De første kontaktlinser var af glas og blev konstrueret i 1887 af A. E. Fick, en schweizisk læge. I dag anvendes tre typer. De hårde linser er lidt mindre end hornhinden, men findes også i en større form, der dækker en del af øjets bindehinde. Den lille linseform holdes på plads af tårevæskens overfladespænding, mens den større model fastholdes af øjenlågene. Hårde linser kan på grund af deres stivhed korrigere brydningsfejl, men de kan falde ud, hvis øjet bliver tørt. Samtidig kan de virke stærkt generende, hvis små støvpartikler kommer ind mellem linserne og øjet. De bør udtages ved sengetid.

De bløde linser indeholder vand i varierende mængde, så der kan slippe ilt igennem. Derfor kan nogle typer sidde i længere tid. De er lidt større end hornhinden og fastholdes af tårevæskens overfladespænding. Deres blødhed gør dem ikke egnede til at korrigere brydningsfejl, men de er mere komfortable at bære.

Kontaktlinser skal holdes rene, så man undgår infektion af hornhinde eller bindehinde.

Skelen!
Ved skelen er det ene øje drejet, så kun det andet øje er rettet mod den betragtede genstand. Det skelende øje kan være rettet indad, udad, opad eller nedad. Hos børn optræder en skeleform, hvor øjnene følges ad under bevægelserne. Skelen opstået i voksenalderen skyldes lammelse af en ejenmuskel.

Behandlingen af skelen hos børn sigter mod at hindre udviklingen af skelesvagsynethed. Det skelende øjes billede bliver undertrykt af hjernen, så barnet ikke ser dobbelt. Hvis ikke øjets syn optrænes, indtræder der permanent synssvækkelse. I nogle tilfælde skyldes skelen, at barnet er meget langsynet, og her kan briller afhjælpe tilstanden. Ellers benyttes okklusionsbehandling, hvor det raske øje tildækkes fx med hæfteplaster i de fleste af ugens dage. Herved tvinges det skelende øje til at se. Senere kan operativ genopretning af det skelende øje komme på tale af kosmetiske årsager. Børn med små skelevinkler skal behandles lige så omhyggeligt som tilfælde med store skelevinkler.