Hjertet er en muskelpumpe, der driver det iltmættede blod fra lungerne ud til alle kroppens celler og fører affaldsstoffer som kuldioxid fra cellerne tilbage til lungerne. Når hjertets pumpefunktion svigter, fører det til nedsat eller manglende ilt forsyning af væv og celler med varig beskadigelse til følge. Hvis hjertet ophører med at pumpe, så hjernens blodforsyning svigter, følger døden.

Ved hjertekarsygdommene er hjertets pumpefunktion truet eller nedsat. Skønt hyppigheden af disse sygdomme er dalet noget i løbet af de seneste årtier, er de stadig årsag til halvdelen af alle dødsfald i Vesteuropa, Nordamerika og Australien. I halvdelen af disse tilfælde er dødsårsagen iskæmisk hjertesygdom (»blodprop i hjertets pulsårer«), mens den anden halvdel overvejende skyldes for højt blodtryk.

Iskæmisk hjertesygdom er en forsnævring af hjertets pulsårer, så hjertemuskulaturens blodforsyning og hermed ilttilførsel reduceres eller ophører. Den manglende ilttilførsel til muskelcellerne (iskæmi) fører hurtigt til celledød, så et område af hjertevæggens muskulatur nu består af døde celler. Dette område kaldes et infarkt. Hvis personen overlever den umiddelbare livstruende tilstand, omdannes infarktet med tiden til fast bindevæv. I mange tilfælde fører et infarkt i hjertet straks til døden, idet hjertemuskulaturen begynder at slå ukoordineret og ukontrollabelt (hjerteflimmer), så der slet ikke pumpes blod. Hjernen lider ilttab, og døden følger meget hurtigt. I andre tilfælde følger døden ikke umiddelbart, men nogle dage efter infarktet. Det kan skyldes, at det døde område i hjertevæggen er svagt og nemt brister, så blodet løber ud i hjertesækken (hjertetampona de).

Blodprop i hjertet rammer ofte uden forvarsel, skønt mange efter anfaldet mindes at have været usædvanlig trætte i flere uger forinden. Symptomerne er stærke brystsmerter, som kan stråle ud til armene, halsen og kæben, fulgt af åndenød, sveden, kvalme og svimmelhed.

Selv om blodproppen ofte kommer uventet, har mange gennem lang tid haft symptomer på hjertesygdom. Hjertets kranspulsårer forsnævres gradvis som resultat af aflejring af en blanding af blod-plader, hvide blodlegemer, fibrin og ikke mindst kolesterol i pulsårevæggen. Denne tilstand kaldes åreforkalkning og begynder allerede hos unge mennesker i tyverne. Areforkalkningen er sværest hos mænd, men kvinderne når op på mændenes niveau efter klimakteriet, så tilstanden er lige hyppig i den ældre aldersgruppe.

Forsnævringen af hjertets kranspulsårer fører til tiltagende nedsættelse af muskulaturens blodforsyning. Under hvileforhold kan hjertet klare sin pumpefunktion, men ved belastninger som fysisk arbejde, kuldepåvirkning og ophidselse svigter blodforsyningen til hjertet. Denne tilstand kaldes hjertekrampe (angina pectoris) og viser sig som smerter bag brystbenet og åndenød. Den bedste behandling er nitroglycerin, som i løbet af få minutter udvider blodkarrene, så hjertets pumpearbejde mindskes. Hvis hjertet ikke formår at pumpe blodet videre, hobes blodet op og giver væskeansamlinger (ødemer) dels i lungerne, dels omkring fødder og lægge. Blodet presses ud af hårkarrene på grund af det forøgede tryk og samler sig under indflydelse af tyngdekraften. Ødemer opstår også på grund af nyre- og leverlidelser.