Ligesom legemets indre overflade er også huden et oplagt mål for infektioner. Den indeholder en række forsvarsmekanismer, men disse brydes somme tider ned. En af de hyppigste foreteelser, som rammer omtrent alle mennesker, er akne. En normalt uskadelig bakterie på huden, Corynebacterium acnes, formerer sig i talgkirtlerne. Bakterien nedbryder fedtstoffer i talgsekretet til frie fedtsyrer, der virker irriterende på det omgivende væv, så der dannes en filipens. Sygdommen er hyppigst omkring puberteten, hvor de hormonale forandringer øger talgproduktionen.

Herpesvirus er sandsynligvis vores hyppigste virusparasit. Type 1 virus giver anledning til de tilbagevendende forkølelsessår omkring læberne, mens type 2 virus især giver sår på og omkring kønsdelene. Viruspartiklerne findes i nerverne og giver med mellemrum symptomer, ofte i sammenhæng med en midlertidig svækkelse af individet, fx ved. forkølelse.

Skønt smittevejen endnu ikke er klarlagt, kendes spedalskhedssygdommen især for de »granulomer«, som dannes i huden. Spedalskhedsbakterien er beslægtet med tuberkelbacillen, og den danner tilsvarende knuder i de indre organer. Der findes også en form, hvor tab af følesansen øger risikoen for beskadigelse af hænder og fødder. Sygdommen skrider langsomt frem i løbet af mange år. Den er betydeligt mindre smitsom end man troede, dengang spedalskhed var ensbetydende med udstødelse fra samfundet. Sygdommen rammer stadig mange millioner mennesker, overvejende i Afrika og Asien, men kan i dag behandles med særlige lægemidler. Forskningen inden for fremstilling af en vaccine har længe været generet af, at spedalshedsbakterien ikke kunne dyrkes i laboratoriet eller i forsøgsdyr. Da det imidlertid lykkedes at få bakterien til at formere sig i bæltedyret, kom forskerne i begyndelsen af 1980'erne hurtigt frem med en vaccine, som afprøvedes klinisk. Også vaccine fremstillet ved avancerede gensplejsningsteknikker er ved at blive taget i anvendelse.

Svampeinfektioner på huden, neglene eller i håret er ofte betydelige kosmetiske gener. Disse tilstande er ofte kroniske og meget modstandsdygtige over for behandling, men svampeinfektionen truer kun sjældent patientens almentilstand. Den hyppigste svampeinfektion er fodsvamp, som viser sig som afskalning, rødme og revner mellem tæerne. Den overføres med afstødte hud stykker, ofte i brusebade og omklædningsrum. Ringorm er runde, skarpt afgrænsede svampeangreb på huden, som langsomt breder sig. De smitter ved direkte kontakt eller somme tider via husdyr. Svampemidler anvendes både lokalt og som tabletter. Svampe kan også give mere udbredte infektioner, især hos patienter med immundefekter.

Nogle mikroorganismer angriber kun kroppen, hvis de får adgang gennem et sår. Den bedst kendte er Clostridiurn tetani, stivkrampe-bakterien. Den kan som en række andre bakterier omdannes til sporer, som tåler højere temperaturer og overlever længere uden føde end mikroorganismer, der ikke kan danne sporer. Skønt stivkrampebakteriens sporer findes i jorden over hele verden, er sygdommen sjælden i Vesten, fordi de fleste vaccineres i barndommen. I Danmark indgår stivkrampevaccinationen i Di-Te-Pol-vaccinen i 5., 6. og 15. levemåned. Yderligere gives der ved sår forebyggende indsprøjtninger på fx skadestuer. Clostridiumbakterien spreder sig ikke i legemet. Den danner giftstoffer, som angriber nerverne med krampeagtige muskelsammentrækninger til følge. Penicillin har nogen virkning mod mikroorganismen, men den vigtigste akutte behandling er indgivelse af antistoffer mod stivkrampegiftstoffet. Det giver en »passiv« immunitet i modsætning til den »aktive« immunitet, som opnås ved vaccination. I den tredje verden fører manglende hygiejne under fødsler til, at mange babyer inficeres gennem navlen og dør af denne ellers nemt undgåelige infektion.

Andre clostridiumformer omfatter dem, der forårsager botulisme og gasgangræn. Botulisme (også kendt som pølseforgiftning) er en levnedsmiddelforgiftning med et giftstof udskilt af bakterien. Ved gasgangræn får clostridierne adgang til kroppens væv gennem et forurenet sår eller gennem tarmvæggen ved operationssår. Bakterierne frigiver gasser og ildelugtende substanser i vævet, som dør af koldbrand. Gasgangræn har været en stor trussel under krigsforhold – strækkende sig fra skyttegrave under den første verdenskrig til vore dages konflikter.

Bacillus anthracis, der fremkalder miltbrand, er beslægtet med clostridierne, men kræver ilt til sin vækst, mens clostridier trives fint uden ilt. Det er primært en sygdom hos får, kvæg og heste, men ses somme tider hos mennesker, som får overført sporerne gennem hudlæsioner eller ved inhalation. Det gamle navn uldsortererens sygdom afspejler den erhvervsmæssige sammenhæng. Som hudsygdom giver den blærer, som bliver pusfyldte. Lades den ubehandlet, kommer der siden blodforgiftning. Når sporerne inhaleres, udløser bakterien en lungeinfektion med blødninger og blodforgiftning. l dag findes der en effektiv vaccine, ligesom mange antibiotika er virkningsfulde.

Miltbrand tilhører gruppen af zoonoser, dvs. sygdomme der overføres fra dyr, men derefter ikke føres videre fra person til person. Mange sygdomme i denne kategori hører til tropesygdommene, hvis parasitter tilbringer en del af deres cyklus i mellemværter (smittebærere). Malaria er den mest udbredte sygdom af denne type med 400 millioner tilfælde over hele verden. Malaria skyldes en protozo kendt som Plasmodium, som har en kompliceret livscyklus i menneskets blod og lever samt i myggen Anopheles' tarmkanal og spytkirtler. Filariasis, hvis trådlignende orme overføres af forskellige myg, findes hos 250 millioner mennesker. Schistosomiasis (bilharzia) skyldes en fladorm, der overføres med vandsnegle. Denne sygdom findes hos omkring 200 millioner mennesker. Flodblindhed skyldes en art rundorm, der overføres med blodsugende myg. 40 millioner mennesker i Afrika, Centralamerika og Yemen er ramt af denne sygdom. Andre zoonoser omfatter afrikansk sovesyge, overført af tsetsefluer, og gul feber, spredt af Aedes myg.

Mange metoder tages i brug mod de værtsbårne sygdomme. Vaccination forebygger gul feber, ligesom lægemidler både forebygger og behandler malaria. For visse nyligt opdagede zoonoser som lassafeber, der overføres af rotter, er den mest effektive behandling at indsprøjte antistoffer isoleret fra donorblod af patienter, som var så heldige at overleve sygdommen. Det vigtigste middel i bekæmpelsen er at angribe mellemværten, skønt det ofte besværliggøres af en stigende modstandskraft blandt fx myg mod de insektdræbende midler.

Hundegalskab, rabies, er en zoonose, hvor rabiesvirus overføres til menneskets blod gennem bid fra en inficeret hund eller andet dyr. Det er en akut infektion af centralnervesystemet, der viser sig som opkastning, høj feber og krampeanfald. Behandles sygdommen ikke, er den altid dødelig. Da rabies hos mennesket har en lang inkubationsperiode, op til 16 uger, kan patienterne hjælpes med både passiv og aktiv immunisering. Virus findes hos vildtlevende dyr mange steder bl.a. hos ræve og flagermus i Europa, sjakaler i Indien og stinkdyr i USA. Strenge indførelsesrestriktioner ved grænserne for dyr er forsøg på at holde sygdommen ude af de enkelte lande.

Byldepest er årsag til tre historiske pandemier (verdensomspændende epidemier). Sygdommen begynder som en zoonose, hvor rottens lopper forlader deres naturlige offer og stikker mennesker. Derved overføres pestbacillen Yersenia pestis, som spreder sig til lymfeknuderne. Her formerer den sig og danner de groteske bylder, der kaldes buboner, hvorfra bakterierne spreder sig til den øvrige del af kroppen og dræber offeret. Lungepest udvikles, når lungerne rammes. Herfra hostes bakterien op og gør spredning mellem mennesker mulig. Begge former for pest fandtes under den anden pandemi – den sorte død – som begyndte i det 14. århundrede og dræbte 25 millioner mennesker i Europa alene, svarende til '/i af befolkningen. I dag helbredes sygdommen med antibiotika. Alligevel er pest en lurende fare mange steder i verden.