Ikke-ioniserende stråling omfatter bl.a. ultraviolet lys, der er en komponent i sollyset og afgiver energi på huden, som gør os solbrændte. Andre former for ikke-ioniserende stråling, såsom højfrekvente radiobølger og stråling fra højspændingsledninger, er måske også skadelige, men beviset er ikke klart og langtfra generelt accepteret.

Ioniserende stråling omfatter røntgenstråler, gammastråler samt alfa- og betapartikler, der udsendes fra radioaktive substanser. De afgiver deres energi ved at slå elektroner ud af molekyler, der så omdannes til ioner. Drejer det sig om biologiske molekyler, kan dette forstyrre funktionen.

Der har i de senere år været megen debat om de sikre niveauer for udsættelse for ioniserende stråling. Især har denne debat været fremme ved talen om atomkraftværker. Selv uden atomkraft udsættes vi for naturligt forekommende stråling fra radioaktive stoffer i omgivelserne. Visse steder, som i Skotland, kommer den væsentligste påvirkning fra ophold i huse af granit.

Den biologiske virkning af absorberet ioniseret stråling måles i sieverts (Sv), hvor 10 Sv udgør en dødelig dosis. Den internationale komite for radioaktiv beskyttelse har sat 50 mSv (millisieverts) som maksimum pr. år for folk, der arbejder med radioaktivt materiale. I lande som Danmark, Storbritannien og USA ligger årsværdien under 2 mSv, hvoraf mere end halvdelen kommer fra den naturlige baggrundsstråling. Resten stammer overvejende fra medicinsk anvendelse som røntgenstråler og radioisotoper.

Den eneste mulighed for at blive udsat for en kritisk dosis ioniserende stråling er fra uheld med kernekraftværker eller en atomkrig. At det virkelig er en realistisk mulighed, understreges af reaktorulykkerne på Tremileøen (1979) og i Tjernobyl (1986). En akut dosis på 1 Sv giver tegn på strålesyge med kvalme og faldende lymfocytantal. Den øger også risikoen for leukæmi og andre kræftformer på længere sigt. Udsættelse for 10 Sv giver opkastning og diarre, og døden følger næsten uundgåeligt inden for en måned. En vigtig årsag hertil er beskadigelse af tyndtarmens slimhinde og de celler, der normalt erstatter dens tabte overfladeceller. Det resulterer i, at tynd-tarmens slimhinde bliver helt glat, og herved nedsættes betingelserne for at optage næringsstoffer over tarmvæggen. Læsioner i slimhinden opstår, og tarmindholdet blandes op med blod, hvad der fører til infektioner og tab af væske fra kroppen.

Smog - dengang og nu!
I december 1952 blev London indesluttet i en tyk tåge. I ugen, der endte den 13. december 1952, var der rapporteret om ikke mindre end 2851 dødsfald og den følgende tid knyttede endnu 1224 dødsfald ud over det forventede sig til denne mærkelige blanding af luftforurening og særlige vejrlige betingelser.

På den tid foregik hovedparten af husenes opvarmning i Storbritannien med kul, og atmosfæren var fyldt med støvpartikler og giftige gasser som kul- og svovloxider. Den kolde luft, der strømmede ind fra det europæiske fastland, fangede forureningen, og kondenseredes i den fugtige atmosfære til en blanding af røg og tåge, der kaldes smog. Dødsfaldene skete overvejende i den ældre del af befolkingen blandt dem, der havde luftvejsproblemer i forvejen, fx kronisk bronkitis.

I de senere år har en anden type smog givet problemer i Los Angeles og andre amerikanske byer. Her stammer forureningen fra bilernes udstødning. Smoggen dannes, når sollyset påvirker bestemte komponenter i udstødningsgassen. Et typisk produkt er peroxyacylnitrat, som giver øjenirritation og luftvejsbesvær. Luftforurening skyldes især industriel aktivitet. Også vulkaner udstøder giftige stoffer som svovldioxid, cyanider og fluorider foruden enorme mængder af partikler.