Babylon vidner om Bibelens troværdighed!

David Dare hilstes af spredt Møde besteg Platformen. Han nikkede smilende og begyndte:

"Se på det mægtige Babylon på Ærens Tinde. Det var en By, som syntes bestemt til at eksistere evigt. Den "gyldne Stad" var blevet mægtigere og mægtigere, indtil den var blevet et Under for hele Oldtiden.

Den fik ikke sine Forråd fra noget andet Land. Den opfandt et Alfabet, løste aritmetriske Problemer, opfandt Instrumenter til at måle Tiden med, fattede Planer om at bygge mægtige Bygninger med det svageste af alle Materialer - Ler, opdagede Kunsten at polere, bore og gravere Ædelsten; forstod at gengive menneskelige og dyriske Legemers Omrids nøjagtigt, nåede stor Fuldkommenhed i Vævekunsten, studerede med Held Himmellegemernes Bevægelser, dyrkede Grammatik som Videnskab, udformede et System af Love, indså Værdien af nøjagtig Kronologi.

I næsten enhver Videnskabsgren gjorde den Begyndelsen. Meget af den græske Kunst og Videnskab kom fra Babylon. Dens store Fæstningsmure var næsten 200 Fod høje, og oven på dem kunne flere Vogne køre ved Siden af hinanden. Dens mægtige Paladser og Tempeltinder ragede højt op over de høje Mure og fyldte den Rejsende med Betagelse, mens han endnu var langt fra dem.

Her var det storslåede Belustempel og de verdensberømte hængende Haver, anlagt i Terrasser.

Babylon var ikke alene Verdens Hersker, den lå også midt i hele den kendte Verdens mest frugtbare Egn. Landet var så forbavsende frugtbart, at Herodot var bange for at blive anset for Løgner, hvis han fortalte, hvad han faktisk selv havde set af den vidunderlige frugtbare Jords ydelser er.

Hr. Dare standsede, og Hr. Emerson rejste sig. "Enhver her kender disse Kendsgerninger om Babylon," sagde han " Vi er kommet for at få tilbagevist Vantro, og ikke for at høre på et Foredrag Om Babylons Storhed, hvor opbyggeligt det end kan være."

"Det glæder mig, at De indrømmer disse Kendsgerninger, og de har virkelig meget at gøre med mit Emne; for selv før Babylon var blevet Verdens Hersker, skreven profet i en Bog og erklærede tydeligt, at "det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra". Es. 13,19.

En enkelt Udtalelse, som dog fuldstændigt afkræfter Deres Påstand om, at Bibelens Forudsigelser er som delfiske Orakelsvar, så at Begivenheden kan forklares som en Opfyldelse af Forudsigelsen, hvad der end sker.

I Virkeligheden vover Profeten at sige: Jeg ser Babylons Storhed; jeg bemærker dens tilsyneladende uindtagelige Mure. Jeg ved, at den er mægtig og stærk, den største By Verden har set. Og dog skal denne tilsyneladende uforgængelige By Babylon blive udslettet så fuldstændigt som Sodoma og Gomorra.

Når vi ser tilbage på Babylons Historie, som vi kender den, kan da nogen her i så få Ord, eller overhovedet, udtrykke den tidligere Verdensherskers nuværende Tilstand på en bedre Måde?

Men Gud så Dem Hr. Emerson, og alle Nutidens andre Tvivlere, og han lod Bibelens Profet udtale sin Profeti så tydeligt, at De aldrig med Rette skulle kunne beskylde ham for tvetydige Forudsigelser. Derfor sagde han videre:

"Det skal aldrig i Evighed beboes." Og for at ikke en eller anden hårdkogt Tvivler skulle antyde, at han mente noget andet, tilføjede han: "Ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej."

Men dette er langt fra alt. Selvom Ordene er enkle, synes Forudsigelserne så fuldstændig umulige, at de fleste Læsere ville sige, at Forfatteren enten tog fejl eller var vanvittig. Men Jeremias kommer Esajas til Hjælp, og Betydningen af, hvad disse Profeter skrev, er tydelig nok, hvad så end Folk fra alle Nationer, Sprog eller Egne tænker om deres Budskab.

"Du skal blive en evig Ørken." Jer. 51,26. "Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og Spot, så ingen bor der." Vers 37.

Hr. Emerson gjorde Tegn til, at han ønskede Ordet. "En Advarsel er samtidig en Beskyttelse," sagde han. "Efter sådanne Budskaber om truende Ødelæggelser, ville Folket være forberedt, hvis de kendte nogen af disse Forudsigelser."

"Ja, Babylons Indbyggere kunne have anvendt deres Kræfter og Skarpsindighed til at afværge deres Skæbne, men det ville ikke have hjulpet dem noget, for "selvom Babel stiger op til Himmelen, og selvom det gør sin Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme Hærværksmænd over det, lyder det fra Herren". Jer. 51,53.

Er Babylon beboet i dag?

Er der nogen menneskelige Boliger der?

Blot en eneste?

Hvor er det Menneske, der vil benægte Sandheden af disse Forudsigelser?

Jeg spørger Dem direkte, Hr. Emerson: Er Forudsigelserne sande?

Er de blevet opfyldt?"

"Nå, Far, sig så noget," sagde Lucy og hviskede derpå til Georg:

"Det ser ud til, at han har kørt far fast."

"Ja, det ser slemt ud," indrømmede Georg.

"Vil De påstå, at disse Forudsigelser er forkerte, Hr. Emerson?" sagde Hr. Dare igen.

"Selvfølgelig ved enhver Skoledreng, at Babylon har været ubeboet i århundreder," var Svaret, "men Hr. Dare, hvordan kan vi vide, at disse Forudsigelser ikke blev skrevet efter Babylons Ødelæggelse og dateret før?" Hr. Emerson satte sig, hilst af en svag Bifaldsmumlen.

" Vil De påstå, at disse Forudsigelser er skrevet efter Kristi Fødsel?" spurgte Hr. Dare.

"Selvfølgelig ikke," svarede Hr. Emerson, "enhver ved jo, at de står i Septuaginta-Oversættelsen."

"Netop, og derfor bliver Vanskeligheden ved hele Spørgsmålet, hvornår Profetierne hos Esajas og Jeremias blev skrevet. Da de er med i Septuaginta, må de være skrevet før denne. Hvornår blev da Septuaginta skrevet?"

"Omkring 200 før Kristus," svarede Hr. Emerson.

"Rigtigt," svarede Hr. Dare, "i Diskussionsøjemed vil jeg antage 200 som Tidspunktet for disse Forudsigelser mod Babylon. Vil De anerkende 200 f. Kr. som det nærmest mulige Tidspunkt for Affattelsen af disse Forudsigelser, Hr.

Emerson?"

"Ja."

"Er der nogen, der vil holde på et endnu senere Tidspunkt'?" spurgte Taleren og ventede på Svar. Ingen sagde noget.

"Er De da alle enige i, at de omtalte Profetier ikke kan være skrevet senere end 200 før Kristus?" Man nikkede samtykkende rundt omkring i Salen.

"Der er altså to Ting, vi er enige om: For det første, at Forudsigelserne er sande; for det andet, at de ikke blev givet senere end 200 f. Kr."

Hr. Emerson sagde: "Hvis De går med til, at de Forudsigelser, De har citeret, ikke blev skrevet før 200 f. Kr., har De forpasset Deres Tilfælde og ødelagt Deres Sag."

David smilte: " Tværtimod, de vantros Sag gøres derved yderst vanskelig." "Hvordan det?"

"På Grund af den forbavsende Kendsgerning, at disse Profetler, efter hvad de mest kritiske Fritænkere indrømmer, ikke blev fuldt opfyldt før Hundreder af år efter Kristi Korsfæstelse."

Der hørtes overraskede Gisp over hele Salen. Georg så på sin Søster med hævede Øjenbryn. Hun smilte glad tilbage; for hun vejrede en rigtig Strid. Fru Emerson så irriteret ud, og Hr. Emerson så ud til at være forskrækket.

Tilhørerne bøjede sig frem i interesseret Forventning.

"Hans Argumenter begynder at lyde afgørende," hviskede Lucy til Georg.

"Nå, vent bare, Far er ikke færdig endnu."

"Forhåbentlig ikke."

"Men dette er ikke alt," fortsatte Hr. Dare, "disse Profeter forudså ikke alene Babylons Fald; men de så og beskrev det faldne Babylon, som det er i dette Øjeblik mindst 2000 år efter, at de skrev deres Profetier.

Læs omhyggeligt følgende: Esajas 13; 14,4-24; 21,1-10;

47,1-11; Jer. 25,12-14; 50-51. Enkelthederne i disse vidunderlige Forudsigelser kunne fylde en hel Bog. Vil de, som anser disse Forudsigelser for tvetydige, række Hånden op.

Ingen Hænder sås.

"Vil så de, som mener, disse Forudsigelser er enkle og tydelige, række Hånden op."

Denne Gang var der et Hav af Hænder. "Det ser ud til at være næsten enstemmigt," bemærkede han.

"Da der Som bekendt gik århundreder efter Forudsigelserne, før de blev opfyldt, er der ingen, der påstår, at Profetierne blev skrevet, efter at det forudsagte fandt Sted. Er der nogen til Stede, der vil påstå det?

Hvis der er, vil jeg bede dem række Hånden op." Hr. Dare ventede. der kom intet Svar.

"Nå, lad os få det helt klart, vil de, som ikke alene indrømmer, at Forudsigelserne er klare og tydelige, men at de også blev gjort før de forudsagte Begivenheder, række Hånden op."

En Mængde Hænder blev meget hurtigt rakt op.

Lucy og Georg så sig' om, kiggede på hinanden og smilede.

"Det ser ud til, at Hr. Dare vinder første Løb," sagde Lucy.

Hr. Emerson så forvirret ud. "Det er første Gang, jeg har set Far sådan ude af Ligevægt," svarede Georg; så bøjede han sig over mod sin Far og sagde:

"Er det mest Kristne, Far?"

"Nej," sagde denne og trak Brynene sammen. "Og derfor kan jeg ikke forstå denne Afstemning. Jeg kender mange af disse Mennesker, og de er lige så skeptiske som jeg, og alligevel stemmer de Ja."

"Kunne du stemme anderledes?" spurgte Georg.

"Ikke som Spørgsmålet er stillet; men vi er ikke færdige endnu. Der er -" han brød af, idet Hr. Dare begyndte at tale.

"Eftersom de Kendsgerninger, jeg har nævnt, indrømmes af Dem alle, hvordan vil så De, Hr. Emerson, forklare deres mærkelige Opfyldelse?"

"Disse Profeter var stærkt religiøse," svarede Hr. Emerson, "de så Ondskaben i de store Byer, og for dem var Babylon Symbolet på alt ondt, og da de troede, at Gud var stærkere end disse Byer, troede de, at han ville styrte dem;

derfor forudsagde de, hvad de oprigtigt troede og ønskede, ikke fordi de havde den ringeste Forudviden fra nogen overnaturlig Kilde."

Lucy nikkede, da hendes Far satte sig. "Ikke så galt Far."

"Klogt og ganske tiltalende ved første Blik," sagde Hr. Dare smilende. "Men lad os se på nogle få Fakta. Hvis Tidspunktet 200 f. Kr. antages som den omtrentlige Tid for Forudsigelserne, var Rom dengang dobbelt så gammel som New York nu og blev mægtigere end Babylon. Men Profeterne forudsagde aldrig Roms Tilintetgørelse; det eksisterer også endnu efter 2600 Års Forløb. Og dog havde disse "religiøse Sværmere" lige så god Grund til at ønske Roms Udslettelse som Babylons.

Hr. Emersons Svar ligger farligt nær ved en Indrømmelse af guddommelig Hjælp. Han støtter sine Forklaringer på en Slags "religiøst Sværmeri", der var så skarpsindigt, at det gav Profeterne en usædvanlig Indsigt i Fremtiden.

Men der synes at være mere i det end blot et religiøst Vanvid, født af Sortseeri og Menneskefjendskab.

Selv om Esajas i en Art religiøst Vanvid havde gættet rigtigt om Babylons Ødelæggelse, hvordan vil De så forklare Enkelthederne i disse Forudsigelser?

At et sådant Land, befolket af Verdens højst kultiverede Indbyggere, den "Gyldne Stad" på den mest frugtbare Plet i den dakendte Verden, skulle blive en vild, øde, afsvedet, ganske uopdyrket og ubeboet Ørken, var fra et menneskeligt Synspunkt fuldstændig umuligt. En sådan Ulykke var ikke alene ikke hændet noget andet Land på den Tid, men det er aldrig sket nogen Steder i Europa, Asien eller Amerika - ingen andre Steder end i Babylon - indtil i Dag.

Det store Babylon, Båls By, Verdens Hovedstad og Under, kæmpede mod Jerusalem, en Kæmpe mod en Dværg, og Jerusalem blev Kæmpens Slave. Men både Babylon og dets Indbyggere er forsvundet som en Drøm, medens Jerusalem med dets Indbyggere endnu eksisterer. Disse Fakta, som Profeterne forudsagde, behøver en anden Forklaring end at sige, at Forudsigelserne blot er "religiøse Sværmeres" Udgydelser.

"Uden Indbyggere," siger Profeterne. Hvor sandt, hvor uhyggeligt, frygteligt sandt! Men det er ikke alt. Verdens vigtigste Byers Beliggenhed er i Almindelighed valgt således, at Befolkningen holder fast ved dem. De kan svinde ind og forfalde; der vil altid være en Samling menneskelige Boliger på en Del af den oprindelige Grund. Damaskus, Jerusalem, Athen, Rom, Antiokia, Alexandria, Byzants, Sidon - alle har til Stadighed været betydelige Byer fra deres Grundlæggelse for Tusinder af år siden til nu. Men det faldt i den største og rigestes Lod at synke hen i Glemsel. Hvordan forklarer De det, og at det alt sammen blev forudsagt for så lang Tid siden?" Da ingen svarede, fortsatte Taleren:

"Og vi er slet ikke færdige endnu. I Esajas 13,20 læser vi, at "der telter Araberen ikke". Hvor kunne Esajas vide, Araberne ville vedblive at eksistere, efter at Babylon var blevet til Støv?

Medens nogle få beskedne Arabere levede i Telte omkring Babylon for 2500 år siden, var Babylonierne Verdens stolte Herskere. Det herskende Folks fuldstændige Udryddelse blev forudsagt, og hele Verden ved, at der ikke lever en eneste Babylonier i Dag. Men Profetens Ord sagde også følgende: Mens Jordens mægtigste Folk vil blive udslettet, skal dog dette lille, ubetydelige Nomadefolk, Araberne, leve videre i 2000 år, længe efter at den stolte By er smuldret hen til Ruiner, og endog dens Sted næsten er glemt.

Hvordan vidste Esajas, at Araberne ville vedblive at leve i Nærheden af Babylon? Også det fremgår af Profetien. Eftersom de var et Vandrefolk, ville det være logisk at slutte, at de med Tiden enten ville forlade Egnen omkring en sådan By, som Vi nu ved, Babylon er, eller at de selv ville blive udryddet. Men hvordan kunne Esajas vide, at de ville blive boende uden for Babylons Ruiner i2000 år, at de ville være der i Dag?

Tænk Dem Firitænkernes spotten, de Hånlatter, hvis der ikke var en Araber i Tusind Kilometers Omkreds om Babylon. Og tænk hvilken Latter, de ville udstøde, hvis alle Arabere var blevet udryddet ligesom Dronten, før Babylon hensank i Glemsel.

Hvorfra vidste Esajas, at Araberne ville vedblive at leve i Telte?

I Babylons Ruiner var der rigeligt Materiale til at bygge mange Landsbyer blot ved at transportere det til gunstigere Steder. Men Araberne bor endnu i Telte. Al Sandsynlighed talte imod det. Dette har ikke passet på noget Folk i Verdens Historie.

Og hvor vidste Esajas, at Araberne ikke ville søge Ly i Babylons Ruiner?"

Mange Opdagelsesrejsende og Oldtidsforskere fra de senere år fortæller, at det er umuligt at få Araberne til at overnatte på det Sted, hvor den gamle By lå. Kaptajn Mignan havde seks fuldtbevæbnede Arabere med sig; men han kunne ikke få dem til at blive til Natten af Angst for onde ånder. Det er umuligt at få denne Tanke ud af disse Folks Sind. - "Rejser." Side 235. Og dog er Araberne, som enhver ved, frygtløse Stridsmænd, farlige Krigere.

Hr. Emerson afbrød her: "De lægger stor Vægt på den lille Forudsigelse om Araberne. Nogle af Deres Udtalelser kunne passe lige så godt på Zigøjnerne" De er et Nomadefolk, som hovedsageligt bor i Telte."

"Profetien om Araberne," forklarede Hr. Dare, "er så indlysende sand, at ingen, ikke engang De, Hr. Emerson, kan benægte Forudsigelsens Nøjagtighed, og den mærkelige Overensstemmelse mellem de virkelige Forhold nu og den gamle Spådom, får Fritænkerne til at hente Zigøjnerne frem for at formindske Profetiens Styrke.

Men Tilfældet med Zigøjnerne har ingen Forbindelse med dette. For det første fandtes der ikke Zigøjnere før længe efter, at Esajas levede. Og for det andet vandrer de virkelig rundt alle Vegne. De er aldrig som Araberne blevet boende i mange Hundrede år i Nærheden af Ruinerne af gamle Byer. Så selvom der havde været Zigøjnere allerede på Esajas Tid, ville hans Profeti ikke have passet på dem. Det passer stadig, at Profetien om Araberne er forbavsende enestående i alle Enkeltheder, og hver Dag, giver den ny Styrke."

Hr. Emerson gav Tegn til, at han ville tale: "Jeg indrømmer, at De har fremført en Række mærkelige Ting til Forsvar for Profetien; men De venter vel ikke, at nogle få usædvanlige Sammentræf eller forbavsende Gætterier skal overbevise os. Har De ikke omtrent udtømt Deres Bevismateriale fra Babylon?"

"Tværtimod, jeg har kun løftet Fligene af den store Mængde af Bekræftelser. Der er over hundrede Enkeltheder i Profetien, som hver især giver et mærkeligt Bevis på profetisk Forudseenhed. De ville samlet fylde en stor Bog.

Jeg skal kun tage Tid til at nævne to til.

I Jer. 51,58 får vi at vide, at Babylons brede Mure skal fuldstændig nedbrydes. I flere Hundrede år efter denne Dom om Ødelæggelse over disse, de stærkeste Mure, der nogen Sinde er bygget omkring en By, vedblev de at tælles blandt Verdens syv Vidundere."

"Der er ikke noget mærkeligt hverken ved Forudsigelsen eller ved Opfyldelsen," afbrød Hr. Emerson. "Profeten, som De kalder ham, der ville forudsige Byens ødelæggelse, ville ganske naturligt forudsige Murenes Ødelæggelse."

"De glemmer, at alle Oldtidsbyer havde Mure, og at andre Byer med Mure, der ikke var nær så stærke som Babylons, er blevet ødelagt; men deres Mure er blevet bevaret på en mærkelig Måde. Men det, jeg ønsker at bevise med dette, er, at Jeremias havde Ret. Sæt for Eksempel, at Murene stod i dag som en Udfordring mod Profetens Ord.

Den store kinesiske Mur, der er ældre, men ikke nær så stærk, står endnu. Hvis De, Hr. Emerson, kunne sige til denne Forsamling, at De havde set Babylons prægtige Mure rage op fra de omkringliggende Sletter ligesom Ægyptens Pyramider; hvilket Slag ville det ikke være mod Bibelen; men De kan ikke, for Profeten havde Ret som sædvanlig.

Endelig læser vi: "Kaldæa gøres til Rov; alle, som gør det til Bytte, mættes", lyder det fra Herren," Jer. 50,10.

" Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader ... lad intet levnes." 26. Vers. "Sværd over dets Skatte, så de plyndres!" 37. Vers. "Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er kommet." 51,13.

Her er to Ejendommeligheder at lægge Mærke til: l) Der ligger i det lille Ord "alle", at Babylon og de andre Byer ofte ville blive ødelagt. Der blev ikke udtalt noget sådant om Tyrus, eller om Ninive, eller om mange andre Byer og Lande, der blev dømt til Ødelæggelse af den profetiske Vrede.

Hvor vidste Profeten, at der ville være Rigdomme nok til at lokke og tilfredsstille den ene Ødelægger efter den anden?

Tyrus var en af de rigeste Byer på Jorden, men efter én Plyndring af Nebukadnezar, var der intet tilbage, der kunne friste en ny Erobrer.

Men de stadig voksende Rigdomme i Babylon og det omliggende Land trodsede en Række Plyndreres grådige Ødelæggelser. Ikke så snart havde en Horde af Erobrere udplyndret Landet, før en anden Hær forberedte sig på at kæmpe med dem om Byttet og udplyndre Landet på ny.

Kyrus tog mægtige Skatte; Xerxes og hans Hær tog 750 Millioner Kroner i Guld alene, foruden et rigt Bytte. Så kom Alexander og fandt Babylons Rigdom så langt fra udtømt, at han af dens Forråd udbetalte 250 Kr. til hver Soldat i sin store Hær og beholdt umådelige Rigdomme for sig selv. Uafbrudt i 200 år efter Alexanders Død plyndrede Partherne dette Land, og så kom Romerne langt borte fra efter Forudsigelsen i samme Hensigt.

Man skulle ikke tro, at der efter flere Hundrede Års Plyndring kunne være megen Værdi tilbage. Fritænkeren Gibbon er den bedste Kommentator til denne Profeti, fordi han er det uafvidende. Han fortæller om talrige Ekspeditioner inden for et Tidsrum af flere hundrede år; de blev samlet for at udplyndre Babylons og de omliggende Byers Ruiner. Han siger, at Byttet var, som man kunne vente af Rigdomme og Luksus i en orientalsk Lejr. Og senere, da Romerne under Heraklius plyndrede Kaldæa, fortæller Gibbon, at skønt mange Skatte var blevet bortført, ser den tiloversblevne Rigdom ud til at have overgået deres Forventninger og endog tilfredsstillet deres Grådighed.

Og Gibbon maler en ny Bande Sejrherrers Glæde i 636, Hundreder af år efter at Profetien blev sagt: "Ørkenens nøgne Røvere fandt pludselig Rigdomme i Mængder, som overgik ethvert Håb og al Forventning. Hvert Kammer åbenbarede en ny Skat, kunstfærdigt skjult, eller stillet prangende til Skue; Guldet og Sølvet, de forskellige Dragter og de kostbare Møbler, overgik ifølge Abulfedas Beretning enhver Tanke i Fantasi og Antal. En anden Historiker giver et Billede af den store, næsten uendelige Mængde gennem den fabelagtige Beregning: Tre Tusinde Tusinde Tusinde Stykker Guld.

Og alt dette efter århundreders Plyndringer, Røven, Hærgen af de uhyre Hære og mægtige Jordens Erobrere. Og der bliver, som De ved, endnu den Dag i Dag fundet rige Skatte.

Ingen andre Steder på Jorden er Verdensrigernes Erobrere kommet igen Gang på Gang i Hundreder af år efter Bytte og taget bort igen, belæsset langt over de dristigste Forventninger, uanset det umådelige Bytte, tidligere Ødelæggere havde ført bort. Og dog forudsagde Profeten, hvad Fritænkeren Gibbon nedskrev som Historie.

Skønt Billedet af Babylon i Ruiner blev tegnet for så mange år siden, er der kun få Steder på Jorden, hvor vi finder så tydeligt og sandt et Billede. Historikeren, der skriver, kan ikke give et så troværdigt Omrids af Tilstanden som Esajas, Jeremias og Ezekiel gav det for mere end 2000 år siden.

De kan jo tro, at Profeterne gjorde dygtige Gætninger, eller at alle deres Spådommes vidunderlige Sandhed kun var et Sammentræf, hvis De er i Stand dertil: men deres Godtroenhed eller Tro på denne bekvemme Løsning af Vanskeligheder og Sammentræf, forbavser mig.

Næste Gang skal jeg fortælle Dem om en vantro Hersker, som var besluttet på at overvinde Profetien, som opbrugte et udstrakt Riges Hjælpekilder og sin yndlingsfeltherres Talent i et Forsøg på at udføre sin Hensigt."