|
De to hyppigste sygdomme i fordøjelseskanalen er diarre
og forstoppelse, også kaldet obstipation (konstipation). Diarre
kan skyldes utallige forhold, inklusive forurenet føde og
drikkevand, over-dreven alkoholnydelse, fødemiddelallergi og
misbrug af afførings-medicin. Ligeledes er diarre symptom
på mange specifikke sygdomme i mavetarm-kanalen. Specielt hos
børn er diarre farlig, fordi legemet tappes for væske. Den
hyppigste årsag til forstoppelse er dårlige kostvaner med
ringe fiberindtagelse. Også mange lægemidler, graviditet og
sygdomme som sukkersyge og parkinsonisme er typiske årsager.
Afføringsmedicin kan bruges som symptombehandling i kort tid,
men på længere sigt er en omlægning af kosten, til
kost med højere fiberindhold, en nødvendighed.
Problemer med vandladning kan have direkte sammenhæng
med udskillelsen af fx nyresten eller være sekundære til fx
en forstørret blærehalskirtel (prostatahypertrofi). I
dette århundrede er hyppigheden af nyresten steget kraftigt i den
vestlige verden. Urinen indeholder mange forskellige ioner, hvoraf
nogle kan udfældes som faste stoffer ved selv ret lave
koncentrationer. Den dominerende stentype i vores del af verden er
kalciumoxalat- og kalciumfosfatsten. Normalt indeholder urinen stoffer,
som hindrer krystalliseringen af disse salte. Det er først under
omstændigheder, hvor stenene bliver så store, at de ikke
kan passere gennem urinvejene, at problemerne opstår, typisk som
vandladningssmerter (nyrekolik). Nyresten disponerer også en for
infektioner i urinvejene og i værste fald nyrebetændelse,
der kan beskadige nyren varigt. Somme tider dannes sten, der kan
nå 10 cm i diameter, i urinblæren.
1 Øverst et mikrofoto af et snit gennem slimhinden i en
normal mavesæk. Derunder slimhinden ved et mavesår.
Overfladecellerne (blå) er stærkt læderede, og det
underliggende væv er beskadiget af saltsyre og
fordøjelsesenzymer. De fleste mavesæk- og
tolvfingertarmssår har sammenhæng med saltsyredannelsen i
mavesækken. Stress har gennem mange år været under
mistanke som årsag. Til venstre ses et mavesår i naturlig
størrelse.
Om en sten i urinvejene skal behandles aktivt, afhænger
i højere grad af aflukningens natur end af stenens
størrelse. Ved den ikke-kirurgiske behandling forsøger
man at få stenen til at passere af sig selv, hvilket fremmes med
øget væskeindtagelse og behandling med vanddrivende
medicin.
Også i galdeblæren dannes hyppigt sten. Op mod 20
% af alle mennesker har sten i galdeblæren, men langt færre
udvikler symptomer. I den vestlige verden indeholder stenene meget
kolesterol, mens galdesten i underudviklede lande består af
kalciumsalte og galdefarvestoffer. Galdesten giver mavesmerter med
kvalme og opkastning, hvis de aflukker galdegangene. Tillige disponerer
galde-sten for infektioner i galdevejene. De fjernes kirurgisk.
Kolostomi!
En kolostomi er en kunstig endetarmsåbning, hvor kirurgen lader
tyktarmen (colon) munde ud i en nydannet åbning (stemt) på
maveskindet. Herefter opsamles afføringen i en pose sat over
åbningen.
Kolostomier kan være permanente eller midlertidige. Ved
endetarmskræft fjernes den nederste del af tyktarmen sammen med
endetarmen. Hvis svulstens lokalisation ikke tillader at bevare den
nederste del af endetarmen, er kolostomi nødvendig. 1 andre
tilfælde kan man forbinde den resterende tyktarm til
endetarmsstumpen.
Ved en aflastende kolostomi er den kunstige åbning kun
midlertidig. Metoden anvendes fx, når en kræftsvulst har
aflukket tyktarmen, så afføringen ophobes. Midlertidigt
afløb skaffes med en kolostomi, indtil svulsten fjernes og de
tilstødende tarmstykker forbindes.
En ileostomi er udmunding af tyndtarmens nederste del (ileum)
på bugvæggen. Denne metode finder anvendelse, når
hele tyktarmen er fjernet, som det ses i svære tilfælde af
sygdommen colitis ulcerosa.
I Danmark er der oprettet en stomiforening, der som
patientforening forsøger at holde medlemmerne å jour med
de nyeste metoder til at leve med en stomi, der bestemt ikke er nogen
hindring for at danse, spille tennis eller få børn.
De psykiske følger for en kolostomipatient er ofte de
mest belastende. Derfor er det vigtigt så hurtigt som muligt at
lære at leve med kolostomien.
Urinvejsinfektioner!
Blærehalskirtelens placering omkring første del af mandens
urinrør betyder, at den aldersbetingede forstørrelse af
kirtelen ofte giver vandladningsproblemer hos ældre mænd.
Blæren tømmes ikke helt for urin, så bakterier kan
formere sig og give blærebetændelse, der nemt spreder sig
videre med urinlederne til nyrerne. Den kirurgiske behandling kaldes
transuretral resektion, hvor kirurgen med en slynge indført
gennem urinrøret simpelt hen skræller det overskydende
kirtelvæv væk.
Urinvejsinfektion kan også være et symptom
på polycystisk nyresygdom, som forårsager mavesmerter og
forhøjet blodtryk og forringet nyrefunktion. Det er en arvelig
sygdom, hvor begge nyrer omdannes til utallige cyster op til et par
centimeter i diameter. En cyste er et unormalt vævsparti, der
rummer væske og halvtflydende materiale. Cyster kan forekomme
mange steder i kroppen, særligt i æggestokkene og leveren.
Urinvejsinfektioner er hyppigst hos kvinder, måske
på grund af deres korte urinrør, der nemmere giver
bakterier adgang. Andre disponerende faktorer er sukkersyge, hvor den
store sukkerudskillelse i urinen giver gode næringsbetingelser
for bakterierne. Også gravide har hyppigt infektioner i
urinvejene.
Urinvejsinfektioner behandles med sulfonamider som
førstevalgspræparat. Hvis bakterierne er resistente over
for det valgte antibiotikum, findes mange andre antibiotika at
vælge imellem, og infektionen er let at bekæmpe.
|