I de sidste dage skal der komme strenge tider!

 

»Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemlige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.« 2 Tim. 3,1-5.

Hvor vi end vender os hen i Bibelen, finder vi ord, der er relevante i dag. »Strenge tider« er et af tegnene på de sidste dage, og den liste, som Paulus her har nedtegnet, er forsidenyheder på enhver større avis på en hvilken som helst gennemsnitsdag. Ja, noget af det er efterhånden så almindeligt, at det ikke engang kommer på forsiden. Vi står ved begyndelsen af problemer, der vil blive endnu mere omfangsrige. Den ene generation efter den anden har forkludret og kompromiseret Guds plan for dem, og nu er problemerne blevet sådan, at ingen jordisk magt kan løse dem. Kun Bibelen kan give os en forståelse af de overraskende revolutionerende nyheder, der møder os hver dag. Den alene viser os, hvor vi er ifølge Guds program. Den alene er »en lygte for min fod og et lys på min sti«.

Hvor negative og triste ovennævnte ord end er, så er de dog en korrekt gengivelse af vore dages åndelige tilstand. De er tegnene på en civilisation, der er overmoden for dommen. Og hvad værre er, ovennævnte billede er et aldeles aktuelt karaktertræk blandt vor civiliserede verdens tusinder af mennesker, der i allerhøjeste grad ville blive forarget, om nogen vovede at beskylde dem for ikke at være kristne. »De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.«

Betragter vi kristenheden over en bred bank, finder vi, at egenkærligheden florerer som aldrig før. Det er Noas og Lots dage om igen. Uhæderlige pengespekulationer, bedragerier, falsknerier finder sted som aldrig før. Betragt den moderne litteratur, sensationspressen, billedkunsten, den moderne klædedragt, opfattelsen af moralen med meget mere; trods alt dette er der dog et »gudsfrygts skin« over det kristne samfund; man bygger fine kirker og ofrer store summer på gode og velgørende formål. Alligevel er lunkenhed et særkende selv blandt mere alvorlige kristendomsbekendere (Åb. 3,14–22). Den sande »kraft« mangler. Det virkelige dybe, åndelige trosliv er en mangelvare. Vi er kommet til de sidste dages strenge tider.

Nogle mener, at vore problemer og vor tilstand skyldes vore omgivelser - blot vi kunne få en højere levestandard og en bedre uddannelse, ville alt blive bedre. Men vi har allerede set, at materiel overflod gør karakteren svag. Vi ser, hvorledes familielivet nedbrydes, og familien er jo den grundlæggende enhed i ethvert samfund. Vi bliver et mere og mere sekulariseret og materialistisk indstillet samfund, hvor problemer som kedsomhed, seksuel umoralskhed, narkotikamisbrug og selvmord er en daglig foreteelse – selv blandt mindreårige.

»Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel«, siger den vise mand (Ordsp. 22,6). Man fristes undertiden til at spørge sig selv: er denne sandhed benyttet mere af onde kræfter end af gode? Hvis vi ser ud over verden i dag, finder vi, at onde magter samler »drengen« allerede fra sit 3. år i lejre for at vænne ham til at følge den onde vej, så han ikke viger derfra selv gammel.

Vi lever i en krigstidsalder med både kolde og varme krige, og hvor udbrud af nye krige både her og der ingen overraskelse er, men kun en kendsgerning, der fortæller os om, at en ny »pil« er blevet boret ind i menneskehjerter. Med en modstander, der misforstår vore hensigter, i en verden der er fuld af mistænksomhed, er der god grobund for både varm og kold krig.

Vi læser ofte og måske med en vis stolthed og beundring, hvordan videnskaben har slynget os fra atomalderen og ind i rumalderen. I virkeligheden lever vi i en tragediens tidsalder. Dog er det på mange måder en stor tid, vi lever i. Set ud fra et åndeligt standpunkt må vi indrømme, at vi aldrig har haft sådanne muligheder som nu, aldrig før har vi haft så virkningsfulde midler til vor rådighed som netop nu. Vor tidsalder er, set ud fra en profetisk synsvinkel, enestående. Der har vel aldrig været en periode, hvor så mange forbavsende tildragelser har samlet sig i et tidspunkt som akkurat nu. Menneskene har i dag tilegnet sig mere kundskab, end de nogen sinde vil blive i stand til at kontrollere. Det har gjort mange store opdagelser og opfindelser, hvoraf mange har gjort mere skade end gavn, fordi vi har misbrugt dem. Den åndelige vækst og udvikling har ikke holdt trit med den videnskabelige. Mennesket har bygget sig et mekanisk uhyre, der truer med at tilintetgøre al civilisation og kultur. Hele verdenssituationen bliver for hver time mere og mere kritisk. Det var den kendte evangelist Billy Grahams hustru, der engang sagde om sit land: »Hvis Gud ikke fælder dommen over Amerika, vil han blive nødt til at gøre undskyldning over for Sodoma og Gomorra«.

Verdsligheden forsøger at trænge sig ind også blandt Guds børn i dag. Fjernsynet har bragt det ind i mange hjem, som vi ikke ville have drømt om at se på for få år siden. Da vi så det første gang, fik vi et chok, men chok'et har lagt sig. I dag derimod overværer vi alt dette, uden at det rører os, men i Skriften findes stadig det ord, der siger: »Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.« 1 Joh. 2,15.

Som kristne trænger vi i dag til Guds kærlighed åbenbaret i vore hjerter. Vi behøver Helligåndens disciplin i vort kristenliv. Vi behøver en bestemt aftale med Gud hver dag angående bøn og bibel-studium, en aftale som vi ikke bryder, hvad der end måtte ske. En kristen må leve sit kald værdigt. Syndernes forladelse er ikke ensbetydende med syndernes tilladelse.

Desværre har mange af os alt for travlt. En af tidens svøber er stress, - den sygdom, som slider menneskers nerver tynde, fordi man hele tiden prøver at gabe over mere, end man kan holde til. Man farer af sted i sidste øjeblik og er hele tiden på nippet til at komme for sent, og man tillader sig så store udgifter, at man konstant er på grænsen til at have underskud på budgettet. Resultatet bliver, at vi er spændte fra morgen til aften, så vi endog ikke, når vi endelig har fri, kan blive afspændte i muskler og nerver, men kaster os ud i en masse anspændende og trættende aktiviteter, lange køreture, sport, selskabelighed og adspredelser. En af de ting, som vor stress let går ud over, er vort gudsforhold. Vore gudstjenester, vor tid til bøn, vort bibelstudium, vor tjeneste for vore medmennesker på det åndelige plan bliver forsømt og sat til side, fordi der er så meget, som vi selv skal nå og selv skal opleve og erhverve os ude i verden.

Lad os ikke være tilfredse med en form for »åndelig vaccination«. Når vi i almindelighed bliver vaccineret, får vi et minimum af sygdommen, og det afholder os fra at få selve sygdommen. Tusinder af mennesker i dag har fået netop så meget eller lidt af religionen, at det »vaccinerer« dem mod at komme i virkelig kontakt med Jesus Kristus.

En helhjertet kristen er et menneske, der har overgivet alle sit livs områder og sin personlighed til Kristus. Han er blevet fyldt med Guds ånd, og Helligånden frembringer åndelig frugt i hans liv: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed, - alt det der lover godt for hans fremtid.

I året 1961 blev flere østlige lande stærkt hjemsøgt af tyfoner, og ved udgangen af august måned havde Formosa allerede været udsat for adskillige. Man var endnu ikke blevet færdige med at udbedre skaderne fra den sidste, da tyfonen »Nancy« blev meldt i anmarch, og der blev sagt noget om, at den ikke alene ville blive den hidtil værste i hele årets forløb, men også den kraftigste i hele øens historie. Folk blev opfordret til at gøre deres yderste for at beskytte deres liv og ejendom. Det blev meddelt, at uvejret sikkert ville vare mere end to døgn og ramme øen i hele dens udstrækning.

Befolkningen undersøgte døre, vinduer og tage og bragte alt, hvad der kunne flyttes i hus og samlede proviant sammen til adskillige dage, - for når tyfonen er på sit højeste, er det kun den dumdristige, der vover sig uden for en dør. Og så vidste de alligevel udmærket, at de fleste af deres modforholdsregler var til ingen nytte, hvis tyfonen ramte dem med sin fulde styrke. Derfor steg frygten med de alarmerende radioudsendelsers mere og mere indtrængende advarsler.

Da aviserne udkom midt under den ængstelige venten, kunne man læse, at republikkens leder i fire timer havde ligget i bøn til Gud om at skåne øen. Utallige kristne forstærkede da deres egen åndelige indsats; man kunne se dem enkeltvis eller i små grupper rundt på Formosa fordybet i bøn om nåde for øen og dens befolkning. En god kristen kvinde udbrød højtideligt: »Vor ø er moden til Guds dom; Gud må udslette os«, men samtidig vidste hun, at Gud altid er rede til at besvare bøn og bringe hjælp og nåde til nødstedte, hvorfor hun efter en nat i bøn roligt kunne sige: »Nu har jeg vished for, at tyfonen ikke vil ramme os.«

Og hvirvelstormen gik udenom! Ganske uforudset drejede den i sidste øjeblik af, ændrede kurs og fejede nordover mod Japan, hvor dens fart på mere end 400 kilometer i timen efterhånden aftog. Den var dog endnu i besiddelse af stor kraft, da den nåede »Den opgående sols land«, og forårsagede frygtelige skader og tabet af mange menneskeliv. Men havde den ramt Formosa, ville selv stærke betonhuse være styrtet sammen, og listen over omkomne ville have været enorm. Dagen efter »befrielsen« stod følgende at læse i Formosas aviser: »Et under er indtruffet! Tyfonen nåede os ikke!« Endnu engang havde Gud åbenbaret sig som herskeren over elementerne.

Uvilkårligt melder spørgsmålet sig hos enhver alvorligt tænkende. Hvor meget dybere kan menneskeheden synke, før Gud griber endeligt ind? Står vi mon ved den yderste grænse?

Ingen pen kan skildre, hvad der foregår i verden i dag, det lader sig ikke gøre. Sandheden er utrolig og forfærdelig. Sodoma og Gomorra var langtfra sunket så dybt i synd og overtrædelse som vor generation.

Lad os tænke på ungdommen af i dag. Hvorfor opfører mange sig, som de gør? Er det mon følgerne af moderne opdragelse? Har vi sparet på riset og ødelagt barnet? Har de unge fået lov at gøre, som de vil? Må de ikke irettesættes men have lov at følge deres egen vilje? Hvem skal vi laste? - De unge eller deres forældre? Har vi undladt at elske dem? Resultatet i dag er unge, som går ud og ind af fængslerne, forbrydere, gangstere, bankrøvere, drankere og narkomaner. »Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel«. Det gælder sikkert i negativ såvel som i positiv retning.

Hvorfor dømte Gud Eli? Det var fordi han ikke talte alvorligt til sine sønner (1 Sam. 3,13). Han var selv en god mand, men hans sønner var tyvagtige og umoralske. Han lod dem fortsætte i synden, og Gud greb ind.

Gud sparede ikke den gamle verden. Gud sparede ikke de onde engle. Gud sparede ikke Sodoma og Gomorra, Gud sparede heller ikke sin egen søn, og heri ligger vort håb.

Det er strenge tider, og en dag vil Gud gribe ind.. Som forholdene er i verden i dag, behøver den kristne at holde sig nær til Gud for ikke at blive draget med ind i syndens flodbølge. Kristus er Guds svar til os i dag.

Vend dit blik imod Jesus,
mod ham som på Golgata led,
og alverdens larm vil forstumme brat,
og din sjæl finde hvile og fred.

Der er noget ejendommeligt ved Jesu Kristi kors, Der er intet, hvorigennem vi møder mørket så stærkt - både med hensyn til smerte og lidelse, menneskers grusomhed og meget mere. Og samtidig er der intet, hvorfra der strømmer så stærkt et lys. Det er ikke tilfældigt, at det gamle ord lyder: »Ave crux, spes unica - Hil dig kors, vort eneste håb.«