Der findes flere tusinde forskellige salmonellabakteriearter. De fleste er uskadelige, men mange kan forårsage mavetarminfektioner og diarre af varierende sværhedsgrad. I stigende grad bliver disse infektioner svære at behandle, fordi bakterierne udvikler resistens (modstandskraft) over for stadig flere antibiotika. Forskere i London har gennem 1970'erne holdt øje med stigningen i resistens og meddelte i 1980, at alle stammer af typen Salmonella typhimurium, som giver mavetarm-infektion, nu var resistente over for mindst et antibiotikum. Nogle var endda modstandsdygtige over for hele seks antibiotika. Specielt findes de resistente stammer i lande, hvor man kan købe antibiotika uden recept. Det er et paradoks i den moderne lægevidenskab, at effektiviteten af disse kraftige bakteriedræbende stoffer mindskes ved en ukritisk, overdreven anvendelse. Det betyder, at der nu må lægges endnu større vægt på forebyggende foranstaltninger såsom bedre hygiejne og sanitære forhold samt fødemiddeltilberedning.

Tyfus!
Resistens over for antibiotika er specielt alvorlig, når det drejer sig om Salmonella typhi. Det er den mest alvorlige sygdomsforvolder af alle salmonellatyperne og giver anledning til den frygtede sygdom tyfus. Historien bringer mange beretninger om epidemier i militære forlægninger. Under boerkrigen dræbte tyfusepidemier mere end 8000 engelske soldater, mens »kun« 7500 mistede livet under slagene. 1 dag ses tyfus ligesom kolera især i lande med dårlige sanitære forhold. Ellers forekommer spredte tilfælde, som ofte skyldes bakterier bragt hjem af ferierejsende. Salmonella typhi adskiller sig fra Vibrio cholerae ved at invadere tarmvæggen. Ca. 80 % af de inficerede har kun milde symptomer, mens resten udvikler en potentielt livstruende infektion. I den første uge, mens bakterierne gennemtrænger tarmvæggen og når frem til lymfekarrene, lider patienten af feber, utilpashed og smerter og ømhed over hele kroppen. I sygdommens anden uge optræder der diarre, delirium og høj feber på 40° C, samtidig med at bakterierne når blodstrømmen og spredes i kroppen bl.a. til galdeblæren. l løbet af sygdommens tredje uge kommer der enten en bedring i tilstanden, eller der optræder komplikationer i form af alvorlig blødning og eventuelt perforation af tarmvæggen. Spredning af sygdommen fra person til person direkte er ret sjældent, skønt ca. tre procent af dem, der kommer sig af sygdommen, bliver raske bærere. De huser salmonellabakterierne i galdeblæren og er i stand til at smitte andre. Et berømt eksempel er »Tyfus-Mary«, en kokkepige i New York, der var skyld i mindst seks tyfusudbrud mellem årene 1901 og 1907, hvoraf et ramte over 1300 mennesker.

Før antibiotikaernes tid døde 10 % af tyfuspatienterne. I dag er dødeligheden mindre end 1 % hos dem, der behandles med kloramfenikol. Derfor er det forståeligt, at meddelelserne i begyndelsen af 1970'erne om fremkomsten af kloramfenikolresistente stammer foruroligede bakteriologerne. Disse stammer opstod i Mexico og havde omkring 1974 inficeret 100.000 mennesker, hvoraf 14.000 døde. Hvis de var nået ud over hele Jorden, kunne tyfus igen være blevet en vidt spredt, dødelig infektionssygdom. Muligheden for, at Salmonella typhi og andre salmonellaer bliver resistente over for andre lægemidler, øges af det faktum, at resistensen kan overføres mellem bakterierne og endda til både uskadelige og farlige colibakterier. Som ved kolera er vacciner mod tyfus og den nærtstående paratyfussygdom kun kortvarigt effektive og bliver sandsynligvis erstattet af mere virkningsfulde versioner fremstillet med moderne gensplejsningsteknikker.

Tyfus i Aberdeen!
12. maj 1964 ramtes flere personer i Aberdeen i Skotland af, hvad der syntes at være en banal mavetarminfektion. Fire dage senere var en af dem så syg, at han blev indlagt på hospitalet, hvor undersøgelserne påviste Salmonella typhi som årsagen. Alle ofrene blev prompte isoleret på hospital og behandlet for tyfus, imens sundhedspersonalet begyndte at søge efter kilden til udbruddet. Forespørgsler om patienternes fødeindtagelse kastede hurtigt mistanken på et mejeri, en iskiosk og et supermarked. Videre krydsundersøgelser udelukkede de to første forretninger og ledte til kød afdelingen i supermarkedet, hvor: 3/4 af ofrene havde købt sprængt oksekød. Bakteriologerne bekræftede, at der fandtes salmonellabakterier i en dåse kød fra supermarkedet, og påviste, at denne salmonellatype var en hidtil ukendt art i Storbritannien. Yderligere detektivarbejde viste, at bakterierne havde fået adgang til kødet ved produktionsstedet i Argentina, hvor forurenet vand var anvendt til afkøling af dåserne. Det samlede antal ofre var 507, hvoraf tre ældre patienter døde. Kloramfenikolbehandling (antibiotikum udvundet af strålesvampen Streptomyces venezuelae), den effektive opsporing af smittekilden, en kampagne til offentlig hygiejne samt hurtig opsporing af 4200 kontakter til de smittede sikrede, at antallet af smittede og døde ikke blev større.

Andre mavetarminfektioner!
Foruden Vibrio cholerae kan nærtstående bakterier som Vibrio parahæmolyticus og andre former som Campylobacter jejuni være årsag til store epidemier af diarresygdomme i den tredje verden. Andre årsager hertil er Escherichia coli, der findes i meget stort antal i den normale tarmflora. Sådanne »ulve i fåreklæder‹ kan danne giftstoffer (toksiner), der svarer til mildere former for koleratoksinet. Sammen med forskellige Shigella-former, som forårsager dysenteri, og Salmonella er disse mikroorganismer også årsag til »turistdiarre« samt til en lang række fødemiddelforgiftninger i de udviklede lande.

Bakterierne danner to former for toksiner. Endotoksiner er en del af bakterievæggen og er årsag til feber og choksymptomer. Eksotoksinerne er stoffer, som afgives fra bakterierne (fx ved kolera) og fremprovokerer diarreen. Mange af bakterierne nøjes ikke med at fæstne sig til tarmvæggen. De trænger også gennem den, specielt i tyktarmen. Salmonellabakterien kan endda trænge dybere ind i vævet.

Rotavirus blev første gang isoleret fra mennesker i 1973 og vides nu at være årsag til mavetilfælde både i den udviklede og underudviklede del af verden. De rammer specielt børn. Rotavirus danner ikke toksiner, men invaderer og ødelægger de celler, som beklæder tyndtarmen.

Symptomerne på tarminfektion kan behandles med alt fra kaolin, der absorberer vand, til morfin, som mindsker den forstærkede tarmaktivitet på grund af det øgede tarmindhold. I alvorlige tilfælde - specielt hos meget unge og meget gamle - kan behandling med antibiotika være påkrævet. Disse stoffer er imidlertid helt uden virkning, hvis infektionen forårsages af virus eller en af de stadig hyppigere resistente bakterieformer.

De forskellige Salmonellainfektioner blev tidligere anset for at være langt den hyppigste form for levnedsmiddelforgiftning i USA og Europa. Siden begyndelsen af 1970'erne er sygdom forårsaget af Campylobacter jejuni blevet meget udbredt. Denne sygdom kan være meget ubehagelig med eksplosive diarreer, ubehagelige vandige afføringer og så stærk smerte, at det minder om blindtarmsbetændelse. Skønt sygdommen har ført til dødsfald hos ældre mennesker, retter tilstanden sig normalt op, inden en diagnose stilles. Campylobacter jejuni bakterierne findes hyppigt hos svin og tillige hos kvæg, katte og hunde, men årsagerne til udbrud hos mennesket klarlægges sjældent. Nogle få tilfælde

er sporet til kød, upasteuriseret mælk og forurenet vand. Campylobacter ødelægges af opvarmning akkurat som de øvrige bakterier, som giver føde-middelforgiftninger. Der er mistanke om, at en beslægtet bakterie, Helicobacter pylori, spiller en rolle for udvikling af mavesår.