| |
Knoglebrud (frakturer) har mange former. Et lukket brud har
ikke gennembrudt den overliggende hud i modsætning til det
åbne knoglebrud. Er hudbarrieren først brudt, er risikoen
for infektion og deraf følgende komplikationer meget
større. Hvis knoglen er brudt i mere end to stykker, er det et
komminut brud. Hos børn ses tit det såkaldte
»grøn gren«-brud. Især på underarmen er
knoglerne hos børn så bløde, at knoglen brydes som
en frisk, grøn gren, hvor barken sprænges på den ene
side og krøller op på den anden. Et indkilet brud ses
hyppigt i lårbenshalsen, hvor den ene knogle-ende kiles fast i
den anden. Et sådant brud er forholdsvis nemt at have med at
gøre. Stressfrakturer forekommer ligesom i metal efter gentagne
belastninger, fx i fodrodsknoglerne hos soldater efter en lang
marchtur. Det patologiske brud skyldes en sygdomstilstand i knoglen.
Det kan være en medfødt svaghed, betændelser,
stofskiftesygdomme samt ikke mindst knoglesvulster (både god- og
ondartede).
Ledskader er af tre typer. Forstuvninger er en delvis
beskadigelse af ledkapslen med blødning i og omkring leddet, som
smerter og hæver op. Ved det delvise ledskred forskydes
ledfladerne fra deres normale stillinger, men er endnu i kontakt. Det
er ikke tilfældet i det totale ledskred, hvor ledfladerne er helt
adskilte og der ofte tillige er et knoglebrud.
Forstuvninger behandles med koldt omslag og hvile, så
ledkapsellæsionen heler op. Ledskredene kan normalt oprettes ved
at føre knoglestykkerne i den modsatte retning af skredet. Ofte
er det nødvendigt med bedøvelse for at afslappe de
omkringliggende muskler og mindske smerten. Totale ledskred sker
hyppigst i skulder, albue, fingre, knæ og ankelled. Kun en
særdeles voldsom påvirkning kan få hof teleddet til
at gå af led. Hos ældre mennesker, hvor knoglerne bliver
skøre, kan et slag eller fald på hoften adskille
lårbenshovedet fra resten af knoglen, som så beskadiger
hofteskålen. Behandlingen er her at fæstne
lårbenshovedet til skaftet igen eller, hvis dette ikke er muligt,
at indsætte en hel hofteprotese.
Brok!
Et brok (hernie) er en udposning af bughinden eventuelt med indhold af
organer. De hyppigste brokformer er lyskebrok, lårbrok,
mellemgulvsbrok, navlebrok og sår- eller arbrok. De kan skyldes
en medfødt disposition, fx lyskebrokket hos drenge, eller
være erhvervede. Forstoppelse og tunge løft er hyppige
årsager til brok. Hvis en broksæk kan bringes tilbage
på sin plads, kaldes brokket reponibelt. Specielt farlige er
brok, hvor blodforsyningen afklemmes, så indholdet, fx en
tarmslynge, mister blodforsyningen med vævsdød til
følge.
Nye teknikker i ortopædien!
Knoglebrud er ansvarlig for en enorm mængde tabte arbejdstimer
hvert år. Det er derfor af stor økonomisk betydning at
afkorte den erhvervsudygtige periode mest muligt. Adskillige fysiske
metoder har været prøvet i mange forskellige lande for at
mindske helingstiden.
Russiske forskere har udviklet en ultrasonisk metode til at
genforene brudte biologiske væv, specielt knogler. For at
genforene to knogledele bringer forskerne dem tæt sammen og
behandler så de to ender med en svag syreopløsning. Herved
fjernes kalciumsalte fra knogleenderne, så kollagenproteinet er
frit. Dernæst placeres et lille knogletransplantat i brudspalten
og bades i en speciel opløsning med et bindemiddel og små
knoglespåner. Med kraftige højfrekvente vibrationer (250
watt ved en frekvens på 26,5 kilohertz) påvirkes
bindemidlet til at trænge ind i knogledelene og holde hele
området fast under den efterfølgende naturlige opheling.
Tyske forskere hævder at have opnået tilsvarende resultater
med brug af metalskinner og vekselstrøm med frekvenser under 1
kilohertz.
Amerikanske forskere mener at kunne behandle
bløddelsskader som forstuvninger o. lign. med elektromagnetisme
på den halve tid. Det beskadigede væv påvirkes med
højfrekvente radiobølger omkring 27 megahertz. På
nuværende tidspunkt er der ingen forklaring på
virkningsmekanismen af de magnetiske, elektriske eller ultrasoniske
felters effekt på levende væv.
- Røntgenbillede af albueregionen. Et brud i
albueknoglen er behandlet med en metalskrue, som er indsat i knoglens
marvhule. Herved holdes knogleenderne sammen, så helingen
fremmes. Lægerne kan også anvende metalskinner, tråde
eller søm til de forskellige former for brud.
|
|