Lige siden røntgenstrålerne for første gang i 1895 anvendtes til at vise knoglerne i en hånd, har videnskabsfolkene ledt efter nye og mere sikre måder at undersøge legemets indre på. Røntgenundersøgelsen er stadig langt den mest anvendte ved fx rutinemæssige brystkasseundersøgelser og diagnosticering af knoglebrud. Det er en hurtig, billig og effektiv metode. Men den har begrænsninger, ligesom røntgenstrålernes karakter gør metoden helt uanvendelig hos gravide.

Tre store fremskridt i billeddannelsen - heraf de to seneste efter 1970 - har givet lægerne bedre indblik i kroppen end nogen sinde tidligere. Det første er ultralyd, der kom frem i 1950'erne. Det er lydbølger uhørlige for vores øre, som kastes ind mod kroppens organer. Ekkoerne - de bølger, som kastes tilbage - samles op. Da kroppens væv kaster bølgerne tilbage på forskellige måde, skabes et billede. Ultralyd er særlig velegnet til at afbilde objekter i vandige omgivelser. Derfor er metoden perfekt til at overvåge fosterets vækst i livmoderen.

Ultralyd anvendes til at undersøge for misdannelser hos fosteret, fx spina bifida, rygmarvsbrok, ligesom fosterets normale vækst kan overvåges. De dygtigste ultralydsspecialister kan endda opdage abnormiteter inden i fosterets hjerte.

Ultralyd er også nyttig til at afbilde organer som lever og galdeblære, der er svære at få oplysninger om ved andre metoder på grund af deres beliggenhed i legemet.

Ved computerbehandlet aksial tomografi, normalt kaldet CT-scanning, sendes røntgenstråler gennemlegemet, hvorefter en computer omdanner data om absorptionen af røntgenstråler i de enkelte væv til et  billede af de indre strukturer. Hvert billede består af tusinder af små prikker, og det er muligt at skelne mellem knogler, fedt, muskler og vand på grund af deres vekslende absorption af røntgenstråler. »Snit« af kroppen undersøges for svulster, blodpropper og andre abnormiteter, der ville være usynlige på almindelige røntgenbilleder.

CT-scanning bruges på de fleste større hospitaler i dag, men også denne metode har begrænsninger, ligesom risikoen ved udsættelse for røntgenpåvirkningen ikke kan negligeres. Disse problemer undgås ved den nyeste teknik, kernemagnetisk resonansscanning, kaldet MR-scanning eller NMR-scanning.

MR-scanneren bruger radiobølger i stedet for røntgenstråler. Bølger af en passende frekvens sendes gennem kroppen, der er placeret i et meget kraftigt magnetfelt. Atomerne i kroppen anslås af radiobølgerne og rykker op i et højere energiniveau. Når de herefter mister deres energi, udsendes svage radiosignaler, som opfanges og omdannes til et billede af vævene. Ved at bruge radiobølger med forskellig frekvens kan lægerne fremhæve bestemte væv.

Vil lægerne fx især undersøge brint (som findes i vandrige væv), kul (i knogler), fosfor (i muskler) eller andre grundstoffer i et væv, vælger de bare en frekvens, der passer til det grundstof, der er hyppigst i vævet.

MR-scanning er endnu et meget dyrt udstyr. I Danmark findes scanneren derfor kun på de største hospitaler.