Ved alvorlige forsnævringer i kranspulsårerne kan lægerne vælge at behandle med kirurgiske metoder. Det mest anvendte indgreb er bypass operationen. Her tages et stykke blodåre fra patientens ben og transplanteres til hjertet, så blodet kan løbe forbi en forsnævring gennem blodåren. Efter et hjerteinfarkt kan patienten også udvikle en aneurisme i hjertevæggen. Det er en udposning af væggen på det sted, hvor der er opstået en svaghed. Her ophobes blod, som koagulerer. Stykker af denne klump rives nemt løs og føres med blodstrømmen til mindre kar, hvor det kiles fast og spærrer for blodgennemstrømningen. Hvis det sker i hjernens pulsårer, er resultatet et slagtilfælde med lammelser i kroppen eller måske talebesvær. En aneurisme kan findes i aortas bugdel som komplikation til åreforkalkning med samme risiko for indkiling i benene. Aneurismer i aorta opereres med indsættelse af en »bukseprotese« i stedet for det beskadigede kar og dets to forgreninger.

Blodpropper kan også dannes i blodårerne i benene, hvorfra de kan løsrive sig og føres gennem hjertet til lungekarrene. Det forårsager infarkter i lungevævet og er ofte livstruende. Blodpropper forebygges med blodfortynd ende medicin, som mindsker blodets evne til at koagulere.

Hjertetransplantation!
Skønt de fleste hjertesygdomme kan behandles med lægemidler og ændrede livsvaner, er kirurgisk behandling det eneste håb under visse omstændigheder. I de sidste fyrre år har hjertekirurgien gjort væsentlige fremskridt. I dag kan mange operationer udføres, som før anden verdenskrig ville have været utænkelige. Den mest bemærkelsesværdige er hjertetransplantationen.

Det første menneskehjerte blev transplanteret sidst i 1960'erne efter mange års eksperimentelt arbejde på dyr. Til at begynde med var overlevelses-procenten lav. Det ledte til kritik af de førende kirurger Christiaan Barnard (f. 1922) i Sydafrika og Norman Shumway (f. 1923) ved Stanford universitetet i USA. I dag er etårs overlevelsen for patienter under 40 år bedre end 70 %.

Hjertetransplantation udføres normalt kun på patienter under 55 år med ellers helt uhelbredelige hjertesygdomme. Donorerne er raske yngre mennesker, som fx efter et trafikuheld er hjernedøde ved ankomsten til hospitalet, men hvis hjerter endnu slår. Donor og modtager skal have samme højde og vægt, så hjertets størrelse er passende. Tillige skal de have samme ABO-blodtype samt være rimeligt overensstemmende mht. vævstyper. Bortset fra dette betragtes immunologisk overensstemmelse ikke som afgørende.

Når donor og modtager opfylder disse kriterier, stoppes aktiviteten i donorhjertet med en overdosis kaliumioner. Derefter fjernes det fra donor, nedkøles og transporteres til modtageren. Herefter transplanteres hjertet inden for 3 Y time efter udtagelsen fra donor.

Modtageren tilsluttes en hjertelunge-maskine under operationen. Patientens hjerte overskæres midt gennem forkamrene og udtages. Donorhjertet fastgøres til resterne af forkamrene og forbindes til aorta og lungepulsåren.

Hjertetransplanterede mennesker skal tage immunhæmmende medicin resten af deres liv for at undgå, at deres eget immunapparat afstøder transplantatet. 90 % af alle transplanterede gennemgår en afstødningsepisode, dvs. en koncentreret anstrengelse fra immunsystemet for at ødelægge det nye hjerte. Disse episoder overvindes normalt med medicinen.

Langtidsbehandling med immunundertrykkende midler giver bivirkninger. Der er højere hyppighed af kræftsygdomme, især i det lymfatiske system, hos transplanterede. Tillige kan det ikke undgås, at midler, som undertrykker immunapparatet, også undertrykker modstandskraften over for infektioner.

Immunreaktionerne er muligvis årsag til den accelererede åreforkalkning hos disse patienter. Immunapparatets forsøg på at ødelægge det nye hjerte synes at beskadige kransarteriernes vægge, hvilket hjælper belægninger til at få fodfæste på væggen. Da det nye hjerte ikke har nogen nerveforsyning, opstår der ikke angina pectoris smerter som hos normale. Derfor må hjertetransplanterede gennemgå rutineundersøgelser af deres hjertes tilstand.

1 Danmark foretoges den første hjertetrans-plantation i 1990, efter at hjernedød var indført som dødskriterium.• Mikroskoper er for det meste nødvendige, når kirurgen skal forbinde de små blodkar ved hjertekirurgi.