Forkølelse!

 

Forkølelsessygdommen illustrerer som ingen anden lidelse problemerne med at opdele luftvejsinfektionerne. Den almene karakteristik af forkølelse er, at virusinfektionen er begrænset til næse og næsesvælg, og at tilstanden er hyppigere hos børn end hos voksne, ligesom tilstanden er hyppigere i børnerige familier end i familier uden børn. Da rhinovirus blev identificeret i begyndelsen af 1960'erne, blev den udråbt som årsag til forkølelse. 1 dag ved vi, at forkølelse forårsages af mere end 100 forskellige rhinovirus samt mange andre virustyper, bl.a. koronavirus, enterovirus, influen-za-C-virus, parainfluenza-virus samt Mycoplasma pneumoniae, en mellemting mellem en bakterie og en virus. I lyset af de mange årsager til forkølelse indså mikrobiologerne, at deres tidligere forhåbning om at skabe en forkølelsesvaccine er uopnåelig på grund af de næsten utallige forskellige organismer, som vaccinen skal være effektiv imod.

Derfor har interessen nu vendt sig mod lægemidler, der påvirker en lang række virus på samme måde som antibiotika, der bruges til bekæmpelse af bakterier. Skønt den almindelige forkølelse for de fleste mennesker blot er en ubehagelig, men kortvarig gene, er behandlingsmetoder af stor vigtighed for mennesker, der lider af hjerte- eller lungesygdomme og derfor er i større risiko. Yderligere skyldes ca. 1/3 af arbejdsfraværet luftvejsinfektioner. Der har været nogen succes med stoffet enviroxim i forebyggelsen af forkølelse, men de største forhåbninger knytter sig nu til interferon. Dette stof dannes af kroppens egne celler som svar på virusinfektion og virker ved at hæmme virusformeringen. Interferon blev opdaget i 1957, men vanskeligheder med at renfremstille det har betydet beskedne fremskridt på området i mange år. I begyndelsen af 1980'erne meddelte flere forskergrupper om resultater, der antyder, at interferon dannet af hvide blodlegemer kan hæmme udviklingen af forkølelse på frivillige, som fik sprøjtet stoffet ind i næsehulen. I dag kender man adskillige forskellige interferoner.

En undersøgelse på Amundsen-Scott stationen på Sydpolen løste i 1978, hvad der hidtil havde været et mysterium vedrørende forkølelse: dens tilsyneladende opståen i et samfund uden kontakt med omverdenen. På stationen forekom to separate udbrud i løbet af vintermånederne, hvor stationen var helt isoleret. Ved begge lejligheder fandt forskerne parainfluenzavirus i de ramtes halse. Yderligere kunne de gennem hele vinteren isolere den samme virustype hos personer, der ikke var forkølede. Den hidtidige antagelse, at folk kun har virus på slimhinderne under og kort tid efter en forkølelse blev afvist i sydpolsstudiet. Det viste, at viruspartikler findes i lange perioder hos raske individer.

Psykisk modstandskraft!
Undersøgelser har vist, at psyken påvirker vores modstandskraft over for forkølelse. Det første forsøg blev udført i 1977. 48 forsøgspersoner blev smittet med rhinovirus og fik fortalt, at de kunne vente at blive forkølede. Halvdelen fik yderligere at vide, at de efter forsøgets afslutning måtte have deres mavesæk tømt for indhold gennem en slange ført gennem næsen, svælget og spiserøret. Hermed ville forsøgslederne påvirke denne halvdel af forsøgspersonerne gennem at henlede deres opmærksomhed på en kommende ubehagelig oplevelse. Resultatet blev, at hyppigheden af forkølelse var betydeligt større i denne gruppe akkurat som antallet af virus i næsesekretet sammenlignet med de øvrige forsøgspersoner, der fungerede som kontrolgruppe.

Yderligere oplysninger om psykens indvirken på infektioner kom fra undersøgelser over effekten af immunisering af engelske postarbejdere mod influenza. Sammenligninger af sygefraværet blandt 60.000 medarbejdere, der fik tilbudt vaccination i årene 1972-77, med en tilsvarende kontrolgruppe, der ikke havde fået tilbudt vaccination, afslørede to vigtige forskelle. Som ventet ydede influenza-vaccinationen beskyttelse, dog langtfra fuldstændig, mod influenza. Tallene viste imidlertid også, at bare tilbuddet om vaccination, selv om det blev afslået, var nok til at øge modstandskraften mod virusinfektioner.