende ryttere midt på himlen iklædt dragter med indvævet guld«. Sagnverdenen hos eskimoerne, der til tider kan iagttage det mærkelige lys en ud af tre nætter, myldrer med legender, som sætter det i forbindelse med afdøde. Ifølge en af myterne er nordlys skæret fra lamper båret af ånderne, der fører de nyankomne til deres verden.

Videnskaben har selvfølgelig for længst taget afstand fra den slags dramatiske omskrivninger. Men den videnskabelige forklaring er i virkeligheden mindst lige så vidunderlig som forestillingerne om overnaturlige himmelske væsener. Den beretter om en solvind af uhyre små partikler, som føres gennem det interplanetare rum og omkredser Jorden i et æterisk bombardement. Den kan fortælle om et gigantisk magnetskjold, som er frembragt af mystiske processer dybt inde i Jordens kerne, og som skubber den usynlige spærreild til side. Hvis den ikke blev afledt, ville alt liv på Jorden snart være udslukt. Forskningen forklarer ligeledes, hvordan nogle få partikler af myriader fra solvinden finder huller i det beskyttende skjold over polaregnene og kolliderer med molekylerne i atmosfærens yderste områder og udløser en række reaktioner - som minder om dem, der indgår i fluorescerende lys - og danner de spøgelsesagtige nordlys.

Det syn, Pilkington var vidne til, var mere end blot et formidabelt lysshow. Det var også et udtryk for den ansamling af mange lag af flimrende luftarter, væsker og partikler, som udgør Jordens atmosfære. Siden sin oprindelse som en udbrændt blanding af brint, ammoniak, metan og vand-dampe har atmosfæren udviklet sig til et meget sammensat, globalt hylster med en mængde bestanddele med talrige funktioner, hvis effekt er, at der gives mulighed for liv på Jorden. Atmosfæren tjener livets indviklede kemi ved at fordele de vitale, luftformige grundstoffer, som er grundlaget for alt plante- og dyreliv. Dens struktur, som rækker 300 km ud i rummet, beskytter Jorden og dens beboere mod bombardementer fra projektiler spændende fra uhyre små, usynlige partikler solvind til de glødende meteorer, som af og til krydser hen over himlen. Dens vedvarende forandring i form af vinde mægler mellem den brændende hede omkring ækvator og polaregnenes bidende kulde.

Udviklingen af denne fantastiske grundsubstans har taget fire milliarder år. Vor viden om dens størrelse og indviklede sammensætning er hovedsagelig skabt inden for de sidste 400 år. Men det var først, da den fint sammenvævede struktur i atmosfærens dynamik kunne indfanges af et verdensomspændende netværk af instrumenter kædet sammen af en hurtig kommunikation, eller endnu bedre - kunne observeres fra rummet - at man kunne fornemme den vidunderlige harmoni, der ligger til grund for processerne. Uden kendskab til dette globale perspektiv har primitive folk og også den tidlige videnskab været henvist til at fundere over vindenes og skyernes tilsyneladende vægelsindede vandringer og gruble over de fjerne og dunkle årsager til regntider og tørkeperioder. Der krævedes avancerede instrumenter og midler til at sætte disse op blot for at kunne identificere atmosfæren, så vi kunne forstå, hvordan de var indpasset rundt om kloden. Den fulde forståelse af det sindrige system, som kan forklare vind og vejr, skulle vise sig at være en af de mest krævende udfordringer for den moderne forskning.