Indtil anden verdenskrig var ordet »kønssygdomme« ensbetydende med syfilis og gonorre. Siden da er det blevet klart, at mange flere infektioner overføres ved seksuel kontakt. Hele sygdomsgruppen kaldes nu seksuelt overførte tilstande og tiltrækker sig stadig større opmærksomhed fra sundhedsmyndighederne verden over. Skønt kønssygdommenes sværhedsgrad blev mindre efter indførelsen af antibiotikabehandlingen midt i dette århundrede, er deres forekomst steget dramatisk indtil for få år siden, da brugen af kondom pga. AIDS stoppede stigningen. Det gælder især for aldersgruppen 15-19 år. Epidemiologerne er ikke på det rene med årsagerne hertil, men det er klart, at den seksuelle frigørelse og udviklingen af den internationale turisme har bidraget stærkt. Overførslen af mikroorganismer til slimhinderne på kønsorganerne er også blevet lettere efter indførelsen af p-piller som kontraceptionsmiddel.

Hyppigheden af de enkelte sygdomme har også ændret sig. For fyrre år siden blev næsten alle tilfælde af urinrørsbetændelse diagnosticeret som gonorre, der skyldes bakterien Neisseria gonorrhoeae, gonokokken, som invaderer urinrøret og giver pusdannelse (»dryppert«). Hos kvinder kan infektionen brede sig til æggelederne, hvor ardannelse resulterer i sterilitet eller øget risiko for graviditet uden for livmoderen. Hos mænd breder urinrørsinfektionen sig til blærehalskirtelen og videre gennem sædlederne til bitestiklerne og testiklerne. Ledpåvirkning og hjertesygdom ses hos begge køn. Gonorre er praktisk talt altid erhvervet ved seksuelt samvær. En undtagelse er den alvorlige øjeninfektion, der ses hos nyfødte, som pådrager sig gonorrebakterien ved passagen gennem fødselskanalen hos en inficeret moder.

I dag er den såkaldte uspecifikke urinrørsbetændelse globalt set lige så hyppig som gonorre. I den vestlige verden udgør den endda mange gange flere tilfælde og er sammen med gonorre og syfilis de vigtigste seksuelt overførte sygdomme.

Mindst 50 % af de uspecifikke urinrørsbetændelser skyldes organismen Chlamydia trachomatis, der er en mellemting mellem en bakterie og en virus. Arsagen til de resterende 50 % af tilfældene er usikker, skønt mikroorganismen Mycoplasma genitalium måske spiller en vigtig rolle.

Vanskeligheder med diagnosen!
Gonorresygdommen har altid voldt vanskeligheder, fordi mange ikke udvikler symptomer, men alligevel bærer gonokokken og derfor bringer smitten videre. Lægerne anslår, at over halvdelen af kvinder med gonorre ikke får symptomer. Også behandlingen volder i stigende grad vanskeligheder. I 1976 opstod for første gang gonokokker, der var resistente over for penicillin. De er hyppige i Det fjerne Østen og i Vestafrika, hvorfra de i stigende grad føres til Europa og USA. Mens 150.000 enheder penicillin engang var nok til at udrydde infektionen hos en person, er doser i størrelsesordenen flere millioner enheder i dag nødvendige foruden supplerende behandling med andre midler. Kombineret med en voksende resistens over for andre antibiotika bliver behandlingens pris tilsvarende højere. Udviklingen af en vaccine viser sig endnu umådelig vanskelig, men der er håb om en effektiv metode til immunisering i den nærmeste fremtid.

Den uspecifikke urinrørsbetændelse forårsaget af ukendte mikroorganismer kan være utrolig svær at behandle effektivt. Chlamydia er normalt følsom for erytromycin eller tetracyklin. Problemet ligger her i at diagnosticere infektionen. Man antager, at 'A af alle chlamydiainfektioner ikke opdages. Det indebærer en betydelig risiko for komplikationer i form af sterilitet — især hos kvinder. Chlamydia kan også give øjenbetændelse, bl.a. hos børn. Derfor gøres der i disse år en stor indsats for at opspore de »skjulte« tilfælde af Chlamydiainfektioner.

Truslen fra herpesvirus!
I løbet af de seneste år er herpes blevet stadig hyppigere som seksuelt overført sygdom. Sygdommen viser sig som tilbagevendende sår på eller omkring kønsorganerne. 1 80 % af tilfældene skyldes sygdommen herpesvirus type 2, der er beslægtet, men ikke identisk, med herpesvirus type 1, som giver de karakteristiske forkølelsessår omkring læberne. Især gennem 1970'erne er hyppigheden af herpes steget kraftigt, og stadig flere tilfælde skyldes herpesvirus type 1, ligesom type 2 findes stadig oftere som årsag til forkølelsessår. Det tilskrives tiltagende orogenitale seksuelle praktikker. 1 modsætning til gonorre, syfilis og uspecifik urinrørsbetændelse kan herpes-infektionen ikke kureres. De tilbagevendende meget smertefulde blærer kan kun lindres med stoffer, der brugt meget tidligt i udbruddet måske hæmmer udviklingen en smule. Men virusinfektionen er der stadig, idet viruspartiklerne findes gemt i nervecellerne, indtil et nyt udbrud af endnu uforklarlige årsager udløses. Herpes-infektion hos den gravide udgør under fødslen en farlig tilstand for barnet. 50 % smittes ved passagen gennem fødselskanalen, og heraf får næsten halvdelen alvorlige og ofte dødelige komplikationer. Derfor forløses barnet ved kejsersnit, hvis moderen har aktivt herpesudbrud nær ved skedeåbningen.