Omkring 5,9 millioner mennesker får kræft hvert år. De oftest ramte organer er mavesækken (med 680.000 nye tilfælde hvert år), lunger (590.000 nye tilfælde), bryster (540.000), tyk- og endetarm (510.000), livmoderhals (460.000), mund og svælg (340.000), spiserør (300.000) og lever (260.000). Halvdelen af disse tilfælde opstår og mere end halvdelen af de 4,3 millioner årlige dødsfald sker i den tredje verden. Kræft er en af de tre store dødsårsager efter fem års alderen i både udviklede og underudviklede lande.

Mens dødeligheden for mavekræft er højest i Japan, forekommer leverkræft især i det tropiske Afrika, Sydøstasien og det vestlige Stillehavsområde, med omkring 40 % af tilfældene i Kina. Billedet ændres også dramatisk med tiden. I USA faldt dødeligheden for leukæmi hos børn under 15 år med 50 % i årene 1965-1980 på grund af forbedrede behandlingsmetoder. I samme periode faldt nyrekræft og andre kræftformer med 68 %. Lungekræften, hvoraf 70 % skyldes tobaksrygning, begyndte at falde i hyppighed i mange vestlige lande som følge af oplysning om tobakkens farlighed. Det gælder dog kun for mændenes vedkommende. Kvinderne begyndte at ryge senere end mændene, hvorfor virkningen heraf ses nu. Til gengæld er antallet af lungekræfttilfælde stigende i udviklingslande, hvor tobaksfirmaerne massivt arbejder på at finde nye markeder.

Kræftfremkaldende stoffer af mange slags!
Disse tendenser afspejler både forskelle i udsættelse for kræftfremkaldende faktorer og/ eller opsporing og behandling af sygdommene. Akkurat som betegnelsen kræft dækker over mange forskellige tilstande, er der mange forskellige faktorer, som kan fremkalde ondartede sygdomme. Tusinder af kemiske stoffer vides i dag at være kræftfremkaldende. Blå asbest er årsag til den ellers meget sjældne lungehindekræft. Giftstoffer fra svampen Aspergillus flavus, som fremkalder leverkræft hos fisk og kalkuner, menes også at være ansvarlig for visse leversvulster hos mennesker i egnene syd for Sahara samt delvis for den høje hyppighed af mavekræft i Japan. Mangel på A-vitamin synes også at kunne forårsage kræft. Det menes at være forklaringen på mange kræfttilfælde i det nordøstlige Iran.

Der er beviser for sammenhæng mellem bryst- og tyktarmskræft og en høj fedtindtagelse, og andre bestanddele i kosten, både naturlige og kunstige, har været under mistanke.

Meget ofte ses virkningen af et kræftfremkaldende stof først mange år efter. Det vanskeliggør i høj grad forskningen. Hvert år introduceres mere end 1000 nye kemiske stoffer på markedet ud over de 50.000, der allerede findes. På lang sigt vil mange af disse uden tvivl vise sig at være kræftfremkaldende. Midt i 1960'erne blev p-piller med højt østrogenindhold påvist som risikofaktor for brystkræft. Introduktionen af lavdosis-kontraceptionen løste dette problem, skønt der muligvis blandt langtidsbrugere er en ganske let overvægt i antallet af brystkræfttilfælde også med denne type p-piller.

Kan kræft forebygges?
Kun sjældent har en kræftsygdom en enkelt årsag. Enkelte sjældne kræftformer skyldes arvelige genetiske fejl, men som regel skyldes sygdommen flere forskellige påvirkninger - såkaldte kræft femmere.

De vigtigste risiko faktorer er kost, tobaksrygning, seksualvaner, ultraviolet bestråling, alkohol, arbejdsmiljø, radioaktiv bestråling og luftforurening.

Der synes at være en klar sammenhæng mellem indtagelse af saltet og raget mad og udvikling af kræft i spiserør og mavesæk. Risikoen for lungekræft er ti gange højere for rygere end for ikke-rygere. Stor alkoholindtagelse øger risikoen for kræft i mundhule, svælg, strube og spiserør. Eksperter anslår, at kosten er årsag til 30-35% af alle kræfttilfælde, at tobaksrygning tegner sig for 15-30%, og at alkohol forårsager ca. 5%.

Kræft kan forebygges ved at undgå risiko faktorer, fx ved at lade være med at ryge. Det betegnes primær forebyggelse. Kræftsygdommen kan også søges opdaget og behandlet så tidligt, at personen endnu ikke har fået symptomer. Det kaldes screening, folkeundersøgelse eller sekundær forebyggelse og kendes bl.a. fra kvinders regelmæssige celleprøver fra livmoderhalsen.

På kræftsafari i Afrika!
I 1958 offentliggjorde Denis Burkitt, en engelsk kirurg, der arbejdede i Afrika, et nu klassisk eksempel på moderne medicinsk detektivarbejde. Han gav den første korrekte beskrivelse af en kræftform, der siden blev kendt som Burkitts lymfom. Hans interesse blev vakt af en række karakteristiske kæbesvulster hos afrikanske børn, ofte sammenfaldende med svulster i andre dele af kroppen. Tilstanden syntes at ramme en bestemt aldersgruppe. Skønt lægerne længe havde klassificeret disse kræftformer i forhold til de enkelte organer, havde Burkitt mistanke om, at de havde mere tilfælles end blot at være en primær svulst med metastaser. For at lære mere om sygdommens udbredelse organiserede han »kræftsafarier«, hvorunder han undersøgte hundredvis af patienter. Han opdagede, at svulsterne faktisk havde en fælles årsag, og at sygdommen var begrænset til et varmt, fugtigt bælte af Afrika mellem 10° N og 10° S for ækvator. Det ledte til tanken, at sygdommen blev overført med insekter og skyldtes en mikroorganisme. Siden blev mikroorganismen afsløret. Den viste sig at være Epstein-Barr virus.

Tobaksrygning og lungekræft!
Vanskeligheder ved at bevise sammenhængen mellem tobaksrygning og lungekræft demonstrerer, at det ofte er problematisk at fastslå forbindelsen mellem årsag og virkning inden for medicinen. I den første halvdel af dette århundrede bemærkede lægerne, at mennesker, der røg meget, hyppigere udviklede lungekræft end ikke-rygere. Sund fornuft gav umiddelbart konklusionen. Men denne kunne være forkert. Måske var rygevanen og tilbøjeligheden til at få lungekræft begge resultatet af en tredje faktor. Var dette korrekt, ville antirygnings-kampagnen være både ineffektiv og dårligt begrundet. Det krævede omhyggelige studier af de britiske epidemiologer Richard Doll, Austin Bradford Hill og andre gennem 1950'erne, før den »indlysende« sammenhæng blev accepteret. Et af deres vigtigste fund var, at rygerne atter mindskede deres risiko for at få lungekræft ved at holde op med uvanen. Dette faktum levnede ikke plads til andre forklaringer. 1 dag er det kun tobaksindustrien, der endnu tør hævde, at der ikke er bevis for en direkte sammenhæng mellem tobaksrygning og lungekræft.