Meget af vor viden om metallers, plasts og cementeringsmidlers anvendelse i kroppen kommer fra tandlægernes arbejde. Det er meget få områder, der er mere fjendtlige over for sådanne materialer end mundhulen.

I århundreder har mange forskellige stoffer og metaller været brugt til at reparere de skader, som kaldes karies, »huller i tænderne«. Denne menneskets hyppigste sygdom skyldes bakterier, ofte streptokokker, som findes i de belægninger, der aflejres på tænderne. Bakterierne nedbryder sukkerstoffer fra føden til syrer, der ætser den beskyttende emalje på tændernes overflade. Efterhånden gennembrydes emaljen og tandbenet blottes. Hvis der ikke gribes ind, vil nedbrydningen fortsætte til pulpa, dvs. nerven, og bakterier vil spredes gennem rodkanalen. Dette medfører betændelse i kæbeknoglen, en meget smertefuld tilstand. Der er gjort mange forsøg på at udvikle en vaccine eller finde stoffer, som blokerer bakteriernes syredannende enzymsystemer. Forskerne søger også efter kemiske stoffer, der kan hindre bakterierne i at lejres på tændernes overflade.

Brugen af fluor har i høj grad mindsket hyppigheden af karies. Fluor tilsættes tandpasta og visse steder også drikkevandet. Fluoridionerne indbygges i tændernes emalje og styrker dem mod syre-angrebet. Det har sammen med andre foranstaltninger, såsom oplysning om vigtigheden af tandbørstning, ført til et dramatisk fald på omkring 50 % over de seneste 30 år i antallet af kariestilfælde i vores del af verden.

Traditionelt behandles et hul i en tand ved, at man fjerner den kariesangrebne del af tanden, former en hulhed, steriliserer den, hvorefter den beklædes med cement og udfyldes med amalgam. Det laves ud fra en legering af sølv, tin, kobber og zink som blandes ligeligt med kviksølv. Eventuelt anvendes guldfyldninger eller porcelæn. Hvis tanden er så svært angrebet, at behandling med udfyldning er håbløs, fjernes tanden i stedet helt.

Siden begyndelsen af 1970'erne har tandlægerne i stigende grad anvendt forskellige glas- og plastmaterialer, bl.a. metylmetakrylat og cyanoakrylat, til reparation af tænderne. Disse stoffer er mere kosmetisk acceptable end amalgam, men har den ulempe, at de ikke kan ses på røntgenbilleder. De nye plaststoffer har imidlertid medført en revolution inden for tanddækning. Et tyndt plastlag kan anvendes til at dække emaljen og hermed give tanden større modstandskraft. Delvise tanderstatninger, kroner, som hidtil er tilpasset i guld eller porcelæn, kan nu opbygges i plast og cementeres direkte på den eksisterende tandrest.

Proteser og broer viger i stadig større grad pladsen for kunstige tænder og tandrødder. De kan udformes i en lang række materialer som titanium, akrylresinater, kulfibre og selv pokkenholt.