Folk mod folk!

 

Det er enestående perspektiver, der her fremdrages i nogle få ord. Under åndens inspiration skuer Frelseren ned gennem de forskellige tidsaldre mod verdens afslutning. Nu er hans jordiske gerning endt, og verdensmissionen skal til at begynde, og med den indvarsles nu et par årtusinder med stedse større og mere komplicerede politiske uroligheder. Med undren havde de tolv mænd lyttet til den skæbnesvangre spådom over templet og staden, og de får en anelse om, at han taler om verdens afslutning, derfor kommer det spontant som med en mund: »Sig os hvornår skal alt dette ske, og hvad er tegnet på din tilkommelse og verdens ende.« For det jødiske folk var svaret ensbetydende med en national katastrofe. Det betød en omvæltning de næppe kunne forestille sig. Det ville blive afslutningen på et totusindårigt privilegium, som endog var lovet dem til evig tid. Det indbefattede, at alle hedningsfolk i verden nu skulle samles ind i Guds rige. Fortid og nutid skulle nu til at klinge sammen. Her var hverken plads for kompromis eller alternativ, men kun en klar erkendelse af den guddommelige hånds indgriben i verdensbegivenhedernes gang.

Mesterens tanker og blik glider ned gennem de foranliggende århundreder. Med kejser Augustus var den romerske republik ophørt, og en fredens æra for de første ca. 200 år var begyndt.

Det var som om det nu skulle blive »jernrigets« opgave at samle og forberede for Kristus. På Forum Romanum stod den gyldne milepæl som et symbol på, at her var verdens centrum, og med denne som udgangs-punkt kunne man ad kunstigt anlagte veje gennemkrydse hele det store kosmopolitiske verdenssamfund både fra nord til syd og fra øst til vest. Langs disse veje lå der med passende mellemrum de såkaldte mansiones (herberger). Ad disse veje havde legionerne marcheret, og gjorde det fremdeles for at holde hele den underkuede verden i tømme. Ad de samme veje drog de romerske prætorer og prokonsuler ud til provinserne for at holde rettergang over urolige elementer, men ad de samme veje drog nu også med utrolig hast evangeliets budbringere fra land til land, sejrende og til sejr.

Så skifter billedet, i det 4. årh. har den kristne kirke besejret hedenskabet og er nu blevet ophøjet til statsreligion. Det er med bekymring, Frelseren dvæler ved denne etape. For denne sejr er vundet på bekostning af evangeliets sandhedsbudskab, og der synes at være fare for, at det, der var tænkt at skulle blive til verdens lys, skulle vise sig at ende i det mest grufulde åndelige mørke.

Atter griber den guddommelige hånd ind i begivenhedernes gang. Det ellers så fast sammentømrede imperium, romerriget, der i område og udstrækning næsten spændte over hele Europa og havde ydermere besiddelser i andre verdensdele, splittes ad i stumper og stykker i løbet af et århundrede. Disse folkemasser, der i nævnte tidsrum rejste sig til oprør mod undertrykkeren og dannede stater i verdensrigets områder har beskrevet et afsnit af verdenshistorien, som siden har været uden sidestykke. Ar 476 e. Kr. anses for det tidspunkt, da disse politiske rystelser syntes at have passeret sin krise.

Vi står nu over for et verdenssamfund bestående af adskillige selvstændige riger og stater, der efterhånden bliver hinanden mere og mere forskellige i tanker og handling. Der er hermed banet vej for reformationens herlige morgenrøde og med den muligheder for en renæssance af evangeliets dybt savnede sandheder for verden.

»Folk mod folk og rige mod rige«, sådan lød de profetiske ord, og krigeriske tilstande skulle dermed være et af tegnene, der skulle lyse helt ned mod verdens aften. I miniature opfyldtes forudsigelsen ved Jerusalems ødelæggelse og erobring af romerne i året 70 e. Kr. Men nu efter verdensrigets sønderdeling skulle den opfyldes sekel for sekel og med voksende heftighed. Den ene aspirant til verdensherredømmet efter den anden mødte frem på skuepladsen, og sceneriet gentog sig gang på gang. Når det så allermest lovende ud, så glippede det. Der kunne til belysning af dette fænomen nævnes navne som Karl den Store, Kejser Karl den 5., Ludvig den 14., Napoleon den 1., Kejser Wilhelm den 2., Adolf Hitler m.fl.

Det var som om en usynlig magt hver eneste gang greb ind og forhindrede, at det rige, som det profetiske ord ved Daniel for længst havde sagt aldrig nogen sinde mere af nogen jordisk magt skulle forenes, nu atter ved en verdenshersker skulle blive et kontinent, der skulle få mulighed for atter at formørke sandhedens lys for mennesker. Denne Guds forudbestemmelse contra ønsket fra konger, kejsere, diktatorer og store politikere af verdensformat om at genskabe oldtidens gamle imperium i ny skikkelse bevirkede, at Europa gennem mere end et årtusinde blev en smeltedigel med utrolig mange og ofte hårdnakkede krige og uroligheder.

Det er blevet beregnet, at gennem tiderne forekommer krige 13 gange så hyppigt som fredsperioder. Virkelig universelle fredsintervaller kendes næppe i historien. Et gammelt ordsprog siger: »Mod guder kæmper selv helten forgæves«, og det måtte en feltherre og regent med historisk ry, nemlig kejser Napoleon den 1., i dybeste resignation bekende, da han om aftenen den 18. juni så solen gå ned på kamp-pladsen ved Waterloo, og med solens forsvinden svandt også drømmen for stedse om verdensherredømmet. I dybeste erkendelse af højere magters beslutning siges det, at den berømte kejser her skal have sagt: »Gud den Almægtige var mig for stærk!«

»I skal høre om krige og rygter om krige, men enden er ikke endda; thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige«, således lyder Jesu ord, og det vil uvilkårligt straks sige os noget om aldeles uhørte folkerejsninger i verden. Med andre ord krige på internationalt plan, og først da bliver Jesu ord vel til et virkeligt uimodsigeligt tegn for verden. Selv den mest skeptiske må her indrømme, at vi her står over for et faktum, der ikke kan bestrides, og hvis den bestrides har sådanne mulighed for at blive øjenvidne til endda større realiteter i den nære fremtid.

Til støtte for sådanne påstande er det værd at pege på statistiske kendsgerninger, der kaster et lys over verdensbegivenhederne i vort århundrede. Det er således beregnet, at inden 1. verdenskrig sluttede i 1918 havde 7/8 af Jordens befolkning været mere eller mindre impliceret i stridighederne, næsten 60 millioner soldater havde været under våben, og over 10 millioner af disse blev derude på slagmarkerne, og lige så mange civile døde og et uhyggeligt antal enker og børn samt flygtninge forblev tilbage som det tavse vidnesbyrd for efterverdenen.

»Men enden er ikke endda ...«, sagde Jesus, nej, året 1919 markerede kun, som de fattige ord kunne sige det, våbenhvile. Det var det nærmeste, man dengang kunne komme det, og 20 år senere rullede krigs-lavinen atter hen over Jorden med langt større heftighed og beslutsomhed. Banken for internationale affærer i Bazel i det neutrale Schweitz havde udregnet 1. verdenskrigs omkostninger til 200–400 billioner dollars, alt efter hvad man henregnede til direkte eller indirekte udgifter, men året 1945 så billedet helt anderledes ud, for nu lød beløbet på 1.352.000.000.000 dollars eller ca. 4 gange så meget som den 1. verdenskrig havde kostet.

Kristus sagde: »Men dette skulle være Eder tegnet«. Året 1945 anså mange for at skulle markere indgangen til al krigs totale ophør på Jorden, men sådanne gjorde ret hurtigt en grufuld opdagelse. Man fik samme år anledning til at se en lille prøve på det nylig opdagede kernevåbens kræfter, da atombomben den 6. august satte skræk i det menneskelige sind i alle verdensdele. To japanske byer blev offer for dette eksperiment, og af Hiroshimas befolkning på 245.000 indbyggere siges det, at ca. 100.000 blev dræbt og andre 100.000 sårede, og hvilken indirekte skade de resterende har lidt, vil efterslægten komme til at bære vidnesbyrd om.

Intet under, at daværende amerikansk general McArthur ved en mindehøjtidelighed bagefter gav udtryk for, at alle mennesker af alle racer nu snart ville få et middel i hænde til at udslukke alt liv på Jorden (Time 18. august 1947).

Denne frygtelige mulighed frembragte et suk og et råb fra millioner af mennesker under devisen: »Vi må have en verden eller ingen.« Med andre ord: »Vi må have en virkelig holdbar fred ellers går vi til grunde.

I disse dage, hvor dette skrives, har man netop afprøvet virkningerne af en brintbombe, hvis ødelæggende kræfter næppe kan sammenlignes med omtalte to atombomber, der brugtes i krigen mod Japan, og dog står det profetiske ord tilbage med advarslen, »men enden er ikke endda«. Nej, de politiske bevægelser, vi nu siden 1945 har oplevet taler et tydeligt og profetisk sprog om sandheden af denne formaning. Menneskers vaklen mellem en verden eller ingen, skal Gud nok tage sig af; thi den verden, som er, skal snart forgå, og den, som mennesker drømmer om at skabe, bliver aldrig til virkelighed. Men først skal bægeret fyldes til randen, og da skal verden undres som ingen sinde før.

Hidtil har vi kun beskæftiget os med de civiliserede folkeslag i den vestlige del af verden, men nu skal vi også til at orientere os om bevægelserne i de øvrige verdensdele, og visse steder er der i det 20. århundrede sket en fantastisk udvikling.

I vore betragtninger har vi atter og atter konstateret, at intet er tilfældigt, men at der er en mening med alt. Der er også og har altid været en mening med det, når Gud tillader krige og uroligheder at ryste Jordens befolkning og fylde dem med skræk og rædsel. Verden skal nemlig modnes til Guds store høstdag, og først da skal klinten skilles fra hveden - eller det onde fra det gode.

Enhver kan med god ret bekræfte, at de to verdenskrige har svækket de europæiske magter i uhyggelig grad, men det måtte til for at få dem til at slippe taget i de koloniherredømmer, hvis erhvervelse og fastholdelse, der kunne skrives bøger om med penne der var dyppet i både blod og tårer. Som Bibelen klart har beskrevet, skulle tiden komme, »da hele hedningernes fylde skulle gå ind«, ved at Gud generelt ville samle sin udvalgte ikke bare blandt efterkommere af Abraham, men blandt alle Jordens nationer, når først evangeliet var blevet bragt til hele verden.

Dette er ensbetydende med en opvækning af tidligere slumrende folkeslag. De skal vækkes religiøst, intellektuelt, nationalt og politisk. Under opfyldelsen af sådanne betingelser stilles vi her over for måske det største historiske fænomen eller under i hele vor tilværelse. Det kan til en vis grad sidestilles med de nationale brydninger og folkerejsninger, der fandt sted i folkevandringstiden, men her udspilles de i lynhurtigt tempo.

Det må understreges, at hele verden efter 2. verdenskrigs afslutning glider ind i et helt andet tidehverv, hvor man kan tale om at kulturcentrene flyttes til andre verdensdele. Den skarpe iagttager vil måske bemærke, at det ville være at forvente, og det må siges at være rigtigt. Det har været undervejs i mange år. Rusland var den første, der reagerede på tidens strøm. Halv orientalsk og halv vestlig orienteret slumrede denne kæmpe blandt nationerne i århundreder, indtil en vis Zar Peter den Store målbevidst iværksatte en generel opvækning, hvis virkning kan ses i vore dage at have sat sit præg på nationen. Det blev i sandhed vækket af dvalen både nationalt, industrielt, militærisk og kulturelt, og jeg behøver næppe at kommentere yderligere, hvad denne nation er værd i storpolitisk bedømmelse.

I århundreder havde Kina sovet sin »tornerosesøvn« bag sine berømte og trygge mure, og tilfreds med sit fredelige og arbejdsomme folk nægtede det hårdnakket at ville have med andre lande at gøre, både hvad angik handel og diplomati. Kun en eneste havneby var åben for fremmed handel, og det var byen Canton. Men her skete også en varig opvækning. I året 1842 rasede den populært benævnte »opiumskrig« med tab for Kina, og dermed frigjordes yderligere 4 havnebyer for fremmed handel.

Endnu en kinesisk krig 1857–60 samt Taipingoprøret 1863-64 gik Kina imod og gavnede vest magterne og førte til en partiel deling af landet, hvorved Frankrig indtog Kambodia og senere Annan og Tonkin i det i øjeblikket ret omstridte Indokina. Rusland fik områder mod nord efter deltagelsen i den japanskkinesiske krig 1894–95 og Japan Formosa og Liatunghalvøen og Korea en fristat. Alt dette betød en politisk opvækning og medførte den såkaldte »åbne dørs politik« i Kinas forhold til andre nationer i den tid der fulgte.

Ude i Stillehavet lå det smukke ørige Japan, der i mere end 200 år politisk og handelsmæssigt havde været afskåret fra den øvrige del af verden. Her blev slummeren også afbrudt ved vestlige landes indblandet. Det var en amerikaner ved navn Pery. Han sejlede under amerikansk militæreskorte ind til landet for at kræve beskyttelse af de amerikanske hval-fangere, når de af storme blev kastet ind på den japanske kyst. Siden kom han med en høflig anmodning om tilladelse for amerikanske fiskere til at besøge landets havnebyer ved proviantering og landing af fisk. Svaret på sidste anmodning udeblev et år, men kom så i bekræftende form, og mange gisnede på, at det var baseret på ønsket om at lære vestlige landes kultur og militære magt at kende, og årene bekræftede snart denne formodnings rigtighed.

I vort århundrede har verden været vidne til, at Japan har opbygget sin flåde efter engelsk mønster og sin hær efter de tyske retningslinier. I 1894 prøvede landet sine militære kræfter med det store Kina og vandt overlegent, og ca. 10 år senere blev det involveret i en krig med Rusland, og her overraskede det også verden ved sin overlegenhed. Skønt det nu efter en uheldig deltagelse i 2. verdenskrig en tid har slikket sine sår, er det dog at forvente, at det igen vil vise sig på historiens skueplads på en værdig måde.

Hvad derimod har vakt undren og dyb respekt hos alle, er de rørelser, der har fundet sted og stadig foregår på det mørke afrikanske fastland. Det begyndte umiddelbart efter afslutningen af anden verdenskrig. Dels blev magthaverne svækket af krigen, og dels var de afskåret fra at gøre, hvad de ville og burde have gjort, og dette i forbindelse med den intellektuelle opvågning, der fandt sted overalt på det mørke fastland bevirkede, at alt gik så hurtigt, som kendsgerningerne viste.

Ghana blev en selvstændig stat i år 1957, og året efter frigjorde Guinea sig fra det franske overherredømme. Med disse to landes gode og værdige eksempel løsrev snart det ene land sig efter det andet i forceret tempo. Således at i løbet af tiden 1959-61 havde 19 nye stater i Afrika dannet egen regering med over 100 millioner indbyggere.

»Enden er ikke endda««, lyder det manende og sikkert her ved verdens aften, og mennesker spørger da i dyb undren, hvad der mon yderligere ventes på at skulle opfyldes, før Gud den Almægtige meddeler nationerne, at nu er det lukketid, og nu vil Himlens konge oprette et rige her på Jorden, som i evighed ikke skal forgå, og da lyder det fra samme Jesus Kristus og samme profetiske sammenhæng fremsat på samme tidspunkt og sted, som de øvrige dele af denne interessante forudsigelse nogle velkendte, men bestandig aktuelle og opildnende ord: »Og dette riges evangelium skal prædikes i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslag, og da skal enden komme.» (Matt. 24,14).