|
Forkølelsessygdommen illustrerer som ingen anden
lidelse problemerne med at opdele luftvejsinfektionerne. Den almene
karakteristik af forkølelse er, at virusinfektionen er
begrænset til næse og næsesvælg, og at
tilstanden er hyppigere hos børn end hos voksne, ligesom
tilstanden er hyppigere i børnerige familier end i familier uden
børn. Da rhinovirus blev identificeret i begyndelsen af
1960'erne, blev den udråbt som årsag til forkølelse.
1 dag ved vi, at forkølelse forårsages af mere end 100
forskellige rhinovirus samt mange andre virustyper, bl.a. koronavirus,
enterovirus, influen-za-C-virus, parainfluenza-virus samt Mycoplasma
pneumoniae, en mellemting mellem en bakterie og en virus. I lyset af de
mange årsager til forkølelse indså mikrobiologerne,
at deres tidligere forhåbning om at skabe en
forkølelsesvaccine er uopnåelig på grund af de
næsten utallige forskellige organismer, som vaccinen skal
være effektiv imod.
Derfor har interessen nu vendt sig mod lægemidler, der
påvirker en lang række virus på samme måde som
antibiotika, der bruges til bekæmpelse af bakterier. Skønt
den almindelige forkølelse for de fleste mennesker blot er en
ubehagelig, men kortvarig gene, er behandlingsmetoder af stor vigtighed
for mennesker, der lider af hjerte- eller lungesygdomme og derfor er i
større risiko. Yderligere skyldes ca. 1/3 af
arbejdsfraværet luftvejsinfektioner. Der har været nogen
succes med stoffet enviroxim i forebyggelsen af forkølelse, men
de største forhåbninger knytter sig nu til interferon.
Dette stof dannes af kroppens egne celler som svar på
virusinfektion og virker ved at hæmme virusformeringen.
Interferon blev opdaget i 1957, men vanskeligheder med at renfremstille
det har betydet beskedne fremskridt på området i mange
år. I begyndelsen af 1980'erne meddelte flere forskergrupper om
resultater, der antyder, at interferon dannet af hvide blodlegemer kan
hæmme udviklingen af forkølelse på frivillige, som
fik sprøjtet stoffet ind i næsehulen. I dag kender man
adskillige forskellige interferoner.
En undersøgelse på Amundsen-Scott stationen
på Sydpolen løste i 1978, hvad der hidtil havde
været et mysterium vedrørende forkølelse: dens
tilsyneladende opståen i et samfund uden kontakt med omverdenen.
På stationen forekom to separate udbrud i løbet af
vintermånederne, hvor stationen var helt isoleret. Ved begge
lejligheder fandt forskerne parainfluenzavirus i de ramtes halse.
Yderligere kunne de gennem hele vinteren isolere den samme virustype
hos personer, der ikke var forkølede. Den hidtidige antagelse,
at folk kun har virus på slimhinderne under og kort tid efter en
forkølelse blev afvist i sydpolsstudiet. Det viste, at
viruspartikler findes i lange perioder hos raske individer.
Psykisk modstandskraft!
Undersøgelser har vist, at psyken påvirker vores
modstandskraft over for forkølelse. Det første
forsøg blev udført i 1977. 48 forsøgspersoner blev
smittet med rhinovirus og fik fortalt, at de kunne vente at blive
forkølede. Halvdelen fik yderligere at vide, at de efter
forsøgets afslutning måtte have deres mavesæk
tømt for indhold gennem en slange ført gennem
næsen, svælget og spiserøret. Hermed ville
forsøgslederne påvirke denne halvdel af
forsøgspersonerne gennem at henlede deres opmærksomhed
på en kommende ubehagelig oplevelse. Resultatet blev, at
hyppigheden af forkølelse var betydeligt større i denne
gruppe akkurat som antallet af virus i næsesekretet sammenlignet
med de øvrige forsøgspersoner, der fungerede som
kontrolgruppe.
Yderligere oplysninger om psykens indvirken på
infektioner kom fra undersøgelser over effekten af immunisering
af engelske postarbejdere mod influenza. Sammenligninger af
sygefraværet blandt 60.000 medarbejdere, der fik tilbudt
vaccination i årene 1972-77, med en tilsvarende kontrolgruppe,
der ikke havde fået tilbudt vaccination, afslørede to
vigtige forskelle. Som ventet ydede influenza-vaccinationen
beskyttelse, dog langtfra fuldstændig, mod influenza. Tallene
viste imidlertid også, at bare tilbuddet om vaccination, selv om
det blev afslået, var nok til at øge modstandskraften mod
virusinfektioner.
|
|