Mellem hvirvellegemerne findes en bruskskive, diskus, som bærer kroppens vægt og virker trykabsorberende. Hvis den ydre del af diskus af en eller anden grund går i stykker, så den blødere, indre del trænger frem, kaldes tilstanden en diskusprolaps. Den fremtrædende del trykker på de nærliggende nerverødder, der udspringer fra rygmarven i hvirvelkanalen. Det giver anledning til smerter samt lammelser og føleforstyrrelser. Hyppigst sidder diskusprolapsen i lændehvirvelsøjlen, så smerterne stråler ud i benene. Hals-hvirvelsøjlen er en anden hyppig lokalisation. Her føles smerterne i nakke, arme og hænder. Bruskskiverne har ingen blodforsyning og ophelingsmulighederne er ringe. Derfor er tilbagevendende smerter hyppige. Behandlingen af diskusprolaps er varierende. Så vidt muligt undgås operation, og lægerne forsøger med sengeleje, fysioterapi og smertestillende midler til at lindre anfaldet. I de svære tilfælde fjernes prolapsen operativt. Det giver gode resultater i mange tilfælde, men er ingen garanti mod tilbagefald. En anden eller tredje diskusoperation er kun sjældent værdifuld og giver oftere dårlige resultater i form af »rygvrag«.

En endnu hyppigere årsag til smerter i nakke eller lænd er diskusdegenerationen, populært kaldt slidgigt. Her afflades bruskskiverne med alderen, så der opstår stigende tryk på nerverødderne. Det giver tilbagevendende smerter i nakke og arme eller lænd og ben alt efter lokalisationen. Diskusdegenerationen skal ikke opereres, men behandles med fysiurgiske metoder, for eksempel massage og blokader.

Ledbetændelser!
Ledbetændelse (artritis) er et udtryk, som anvendes generelt om beskadigede, opsvulmede og smertende led. Den hyppigste form er slidgigt, artrose, hvor leddene bliver beskadigede og begrænsede i deres bevægeudslag på grund af aldersforandringer. Ledbrusken nedslides, og der dannes knoglespidser med smerter til følge. Hyppigst ses artroser i de vægtbærende led, dvs. hofte, knæ og ankler. Fysiurgisk behandling, især blokader, har ofte god smertestillende effekt ved akutte opblusninger. Er tilstanden sværere, vælges ofte indsættelse af et nyt led.

Kronisk ledegigt, reumatoid artritis, er en sygdom af ukendt årsag, hvor kroppens immunforsvar rettes mod leddene. De bliver betændte med tiltagende destruktion af knogle, brusk og omgivende bløddele, som giver svære bevægelses-indskrænkninger. Kvinder får sygdommen 2-3 gange hyppigere end mænd, og det formodes, at arvelige forhold kan spille ind. Typisk begynder sygdommen i fingrenes grund- og mellemled. l dag er der gode muligheder for at behandle sygdommen effektivt. Indledningsvis anvendes store doser af acetylsalicylsyrepræparater (som i almindelige smertestillende tabletter). Senere kan bruges guldpræparater samt ikke mindst steroid-hormoner, der er meget virkningsfulde betændelseshæmmere.

Andre ledsygdomme!
Ankyloserende spondylitis (også kaldet Bechterews sygdom) er overvejende lokaliseret til hvirvelsøjlen, hvor ledbåndene bliver stive og eventuelt omdannet til knoglevæv. Det mindsker bevægeligheden i hele hvirvelsøjlen, som bøjer og giver anledning til den typiske krumme ryg. Sygdommen rammer ofte unge mænd og skrider langsomt fremad i sværhedsgrad. Den behandles med gigt-medicin.

Svulster (tumorer) opstår både i knoglerne og de omkringliggende bløddele. Der findes en lang række varianter alt efter den celletype, som de tilhører, men væsentligst er adskillelsen mellem godartet og ondartet (som det gælder for alle svulster). Det osteogene sarkom, der opstår fra knogleopbyggende celler er en meget ondartet form. Hyppigst rammes unge mænd, og tumor sidder meget tit omkring knæleddet eller i skulderen. Forløbet er særdeles tragisk, idet kun få overlever på trods af behandlingsforsøg, der især er amputationer.

Langt hyppigere end egentlige knoglesvulster er metastaser, dvs. udsæd af kræftceller fra en ondartet svulst i et andet organ. Knoglesystemet er et af de hyppigste mål for metastaser, som giver smerter og patologiske frakturer, dvs. knoglebrud på grund af den lokale svækkelse af knoglen. Ikke sjældent er knoglemetastasen det første tegn på en kræftsvulst i et andet organ. De kræftformer, der særligt spreder sig til knoglerne, er udsæd fra skjoldbruskkirtel, brystkirtler, lunger, nyrer og blærehalskirtel.

Fra de omgivende væv kan kræftsvulster og godartede tumorer opstå bl.a. fra fedtvævet, muskulaturen, sener, ledkapsler, nervevæg og blodkar.

Grundlæggeren af den moderne kirurgi!
Ambroise Pare (1510-1590) var den mest fremtrædende kirurg i renæssancen. Efter læretiden hos en parisisk feltskær uddannedes Pare på byens største hospital. Herefter fortsatte han som kirurg i militæret. I begyndelsen behandlede Pare skudsår på samme måde som andre ved at skolde dem med varm hyldeolie. Under et af de italienske felttog løb han imidlertid tør for hyldeolie og var tvunget til at benytte et fordøjelsesfremmende middel bestående af æg, rosenolie og terpentin. Han opdagede, at denne behandling gav patienterne mindre feber og efterlod sårene mindre smertende og hævede.

Pare var en betydelig reformator; som skabte mange kirurgiske instrumenter; slog til lyd for sterilisation af sår og fandt nye måder til tandudtrækning, hulfyldning og protesetilpasning. Tillige fandt han ny anvendelse for den leddelte metalrustning: han skabte kunstige lemmer; bl.a. en jernhånd.

At løfte korrekt!
Hvirvelsøjlen stabiliseres af forskellige stærke muskelgrupper. Når vi løfter noget tungt, trækker musklerne sig automatisk sammen og støtter hvirvelsøjlen. Har vi imidlertid bøjet os forover, bliver muskulaturen passivt udspændt og ikke i stand til at trække sig sammen. Løfter man i denne stilling, belastes hvirvelsøjlen og de omgivende ledbånd meget kraftigere. Derfor skal tunge løft altid foregå med bøjede knæ og lodret ryg, så muskulaturen kan støtte og stabilisere.

Trykket på de mellemliggende bruskskiver er mindst i liggende stilling og stiger, når vi står op. Overraskende er trykket større i siddende stilling end i stående.

Rygsmerter er ikke altid forårsaget af beskadigelser eller nedslidning, men skyldes ofte svækkede omgivende muskler, der ikke yder hvirvelsøjlen støtte. Også forsnævringer i hvirvelkanalen omkring rygmarven kan give rygsmerter. Denne tilstand behandles kirurgisk med fjernelse af en del af det forsnævrende hvirvellegeme.

Skæv rygsøjle (skoliose) skyldes hyppigst en uens længde af benene. Så kompenserer rygsøjlen med bøjning, som svinder, når patienten begynder at benytte ortopædisk fodtøj, som kompenserer for forskellen. Grunden til forskellen i benenes længde er oftest ukendt. Somme tider er årsagen et tidligere benbrud. Organiske skolioser er sjældnere. Her er den skæve ryg permanent og skyldes misvækst i hvirvelsøjlen. Til denne gruppe hører de klassiske pukkelryggede hofnarre. I vores del af verden er disse skoliosetyper sjældne i dag, fordi behandlingen indsættes hurtigt. Med korset rettes den skæve rygsøjle op. I svære tilfælde anvendes kirurgiske metoder med indsættelse af en metalstav langs hvirvelsøjlen.

En række hyppige, men mindre alvorlige holdningslidelser inkluderer kalveknæ, hjulben, stivtå, hammertå og platfod. Mange af disse deformiteter kan fjernes, hvis de behandles tidligt, fx med ortopædisk fodtøj eller operativ korrektion. Deformiteterne kan være medfødte eller udvikles under væksten.

En hyppig medfødt lidelse er, at hoften er gået af led. Da be-handlingsresultaterne er bedre, hvis sygdommen erkendes lige efter fødslen, undersøges alle nyfødte med henblik på denne lidelse. Behandlingen er en skinne eller gipsbandage, som holder barnets ben i »frøstilling« og bæres de første levemåneder.

Tuberkulose kan sprede sig til knogler og led, hvis tuberkelbakterierne spredes fra den primære infektion i lungerne. Heldigvis er tuberkulose sjælden i vores del af verden. Knoglebetændelse skyldes spredning af bakterier fra et sår eller en halsbetændelse via blodbanen. Betændelsen spreder sig gennem marvhulen og ud i det omgivende væv. I dag er behandlingsresultaterne gode med antibiotika.