Patogene mikroorganismer, som giver diarre, inkluderer Vibrio cholerae og en lang række andre bakterier og virus. De overføres alle gennem føde og drikkevand, der er forurenet med afføring fra personer med sygdommen, samt fra dyr og tillige afføring fra insekter, der bærer mikroorganismen. Det forklarer, hvorfor problemerne er så meget større i den tredje verden end i de udviklede lande med rent vand, kloaksystemer og god fødemiddelhygiejne.

Mikroorganismerne forårsager diarre ved at danne et toksin (gift-stof), som får tarmkanalen til at udskille store mængder væske og salte. Denne dehydrering bliver livstruende i løbet af få timer. Tidligere blev den behandlet med antibiotika og tilførsel af væske i en blodåre (drop). Men i begyndelsen af 1970'erne blev den orale væskebehandling taget i brug. Patienten drikker vand indeholdende natrium og kalium samt druesukker, som øger optagelsen af saltene gennem tarmvæggen, og bikarbonat, der neutraliserer syre-dannelsen. Metoden er simpel at anvende og kræver intet special-udstyr eller sagkundskab. Den blev først benyttet i stor stil blandt flygtninge i 1971 under den indisk-pakistanske krig. Her reducerede den dødeligheden fra 30 % til 1 %.

Kolerasygdommen har en meget kort inkubationstid, dvs. tiden fra smitte til symptomerne opstår, helt ned til kun få timer. Somme tider er sygdommen mild med kun let diarre, men mange rammes af en ødelæggende sygdom med hurtig og livstruende dehydrering på grund af opkastninger og store risvandslignende diarreer. Bakterierne fæstner sig til tarmcellerne. De afgiver et giftstof, som påvirker tarmcellernes enzymer til at afgive store mængder vand, der trækker livsvigtige salte med. Patienten taber 15-20 liter væske i døgnet og får rynket hud og indsunkne øjne. Foruden den orale væsketilførsel kan behandling med antibiotika, fx tetracyklin, mindske væsketabet ved at reducere antallet af bakterier i tarmsystemet. Vaccination mod kolera giver ikke fuld beskyttelse og virker kun et halvt år. Den vigtigste forebyggelse er en god hygiejne.

Kolera - ebbe og flod!
Gennem historien har kolerasygdommen globalt set bevæget sig i bølger. Den syvende og seneste pandemi (verdensepidemi) begyndte i 1961 i Indonesien. Siden har sygdommen spredt sig til Sydøst- og Sydasien, Mellemøsten, Vest- og Østafrika, Det fjerne Østen og til USA. Pandemien forårsages af El Tor grenen af Vibrio cholerae (opkaldt efter EI Tor i Sinai, hvor den først blev isoleret), og har fortrængt den klassiske form for kolera i Indien, hvor sygdommen længe har været endemisk (permanent). Over hele verden opstår stadig titusinder af nye tilfælde af kolera hvert år.

Mennesket er den eneste vært for denne kommaformede bakterie. Da bakterien kan overleve i vand i lang tid, kan selv skaldyr være årsag til infektion. Spredte tilfælde viser ligeledes, at mikroben i modsætning til tidligere antaget kan få fodfæste i de udviklede lande og forårsage infektioner, hvis der er en brist i sanitetsforholdene. I 1981 var der 14 tilfælde på en olieplatform ud for Texas' kyst blandt mænd, der havde spist ris skyllet i forurenet vand. I 1973 opstod 278 tilfælde med 25 dødsfald i Napoli på grund af forurenede muslinger.

Den sidste og også den største koleraepidemi, der hærgede Danmark, var i 1853. Knap 7000 døde, de fleste i København.

Fødemiddelinfektioner!
Forebyggende foranstaltninger kan eliminere farlige mikroorganismer og hindre deres vækst i fødemidler og drikkevand, ligesom kogning dræber mikrober i føde, der allerede er forurenet. Klorering af drikkevand ødelægger de bakterier, der undgår filtrering, inden vandet lukkes ud i forsyningssystemet. Mælk pasteuriseres ved 65° C i en halv time eller i kortere tid ved højere temperatur. Ligesom ved kogning af forurenet vand dræbes langt de fleste patogene, dvs. sygdomsfremkaldende, bakterier herved.

Mikrobevæksten forhindres med en række fysiske metoder, som imidlertid ikke dræber organismerne, men dog forhindrer yderligere vækst. Det gælder fx frysning, opbevaring i køleskab, saltning, røgning, tørring og tilsætning af kunstige konserveringsmidler, såsom natriumbenzoat (natriumsalt af benzoesyre). Dåsemad steriliseres, hvorved alle mikroorganismer bortset fra de mest hårdføre sporer dræbes. Kød forurenes uvægerligt en smule på slagteriet og må holdes nedkølet, indtil stegning dræber enhver patogen mikrobe. Speciel opmærksomhed kræver fjerkræ, der kan bære Salmonella-bakterien - kimen til så alvorlige sygdomme som tyfus, paratyfus og dysenteri. Skaldyr er ofte meget inficerede, skønt østers, der sælges i rå tilstand, normalt er renset i kloreret vand nogle dage forinden.