Overproduktion af væksthormon i hypofysens kirtelceller fører hos børn til gigantisme, kæmpevækst, og hos voksne til akromegali. En patient med akromegali har store hænder, kæber, bihuler, øjenbrynsbuer, tunge, læber, næse, ører, skjoldbruskkirtel, hjerte og lever. Huden er tyk og grov og sveder kraftigt. Denne sygdom behandles med bromocriptin, et lægemiddel med samme virkning som signalstoffet dopamin, der normalt afgives fra hypothalamus til hypofysen, hvor det hæmmer dannelsen af væksthormon. Lav produktion af væksthormon fører hos børn til dværgvækst. Opdages sygdommen i tide, kan den helbredes med daglig indsprøjtning af væksthormon. Hos voksne er symptomerne hovedpine, synsforstyrrelser, lavt blodsukker, lav kropstemperatur samt eventuelt koma og død af åndedrætssvigt.

Hvis hypofysebaglappen danner for lidt af vasopressinhormonet, mindskes tilbagetrækningen af vand fra nyrerørene. Det giver enorme vandladninger, op til 30 liter i døgnet. Tilstanden kaldes diabetes insipidus, der ikke må forveksles med sukkersyge. I dag behandles sygdommen med indsprøjtninger af kunstigt vasopressin.

Tre til fire procent af alle over 40 år lider af Pagets sygdom. Den kendetegnes af en kombination af knoglenedbrydning og knoglenydannelse, så de ramte knogler bliver større, men samtidigt skøre og smertende. Blodgennemstrømningen til knoglerne forøges, og det belaster hjertet, som skal pumpe kraftigere. Især bækkenknoglerne, kraniet, rygraden og skinnebenet rammes. Sygdommens årsag er ukendt; måske drejer det sig om en såkaldt »langsomvirus« infektion, hvor sygdommen først viser sig mange år efter infektionen. Kun i fem til ti procent af tilfældene giver sygdommen symptomer, som da behandles medikamentelt.

Sygdomme i binyrerne!
Overproduktion af steroidhormoner (kortison) fra binyrebarken skyldes oftest for kraftig stimulation med det overordnede hormon ACTH fra hypofysen. Tilstanden kaldes Cushings syndrom og kendetegnes af en ændret fedtfordeling med »måneansigt«, tyrenakke og fedt om bugen. Kvinder producerer ofte betydelige mængder mandligt kønshormon, mens mænd danner østrogener. Ligesom symptomerne varierer, er der også forskellige opfattelser af den optimale behandling. Meget anvendt er bestråling eller delvis fjernelse af hypofysen. Mennesker med overproduktion af aldosteronhormonet fra binyrebarken har forhøjet blodtryk og konstant tørst. De behandles med et særligt vanddrivende stof, der modvirker effekten af aldosteron.

Symptomerne ved Addisons sygdom, der skyldes formindsket dannelse af binyrebarkhormoner, er svækkelse, vægttab og forøget hudpigmentation, specielt i områder udsat for lys og tryk som hænder og knæhaser. Nogle patienter, specielt mørke racer, udvikler vitiligo, hvide hudområder omgivet af stærkt pigmenteret hud. Der optræder for lavt blodtryk og lavt blodsukker, hvilket fører til fysisk og psykisk træthed. Tilstanden behandles effektivt med tilførsel af binyrebarkhormoner. Specielt under stresspåvirkninger, fx kulde eller en operation, er der behov for mere binyrebarkhormon.

Fæokromocytom er en sjælden svulst opstået i binyremarven. Den består af celler, der danner adrenalin og noradrenalin. Det giver forhøjet blodtryk, bleghed, svedtend ens, hjertebanken og ængstelse. Alle disse symptomer kan ses som en overdreven form for »kamp eller flugt«-reaktionen, dvs. legemets svar på en stress-påvirkning. Behandlingen er operativ med fjernelse af svulsten eller medikamentel behandling med betablokkere, der spærrer for hormonernes påvirkning af kroppens celler.

Wilsons sygdom!
I 1911 beskrev neurologen Samuel Wilson (1878-1937) en arvelig sygdom, som nu bærer hans navn. Kobber ophobes i og beskadiger en lang række organer, især hjerne, lever og nyrer. Sygdommen viser sig først ved neurologiske symptomer som stivhed i, i musklerne, rysten, gangbesvær og taleproblemer, og patienten kan eventuelt frembyde skizofrenisymptomer. Senere optræder leverbeskadigelse med skrumpelever, ligesom nyrerne påvirkes. Meget karakteristisk ses en gulgrøn pigmenteret ring omkring øjets hornhinde. I slutstadiet er patienten bundet til sengen, psykisk nedbrudt og fysisk ødelagt. Sygdommen rammer omkring 30 ud af hver million, hvoraf måske 2/3 aldrig diagnosticeres.

Sygdommen skyldes en abnorm ophobning af kobber i organismen, og behandlingen sigter derfor mod at nedsætte kobberoptagelsen i mave-tarmkanalen og øge udskillelsen gennem nyrerne. Det sker med en kobberfattig kost og med indgivelse af stoffer, som binder kobber. Især anvendes dimerkaprol, som skal indsprøjtes, og penicillamin, der kan tages i tabletform.

Hormoner og klimakteriet!
Klimakteriet, hvor kvindens menstruationer ophører, kan indsætte pludseligt eller komme langsomt i løbet af nogle år. Hvis kvindens æggestokke fjernes ved operation, er klimakteriet i gang med et, mens hypofysen i andre tilfælde forsøger at kompensere for æggestokkenes svigtende hormondannelse ved at producere større mængder af de overordnede kønshormoner. 85 % af kvinderne får klimakterielle symptomer, hyppigst hedestigninger og hedeture. 50 % har symptomer i to eller flere år.

Hyppigt ses psykiske symptomer i form af søvnbesvær, træthed, irritabilitet, depression og følelsesmæssig ustabilitet. På grund af manglende hormonpåvirkning bliver skeden tør. Det kan give smerte ved samleje og disponerer til infektioner. Klimakteriet markerer også begyndelsen af knogle-afkalkningen (som egentlig er et knoglesvind), osteoporose, der skyldes manglende østrogen-påvirkning. Det disponerer til knoglebrud og sammenfald i rygsøjlen, hvilket giver rygsmerter. Knoglesvindet ses især hos magre, cigaretrygende kvinder, som går tidligt i overgangsalder. Hos de mere fede danner fedtceller små mængder østrogen, der modvirker knoglesvindet. De fleste af symptomerne kan behandles med kvindelige kønshormoner i tabletform. Somme tider anvendes en kombination af kvindelige og mandlige hormoner.

Brugt på den rette måde modvirker hormonbehandlingen i høj grad knogleafkalkningen og afhjælper mange af de fysiske og psykiske gener. Der er en lille, men dog relevant, risiko for at fremkalde brystkræft med østrogenbehandling.