Amyotrofisk lateralsklerose, der ofte findes i bestemte familier, skyldes ødelæggelse af nervecellerne i rygmarven, der løber til musklerne. Først svinder håndens små muskelgrupper, og sygdommen breder sig så til armene. Der optræder karakteristisk tungery-sten, og døden indtræder efter få år. Sygdommens årsag er ukendt, og der findes ingen behandling. Den blev første gang beskrevet i 1865 af den franske neurolog Jean-Martin Charcot (1825-1893), som var Freuds lærer.

Senil demens og Alzheimers sygdom er almindelige tilstande, der begynder hos midaldrende med fremadskridende mental svækkelse og apati. Sygdommen skyldes, at hjernevævet går til grunde (degenererer), og døden følger oftest efter fem til ti år.

Dissemineret sklerose skyldes et fremadskridende tab af myelinskederne, der omgiver nervebanerne i centralnervesystemet og de perifere nerver. Det fører til synsforstyrrelser, abnorme bevægelser og tab af koordinationsevne, muskelstyrke og udholdenhed. Den skleroseramte oplever ofte følelsesmæssige svingninger, apati og manglende koncentrationsevne. Sygdommen begynder tidligt i livet og følger så en bane med skiftende forværring og forbedring i tilstanden. Sklerosepatienter har gennemsnitlig en levetid på mindst 20 år efter sygdommens opståen.

Parkinsonisme skyldes degeneration af hjerneceller i hjernens sorte substans, der danner stoffet dopamin. Sygdommen kan følge efter påvirkning af visse lægemidler, hjernebetændelse eller opstå spontant. Patienterne ryster på hænderne, er apatiske og har besvær med at indlede og afslutte bevægelser. 1 modsætning til forholdene ved dissemineret sklerose er der gode chancer for at hjælpe med lægemidler, som i hjernen omdannes til dopamin.

Hjernesvulster giver mange forskellige symptomer alt efter deres størrelse og beliggenhed. Der kan optræde følelsesforstyrrelser eller besvær med tale og bevægelser. Hovedpine, kvalme og personlighedsforandringer er hyppige akkurat som epileptiske anfald.

Ved et slagtilfælde brister et af hjernens blodkar eller det blokeres af en blodprop. Herved ødelægges iltforsyningen til de følsomme hjerneceller, som går til grunde. Det fører til lammelser, synsdefekter eller tab af tale alt efter blodkarrets beliggenhed.

Ved besvimelse mistes bevidstheden, fordi blodforsyningen til hjernen et kort øjeblik er utilstrækkelig. Derfor er det vigtigt, at den besvimedes hoved holdes nedad, indtil bevidstheden genvindes. Narkolepsi karakteriseres ved adskillige søvnanfald dagligt. Tilstanden behandles med stimulerende lægemidler af amfetamin-typen. Ved hjernerystelse mistes bevidstheden ofte i kort tid efter et slag eller fald på hovedet. Der kan opstå blødninger og beskadigelse af hjernevævet, selv om der ikke umiddelbart optræder symptomer ved en hjernerystelse. Derfor er det vigtigt at holde personen under observation. Koma er en langvarig bevidstløshed og er tegn på en alvorlig hjernebeskadigelse eller sygdom.

Hovedpine er somme tider et symptom på en øjenlidelse (fx langsynethed) eller alvorligere ved en hjernesvulst. Migræne optræder hyppigt både hos børn og voksne. Den klassiske migræneform forudgås af en »aura«, hvor der kan forekomme lammelser, synsforstyrrelser og talebesvær. Så følger selve migræneanfaldet med kraftig hovedpine ledsaget af kvalme, opkastninger, overfølsomhed over for lys og svimmelhed. Hyppigere er den almindelige migræneform, der ikke forudgås af symptomer fra nervesystemet. Migræne kan udløses af mange forskellige forhold. Ofte indgår overfølsomhed for stoffer i rødvin, chokolade eller ost. Nogle lider især af migræne på deres fridage. Kvinder har fem gange hyppigere migræne end mænd. Nogle kvinder kan hjælpes med p-piller, andre får det værre. Det akutte anfald lindres med smertestillende medicin eller blodkarsammentrækkende midler ud fra en teori om, at migrænen skyldes udvidelse af hjernens blodkar. Ved svære former for migræne er det ofte en fordel at gennemføre en forebyggende behandling med en såkaldt beta-blokker, som ellers især anvendes mod forhøjet blodtryk.

Boksning og hjerneskade!
»Det begyndte for to år siden og er siden blevet værre og værre. Jeg er altid træt. Jeg går i seng og sover otte-ti timer, men allerede to timer efter at jeg er stået op, bliver jeg igen træt og døsig ... I 33 år har jeg modtaget slag.« Sådan sagde Muhammad Ali (f. 1942), en af historiens største boksere, da han fik diagnosticeret hjerneskade i september 1984, med symptomer som ved parkinsonisme. Siden 1980 havde Ali haft talebesvær og gentog ofte sig selv - symptomer på hjerneskade.

Under kampene får boksere somme tider mindre hjerneblødninger, og i løbet af deres aktive karriere modtager de tusinder af slag. Det fører ofte til en »groggy« tilstand med talebesvær, usikker gang og dårlig hukommelse. Mange eksboksere er impotente, har søvnbesvær og forringet syn. Meget af skaden er lokaliseret til den sorte substans, et hjerneområde med stor betydning for bevægelse. Hyppigst ses også nethindeløsning og demens.

Kort før Alis tilstand blev kendt, havde både den amerikanske og den enge/ske lægeforening offentliggjort rapporter om sammenhængen mellem boksning og hjerneskade. Disse organisationer tog stilling for at forbyde professionel boksning. Men fortalere for professionel boksning påpeger, at antallet af alvorlige skader er lille i forhold til antallet af udøvere.