Ved et nøjere studium af skeletrester fra stenalderen afsløres ofte tegn på ledbetændelser, knoglesvulster og tuberkulose. Skeletresterne viser også, at stenaldermennesket adskilte sig fra resten af dyreriget ved at forsøge at gøre mere ved skader end blot at slikke sine sår. Stenaldermanden lavede skinner og prøvede at behandle knoglebrud. Selv amputationer af beskadigede legemsdele blev foretaget ligesom trepanation, hvor et hul i kraniet blev lavet med en flintestens-skraber.

Den egyptiske konge Hirkouf (ca. 2830 f.Kr.) har omkring ind-gangen til sit gravkammer bl.a. ladet afbilde en krykke. Tidligere egyptiske vægmalerier og keramik afbilder pukkelryggede, lamme, dværge og genkendelige sygdomme som børnelammelse. Tilsvarende drejer meget af den hippokratiske medicin fra Grækenland (ca. 400 f. Kr.) sig om behandling af deformiteter og beskadigelser af lemmerne.

Nicholas Andre, professor i medicin ved universitetet i Paris, skabte midt i det 18. århundrede udtrykket ortopædi ved at sammensætte de to græske ord orthos (»lige«) og paidios (»barn«). Betegnelsen fængede og blev snart brugt ikke kun om børn, men også om voksne. Ortopædi er studiet af sygdomme, deformiteter og skader på kroppen og lemmerne. Foruden knogler og led inkluderer det også de tilhørende muskler, sener, ledbånd, slimsække, nerver og blodkar. I slutningen af det 19. århundrede blev det et kirurgisk speciale og kaldes i dag tillige ortopædkirurgi.

Ortopædien er gennem årene blevet meget forandret på grund af bedre forståelse af infektionssygdomme sammenkoblet med bedre behandling, bedre diagnostiske teknikker (især som følge af røntgenundersøgelser) og indførelsen af kemoterapi og antibiotika. Sygdomme som børnelammelse (polio) og tuberkulose er blevet sjældne i vores del af verden. I dag er ulykkestilfælde i stedet blevet en meget stor del af patientantallet bl.a. på grund af en ændret livsførelse i vores moderne verden med øget krav til hurtig (og dermed farefuld) transport.

Diagnose og behandling af knoglebrud!
De røntgenstråler, som den tyske fysiker Wilhelm Rontgen (1845-1923) opdagede i november 1895, ændrede fuldkommen diagnosticeringen af knoglebrud. De åbnede mulighed for at vurdere, hvorledes et brud bedst kunne sættes sammen, reponeres, for at opnå den bedst mulige knoglestruktur. Hvis bruddet er åbent, dvs. at huden er gennembrudt, må såret først renses og behandles med antibiotika for at forhindre infektion. Det næste trin er at immobilisere den brudte legemsdel ved hjælp af en skinne eller gips. En vellykket knoglereposition kræver, at de to knogleender bringes tæt sammen. Dette kan ofte opnås med håndkraft under bedøvelse, men somme tider er det nødvendigt at operere. For at gøre sammenføjningen stærk, anvender man nu ofte metalskinner, tråde eller skruer.

Ulykkestilfælde!
Efter hjertekarsygdomme og kræftlidelser er ulykkestilfældene nu en af de væsentligste dødsårsager talmæssigt set. Trafikuheldene spiller en stor rolle, og sådanne skader, der skyldes den stigende anvendelse af bil, motorcykel og cykel, nærmer sig nu en epidemisk tilstand. Der er desværre intet der tyder på, at antallet af trafikulykker med alvorlige kvæstelser til følge vil falde trods lavere hastigheder og bedre biler.

Mere end halvdelen af alle de ulykkestilfælde, som ikke er trafikulykker, skyldes fald, og heraf sker 90 % hos mennesker over 65 år. Det skyldes den med alderen fremskredne afkalkning af knoglerne. Denne tilstand, som betegnes knogle-svind eller osteoporose, er især hyppig hos kvinder på grund af svigtende hormonproduktion efter klimakteriet. Knoglerne bliver porøse og skøre, hvilket øger risikoen for brud. Især er brud på lårbenshalsen og overarmsknoglen hyppige.

Fritidsbeskæftigelser som jogging, sportsudøvelse og gør det selv hobbyarbejde er ansvarlige for et stigende antal ulykkestilfælde. Det er især fiber-sprængninger og forstrakte muskler, forstuvninger, diskusprolapser, brok, forstrakte sener og knoglebrud. Årsagen er enten en pludselig belastning af vævene ud over deres indre styrke eller en vedvarende belastning på deres maksimale grænse. Et fald kan føre kroppens vægt over på en enkelt knogle, og give et brud, eller på et led og føre til ledskred med beskadigelse af ledbrusk og ledbånd. Også de perifere nerver kan påvirkes. Skaden kan være kortvarig, længerevarende eller endda permanent. Ligeledes kan blodkarrene blive kvæstet eller sammenklemt førende til lokal blodmangel med vævsdød til følge.