|
Indtil for nylig var lægerne meget liberale med at
fjerne mandlerne i tilfælde af halsbetændelse. De blev
betragtet som en plage, der ikke tjente nogen funktion, men blot var
sæde for tilbagevendende infektioner. 1 virkeligheden er
mandlerne et vigtigt led i forsvaret mod mikroorganismers
indtrængen gennem mundhulen. Der findes tre typer. De
største er ganemandlerne. Bliver de sæde for
bakterieinfektion, svulmer de op og kan hæmme luft- og
føde-passagen. Denne tilstand kalder vi på dansk
»hals-betændelse«.
Svælgmandlerne ligger i næsesvælget. Ved
infektion i disse, »polypper«, bliver det svært at
trække vejret gennem næsen. Det tredje sæt mandler
ligger på tungeroden og er sjældent årsag til
problemer.
Mandlerne spiller en vigtig rolle ved at være
dannelsessted for mange lymfocytter. Derfor er lægerne i dag ikke
meget for at fjerne mandlerne, for det er nødvendigt. Normalt
kræves flere årlige halsbetændelser, før
operation kommer på tale, da de ellers kan medføre storre
modtagelighed over for visse sygdomme, specielt polio og Hodgkins
sygdom.
Med alderen bliver de lymfatiske organer mindre. En konsekvens
heraf er, at halsbetændelse som regel er en borne- og
ungdomssygdom.
Immunmodulatorer!
Det er nu blevet klart, at immunsystemet bruger en række kemiske
forbindelser som signalstoffer til at kommunikere mellem forskellige
dele af systemet og til at aktivere processerne. Men den eksakte
funktion af disse immunmodulatorer, hvoraf der måske er 20-30
hovedtyper, er endnu uklar.
Disse stoffer kaldes lymfokiner. De er opløselige og
passerer derfor frit omkring i det lymfatiske system, hvor de regulerer
immunsystemet ved dels at stimulere, dels at hæmme
immunfunktionerne for derved at opretholde en balance i systemet. Fx
virker den såkaldte makrofag bevægelseshæmmende
faktor ved at forebygge overreaktion i immunsystemet, mens makrofag
aktiverende faktor har den modsatte virkning.
I behandlingsmæssigt øjemed bliver det
måske i sidste ende nogle af de endnu ret uudforskede lymfokiner
som interferon og tumor nekrose (svulst-dræbende) faktor, der
får størst betydning. Interferon menes at have samme
effekt på virus, som antibiotika har det på bakterier.
Kræft opstår ofte som en svigtende funktion i
immunsystemet, der ikke destruerer den begyndende
kræftvækst. En effektiv ødelæggelse af
kræftcellerne afhænger af at kunne erstatte netop den del
af immunsystemet, som svigter; måske ved hjælp af en
»cocktail« af lymfokiner.
De enkelte antistoffer!
Antistoffer, også kaldet immunglobuliner, er proteiner, der
afgives fra B-lymfocytterne som reaktion på indtrængende
fremmedlegemer. Der findes fem hovedgrupper. Det hyppigste er
immunglobulin G (IgG). En af dets vigtige funktioner er at passere fra
moderen gennem moderkagen til fosteret, så barnet modtager
immunitet i de første måneder efter fødslen. Den
næste gruppe er IgM. De er specielt effektive til at
ødelægge mikroorganismer. Ligesom lgG kan IgM aktivere
komplementsystemet, mens det derimod ikke passerer moderkagen.
I immun forsvarets første geled findes IgA, som
udskilles med tårer og spyt samt i luftvejs- og tarmsystemet. Det
inaktiverer virus og giftstoffer. Det er bundet til overfladen i tarm-
og åndedrætssystemet, hvor det immobiliserer
fremmedlegemer. Desuden er bakteriecellerne specielt sårbare over
for visse forsvarsenzymer, når de har bundet IgA på sig.
IgA udskilles med modermælken og yder beskyttelse i den
nyfødtes tarmsystem.
De to øvrige typer af immunglobuliner - lgD og IgE -
ved man mindre om. IgE spiller en vigtig rolle ved overfølsomhed
og allergiske reaktioner, hvor en af dets virkninger er frigivelse af
betændelsesstoffer som histamin. Det har også en funktion i
bekæmpelsen af parasitinfektioner. lgDs rolle er ikke klar. Man
anser det for sandsynligt, at dets vigtigste funktion er at være
et overflademolekyle på B-lymfocytten, hvor det medvirker til at
genkende antigener.
Dannelse af de rigtige antistoffer!
Proteiner dannes i kroppen ud fra instrukser i det genetiske materiale.
Immunsystemet synes at kunne danne antistoffer mod ethvert fremmed
stof, som det udsættes for. Alligevel er det ikke realistisk at
forestille sig, at vi har et gen for ethvert muligt antigen, som vi kan
risikere at møde i vores liv. Forskellige gener koder for hver
sin del af antistofmolekylet. De kombineres på forskellig
måde, hvorved der opstår variation. Yderligere variation
kommer fra de to variable områder på antistofmolekylet.
Endelig kommer der spredning fra mutationer, som synes at opstå
særlig nemt i lymfocytterne.
Antistoffernes opbygning!
Grundlæggende består alle antistoffer af fire
protein-kæder holdt sammen med svovlbindinger. Der er to
identiske tunge kæder og to ens lette kæder. Begge
kædeformer indeholder dels områder med konstant opbygning,
dels områder hvis opbygning varierer fra molekyle til molekyle.
De konstante regioner på de tunge kæder bestemmer, hvilken
gruppe (lgG, IgM, etc.) antistoffet tilhører. De variable
områder afgør, hvilket antigen antistoffet kan bindes til.
De variable regioner giver derfor immunglobulinerne deres specificitet.
Det er anslået, at vi har omkring 100 millioner
forskellige antistoffer.
Når den variable del af molekylet bindes til et antigen,
forandres hele molekylets form. Herved kan en makrofag angribe
antigen-antistofkomplekset. I andre tilfælde kan lgG og lgM (der
er opbygget af fem antistofmolekyler) aktivere komplementsystemet til
at destruere antigenet.
Blodets hemmelige våben: Komplement!
Komplementsystemet består af 11 proteiner; der arbejder sammen
på en kompleks, men koordineret måde, hvor et led i
systemet aktiverer det næste. Systemet har mange funktioner, der
alle forsøger af ødelægge en fremmed
indtrænger i kroppen. Det tiltrækker hvide blodlegemer til
infektioner, gør fremmede celler lettere at destruere for
makrofager og ødelægger bakteriernes væg, så
de går til grunde.
Komplementsystemet kan yderligere benyttes til at påvise
visse smitsomme sygdomme, bl.a. syfilis.
|