Kristus kommer i herlighed!

 

At det er en meget mærkelig tid, vi lever i, kan vist alle tænkende mennesker være enige om. At det er »de sidste tider«, tiden, da Kristi genkomst med al rimelig grund kan forventes, er overordentlig mange kristne enige om.

Så enorme tekniske og fysiske kræfter er sluppet løs i en verden, hvis beboere overhovedet ikke er i stand til rent moralsk at beherske dem, skilt som de er i en uendelig lang række hinanden bekrigende stater og opsplittet i ideologier, der systematisk søger at underminere hinanden for at udbrede deres egne tanker og magt. »Alt dette med at gøre teknikken almægtig og sætte ånd, moral og hvad ellers man kalder menneskerettigheder ud af spillet, – det er sket, vi er midt i det! « Således skrev den tysk amerikanske forfatter Robert Jungk allerede for en lille snes år siden. (Anmeldt i Berlingske Tidende 4. juli 1954). Vor tid er i den grad en opløsningens tidsalder, at det falder svært fristende at påstå, at mennesker, der ikke vil høre tale om Kristi andet komme og Guds indgriben i historiens gang, enten må være aldeles ukendt med Bibelens lære herom, eller også være temmelig forblindet af særdeles jordbundne synspunkter.

Naturligvis har der været vældige modsætningsforhold nationerne imellem før, og der har været dystre perioder og store folketragedier. Håbet om Kristi komme som løsningen på menneskenes problemer har altid været mere eller mindre levende hos de kristne. Men hidtil er det jo ikke blevet opfyldt, og verden har blot ladet dette kirkens sande håb og egentlige mål udråbe som en ønskedrøm uden realitet. Det er heller ikke så længe siden, at den forrige pave, Johannes XXIII, ved en tale den 11. oktober 1962 udtalte sig om den negative indstilling til vor tid således: »Der er ganske vist mennesker med en brændende iver, men de savner storsind, indsigt og mådehold ..., og i den moderne tid ser de kun ødelæggelse og fordærv. Og så kommer de og fortæller os, at vor tid er langt værre end tidligere tider. De opfører sig, som om de intet har lært af historien, der dog er en læremester i livet. Jeg anser det for nødvendigt at sige, at jeg ikke er enig med disse ulykkesprofeter. Vor Herres forsyn fører os for øjeblikket mod nye relationer menneskene imellem – relationer, der gennem menneskenes eget arbejde, og ofte uden at de selv aner noget som helst om det, fører til opfyldelsen af Hans ophøjede og uransagelige beslutninger. «

Men historien viser os jo netop, at vor tid er så helt anderledes end nogensinde tidligere. I dette århundrede er vi uigenkaldeligt kommet ud over fortidens talløse små primitive lokale stamme- og bystater. Alt organiseres og sættes i system. Alt er blevet noget »verdens-« foran, både verdenskrige og verdens forenede nationer. Verden er ikke gået hen og blevet en stat – og Gud bevare os vel for det, så længe menneskenes muligheder for at skabe enhed på retfærdig basis er så ringe, som den er. Alligevel er det naturligvis tragisk at se, så mange smukke og ædle forsøg strande på menneskers egoistiske og uærlige hensigter. Intet imperium, intet kirkesamfund, intet Folkeforbund eller FN har hidtil formået at skabe en lykkelig klode. Tværtimod lærer historien netop nutidens mennesker, at mennesker ikke kan selv, uden Gud går det ikke, at Guds indgriben i form af Jesu Kristi genkomst er menneskets eneste håb, – og at der er al rimelig grund til at tro, at dette håb skal opfyldes netop i vor tid.

Se Jesus, Verdens Frelser, omgivet af en skare hengivne og idealistiske disciple, der gerne vil have en mening med tilværelsen, og lyt så til hans ord: »Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig! I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være. « (Joh. 14,1-3).

Det er forklaringen på menneskelivet i en ond verden, Jesus her giver. Mennesker skal fødes og leve og dø, riger skal opstå og styrte i grus, kulturer komme og gå, hvert menneske og hvert folk få sin prøvetid og anledning, men det hele skal opsummeres i dette ene: En dag kommer Guds Søn igen i herlighed, og Han alene kan løse menneskenes knuder og problemer. For det er ikke bare nogle få ukomplicerede tekniske og politiske og sociale småting, men de består i dette forfærdelige, at menneskets natur er syndig, og mennesket kan ikke klare dette problem selv. Sorg, krig, elendighed og død er uundgåelige følger, og de rammer os alle på en eller flere måder. Kristus kommer igen! Det er summen af historiens erfaringer. Og vi gør klogt i at erkende det. For det er den lykkeligste af alle løsninger, den løsning der indbefatter genoprettelse af alle tab, af alle nederlag, af alt det, der synes håbløse umuligheder for os, uopnåelige ønskedrømme.

For Kristi andet komme står nemlig i direkte forbindelse med opstandelsen, da alle de, der har levet på jorden i forbigangne årtusinder, skal høre Livgiverens røst og opstå og leve igen, ligeså lyslevende som alle nulevende mennesker: »Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv ...« »Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.« (Joh. 5,28-29; 1 Thess. 4,16-17).

Det er Frelserens eget ord for, at det nytter at tro på ham. At tro på ham indbefatter at tro på en mening og en afslutning på syndens og dødens tid og magt. Martyrerne, der gav deres liv for Gud, vidste, at de ville få det igen. Alle og enhver, der har måttet bringe ofre for deres ubrydelige kærlighed til Gud og hans sag, vidste ved troens hjælp, at »de skulle få det mangefold igen«.

Et lille menneskebarn fødes til verden. Et ufatteligt stort under. I det ligger ufattelige muligheder. Muligheden for at gøre det gode, vælge ret og rigtigt, øve kærlighed og opofrelse, oplagre en sum af rige og gode erfaringer. En dag bliver dette menneske måske brutalt udslettet af de levendes tal, fordi det gør det gode! Skulle det være hele tilværelsen?

Et andet menneske vælger det onde; måske slet ikke så bevidst, men det lader blot stå til, gider ikke tænke tingene igennem, ønsker ikke at være anderledes end så mange andre. En dag kommer også døden her og sætter punktum for al videre udvikling og karakterdannelse. Hvad med ansvaret for det liv, der blev levet?

Som kristne mennesker tror vi, at der må være en fortsættelse, en opstandelse, en frelse eller en fortabelse, et evigt liv, eller en evig udslettelse. Et menneske er noget alt for hensigtsmæssigt og kompliceret til, at denne halve tilværelse på denne side af døden skulle kunne være det hele.

Kristi andet komme betyder opstandelsen og det evige liv for alle, som har troet på Frelseren!

Men lige så sikkert bliver Kristi genkomst også en afgørende og sønderknusende dom over alle ugudelige. Og heri er indbefattet alle, som ikke har villet omvende sig, uanset om de ellers har levet et såkaldt meget pænt og hæderligt liv. For der er ingen af os, der er gode nok i os selv til at fortjene frelsen. Vi er alle fortabte syndere, undergivet en fordærvet natur. Frelse betyder derfor ikke bare at opstå til det evige liv, men det betyder her og nu at vælge det gode – i uafladelig tro på Ham, der sagde, at »for mennesker er dette umuligt, men alle ting er mulige for Gud«. Men har man levet en tilværelse borte fra og fremmed for Gud og hans kærlighed, kan man umuligt have fået dannet en karakter, der kan bestå i al evighed i Guds og engles nærværelse. Kristi genkomst bliver den store adskillelse for tid og evighed: »Da skal to mænd være sammen på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage.« (Matt. 24,10. 41).

Det er en underlig tanke, at her færdes vi blandt så mange mennesker, men en dag skal den store adskillelse komme, og den kan ikke gøres om da. Livet er et stort enten-eller. Da Paulus talte om Kristi genkomst, gav han også denne alvorlige advarsel om de fortabtes skæbne ved denne anledning: » ... når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed på hin dag, når han kommer for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende.« (2 Thess. 1,7-9).

At have troet på Gud og hans frelse, eller at have vendt Gud og hans frelse ryggen i ligegyldighed, der eksisterer kun eet af to, og det er aldeles afgørende for, hvilken side et menneske skal stå på ved Kristi genkomst. Og det er her og nu og i dette øjeblik, at vi selv afgør det. For fra Guds side er alt lagt til rette for vor frelse. Guds kærlighed gælder alle. Da Jesus, Guds Søn, døde på Golgatas kors, var det for at bære hvert menneskes synder og tage hvert menneskes straf og give hvert menneske anledning til at sige ja til. Gud. Det er ikke Guds fejl, om et menneske står på den forkerte side på den store dag. Det er heller ikke Guds fejl, om et menneske ikke får lov at høre evangeliets frelses tilbud klart og korrekt. Paulus omtaler Guds villighed med disse ord: »Gud, vor Frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.« (1 Tim. 2,4).

Ikke så underligt, at Herrens komme ganske vil overvælde menneskeheden: »Og himmelen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?«« (Åb. 6,14-17).

Udtrykkene om Frelserens andet komme efterlader et uafrysteligt klart billede af en kæmpebegivenhed, den største og mest afgørende i verdenshistorien, af vældige naturkatastrofer, af et definitivt punktum for historiens gang og af en umiskendelig opfordring til det enkelte menneske om at vælge rigtigt nu, det har anledningen og hører Guds stemme gennem hans Ord.

Derfor er også al populær tale om at bagatellisere og symbolisere Kristi genkomst i herlighed og majestæt på forhånd dømt til at mislykkes. Og hvordan skulle dog Kristi andet komme kunne nøjes med at være »åndeligt« (man mener naturligvis: være en uvirkelig ting)? Synd, sygdom, ondskab, uretfærdighed, lidelse elendighed – alt er jo ganske bogstaveligt. Guds svar på alt dette, Guds frelse fra alt dette, må selvfølgelig også være bogstavelig. At ville komme og pådutte os, at Kristi genkomst er noget der sker i hjertet, eller er noget, der sker, når et menneske står overfor livets store, afgørende øjeblikke, eller at denne almægtige begivenhed er noget, der allerede har fundet sted (selv om verden vakler videre på sin sørgelige vej) er blot et trist forsøg på at borttage denne begivenheds dybe, personlige og inderlige kald til hvert eneste menneske om at gøre alt, hvad der står i dets magt for ved Guds hjælp at berede sig omhyggeligt og ærligt. Herrens komme bliver ikke til at tage fejl af: »Hvis de altså siger til jer: Se, han er i ørkenen, så gå ikke derud; se, han er i kamrene, så tro det ikke! Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være.« (Matt. 24,26-27). »Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, Amen.« (Åb. 1,7).

En begivenhed, der afgøre hvert eneste menneskes skæbne for tid og evighed og uigenkaldeligt, som Guds Ord så indtrængende beder os berede os for, og som vil ryste jorden i dens grundvold og standse hele menneskelivet på vor klode for en tid – hvornår sker det? Hvad er der åbenbaret om det? Kender vi tidspunktet?

Naturligvis ikke! For det første, fordi det ville være usundt om det var åbenbaret. Så ville megen omvendelse blot være noget påtaget, gjort på beregning. For det andet, fordi det måske kan være afhængigt af så meget. Det må vi overlade til Gud. Og da Jesus Kristus blev spurgt, svarede han blot: »Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.« (Matt. 24,36).

Der har været mange mennesker og bevægelser, som har søgt at udregne et eller andet årstal og dato. Enten i dyb oprigtighed og god tro, eller måske i andre hensigter. Men det går naturligvis ikke. Der er ingen profetier – selv om Bibelen har flere sådanne med historiske begivenheder og årstal – der kan føres frem til noget fast holdepunkt for historisk tidsfæstelse. Det ville også være helt ude af harmoni med Guds måde at lede mennesker og verden på.

Derimod er det tydeligt nok, at de første kristne levede og åndede i dette håb. Kristi genkomst betød jo alt for den lille, forfulgte sekt, de dødes opstandelse, gensynet, alle tings genoprettelse, Gudsrigets virkeliggørelse, at gense Herren. De vidste at jo før de fik forkyndt evangeliet for verden, des før kunne han komme igen. »Og dette evangelium om riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.« (Matt. 24,14). Herrens andet, synlige og bogstavelige komme blev derved hele drivkraften i menighedens mission og endemålet for hele deres tro.

De vidste også, at Frelseren havde forudsagt en lang række tegn, der først måtte gå i opfyldelse, tegn i den politiske, religiøse, sociale og fysiske verden. Men dette gav ikke deres tro på genkomsten noget som helst usundt eller sværmerisk over sig. Tværtimod åbenbarede de første kristne en særdeles personlig og bogstavelig omvendelse, tro, offervilje og missionsiver. Hele tiden var al deres gerning ikke skygge af tvivl om, at det netop var Guds hensigt med dem, ligesom det er det for os i dag og har været det for kristne i alle tidsaldre.

Man kan indvende, at man ikke skal spekulere så meget over Jesu genkomst, for nu er jo så og så mange generationer døde, og det er meget vigtigere hver dag at leve med Gud, så man er beredt, den dag man selv skal dø. Men i virkeligheden er de to ting ét og det samme, blot at troen på Herrens komme giver en sund og stærk drivkraft til at bringe vidnesbyrdet til andre, og der er i det hele taget en del af det kristne håb, som giver en klarhed, mening og fuldstændiggørelse af Guds store plan: Vi skal ikke i al evighed leve i denne syndens verden, fødes, leve, omvendes til Gud og så lægges i graven. Der kommer en dag, da Gud griber ind og standser det onde og »skaber nye himle og en ny jord,« og da »det gamles huskes ej mer, render ingen i hu«. (Es. 65,17).

Med et sådant håb for øje kan vi tåle at leve i en syndig og ond og utryg verden, hvor ingen kan føle sig sikker, hvor vi aldrig kan vide, hvornår vor livstråd klippes over. Så kan vi bære det, når vi må tage afsked med vore kære.

Der kommer en dag ...

Kristus kommer en dag!
En dag vil himlens Gud vise, at uretfærdighed og ondt ikke lønner sig. At den, der øver synd og ondskab ingen fremtid har, for han passer aldeles ikke ind i Guds herlige fremtidsplan. At han må væk tillige med den ondskab, han har gjort sig til et med. »Sine stolte øjne skal mennesket slå ned, mændenes hovmod skal bøjes, og Herren alene være høj på hin dag.« (Es. 2,11).

En dag vil Himlens Gud vise, at det var det rigtige at vælge retfærdighed og sandhed og godhed, også selv om det skulle koste alt, endog livet. For Livets Herre prøvede det samme, gjorde det gode, blev slået ihjel og opstod igen. Det er Ham, der kommer igen, ham, de slog ihjel, han, der bærer vore synder. Han kommer for at fuldstændiggøre frelsen og opfylde sit folks håb.

»Men efter hans forjættelse venter vi nye himle, og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred.« (2 Pet. 3,13-14).

Se, i himlens skyer klare
kommer han, som døden led;
hele Himlens engleskare
følger ham i herlighed.
Da skal Jesus kronen bære,
stige ned med lynets fart.
Halleluja, pris og ære!
Nu vor frelser kommer snart.

Jesu venner på ham vente
under verdens tryk og tvang;
snart han kommer dem at hente
op til sig med jubelsang.
Når med flid de våge, virke,
tiden bliver ikke lang.
Halleluja, pris og ære!
Herren kommer dog engang.