Gifte og andre farer!

 

Det komplekse mønster af forbundne kemiske reaktioner i vores legeme er kun funktionsdygtigt inden for en snæver afgrænsning af de fysiske betingelser. To grundlæggende ting i vores civilisation – beklædning og beboelse – er netop udviklet for at holde os inden for disse rammer på trods af forandringer i det omgivende miljø. Vi tåler ikke at blive for varme eller for kolde, have for stort eller for lille vandindhold i legemet. Vi ikke kan overleve alvorlige forandringer i den kemiske sammensætning af indåndingsluften eller udsættelse for kraftig radioaktiv bestråling og elektrisk strøm.

Homøostase er en samlebetegnelse for de mekanismer, der prøver at holde organismens indre miljø konstant på trods af forandringer i omgivelserne. Stiger temperaturen omkring os, påvirkes varmesansemodtagere i huden, som via centralnervesystemet udvider hudens blodkar og stimulerer svedkirtlerne. Udvidelsen af blodkarrene afkøler kroppen, såfremt hudens temperatur er mindst 1° C lavere end legemets indre temperatur, der kaldes kernetemperaturen. Elvis udetemperaturen er for høj til at opretholde denne forskel, er den eneste mulighed for at afkøle legemet at svede, så energien bruges til fordampning.

Virkning af gifte!
En gift er et stof, der beskadiger levende organismer. Næsten alle stoffer, inklusive vand, er giftige, hvis de indtages i tilstrækkelig store mængder, men i daglig tale klassificeres stoffer som gifte, når de er skadelige selv i små mængder.

Ved en akut forgiftning har en enkelt dosis giftstof forårsaget skade. Indtagelse af mindre end 0,25 gram kaliumcyanid er nok til at dræbe de fleste mennesker på få minutter. Kroniske forgiftninger skyldes lang tids udsættelse for små koncentrationer af et stof. Overdreven alkoholnydelse gennem mange år er eksempel på en kronisk forgiftning, der giver leverbeskadigelse.

Giftstoffernes virkningsmekanisme varierer. En hyppig årsag til deres effekt er påvirkning af enzymaktiviteter, som forstyrrer kroppens stofskiftereaktioner. Enzymerne fungerer normalt som katalysatorer, der regulerer stofskiftet. Mange giftige metaller bindes til et enzym, som derved får ændret sin molekylære opbygning, så det ikke mere fungerer perfekt. Nogle enzymer kræver dog tilstedeværelsen af en bestemt metalion for at fungere. Hvis denne metalion bindes til en anden substans, fx cyanid, eller erstattes af en anden ion, bliver enzymet inaktiveret. Giftstoffet kan også konkurrere med enzymets naturlige substrat (det stof enzymet normalt omdanner) og herigennem forstyrre stofskifteprocessen. Kulilte (CO) kæmper med ilt om bindingsstederne på hæmoglobinmolekylerne og hindrer således, at ilt når frem til vævene. Andre giftstoffer angriber og forstyrrer særlige celler. Digitalis får hjertemuskelen til at arbejde hurtigere, mens visse nervegifte påvirker nerveledningen. Cellegifte dræber celler, som er i delingsfase, fordi de forstyrrer kromosomernes deling.

Legemet synes at være mere tolerant over for kulde end for varme, skønt det afhænger af personens fedtmængde. Et fald i hudtemperaturen på mere end 4° C medfører karsammentrækning i huden og kulderystelser. Det hindrer yderligere varmetab, og muskelaktiviteten skaber varme. Fede mennesker kan tolerere en hudtemperatur så lav som 12° C. Falder kernetemperaturen imidlertid blot 2° C, kan kroppen ikke varme sig op igen med indre aktivitet; tilstanden kaldes hypotermi.

Når kernetemperaturen falder, bliver blodets iltbærende stof hæmoglobin mindre effektivt til at afgive ilt i vævene. Det fører til hjerterytmeforstyrrelser og nedsat hjernefunktion. Hypotermi forekommer selvfølgelig hyppigst i kolde omgivelser og ses især sammen med andre faktorer som alkoholmisbrug (idet alkohol udvider blod karrene og øger varmetabet) og fejlernæring.

Længere tids nedkøling af legemsdele til under 12° C kan føre til permanente skader, selv om der ikke opstår forfrysninger. De ses kun, hvis væsken i cellernes indre fryser, og selv i disse tilfælde er det kun en del af cellevæsken, der faktisk fryser. Hypotermi kan fremkaldes kunstigt ved større kirurgiske indgreb. Druknedøden indtræder mindre hurtigt i koldt end i varmt vand. Det kolde vand nedsætter stofskiftehastigheden, så iltbehovet ikke er så stort. Børn er genoplivet så længe som 30 minutter efter drukning i koldt vand uden at få men i form af hjerneskade. Cellens væskeindhold kan ikke fryse i selv det koldeste ferskvand, fordi indholdet af mineraler gør, at cellevæskens frysepunkt ligger under ferskvandets. I saltvand er saltkoncentrationen derimod større end i legemet, så havvand forbliver flydende ved lavere temperaturer end cellevæsken.

Hjertestop er hoveddødsårsagen ved aflivning i den elektriske stol. Mange processer i kroppen afhænger af impulser skabt af elektrisk ladede ioner. De forstyrres af elektriske chok. Disse forstyrrelsers udbredning afgøres af flere faktorer, bl.a. spændingen og strømstyrken af chokket, kontaktområdet og hudens elektriske modstand. Virkningen kommer ikke altid med det samme. Nogle mennesker, som har overlevet elektriske stød på hoved eller hals, har udviklet grå stær op til tre år efter. På grund af hudens større elektriske modstand kan elektriske stød godt forårsage beskadigelser i de underliggende væv, selv om huden forbliver intakt.