Kroppen er hele tiden udsat for angreb fra mikroorganismer eller for beskadigelse af giftstoffer i omgivelserne. I løbet af evolutionen har beskyttelsesmekanismer gradvis udviklet sig. Nogle af disse er generelle og almene, mens andre er meget mere specifikke og involverer aktivering af meget komplicerede forsvarsmekanismer. Huden udgør den første og meget vigtige fysiske barriere mod infektion. Kirtlerne afgiver fedtsyrer, der hæmmer mikrobevækst, og enzymet lysozym, som beskadiger bakterievæggen. Tilsvarende beskytter saltsyren i mavesækken mod skadelige mikroorganismer indtaget gennem føden. Lungerne beskyttes af slim, der opfanger og ødelægger mikroorganismer, og af fimrehårene, som transporterer slimen ud af luftvejene med deres rytmiske slag.

Hvis fremmede stoffer alligevel får adgang til kroppens indre, træder yderligere forsvarsmekanismer i kraft. Betændelsen er kroppens forsøg på at hindre indtrængerne i at sprede sig til resten af kroppen. Nogle virus inaktiveres af temperaturforhøjelser, så feber er et særdeles velegnet forsvar. Blodet indeholder stoffer, som beskadiger bakterier. Fx berøver tranferrinstoffet bakterierne for jern, mens hvide blodlegemer, leukocytter, optager og fordøjer fremmede partikler.

Der findes yderligere et kompleks system, den specifikke immunitet, hvori detaljerne langtfra er kendt endnu. Det karakteriseres af tre vigtige forhold: specificitet, hukommelse og selv-tolerance. Hvor de ovenfor nævnte ikke-specifikke forsvarsmekanismer ikke forandres med tiden eller som følge af en tidligere infektion med samme mikroorganisme, kan det specifikke forsvarssystem huske strukturen af et bestemt fremmedlegeme og reagere langt hurtigere og kraftigere ved næste indtrængen af samme mikroorganisme.

Kroppens vigtigste forsvarssystem!
Det specifikke immunsystem har tre hovedbestanddele, som alle tilhører gruppen af hvide blodlegemer. Det er makrofager samt to forskellige lymfocytter.

Nogle makrofager cirkulerer i blodet, andre findes i vævene rundt omkring i legemet. De virker som skraldemænd, der opsamler og nedbryder uønsket og udslidt materiale, fx gamle røde blod-legemer. Makrofagerne samarbejder også med lymfocytterne i opretholdelsen af det specifikke immunsystem.

Lymfocytterne, som et voksent menneske har ca. en billion af, opstår fra stamceller i knoglemarven. Nogle føres med blod-kredsløbet til brisselen, der ligger fortil i brystkassen. Her deler de sig og danner adskillige datterceller, hvoraf de fleste imidlertid dør. De resterende celler føres fra brisselen og til de lymfatiske væv som såkaldte T-lymfocytter, hvorfra de nu kan reagere på fremmede indtrængere. Den anden lymfocyttype dannes i knoglemarven. Det er B-lymfocytterne. De findes også i kroppens lymfoide organer, der omfatter milten, mandlerne, tarmvæggens lymfevæv, blindtarmens ormeformede vedhæng samt lymfeknuderne.

Lymfocytterne cirkulerer dels i lymfekarrene og dels i blodbanen. Med mellemrum findes der lymfeknuder i lymfebanerne. Det er indkapslede vævsmasser, som filtrerer lymfen. Her modnes B- og T-lymfocytterne efter mødet med en fremmed indtrænger. Cellerne deler sig, så lymfeknuderne forstørres. Det føles som hævede kirtler, fx ved halsbetændelse. Mange lymfeknudegrupper findes tæt under huden og kan nemt undersøges. Andre ligger dybt inde i kroppen.

B-lymfocytternes vigtigste funktion er at danne antistoffer, også kaldet immunglobuliner. Det er komplekse proteiner, der findes på cellernes overflade og tillige frit i blodet. Et fremmedlegeme, der bevirker dannelsen af et specifikt antistof, kaldes et antigen. Generelt er antigenerne store molekyler som proteiner og kulhydrater. Også små molekyler kan virke som antigener, men kun i kombination med et større molekyle. Af den grund er nogle kemiske stoffer kun antigene, fordi de danner komplekser med legemets egne molekyler. På tilsvarende måde skyldes penicillinallergi, at penicillinmolekylet kombineres med et stort kropsprotein og danner et nyt antigen.

Antistofferne passer sammen med antigenerne som en nøgle i en lås. Det er kun et lille område på hvert antigenmolekyle, der passer sammen med antistoffet, og et stort antigenmolekyle kan have mange af disse områder, de såkaldte antigene determinanter. Forskellige antigene determinanter på samme antigen reagerer med forskellige antistoffer. På den måde dannes et stort kompleks af antistoffer på antigenet, som kroppen bedre kan angribe.

De forskellige antistoffer er opbygget meget lig hinanden. Hvert molekyle har særlige antigenbindende områder, som bestemmer, hvilke antigene determinanter netop dette antistof kan binde sig til. Specificiteten, altså det, at hvert antistof binder sig til et bestemt antigen, og hukommelsen, det, at immunsystemet kan huske et tidligere angreb fra et særligt antigen, er to meget vigtige aspekter af kroppens immunsystem.