| |
Mens mange bakterier ikke foruroliger mikrobiologerne så
meget mere, er andre begyndt at gøre dem nervøse. De
mikroorganismer, som forårsager meningitis, dvs. betændelse
i de hinder; som omgiver hjernen og rygmarven, trænger ind gennem
luftvejene. De giver pludselig feber, hovedpine og opkastning.
Især børn angribes og tilstanden er livstruende, hvis
øjeblikkelig antibiotisk behandling ikke påbegyndes.
Tidligere i dette århundrede spredte epidemier af Neisseria
meningitidis frygt, specielt i USA. 1 dag er der atter epidemier i
lande strækkende sig fra Latinamerika til Europa, og sygdommen
frygtes atter at være i opblussen. Haemophilus influenzae, en
bakterie, der fejlagtigt blev antaget at være årsag til
influenza, er i dag den hyppigste årsag til meningitis.
Skarlagensfeberen forsvinder!
De fleste af os har haft en streptokokhalsbetændelse. Engang var
skarlagensfeber en hyppig komplikation til sådanne infektioner,
men i dag bliver sygdommen sjældnere og sjældnere.
Skarlagens-feber var frygtet på grund af dens forbindelse med
gigtfeber, der hyppigt beskadigede hjerteklapperne. I dag behandles de
fleste halsbetændelser forårsaget af streptokokker med
penicillin, og det er givet en del af forklaringen på faldet.
Forbedret hygiejne og ernæring har også hjulpet. Men et
andet forhold spiller ind, idet streptokokken i sig selv synes at
være blevet mindre farlig og sygdomsforvoldende. Årsagen
hertil er ukendt. Men de streptokokker; som florerer i Asien, Afrika og
Sydamerika, vedligeholder deres farlighed.
Mulige patogene mikroorganismer!
Mens de ældre lærebøger opdelte mikroorganismerne i
de sygdomsforvoldende, patogene, og de ikke-sygdomsforvoldende,
apatogene, ved vi i dag, at der ikke er så skarp
afgrænsning. Personens helbred og velbefindende influerer
på risikoen for at blive inficeret med en klassisk patogen
mikroorganisme, ligesom visse mikroorganismer kun er sygdomsforvoldende
under særlige omstændigheder. Bakterien Pseudomonas
aeroginosa lever ubemærket i menneskets tarmkanal. Men den giver
alvorlige infektioner; hvis den sætter sig i brandsår;
ligesom dens relative modstandskraft mod mange antibiotika yderligere
gør infektionen problematisk. Pseudomonas er også i stand
til at formere sig i præparater som fx øjendråber.
Disse »mulige« skadeforvolder også blevet
vigtige i takt med den stigende brug af immunhæmmende
lægemidler i forbindelse med transplantationer. Når
kroppens immunsystem hæmmes, er det ikke i stand til at holde
normalt uskadelige mikroorganismer i skak. Det samme er tilfældet
ved sygdommen AIDS, hvor virus ødelægger immunsystemets
lymfocytter.
Biologisk krigsførelse!
Under korstogene forsøgte begge sider at sprede sygdom hos
modparten ved at placere pestfyldte lig i modstanderens lejr. Under
anden verdenskrig testede britiske videnskabsmænd et muligt
biologisk våben, og japanerne brugte krigsfanger til at
afprøve deres biologiske våben. I 1972 forbød en
konvention omkring biologiske og toksiske våben supermagterne at
arbejde på offensive biologiske våben. Men der er mange
tegn på, at supermagterne lader hånt om disse forbud. Mens
beskyldningerne mod USSR for brug af biologiske våben i Laos og
Kampuchea aldrig blev dokumenteret, var vestlige observatører
ikke i tvivl om, at russerne oplagrede infektiøse
mikroorganismer til krigsbrug. Det amerikanske forsvarsministerium
bruger også en stor del af budgettet på forskning i
gensplejsede mikroorganismer. De kan vise sig at være betydelig
farligere end de naturligt udviklede. Under Vietnamkrigen brugte
amerikanerne store mængder af et giftstof kaldet Agent Orange,
som dræbte al vegetation i de områder, der blev
sprøjtet med giften.
Gulsot og leverbetændelsesvirus!
Leverbetændelse, også kaldt hepatitis, er blevet et
alvorligt sundhedsproblem i de seneste år. Symptomerne er kvalme,
feber, træthed, appetitløshed, en pludselig afsky for
tobaksrygning og meget ofte gulsot. Skønt man fra Hippokrates'
dage har kendt den epidemiske gulsot, stammer vor viden om de
ansvarlige virus først fra 1960'ernes slutning.
Den alvorligste form er leverbetændelse type B. Den kan
i sjældne tilfælde blive kronisk efter den ofte alvorlige
akutte fase og efterhånden gå over
i skrumpelever med funktionssvigt. Der er også en
stærkt begrundet mistanke om sammenhæng mellem
leverbetændelse og leverkræft. I hele verden findes omkring
200 millioner bærere. I Europa og Nordamerika er 0,1 % af
befolkningen bærere sammenlignet med omkring 20 % i dele af
Afrika og Asien. Den ansvarlige virus for type B overføres med
serum eller blod. 1 de senere år er det blevet klart, at denne
virus også kan overføres gennem munden og ved seksuel
kontakt. Specielt er mandlige homoseksuelle med mange partnere en
risikogruppe.
Leverbetændelse type A er mildere. Den overføres
med vand eller føde, som er forurenet med virusholdig
afføring. Der findes vacciner mod begge former. Vaccine mod
leverbetændelse type B prioriteres til risiko grupperne, der
omfatter kirurger, laboratoriepersonale, tandlæger samt unge
mandlige homoseksuelle.
Nogle mystiske infektioner!
Selv om bekæmpelsen af infektionssygdommene er en af de
største bedrifter i medicinens historie, står der endnu
nogle mysterier tilbage. En er sygdommen dissemineret sklerose, som
giver uforudsigelige forstyrrelser i nervesystemet. Sygdommen skyldes
muligvis en virus, der får personens immunsystem til fejlagtigt
at angribe sit eget nervevæv. Jagten på denne eventuelle
virus er i dag intensiveret som aldrig før. Et andet mysterium
er den særlige hjernebetændelse, som første gang
opstod i Kina mellem 1917 og 1927, hvor den ramte 65.000 mennesker.
Så spredtes den til USA og Europa, hvorefter den forsvandt.
Der kendes mange andre former for hjernebetændelse.
Nogle skyldes virus, der overføres med flåter eller myg,
andre er komplikationer til fx mæslinger. Men denne korte
optræden af en sygdom er aldrig blevet forklaret. Den er faktisk
ukendt siden 1930'rne og viste sig med meget varierende symptomer
omfattende bl.a. koma, trækninger og synsdefekter. Det
førte til ufrivillige bevægelser, lammelser og
tvangsbevægelser. Forfølgelsesvanvid og sindssygdomme
sås også blandt ofrene. Det har fået nogle
historikere til at fremføre teorier om, at nazismens
opståen i Tyskland i 1920'rne og 30'rne med Hitlers voldsomme og
aggressive adfærd og gestikulation i hvert fald delvis havde
forbindelse med denne besynderlige historiske sygdom.
|
|