Hvis man ikke får krom nok, kan det føre til depressioner og hukommelsessvækkelse. En af årsagerne hertil er, at krom bidrager til at regulere blodsukkeret. Faktisk kan krommangel hos nogle mennesker udløse en nedsat glukosetolerance og mindske antallet af insulinreceptorer (nødvendige for at omsætte blodsukker), føre til hypoglykæmi og desuden give forhøjede kolesterol- og triglyceridværdier.

Richard Anderson fra USA's landbrugsministerium påpeger, at krom medvirker til at normalisere blodsukkeret - det hæver eller sænker det til et normalt leje. Hans forskning viste, at 1.000 mikrogram krom dagligt mindskede glukoseintolerance og symptomer på diabetes. Han anbefaler 200 mikrogram krom dagligt til normalisering af blodsukkeret og forebyggelse af insulinresistens og diabetes hos sunde og raske voksne.

Sådan kan en sukkerrig kost skade unge hjerner!
* Sukker erstatter vitamin- og mineralrige fødemidler og fremkalder derved et underskud af de næringsstoffer, som hjernen skal have tilført for at fungere optimalt.

* En del undersøgelser viser, at børn der får en sukkerrig kost, klarer sig dårligere i intelligensprøver, får dårligere karakterer og har flere humørsvingninger.

* Visse børn, f.eks. børn med DAMP/ADHD, er ofte uhyre sensitive over for et højt sukkerindtag. PET-billeder viser, at deres hjerner ikke forbrænder glukose på en effektiv måde. Forhøjet blodsukker fremkalder en større frigivelse af kortisol - »kæmp eller flygt" - hormonet - hos sådanne børn.

* En vedvarende høj indtagelse af raffineret sukker i en tidlig alder sættes i forbindelse med en ringe opmærksomhedsspændvidde hos både normale og hyperaktive børn.

* En høj indtagelse af de simple sukkerarter, der findes i sodavand og andre forædlede fødevarer, fører hos dyr til celleskader (AGE'er eller glykering), som man ved fremmer nerveskader, for tidlig aldring hos dyr og muligvis degenerative hjernelidelser, herunder Alzheimers sygdom.

Larry Christensen, leder af det psykologiske institut ved Universit y of South Alabama, gør opmærksom på, at mennesker med alvorligere depressioner ofte har en forstyrret glukoseomsætning og følgelig udviser en overdreven glukoserespons, nemlig dobbelt så stor som hos sunde og raske personer. De har desuden ofte et let underskud af krom. Han fremhæver, at denne krommangel forstærkes af, at sådanne personer ofte spiser masser af sukker, måske i forsøget på at mindske deres depression. Men sukker udtømmer lagrene af krom og igangsætter dermed en ond cirkel som faktisk fremmer depression.

I dobbeltblindforsøg fandt Larry Christensen, at en langvarig sukkerrig kost vil kunne fremme vedvarende træthed og depression hos visse mennesker. Hos nogle personer, påpeger han, skaber sukkerindtagelse en ond cirkel med humørsvingninger, hvor en kortvarig periode med psykisk velvære afløses af en nedtur, i takt med at mængden af blodsukker og den kemiske hjerneforbindelse serotonin falder. For at hæve humøret sætter de endnu mere sukker tillivs, hvilket så igen, efter at deres blodsukker har taget flere op- og nedture, får dem til at blive endnu mere nedtrykte. Den eneste løsning på langt sigt er at skære helt eller delvist ned på sukkerindtagelsen for at udjævne de sukkerfremkaldte humør-rutsjebaneture, konstaterer Larry Christensen. Det kan også hjælpe at tage kromtilskud.

Eftersom krom kan medvirke til at rette op på en dårlig glukoseregulering, som skader de mentale funktioner, er det helt afgjort et »hjernestyrkende" næringsmiddel.

KORT OG GODT: Prøv at holde blodets glukoseindhold på et normalt niveau, både for at styrke gode intellektuelle funktioner og for at forebygge depressioner. Den bedste måde, man kan gøre dette på, er ved at spise på sådanne måder, som hjernen ned gennem menneskets udviklingshistorie er blevet vænnet til- vælg kulhydrater med lavt glykæmisk index, fordi de gradvist hæver blodets indhold af glukose, så den hele tiden er tilgængelig for hjernen. Skær ned på hvidt sukker, som i sig selv kan underminere en god mental funktionsevne og skade hjernecellerne.

Sådan skåner antioxidanter hjernen mod aldring og gør os klogere og glader

Det er et meget vigtigt og indtrængende budskab, forskerne har til os: Noget af det bedste, man kan gøre for sin hjerne, er at spise antioxidanter. Antioxidanter er universelt anerkendte som redningsmænd for celler i alle aldre og i stort set alle tilstande af sundhed eller sygdom. Antioxidanter er kemiske forbindelser, der neutraliserer nogle andre og farlige kemiske forbindelser, man kalder frie iltradikaler, som uophørligt angriber og skader kroppens celler, afbryder deres funktioner og fremmer aldring og sygdomme af enhver slags.

Forskerne er i stigende grad blevet klar over, at mange psykiske lidelser fra fødsel til død skyldes alt for mange hærgende frie radikaler og alt for få antioxidanter. Kort fortalt kan horder af frie iltradikaler komme ud af kontrol og ødelægge cellernes genetiske DNA, sønderrive deres membraner, undergrave deres normale funktioner og undertiden dræbe dem. Hvis man har en stærk indre politistyrke af patruljerende antioxidanter, begrænses omfanget af de frie radikalers beskadigelse af cellerne.

Man kan ikke fuldstændigt undgå frie radikaler. De er normalt til stede i kroppen, ja, dannes faktisk, når vi ånder eller forbrænder kalorier og glukose i forbindelse med vores normale stofskifte. Vi får dem desuden ind i kroppen, når vi er udsat for cigaretrøg, luftforurening og giftige kemiske forbindelser i luften og vandet. De kommer også ind i cellerne sammen med fødemidler, først og fremmest fedtrige fødemidler. Under visse omstændigheder opfører de sig upåklageligt. Eksempelsvis bidrager frie radikaler til at uskadeliggøre invaderende bakterier og virus. Men for det meste er de truende kræfter, der angriber cellernes fedtholdige membraner og genetiske materiale (DNA), hvorved de fremkalder vedvarende celleskader, der ophobes gennem årene og fører til fremskyndet aldring og desuden stort set enhver tænkelig kronisk sygdom, herunder hjertelidelse, kræft diabetes, gigt og degenerative hjernesygdomme.

Alle vores organer og væver således udsat for angreb af frie radikaler. Men hjernen ser ud til at være det af alle organer, der er mest sårbart.

Der hersker ikke den mindste tvivl om, at frie radikaler er hjernens mest ondartede fjender. Vores hjerne er det mest sårbare mål for de frie radikaler, oplyser eksperterne. En af grundene er, at hjernen danner flere frie radikaler end andet kropsvæv, fordi den forbruger så meget ilt og er kroppens fedtrigeste organ. Fedt er den foretrukne grobund for frie radikaler. Ilt reagerer med fedtmolekyler på måder, der fører til dannelsen af frie radikaler - en proces man kalder iltning - hvilket kort sagt gør fedtet harsk. En harsk hjerne er ikke nogen velfungerende hjerne. Faktisk optræder den proces, hvorved fedtet i hjernecellemembranerne bliver iltet altså harsk, i forbindelse med mange neurodegenerative lidelser, som f.eks. Alzheimers sygdom og Parkinsons sygdom. Harsk fedt i hjernecellemembranerne skaber uoverskuelig ravage, bringer kludder i frigivelsen og optagelsen af neurotransmittere og transporten af den altafgørende glukose. Men hvad værre er: lltet fedt forkrøbler mitokondriernes ( cellens energifabrikkers) funktioner og igangsætter herved en bølge af reaktioner, der kan føre til cellernes død. Hjernen er desuden rig på jern, som er meget virksomt i forbindelse med dannelsen af frie radikaler og iltning af fedt.

Sådan ødelægger frie radikaler hjernen!
For at holde kroppen i live har naturen i sin evolutionære visdom udtænkt et antioxidantforsvar til at uskadeliggøre og fjerne de farlige frie iltradikaler. Det står helt klart at hvis man ikke bremser disse molekyler, vil de få visse celler i vores krop til faktisk at ødelægge sig selveller begå selvmord, en proces, man kalder apoptosis; forskerne mener, at det er det der sker med hjerneceller, der er angrebet af Alzheimers sygdom.

Hvis hjernen bliver harsk!
Første trin i ødelæggelsen af en nervecelle er ofte en proces, man kalder »Iipid-peroxidering«. Det er den samme proces, der gør LDL-kolesterolpartikler giftige, så de kan indlejres i blodkarrenes vægge og bidrage til opbygningen af plak og tilstopningen af blodårerne. Dette sker, når »frie iltradikaler« - ustabile, ukontrollerede kemiske forbindelser - angriber umættede fedtmolekyler i en celles membraner. Under dette angreb omdannes fedtstoffet og bliver harsk, så cellens funktioner lammes, og den ikke længere på normal måde kan komme af med kalcium og optage glukose. Kalciumindholdet kan stige til giftige niveauer og derved igangsætte en byge af reaktioner, som aktiverer giftigt glutamat og danner endnu flere frie radikaler, foruden arachidonsyre, en nervegift. Det hele kulminerer, når cellens kommandocentral, mitokondrierne, udsender »selvmordsproteiner« og signalerer til enzymer om at depolarisere de indre membraner. Gennem en selvødelæggende proces opløses cellens DNA, og den ophører med at eksistere. Endnu en hjernecelle er gået til, og hvis tilstrækkeligt mange ødelægges, bliver hjernen svagere og begynder at fungere dårligt.

Det vigtige i forbindelse med denne proces - som både forløber under normal aldring og i forbindelse med degenerative hjernelidelser - er, at man kan standse den indledende proces, lipid-peroxideringen af cellens membran, ved at forsyne hjernen med særlige fedtaktive antioxidanter. De bedste til at bekæmpe denne lipid-peroxidering af hjerneceller er: Evitamin, liponsyre, coenzym Ql0 og flavonoider i frugter og grøntsager. Meget vigtig er desuden glutathion, der dannes i kroppen. Men lad være med at tage glutathiontilskud; de kan fremme lipid-peroxidering. Den bedste måde at hæve glutathionniveauet i nerveceller på, er ved at tage liponsyre- og C-vitamintilskud.

Hjernen er særligt sårbar over for frie iltradikal-skader af to grunde. For det første er den i evig aktivitet; den holder aldrig op med at arbejde. Hjerneceller skal have tilført en konstant strøm af b/od og ilt for at kunne producere energi, hvilket forøger produktionen af frie radika/er. For det andet består hjernen af 50 procent fedt, som gør den sårbar over tor lipid-peroxidering. - Lester Packer, University of California i Berkeley

Hvis man tænker på frie radikaler som bøller, der angriber hjernens og kroppens celler, kan man betragte antioxidanterne som kroppens evigt vagtsomme politistyrke, der finder frem til og uskadeliggør frie radikaler og forsøger at udbedre de skader, de har fremkaldt. Nogle antioxidanter er bedre end andre til at bekæmpe frie radikaler, men jo stærkere og mere effektive de er, jo større er deres såkaldte »antioxidant-kapacitet«.

Normalt udfører antioxidanter et beundringsværdigt arbejde, alt efter hvor mange og hvor effektive de er. Ifølge en af de førende eksperter, Bruce Ames fra University of California i Berkeley, bliver hver enkelt celles DNA ramt titusinde gange af frie radikaler hver dag. Og det er kun en celle. Hvis man ganger det op med billioner af celler, kan man begynde at danne sig et billede af omfanget af ødelæggelserne i vores krop. Det lykkes imidlertid antioxidanter at udbedre mindst 99 procent af de skader, som de frie radikaler har anrettet på vores celler. Alligevel kan den lillebitte del af de celleskader, som ikke udbedres, ophobes over årene og i sidste ende forkrøble og ødelægge celler og få hele organer til at svigte. Sådanne ophobede skader efter frie radikaler er en hovedårsag til for tidlig aldring og til aldersbetingede kroniske sygdomme og tilstande. Intet sted er skaderne mere tragiske for personligheden og intellektet end i hjernen. Af alle de vigtigste organer, i hvert fald når det drejer sig om forsøgsdyr, har hjernen den laveste »antioxidant-kapacitet«, ifølge analyser af hjernevæv, gennemført af forskere ved Tufts University. Det er grunden til, at det er så uendelig vigtigt at bevare et yderst effektivt, velfungerende antioxidantforsvar og at sørge for en konstant tilførsel af antioxidanter til hjernen.

Hjernen er mu/igvis sær/ig udsat for de frie radikalers skadevirkninger, fordi den fra naturens hånd er i relativt underskud med antioxidanter. - James Joseph, leder af neuroforskning ved det amerikanske landbrugsministeriums forskningscenter for human ernæring og aldring ved Tufts University

KORT OG GODT: Vores hjerne er hovedmålet for destruktive »frie radikalforbindelser«, der drager hærgen de gennem kroppen, beskadiger celler og fremkalder for tidlig aldring, svigtende hjernefunktioner og stort set alle andre former for kroniske sygdomme.

En dødbringende ubalance!
Hvert evigt eneste øjeblik i vores eksistens er en skrøbelig dans på liv og død mellem frie radikaler og antioxidanter. Når de frie radikalers aktiviteter vinder overhånd over antioxidanternes aktiviteter, er resultatet en ubalance, som i videnskabeligt sprogbrug kaIdes for »oxidativ stress«. Dette indebærer, at de frie radikal-bøller overmander antioxidant-politiet og mishandler cellerne, får deres membraner til at lække, deres nervecelleforbindelser eller dendritter og synapser til at skrumpe ind og deres energi til at udtømmes, hvilket kan ende med celledød. Det er overordentlig vigtigt at opretholde de rette mængder af den rette kombination af antioxidanter i kroppen og ganske særligt i hjernen. Hvis frie radikaler får lov at være de dominerende, kommer hjernen i vanskeligheder. Hvis antioxidanter er de dominerende, vil hjernen fungere fint og være uden for fare. Når man bliver ældre, har kroppen uheldigvis en tendens til at danne flere frie radikaler og færre antioxidanter, således at risikoen for fysisk og psykisk svækkelse øges. Denne nedsatte produktion af antioxidanter sætter ind omkring 25-årsalderen. Det er grunden til, at det er så uendelig vigtigt at indtage flere antioxidanter, efterhånden som man bliver ældre, for at forsøge at opretholde en mere ungdommelig balance.

Suveræne »netværks« styrker!
Antioxidanter er ikke som cowboyhelte, der strejfer rundt, ensomme og uafhængige, i deres jagt på ondsindede forbrydere. De er mere ligesom smågrupper af soldater, der arbejder yderst effektivt sammen på at angribe og afvæbne en fælles fjende, de frie radikaler. Hele tiden kommunikerer de indbyrdes og koordinerer deres aktiviteter for at overleve. Hvis en antioxidant mister pusten i kampen mod et frit radikal, vil en anden antioxidant ofte komme til stede for at genoplive den. Denne bemærkelsesværdige opdagelse er forholdsvis ny. Indtil for få år siden mente forskerne, at antioxidanter arbejdede uafhængigt af hinanden. Nu ved man, at de arbejder som hold. Lester Packer, professor i molekylær- og cellebiologi ved University of California i Berkeley, har udviklet teorien om et »antioxidant-netværk«, et gennembrud i forståelsen af, hvordan antioxidanter arbejder sammen på at opbygge et effektivt antioxidantforsvar.

Det, der kemisk set sker, når en antioxidant møder et frit radikal, er meget overraskende. For at kunne afvæbne eller »kvæle« et frit radikal, smelter en antioxidant sammen med det frie radikal ved at afgive en elektron. Herved bliver antioxidanten ustabil og begynder faktisk at opføre sig som et forholdsvis svagt og uskadeligt frit radikal, som derpå går i opløsning. Heldigvis kan en delopbrugte antioxidanter hurtigt genoplives - føres tilbage til deres oprindelige antioxidantform - ved at andre antioxidanter afgiver de elektroner, der er nødvendige for en sådan tilbagedannelse. Sådan arbejder bestemte antioxidanter sammen med at revitalisere hinanden i kampens hede. Hvis eksempelvis E-vitamin bukker under, forklarer Lester Packer, under uskadeliggørelsen af et frit radikal, kan C-vitamin eller coenzym Q 10 afgive elektroner, som fører E-vitamin tilbage i sin aktive rolle som antioxidant. Hensigten er tydeligvis at sikre overlevelsen af et uundværligt netværk af antioxidanter i kroppen;

alternativet ville være, at vi for at bekæmpe de myriader af frie radikaler, der dannes hvert eneste mikrosekund, skulle indtage eller opbygge et ubegribelig stort antal antioxidanter.

Kun visse antioxidanter har dog disse specielle evner til genoplivelse, understreger Packer. Han fremhæver fem super-antioxidanter, der medvirker tilopbygningen af antioxidant-netværket. Det drejer sig om E-vitamin, C-vitamin, glutathion, coenzym Q l0 og liponsyre. Disse fem, konstaterer han, er kroppens specialtropper, men også mange andre kemiske forbindelser, der findes i vores kost og opbygges af vores krop, er antioxidanter. Blandt de fem super-antioxidanter er det kun liponsyre, der kan genoplive alle de øvrige netværks-antioxidanter, plus sig selv.