At blive modtaget af Gud!

Mange mennesker tøver med at begynde at tjene Herren, fordi de frygter, at Gud ikke vil tage imod dem; og tusinder, som i årevis har været bekendende kristne, tvivler stadig på, at Gud har antaget dem som sine børn. For deres skyld skriver jeg dette; jeg vil ikke forvirre dem med argumenter, men blot give dem Guds Ords enkle forsikringer.

"Vil Herren tage imod mig?" Jeg vil svare med et andet spørgsmål. Vil et menneske tage imod det, som det har købt?

Hvis du går ind i en forretning og køber og betaler noget, vil du så modtage det, når det bliver leveret? Naturligvis vil du det! Ingen tvivl om den sag. Den kendsgerning, at du har købt varen og betalt for den, er tilstrækkeligt bevis for, at du ikke alene er villig til, men også ivrig efter at få den. Hvis du ikke ønskede den, ville du ikke have betalt for den. Og jo mere du havde betalt, des ivrigere ville du være for at få den. Hvis prisen var så stor, at det næsten havde kostet dig livet at betale den, kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at du ville modtage varen, når den blev leveret. Din store bekymring ville være, at der skulle ske nogen fejl ved leveringen.

Lad os bruge denne enkle illustration på den situation, at en synder kommer til Kristus. For det første har han købt os. "Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; Ær derfor Gud i jeres legeme!" 1 Kor. 6,9 og 20.

Den pris, han betalte for os, var hans eget blod - hans liv. Paulus skriver til de ældste i Efesus: "Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han har købt med sit eget blod." Apg. 20,28. "I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet eller lyde." 1 Pet. 1,18-19. Han "hengav sig selv for os." Tit. 2,14. "For at udfri os af den nuværende, onde verden gav han sig selv hen for vore synder, efter vor Guds og Faders vilje." Gal. 4,1.

Han købte ikke en særlig klasse mennesker, men alle syndere i hele verden. "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh. 3,16. Jesus sagde; "Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød han skalleve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit legeme, til liv for verden." Joh. 6,51. "Thi mens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige." "Men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere." Roffi.5,6.8. Det var en uendelig stor pris; derfor ved vi, at han af hele sit hjerte ønskede det, som han havde købt. Han ønskede det mere end noget andet. Han kunne ikke undvære det. Se Fil. 2,6-8; Hebr. 12,2; Es. 53,11.

"Men jeg er så uværdig." Det vil sige, at du ikke er den pris værd, som er betalt, og du frygter, at Jesus skulle nægte at have købt dig. Du kunne nære en sådan frygt, hvis det ikke var, fordi handlen allerede er indgået og prisen betalt. Hvis han skulle nægte at tage imod dig, fordi du ikke er prisen værd, ville han Ikke alene miste dig, men også den pris, han har betalt for dig. Selvom de varer, som du har betalt, ikke er den pris værd, du har givet for dem, ville du ikke selv være så tåbelig at kaste dem bort. Du ville hellere have noget for dine penge end slet ingenting. Og desuden har du intet at gøre med spørgsmålet om værdien.

Da Kristus kom til jorden for at gøre dette køb, "havde han ikke nødig, at nogen skulle vidne om mennesket; thi han vidste selv, hvad der boede i mennesket." Joh. 2,25. Han gjorde købet med åbne øjne, og han kendte den nøjagtige værdi af det, han købte. Han er slet ikke skuffet, når du kommer til ham og han ser, at du er værdiløs. Du skal ikke bekymre dig om værdispørgsmålet; hvis han med sin fuldstændige viden om sagen var villig til at indgå denne handel, skulle du være den sidste til at beklage dig.
Den mest vidunderlige sandhed er denne: Han købte dig netop af den grund, at du er uværdig. Hans kyndige øje så store muligheder i dig, og han købte dig - ikke for hvad du var eller er værd, men på grund af det, han kunne gøre dig til. Han siger: "Din misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg for min egen skyld, kommer ej dine synder i hu." Es. 43,25. Vi har ingen retfærdighed i os selv, derfor købte han os, "for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham." Hør, hvad Paulus siger: "Thi i ham bor hele Guddomsfylden legemlig, og i denne fylde har I del, idet I er i ham, som er hoved for enhver magt og myndighed." Kol. 2,9-10.

Og her er hele forløbet fremstillet: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse. Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn, og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljes beslutning, til lov og pris for sin nåd es herlighed, som han har skænket os i den Elskede. I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er. Det gav han os i overstrømmende fylde tillige med al visdom og forstand, da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed, ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus." Ef. 1,3-10.

Vi skal være "til lov og pris for hans nådes herlighed." Det kunne vi ikke være, hvis vi fra begyndelsen var den store pris værd, han betalte for os. For så ville der ikke være nogen herlighed for ham i handlen. Han kunne ikke i de tilkommende tider vise os sin nådes rigdom. Men når han tager os netop så værdiløse, som vi er, og til sidst fremstiller os fejlfri for Gud, vil det være til hans uvisnelige hæder. Og da vil ingen anse sig selv for værdiløs. I evighed vil de helliggjorte skarer forene sig i pris til Kristus: "Værdig er du ... thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og præster for vor Gud, og de skal herske over jorden." "Værdig er lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!" Åb.5,9-10 og 12.
Nu skulle al tvivl om antagelse hos Gud være udelukket. Men det er den ikke. Det onde hjerte tvivler stadig. "Jeg tror alt dette, men - " Stands lige der! Hvis du troede, ville du ikke sige "men". Når mennesker sætter "men" efter at de har sagt, at de tror, mener de i virkeligheden: "Jeg tror, men jeg tror ikke." Men du fortsætter: "Måske har du ret. Men hør lige, hvad jeg ville sige. Det, jeg ville sige, var: jeg tror på de skriftsteder, du har citeret, men Bibelen siger, at hvis vi er Guds børn, vil vi få Andens vidnesbyrd, så vi har vidnesbyrdet i os selv; og jeg føler ikke et sådant vidnesbyrd - derfor kan jeg ikke tro, at jeg hører Kristus til. Jeg tror hans ord, men jeg har ikke dette vidnesbyrd." Jeg forstår din vanskelighed, men lad os se, om den ikke kan overvindes. Hvad det angår, at du hører Kristus til, kan du selvafgøre spørgsmålet. Du ved, hvad han har betalt for dig. Nu er spørgsmålet: Har du overgivet dig selv til ham? Hvis du har, kan du være sikker på, at han har modtaget dig. Hvis du ikke er hans, er det udelukkende fordi du har nægtet at levere ham det, som han har købt.

Du bedrager ham. Han siger: "Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt folk." Rom. 10,21. Han beder dig give ham det, som han har købt og betalt - alligevel nægter du at gøre det, og beskylder ham for ikke at være villig til at tage imod dig. Men hvis du af hjertet har overgivet dig selv til ham, kan du være overbevist om, at han har modtaget dig. Hvad det nu angår, at du tror hans ord, og alligevel tvivler på, at han vil tage imod dig, fordi du ikke føler vidnesbyrdet i dit hjerte, vil jeg stadig påstå, at du ikke tror.

Hvis du gjorde, ville du have vidnesbyrdet. Hør hans ord: "Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han ikke har troet på det vidnesbyrd, Gud har vidnet om sin Søn." 1 Joh. 5,10. At tro på Sønnen vil sige at tro hans ord og det, der står skrevet om ham.

Og "den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv." Du kan ikke få vidnesbyrdet, før du tror, og så snart du tror, har du vidnesbyrdet. Hvorledes forholder det sig? Jo, din tro på Guds ord er vidnesbyrdet. Gud siger således: "Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser." Hebr. 11,1.

Hvis du kunne høre Gud sige at du er hans barn, ville du anse det for tilstrækkeligt bevis. Men når Gud taler i sit Ord, er det det samme, som hvis han talte, så du kunne høre det; og din tro er beviset for, at du hører og tror.

Dette er så betydningsfuld en sag, at den er omhyggelig overvejelse værd. Lad os læse lidt videre. Først læser vi, at vi "alle ... i Kristus Jesus er Guds børn ved troen" Gal. 3,26. Dette er en positiv bekræftelse af, hvad jeg sagde om vor manglende tro på vk1nesbyrdet. Vor tro gør os til Guds børn. Men hvordan opnår vi denne tro? "Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord." Rom. 10,17. Men hvorledes kan vi få tro på Guds Ord?
Tro kun på, at Gud ikke kan lyve, Du ville næppe kalde ham en løgner op i hans åbne ansigt; men det er netop, hvad du gør, hvis du ikke tror hans ord. Alt, hvad du skal gøre for at tro, er at tro. "Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker). Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Skriften siger jo: "Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme."

Alt dette stemmer fuldstændig overens med det, Paulus siger: "Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger." Rom. 8,16-17. Denne Ånd, som vidner sammen med vor ånd, er den Trøster, som Jesus lovede os. Joh. 14,16. Og vi ved, at dens vidnesbyrd er sandt, for det er "Sandhedens Ånd". Hvorledes vidner den? Ved at minde os om Guds skrevne Ord. Ånden har inspireret disse ord (1 Kor. 2,13; 2 Pet. 1,21), og når den bringer dem i erindring, er det det samme, som hvis den talte dem direkte til os.

Ånden bringer Bibelens ord - som vi delvis har citeret frem i vore tanker. Vi ved, at disse ord er sande, for Gud kan ikke lyve. Vi viser Satan bort med hans falske vidnesbyrd om Gud, og vi tror Ordet; men hvis vi tror Ordet, ved vi, at vi er Guds børn, og vi udbryder: "Abba, Fader!" Og så går den vidunderlige sandhed endelig op for os.

En gentagelse af ordene gør det levende for os. Han er vor Fader; vi er hans børn - o, hvilken glæde denne tanke skænker os! Vi ser således, at det vidnesbyrd, som vi har i os selv, ikke blot er en teori eller en følelse. Gud beder os ikke stole på et så upålideligt vidne som vor følelse. Den, som stoler på sit eget hjerte, er en dåre, siger Skriften. Det vidnesbyrd, vi skal stole på, er Guds uforanderlige Ord, og dette vidnesbyrd kan vi eje i vore hjerter ved Ånden. "Gud ske tak for hans uudsigelige gave."

Denne bevidsthed berettiger os ikke til at være mindre flittige og slå os til ro, som om vi allerede var fuldkomne. Vi må huske på, at Kristus ikke tager imod os for vor skyld, men for sin egen skyld. Ikke fordi vi er fuldkomne, men fordi vi kan blive det i ham. Han velsigner os - ikke fordi vi er så gode, at vi har fortjent at blive velsignede, men for at vi i den styrke, velsignelsen skænker os, skal vende os bort fra al uretfærdighed. Apg. 3,26. Enhver, som tror på Kristus, får styrke eller ret til at blive et Guds barn. Joh. 1.12. Det er ved Guds "dyrebare og største forjættelser", ved Jesus Kristus at vi bliver "delagtige i guddommelig natur". 2 Pet. 1,4.

Lad os kort betragte den praktiske anvendelse af nogle af disse skriftsteder.

Troens sejr!

Bibelen siger, at "den retfærdige skal leve af tro." Guds retfærdighed åbenbares "af tro til tro." Rom. 1,17.

Intet kan bedre illustrere, hvorledes troen virker, end nogle af de eksempler, som er nedskrevet til vor vejledning, "så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb." Rom. 15,4. Lad os først betragte en bemærkelsesværdig hændelse, som er omtalt i 2 Krøn. 20. Her læser vi: "Så hændte det sig, at moabiterne og ammoniterne sammen med folk fra Maon drog i krig mod Josafat. Og man kom og bragte Josafat den efterretning: "En vældig meneskemængde rykker frem imod dig fra egnene hinsides havet, fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar!" Både kongen og folket blev grebet af frygt, men de var så forstandige at samle sig "for at søge hjælp hos Herren; også fra alle Judas byer kom de for at søge Herren." 3. og 4. vers. Så følger den bøn, Josafat bad som leder af forsamlingen, og den er et specielt studium værd, for den indeholder begyndelsen til deres sejr:

"Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems forsamling i Herrens hus foran den nye forgård og sagde: "Herre, vore fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle hedningerne? I din hånd er kraft og styrke, og mod dig kan ingen holde stand!" Vers 5.6.

Det var en udmærket begyndelse på en bøn. Først anerkender den Gud i Himmelen og begynder som den bøn, Jesus lærte os: "Vor Fader, du som er i Himmelen." Hvad betyder dette? - at den Gud, som er i Himmelen, er Skaberen. Denne indledning er en anerkendelse af hans magt over alle verdens kongeriger og over mørkets magter. Den kendsgerning, at han er i Himmelen og er Skaberen, gør det klart, at han ejer en magt, som ingen kan modstå.
Den mand, som i nødens stund kan begynde sin bøn med en sådan anerkendelse af Guds magt, har allerede sejren på sin side. For læg mærke til at Josafat ikke alene erklærede sin tro på Guds vidunderlige magt; han gjorde krav på Guds styrke som sin styrke, idet han sagde: "Er du ikke vor Gud?" Han opfyldte Skriftens krav: "Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham."

Derefter fortsætter Josafat med at opregne, hvorledes Herren har ført dem ind i landet, og skønt han ikke har ladet dem invadere Moab og Amon, er disse nationer nu kommet for at jage dem ud af det land, som Gud har givet dem. Vers 7-11. Og så slutter han: "Se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din ejendom, som du gav os i eje!" Men "Herrens øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham." (2 Krøn. 16,9). Derfor passer det sig for den, som er i nød, at sætte sin lid til ham. Josafats og hans folks indstilling var i overensstemmelse med apostlens opfordring: VI skal rette "vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender." Hebr. 12,2. Han er Alfa og Omega, og al magt I Himmelen og på jorden er i hans hånd.

Og hvad skete? Herrens profet erklærede i Helligåndens kraft: "Lyt til, alle I judæere, Jerusalems indbyggere og kong Josafat! Så siger Herren til Eder: Frygt ikke og forfærdes Ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke Eders, men Guds!" 15.vers. Derefter kommer befalingen til at gå ud og møde fjenden om morgenen - så skulle de se Herrens frelse, for han ville være med dem.

"Tidligt næste morgen drog de ud til Tekoas ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, i judæere og Jerusalems indbyggere! Tro på Herren, Eders Gud, og I skal blive boende, tro på hans profeter, og lykken skal følge Eder!" Og efter at have rådført sig med folket opstillede han sangere og bød dem synge: "Lov Herren, thi hans miskundhed varer evindelig!" Vers 20.21.

Det var sandelig en mærkelig måde at gå i krig på. Ikke mange hære er gået ud med en sådan fortrop. Men hvad blev resultatet?

"Og i samme stund de begyndte med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold komme over ammoniterne, moabiterne og dem fra Se'irs bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. Ammoniterne og moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs bjerge, og lagde band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre. Da så judæerne kom op på varden, hvorfra man ser ud over ørkenen, og vendte blikket mod menneskemængden, se, da lå deres døde kroppe på jorden, ingen var undsluppet." Vers 22-24.

Hvis der har været få hære, der er gået ud med en sådan fortrop som Josafats hær, er det lige så sikkert, at få hære er blevet belønnet med en sådan sejr. Og det kan næppe være forgæves at studere lidt i filosofien bag om sejr ved tro, således som den er illustreret i denne begivenhed. Da fjenden, som stolede på sin store overlegenhed talmæssigt, den morgen hørte israeliterne komme syngende og råbende, hvad har de da tænkt? Naturligvis at israeliterne havde fået forstærkning og nu var så overmægtige, at det ville være nytteløst at kæmpe imod dem. Derfor blev de grebet af panik, og alle så på deres naboer som fjender. Havde de ret i deres formodning om, at Israel havde fået forstærkning? - Ja, sandelig!

For beretningen siger; "I samme stund de begyndte med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold komme over ammoniterne, moabiterne og dem fra Se'irs bjerge." Herrens hære, som Josafat og hans folk stolede på, kæmpede for dem. De havde fået forstærkning, og hvis deres øjne var blevet åbnet, ville de have set den, ligesom Elisas tjener engang så, at de, som var med dem, var langt flere end fjenderne. Det, man især skal lægge mærke til her, er, at det var, da Israel begyndte at lovsynge, at Herren lod et baghold komme over fjenden.

Hvad viser dette? - at deres tro var ægte. Herrens løfte blev anset for lige så sikkert som dets opfyldelse. De troede på Herren, eller rettere sagt, de byggede på Herren, og på den måde blev de hjulpet. Således beviste de sandheden i ordene: "Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro." 1 Joh.5,4.

Lad os nu overføre denne illustration på kampen mod synd. En stærk fristelse til at gøre noget forkert opstår. Ofte har vi med sorg erkendt styrken af fristelsen, fordi den har besejret os. Derfor ved vi, at vi ikke selv kan modstå den. Men nu retter vi vort blik mod Herren, som har sagt, at vi med frimodighed skal komme frem for nådens trone for at finde hjælp i nødens stund. Så begynder vi at bede Gud om hjælp. Vi beder til den Gud, som i Bibelen er åbenbaret som Himmelens og jordens Skaber.
Vi begynder ikke med en bedrøvelig erklæring om vor svaghed, men med en glad erkendelse af Guds store magt. Når vi har gjort det, kan vi vove at omtale vor vanskelighed og vor svaghed. Men hvis vi først omtaler vor svaghed og vor vanskelige situation, sætter vi os selv før Gud. Og så vil Satan forstørre vanskeligheden og omgive os med sit mørke, så vi ikke kan se noget andet end vor egen svaghed; og da vil vor bøn være forgæves, selv om den er inderlig. For den mangler det vigtigste element, som er troen på, at Gud er alt det, han siger om sig selv, at han er. Men hvis vi begynder med at anerkende Guds magt, kan vi roligt fortælle om vor svaghed, for så sætter vi helt enkelt vor svaghed ved siden af hans magt, og det vil give os mod.

Og idet vi beder, kommer Guds løfter til vort sind ved Helligåndens medvirken. Det er ikke sikkert, at vi kan tænke på et løfte, som passer netop i dette tilfælde. Men vi kan huske, at "det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere" (1 Tim. 1,15); og at han "gav sig selv hen for vor synder, efter vor Guds og Faders vilje." (Gal. 1,4); og vi kan vide, at dette lover os alle ting, for "Han som jo ikke sparede sin egen Søn, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?" Rom. 8,32.

Derefter husker vi på, at Gud kan tale om ting, som ikke findes, som om de virkelig er til. Det vil sige, at hvis Gud giver et løfte, er det allerede så godt som opfyldt.

Og da vi ved, at vor udfrielse af det onde er i overensstemmelse med Guds vilje (Gal. 1,4), regner vi allerede sejren for vor og begynder at takke Gud for hans mægtige og dyrebare løfter. Når vor tro griber disse løfter og virkeliggør dem, kan vi ikke andet end prise Gud for hans vidunderlige kærlighed - og idet vi gør det, bliver vore tanker ledet bort fra alt ondt, og sejren er vor. Herren sender et baghold mod fjenden. Vor takkesang viser Satan, at vi har fået forstærkning; og da han før har mødt den styrke, som bliver os givet, ved han, at han ikke opnår noget ved den lejlighed - og så forlader han os. Dette illustrerer styrken i apostlens formaning.

"Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse." Fil. 4,6.

Livegne og frie mænd!

Troens evne til at skænke sejr, kan belyses ud fra endnu nogle skriftsteder, som er overordentlig praktiske. Lad os først slå fast, at en synder er en slave. Kristus siger: "Enhver, der gør synd, er syndens træt." Joh. 8,34.

Og idet Paulus sætter sig i et uomvendt menneskes sted, siger han: "Vi ved jo, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under synden." Rom. 7,14. En mand, som er solgt, er slave. Peter omtaler det samme, når han om falske lærere siger: "De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træt er man af det, som man er bukket under for." 2 Pet. 2,19.

Det mest fremtrædende træk ved slaveri er, at man ikke kan gøre, som man ønsker, men er bundet til at udføre en andens vilje, ligegyldigt hvor trættende det er.

Således viser Paulus sandheden af det, han siger om, at han som et kødeligt menneske var syndens slave: "Thi jeg forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg." "Men da er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." Rom. 7,15, 17-19. Den kendsgerning, at synden bestemmer, viser, at manden er en slave; og skønt enhver, der synder, er syndens slave, bliver dette slaveri uudholdeligt, når synderen har fået et glimt af friheden og længes efter den, men alligevel ikke kan bryde de lænker, der binder ham til synden. At det er umuligt for det uomvendte menneske at gøre det gode, han ønsker at gøre, har vi allerede set ud fra Rom. 8,7-8. og Gal. 5,17.

Hvor mange mennesker har ikke i deres egen erfaring set beviserne for sandheden i disse skriftsteder! Hvor mange har ikke besluttet og besluttet igen - og alligevel har deres alvorligste beslutninger i fristelsens stund vist sig fuldstændig nytteløse. De havde ingen styrke og vidste ikke, hvad de skulle stille op. Og ulykkeligvis var deres øjne ikke fæstet på Gud, men på dem selv og deres fjende. De oplevede en konstant kamp imod synden, men også ustandselige nederlag.

Kalder du det en sand kristelig erfaring? Nogle tror, at det er det. Men hvorfor råbte apostlen da i sin sjælekval: "Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Rom. 7,24. Oplever en sand kristen dette dødens legeme så frygteligt, at sjælen tvinges til at råbe på befrielse? - Nej, sandelig! Og hvem er det, der som svar på denne indtrængende bøn åbenbarer sig som befrieren? Apostlen siger: "Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre." Et andet sted siges det om Kristus:

"Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom." Hebr. 2,14-15.

Atter siger Kristus om sin mission: "Den Herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet." Es. 61,1.

Hvad dette fangenskab og denne bundethed består i, har vi allerede set. Det er syndens fangenskab - selv mod sin vilje, af nedarvede og erhvervede dårlige tilbøjeligheder og vaner at være tvunget til at synde. Befrier Kristus et menneske fra en sand kristelig erfaring? - Nej, sandelig ikke! Derfor er det syndens slaveri, som Paulus klager over i Romerbrevets syvende kapitel, ikke et Guds barns erfaring, men den, en syndens slave har. Det var for at befri mennesker fra dette slaveri, at Kristus kom; ikke for i dette liv at befri os fra kamp og strid, men fra nederlag - for at sætte os i stand til at være stærke i Herren og hans styrke, så vi kan takke Faderen, som "friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige." Ved Jesu blod har vi forløsning.

Hvorledes får vi denne forløsning? Jesus siger: "Hvis I bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer." "Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie." Joh. 8,31-32 og 36. Denne frihed kommer til hver den, som tror.

For alle dem, som tror på hans navn, giver han "magt til at blive Guds børn." Frihed fra fordømmelse kommer til dem, som er i Kristus Jesus (Rom. 8,1); og vi "ifører os Kristus" ved tro. (Gal. 3,27). Det er ved troen, at Kristus bor i vore hjerter.

Praktiske illustrationer af frigørelse fra slaveri!

Lad os nu se lidt på, hvorledes troen kan befri os fra syndens slaveri. Først vil vi læse Luk. 13,10-17:

"Medens han på en sabbat lærte i en af synagogerne, se, da var der en kvinde, som havde haft en sygdomsånd i 18 år, så hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op. Da nu Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: "Kvinde, du er løst fra din sygdom!" så lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud. Men synagogeforstanderen, som harmedes, fordi Jesus helbredte på en sabbat, tog til orde og sagde til folkeskaren: "Det er seks hverdage, på hvilke man bør arbejde; på dem kan I jo komme og lade jer helbrede, men ikke på sabbatsdagen!" Da svarede Herren ham og sagde: "I hyklere! løser ikke enhver af jer sin okse eller sit æsel fra krybben og trækker den til vands, selvom det er sabbat? Og denne kvinde, en Abrahams datter, som Satan har holdt lænket, tænk, i 18 år, burde hun ikke løses fra denne lænke på sabbatsdagen?"
Da han sagde dette, blev hans modstandere skamfulde; men hele skaren glædede sig over alle de herlige gerninger, han gjorde." Lad os forbigå farisæerens smålige kritik og se på miraklet. Kvinden var bundet. På grund af dødsfrygt har vi også været bundet hele vort liv. Satan havde bundet kvinden; Han har også sat snarer for vor fod og taget os til fange. Hun kunne absolut ikke rette sig op; vor uretfærdighed har gjort det umuligt for os at se opad. Sl. 40,13. Med et ord og en berøring befriede Jesus hende fra hendes sygdom; Vi har nu den samme nådefulde Ypperstepræst i Himmelen, som røres ved synet af vore sygdomme, og det samme ord vil befri os fra det onde.

Hvorfor er disse mirakler, som Jesus udførte, optegnet? Det siger Johannes os. Det er ikke blot for at vise, at han kan helbrede, men for at vise hans magt over synden. Se Matt. 9,2-8. Vi læser hos Johannes: "Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn." Joh. 20,30-31.

Vi ser altså, at de er optegnet for at vise os Jesu kærlighed, hans villighed til at befri og hans magt over Satans angreb, uanset om det er på legeme el/er sjæl. Endnu et mirakel må være tilstrækkeligt i denne forbindelse. Det er omtalt i Apg. kap.3. Jeg vil ikke citere hele beretningen, men bede min læser følge omhyggeligt med i sin Bibel.

Peter og Johannes så ved templets port en mand på over 40 år, som havde været lam hele livet. Han havde aldrig kunnet gå. Han tiggede, og Peter følte sig tilskyndet af Ånden til at give ham noget bedre end sølv eller guld. Derfor sagde han: "I Jesu Kristi, nazaræerens navn stå op og gå!" Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. I samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud." Vers 6-8.

Dette bemærkelsesværdige mirakel med en, som alle havde set, vakte en vidunderlig opsigt blandt folket; og da Peter så deres forbavselse, fortalte han dem, hvorledes dette under var sket:

"Israelitiske mænd! Hvorfor undrer I jer over denne mand? eller hvorfor stirrer I på os, som om det var os, der ved egen kraft eller fromhed havde gjort, at han er kommet til at gå? Nej, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets Banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner. Og det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set." Vers 12-16.

Se nu den overførte betydning. Manden, "der havde været lam fra moders liv," var ude af stand til at hjælpe sig selv. Han ville så uendelig gerne gå, men det var ham ikke muligt. På samme måde kan vi sige med David:

"Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje." og derfor er vi af naturen så svage, at vi ikke kan gøre det, vi gerne ville. Som årene gik, blev mandens mulighed for at komme til at gå ringere. Han blev tungere, men hans ben blev ikke stærkere. På samme måde styrkes syndens magt over os, idet vi gør de samme synder om og om igen. Det var absolut umuligt for denne mand at gå; alligevel gav Jesu navn ham ved troen fuldstændig sundhed og frihed fra sygdommen. På samme måde kan vi ved tro på ham blive helbredt og i stand til at gøre det, som hidtil har været os umuligt. For hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Han er Skaberen, og "han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke." Et af troens undere er, som de gamle profeter sagde det, at der skabes styrke af kraftesløshed.

Af disse beretninger ser vi, hvorledes Gud udfrier dem, som stoler på ham, fra slaveri. Lad os nu se, hvorledes denne frihed bevares.

Vi har set, at af naturen er vi alle slaver af synden og af Satan - og at så snart vi underkaster os Kristus, bliver vi befriet fra Satans magt. Paulus siger: "Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?" Rom. 6,16. Altså bliver vi Kristi tjenere, så snart vi bliver befriet fra syndens slaveri. Ja, selve det, at han løser os fra syndens magt som svar på vor tro, beviser, at Gud antager os som sine tjenere. Vi bliver virkelig Kristi slaver; men den, som er Herrens tjener, er en fri mand, for vi er kaldede til frihed (Gal. 5,13), og hvor Guds Ånd er, er der frihed. (2 Kor. 3,17).

Og nu kommer kampen igen. Satan har ikke lyst til at lade sin slave slippe fri så let. Han kommer med voldsomme fristelser for at få os tilbage i sin tjeneste. Vi ved af sørgelig erfaring, at han er stærkere end vi er, og at vi ikke kan modstå ham alene. Men vi frygter hans magt og råber om hjælp. Og så husker vi på, at vi ikke længere er Satans tjenere. Vi har overgivet os til Gud, og han har taget imod os som sine tjenere. Derfor kan vi sige med salmisten: "Herre, jeg er jo din tjener, din tjenerindes søn, mine lænker har du løst." Sl. 116,16. Den kendsgerning, at Gud har løst de lænker, som Satan havde lagt os i, - og det har han gjort, så sandt vi tror på ham - er beviset på, at Gud vil beskytte os; for han tager sig af sine børn, og vi har den forsikring, at han, som har begyndt sin gode gerning i os, "vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag." Fil. 1,6. Og i denne tro er vi stærke og kan stå imod.

Og endnu et; hvis vi har overgivet os selv til at være Guds tjenere, er vi hans tjenere, eller med andre ord retfærdighedens redskaber i hans hånd. Læs Rom. 6,13-16.

Vi er ikke livløse, følelsesløse redskaber, som dem en bonde bruger, der ikke har noget at sige om, hvorledes de skal anvendes, men levende, intelligente redskaber, som får lov til at vælge deres beskæftigelse. Alligevel betegner ordet "redskab" et instrument - noget, som helt er undergivet brugerens kontrol. Forskellen mellem os og de nævnte redskaber er, at vi kan vælge, hvem der skal bruge os, og hvilken slags tjeneste vi skal udføre; men når vi har gjort valget og overgivet os selv i Mesterens hænder, skal vi være helt i hans hænder på samme måde som det redskab, der ikke kan vælge, hvem der skal bruge det. Når vi overgiver os til Gud, skal vi være som leret i pottemagerens hånd, så han kan gøre med os, hvad han finder bedst. Vor frivillighed ligger i, at vi kan væge, om vi vil eller ikke vil lade ham gøre sin gode gerning i os.

Denne tanke, at være redskaber i Guds hånd er en vidunderlig hjælp til at sejre ved tro, når den først er grebet helt. Læg nu mærke til, at hvad et redskab vil gøre, afhænger fuldstændig af, hvem der bruger det. Tag for eksempel et stempel. Det er måske uskyldigt nok i sig selv, men alligevel kan det bruges til de usleste formål.

Det kan også bruges til noget nyttigt. Hvis det er i hænderne på et slet menneske, kan det bruges til at lave falske penge, altså til et slet formål. Men i hænderne på en hæderlig mand kan det umuligt gøre nogen skade. På samme måde gjorde vi, da vi var Satans tjenere, intet godt (Rom. 6,20); men nu, da vi har overgivet os selv til Gud, ved vi, at der ikke findes nogen uret hos ham, og derfor kan et instrument i hans hånd ikke bruges til et ondt formål. Overgivelsen til Gud må være lige så fuldstændig, som den tidligere var til Satan, for apostlen siger:

"Jeg bruger et udtryk fra menneskelivet for jeres svage, kødelige naturs skyld. Ligesom I nemlig før stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse." Rom. 6,19.

Hele hemmeligheden ved at vinde sejr ligger for det første i en fuldstændig overgivelse til Gud og et oprigtigt ønske om at gøre hans vilje; for det andet i visheden om, at han har antaget os som sine tjenere; og endelig i bevarelsen af denne overgivelse til ham - at blive i hans hænder. Ofte er det kun muligt at vinde sejr ved atter og atter at gentage: "Herre, jeg er i sandhed din tjener; jeg er din tjener, og søn af din trælkvinde; du har løst mine lænker." Dette vil simpelthen sige: "O Herre, jeg har overgivet mig i dine hænder som et redskab for retfærdigheden; lad din vilje ske og ikke kødets vilje." Men hvis vi kan gribe styrken i Rom. 6,19 og virkelig føle, at vi er Guds tjenere, vil denne tanke omgående komme til os;

"Hvis jeg virkelig er et redskab i Guds hånd, kan han ikke bruge mig til at gøre noget ondt, og han kan heller ikke tillade mig at gøre noget ondt, så længe jeg bliver i hans hånd. Skal jeg bevares fra det onde, må han gøre det, for jeg kan ikke bevare mig selv. Men han ønsker at bevare mig fra det onde, for han har vist dette ønske og sin magt til at opfylde det ved at give sig selv for mig. Derfor vil jeg blive bevaret fra alt ondt." Alle disse tanker vil straks komme til dig, og så vil der samtidig opstå glæde over, at du vil blive bevaret fra det frygtede onde. Denne glæde finder sit naturlige udtryk i tak til Gud, og idet du takker, viger fjenden bort med sin fristelse, Guds fred fylder dit hjerte og du finder, at troens glæde langt overgår den glæde, som kommer ved at synde.

Dette er en demonstration af Pauli ord: "Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven." Rom. 3,31. At "sætte loven ud af kraft" vil ikke sige at afskaffe den; for intet menneske kan afskaffe Guds lov, og dog siger salmisten, at den er blevet sat ud af kraft.

Sl. 119,126, engelsk overs. At sætte Guds lov ud af kraft betyder mere end at sige, at den ingen betydning har; det vil sige at vise i sit liv, at den ingen betydning har. En mand sætter Guds lov ud af kraft, når han ikke tillader den at styre sit liv. Kort sagt, at sætte loven ud af kraft, er at bryde den; men loven forbliver den samme, enten den bliver overholdt eller ej. At sætte den ud af kraft berører kun den enkelte.

Når derfor Paulus siger, at vi ikke sætter loven ud af kraft ved troen, men at vi tværtimod stadfæster den, mener han, at troen ikke fører til lovens overtrædelse, men til lydighed. Nej, vi bør ikke sige, at troen fører til lydighed, men at troen selvadlyder. Troen indprenter loven i hjertet. "Tro er en fast overbevisning om ting, som håbes." Hvis det, man håber på, er retfærdighed, vil troen skabe den. Tværtimod at føre til lovløshed er tro det eneste, som er det modsatte af lovløshed. Det nytter ikke, hvor meget et menneske roser sig af Guds lov. Hvis han fornægter eller ignorerer den absolutte tro på Kristus, er han jo ikke spor bedre end den, som direkte overtræder loven. Den troende er den eneste, som virkelig ærer Guds lov. Uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr. 11,6); for troen er alle ting mulige. (Mark. 9,23).

Ja, troen udretter det utrolige, og det er netop, hvad Gud forlanger at den skal gøre. Når Josva sagde til Israel: "I kan ikke tjene Herren," talte han sandhed, og alligevel forlangte Gud, at de skulle tjene ham. Det står ikke i noget menneskes magt at være retfærdig, selvom det ønsker det (Gal. 5,17); derfor er det en misforståelse at sige, at Gud ønsker, at vi skal gøre vort bedste. Den. som ikke gør mere end det, kan ikke gøre Guds gerninger.

Nej, han må gøre det bedre, end han kan. Han må gøre det, som kun Guds kraft kan gøre gennem ham. Det er umuligt for et menneske at gå på vandet - alligevel gjorde Peter netop det, da han troede på Jesus.

Eftersom al magt i Himmelen og på jorden er i Kristi hånd, og denne magt er til vor disposition, ja, at Kristus selv vil komme og bo ved troen i vort hjerte, er der ingen grund til at mene, at Gud gør noget forkert, når han forlanger, at vi skal gøre det umulige. For "hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud." Luk. 18,27.

Derfor kan vi modigt sige: "Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte. Hvad kan et menneske gøre mig?" Hebr. 13,6.

"Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?" - "Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os." Rom. 8,35 og 37. "Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." Vers 38 og 39.