Hudens sygdomme!

 

Blå mærker, vabler osv. er tegn på hudens særlige funktion som adskillelse mellem kroppen og omgivelserne. Huden beskytter de indre strukturer mod beskadigelse og må som intet andet organ tage imod knubs og andre påvirkninger fra den omgivende verden.

Blå mærker og brandsår!
Blå mærker skyldes blødninger i huden fra beskadigede blodkar. Røde blodlegemer træder ud i vævet og dør. Deres indhold absorberes i løbet af nogle dage. På grund af tyngdekraftens indvirken kan blå mærker »vandre« nedad, især hos ældre, hvis hud er løsere.

En forbrænding er en beskadigelse af huden på grund af for kraftig varmepåvirkning. Læsionens alvor er afhængig af dybden af det beskadigede væv. En førstegradsforbrænding påvirker kun overhuden og viser sig som rødme, eventuelt med let hævelse af huden. Et typisk eksempel er solskoldning. Ved andengradsforbrændinger beskadiges tillige læderhuden. Overhuden ødelægges, og der dannes en blære (vabel) på grund af væskeudtrædning. Huden heler op, somme tider med ar, hvis læsionen når dybt ned i læderhuden. Både over- og læderhuden er ødelagt ved en tredjegradsforbrænding, ligesom underhuden beskadiges. Tillige ødelægges smertelegemerne, så huden bliver ufølsom for smerte. Hvis mere end 50 % af legemsoverfladen forbrændes, er chancerne for overlevelse ringe.

Førstehjælpen ved alle forbrændinger er skylning med koldt vand, som fortsættes, til smerten ophører. Ved udbredte andengrads- og alle tredjegradsforbrændinger er det nødvendigt med væsketransfusioner for at hindre kredsløbschok. Det er vigtigt at hindre infektion. Ved tredjegradsforbrændinger, der medfører skorpedannelse, er det nødvendigt at foretage flere hudtransplantationer til erstatning for den ødelagte hud.

- Iglerne fandt især medicinsk anvendelse i middelalderen, hvor de blev brugt kritikløst til en lang række forskellige sygdomme. Man mente, at de rensede blodet for giftige stoffer. I dag bruges igler mere specifikt til at reducere blodansamlinger i huden.

Ved hudtransplantationer tages huden især fra låret eller sædepartiet. Hvis hudstykket kun omfatter overhuden og en del af læderhuden, taler man om et delhudstransplantat. Det kan anvendes i stykker på størrelse med en hånd eller mere. Donorstedet heler op på samme måde som en hudafskrabning, fordi der efterlades svedkirtler m.m., hvorfra nye hudceller dannes. Hvis transplantatet afskæres i hele sin tykkelse, fuldhudstransplantation, kan man ikke bruge ret store hudstykker ad gangen, fordi donorstedet skal lukkes med syning. Fuldhudstransplantater anvendes især i ansigtet, hvor huden tages bag øret.

I 1984 rapporterede amerikanske forskere om resultater, hvor det lykkedes at dyrke menneskelige hudceller i vævskulturer. På tre uger skaffes celler til dækning af 1 m' fra en oprindelig cellemængde svarende til 2 cm'. Under dyrkningsperioden dækkes patientens huddefekt midlertidigt med fosterhinde eller grisehud.

Hud transplantaterne tages med særlige knive eller mere komplicerede instrumenter. Almindelig brugt er rullekniven, der som en ostehøvl skærer huden i den ønskede tykkelse. Huden glattes ud, og det ønskede stykke skæres af. Det er ikke nødvendigt at skære præcist det ønskede areal, idet det tilpasses ved påsyningen på modtagerstedet. En nøje kontakt mellem transplantatet og modtagerstykket er af største vigtighed, for at transplantatet »tager«. Døde væv, blødninger og infektioner hindrer den livsnødvendige karindvækst fra modtagerstedet. Ofte perforeres hudstykket med et særligt instrument, så det omdannes til et net. Det letter kontakten og tillader sekreter af få afløb. Efter transplantationen kan behandlingen være enten åben eller lukket. Ved den åbne behandling lægges der ikke forbinding, men transplantatet ligger til inspektion, så lægen kan fjerne små blødninger og lignende, der kan forsinke helingen. Vælges den lukkede metode, lægges en forbinding.

Efter opheling vil transplantatet være omgivet af et ar, og huden afviger som regel lidt i farve, mønster og kontur fra den omgivende hud.

Den medicinske igle!
Igler blev oprindelig opsamlet fra floder af kvinder; der stod med bare ben i vandet og ventede på, at iglerne skulle sætte sig fast. De blev ivrigt anvendt i lægevidenskaben lige til slutningen af forrige århundrede. Man mente, at iglerne trak giftige stoffer ud af blodet. Også i dag finder iglen anvendelse, endda i stigende grad, til at reducere størrelsen af blå mærker, betændelser og opsvulmninger.

Iglerne fæstner sig til huden med et trekantet indsnit. De menes at indsprøjte et lokalbedøvende middel, for biddet er meget lidt smertefuldt. Tillige danner de et antikoagulerende stof, der hindrer blodet i at størkne. Efterhånden som de suger blod, tilfører de mere antikoagulerende stof til det gennem munden passerende blod. De suger hurtigt og ottedobler derved deres vægt. De trækker så væsken fra blodet og opbevarer resten i lang tid. Seks måneder efter måltidet kan man endnu finde røde blodlegemer; antistoffer og selv bakterier i iglen.

Igler anvendes i dag til at mindske blodansamlinger; fx omkring øjnene, og til at øge blodgennemstrømningen i hudtransplantater ved plastikkirurgi. Igler kan leve i op til 12 måneder uden et måltid. Hvis de er meget sultne, kan de finde på at spise sig selv. Iglen er en børste- og tentakelløs ledorm, der er tvekønnet. Den har to sugeskåle til at fæstne henholdsvis for- og bagkroppen til værtsdyret.