Lægevidenskabens oprindelse!
Kendskabet til anatomi, fysiologi og patologi (sygdomslære), som vi opfatter dem, begyndte med grækerne. De var også de første, der skelnede mellem udefra kommende og indre årsager til sygdomme, en skelnen, som blev vigtig i læge-videnskabens udvikling.

Hippokrates (ca. 460-377 f. Kr.) var en blændende videnskabsmand og kunstner, der undersøgte sine patienter med både indlevelse og fornuft. Han mente, at sygdomme opstod som balanceforskydning mellem de fire legemsvæsker: blod fra hjertet, gul galde fra leveren, sort galde fra milten samt slim fra hjernen. Denne teori var et vigtigt grundlag for opfattelsen af mennesket som en maskine, der kunne repareres, når noget ikke fungerede korrekt, dog under hensyntagen til, at hele mennesket var mere end summen af de enkelte dele. Heri svarede den hippokratiske medicin til den endnu ældre kinesiske, der byggede på det komplementære princip om yin (det kvindelige princip) og yang (det mandlige princip), hvis indbyrdes forhold er afgørende for helbredet. Lægeløftet tilskrives Hippokrates, og det kaldes også den hippokratiske ed.

Egyptisk medicin!
De gamle egyptere synes at være de første, som forstod mulighederne ved en rationel behandling, selv om de behandlede i forsøg på at formilde onde ånder. Mange af deres lægemidler var ildelugtende substanser, der skulle fordrive dæmonerne i patientens legeme. Gradvis blev sammenhængen mellem årsag og virkning tydeligere, da lægerne opdagede forskellen mellem giftige, uskadelige og virkningsfulde præparater. Også på et andet punkt tog egypterne forskud på det videnskabelige stade, idet lægerne specialiserede sig i de enkelte dele af kroppen.

Autoriteterne i middelalderens lægekunst!
Skønt han især huskes for sin fejlagtige opfattelse af verden, var Aristoteles (384-322 f.Kr.) en fremtrædende figur i den græske medicins historie. Ved at dissekere små dyr og herigennem beskrive deres indre anatomi skabte han grundlaget for senere udforskning af det menneskelige legeme.

Det næste store skridt blev taget af Galen af Pergamon (129-199), som dissekerede rhesusaber og muligvis også mennesker. Han beskrev pulsårer og blodårer, specificerede sener og muskler, klassificerede knoglerne samt afslørede nerve-systemets niveaudeling ved at overskære rygmarven på grise i forskellige regioner og betragte de tilsvarende lammelser. Efter Galens død stod den anatomiske forskning stille, og hans arbejder blev betragtet som ufejlbarlige i de næste 1200 år.

Galen udfordres!
Først med Andreas Vesalius' (1514-1564) arbejde blev Galens ideer udfordret. Vesalius blev professor i anatomi og kirurgi i Padova lige efter embedseksamen i 1537 og indledte sin livslange og omhyggelige dissektion af det menneskelige legeme. l sin »De Humani Corporis Fabrica« illustrerede han ikke blot, hvordan kroppen ser ud, men også hvordan de enkelte dele arbejder sammen.