Ved at hæve blodsukkerniveauet kan man muligvis også forbedre hukommelsen hos patienter med Alzheimers sygdom. Forskningsresultater viser, at glukoses evne til at overskride blod-hjernebarrieren og hastigheden af glukosens nedbrydning er nedsat hos Alzheimer-patienter, hvilket tyder på, at en abnormitet i glukosenedbrydningen er en medvirkende årsag til svigtende kognitiv funktion i forbindelse med Alzheimers sygdom. Carol Manning ved University of Virginia har med stor succes givet Alzheimer-patienter drikke, sødet med glukose. Deres evne til at huske et stykke tekst der blev læst op for dem, forbedredes med 100 procent hos disse patienter, svarende til den gavnlige virkning, som indtagelse af stærk medicin fremkalder. »Den forbedring, vi ser i forbindelse med glukose, er mindst lige så stor som den, vi ser i forbindelse med tacrin eller Aricept [godkendt receptmedicin mod Alzheimers sygdom]," fastslår Manning.

Det ville være fornuftigt påpeger hun, for mennesker med Alzheimers sygdom at spise masser af kulhydrater for at holde blodsukkerniveauet oppe. Der foreligger anekdotiske rapporter om Alzheimer-patienter, hvis hukommelse forbedredes voldsomt når de blev sat på en kulhydratrig kost med masser af pasta, brød, kornprodukter, ja, selv sukker, i stedet for en kost med lavt kulhydratindhold. I sådanne tilfælde ser fordelene ud til at mere end opveje de sædvanlige ulemper i forbindelse med et højt indhold af sukker i blodbanen.

Derfor kan man ikke lære noget på tom mave - eller

Hvorfor morgenmad gør os klogere!
Når man ikke spiser, falder blodsukkerniveauet. Og det betyder med andre ord, at hjernen mangler brændstof og ikke længere kan fungere normalt. Derfor er det indlysende, at forsøg på at indlære noget på tom mave næsten er dømt til at mislykkes. Når hjernecelleaktiviteten stimuleres, optager hjernen masser af glukose fra blodet og denne glukose er man nødt til at erstatte ved at spise noget. Det er en af grundene til eksperters understregning af, at indtagelse af morgenmad er en glimrende måde at kickstarte sin hjerne på, og at dette i særlig grad gælder skolebørn og unge mennesker. Overbevisende forskningsresultater demonstrerer, at morgenmad kan styrke hjernefunktionerne - indlæring, hukommelse, almindelige skolepræstationer - og det generelle følelsesmæssige og psykiske velvære. Den logiske forklaring herpå er, at når man bryder nattens faste ved at spise morgenmad, øger man hjernens forsyninger af tilgængelig glukose. Ved regelmæssigt at spise morgenmad kan man i det lange løb hindre den mangel på næringsstoffer, som man ved skader hjernefunktionerne.

FAKTUM: Færre unge amerikanere spiser morgenmad. Mellem 1965 og 1991 taldt procentdelen af de 15-18-årige, der spiser morgenmad, fra 90 procent til 75 procent hos drenge og fra 84 procent til 65 procent ho.s piger.

Imponerende, ny forskning, gennemført af J. Michael Murphy fra psykiatrisk institut ved det lægevidenskabelige fakultet på Harvard University, dokumentereI, at morgenmad på skolen forbedrer skolepræstationerne, det psykiske velvære og adfærden. Han undersøgte i hundredvis af børn og unge på underskoleniveau på kommuneskoler i Baltimores og Philadelphias slumkvarterer. Sammenlignet med børn, som sjældent spiste morgenmad, fik de, der ofte spiste morgenmad (bestående af stort set enhver form for fødemidler), 40 procent højere karakterer i matematik, og de havde en lavere fraværsprocent og kom sjældnere for sent i skole. Manglende morgenmad havde en kraftig psykisk følgevirkning. De, der ikke spiste morgenmad, havde en dobbelt så høj forekomst af depression og en fire gange så høj forekomst af angst. De havde desuden 30 procent større sandsynlighed for at blive hyperaktive og løbe ind i en række forskellige psykosociale problemer end de trofaste morgenmadsspisere.

Ydermere viste Murphys undersøgelser, at børn, der fra sjældent at spise morgenmad begyndte at gøre det ofte, oplevede voldsomt forbedrede skolepræstationer. Sådanne børn blev desuden markant mindre deprimerede, angste og hyperaktive.

Da børn, som sjældent spiste morgenmad, begyndte regelmæssigt at tå morgenmad, steg deres karakterer i matematik i gennemsnit fra C til B. [svarer til ca. 6 til 8 på den danske karakterskala] - J. Michael Murphy, lægevidenskabeligt fakultet ved Harvard University

Underernærede børn lider mest under mangel på morgenmad, men også godt ernærede hjerner fungerer dårligere, hvis børn springer morgenmaden over. Forskning ved University of Texas i Houston viste, at godt ernærede 9-11-årige børn, som fik morgenmad, klarede sig bedre i visse indlæringsopgaver end dem, der ikke spiste morgenmad. Dette gjaldt for alle børn, uanset IQ men regelmæssig morgenmad styrkede indlæringen mest hos børn med de laveste IQ.

KORT OG GODT: Man skal sørge for, at ens barn spiser morgenmad hver dag, men især de dage, hvor han eller hun har prøver i skolen. Det kunne betyde højere karakterer. Hjernen forbrænder glukose, når man tænker; kommer man i underskud, fungerer hjernen langsommere.

Forsøg, udført af den ledende engelske forskningspsykolog David Benton ved University of Wales-Swansea, bekræfter, at morgenmadens styrkelse af blodets glukoseindhold også stimulerer indlæringen og hukommelsen hos voksne. I en undersøgelse spiste 33 universitetsstuderende enten ingen morgenmad eller indtog en morgenmadsdrik indeholdende 18 gram protein, 38 gram kulhydrat og 12 gram fedt. Derpå blev de underkastet standardiserede hukommelsestest. Deres blodglukoseniveauer blev målt før morgenmaden og to timer senere, efter hukommelsestestene. Morgenmadsspiserne havde en større mængde glukose i blodet og var hurtigere til at huske. Højere glukoseniveau førte desuden til bedre præstationer i testene, hvilket er tegn på en bedre hukommelsesevne.

Benton er kommet frem til samme resultat i gentagne undersøgelser- at indtagelse af morgenmad forbedrer hukommelsen og indprægningen af ny information, men ikke indvirker på omfanget af den grundlæggende intelligens.

Når det gælder den bedste type fødemidler til morgenmad, foretrækker Benton kulhydrater, som f.eks. brød, mælk og kornprodukter, men »bare det at spise noget om morgenen," fremhæver han, »er bedre end slet intet at spise."

Sukker i overflod: En alarmerende epidemi!
Det er altså en kendsgerning, at man har brug for tilstrækkeligt med blodsukker, for at hjernen kan fungere ordentligt. Og hurtige stigninger i blodsukkeret kan være gavnlige, når man anstrenger hjernen for at lære noget nyt eller når en aldrende eller demensramt hjerne har brug for ekstra stimulation. Men sandheden er, at i millioner af amerikaneres hjerner er truet af den modsatte fare: kronisk høje niveauer af blodsukker og dets ledsager, hormonet insulin. Sådanne høje niveauer af glukose og insulin dag ud og dag ind kan føre til beskadigelse af hukommelses- og tænkeevnen, delvis på grund af såkaldt »insulinresistens" eller »prædiabetes" - forstadier til diabetes. Hvis man er i farezonen rent genetisk, og især hvis man er overvægtig, kan en sådan insulinresistens desuden føre til type 2-diabetes med stigende sandsynlighed for påkrævet blodsukkerregulering, hjertelidelse og neurologiske komplikationer, ja, selv Alzheimers sygdom.

Sådan danner man blodsukker!
Der sker følgende: Når man indtager kulhydrater - almindeligt sukker eller stivelse, som f.eks. pasta, kartofler, brød, bønner- fordøjes de og omdannes for det meste til monosakkarid-molekylet glukose, der optages i blodbanen. Denne tilførsel af glukose signalerer til bugspytkirtlen om at danne mere insulin, det hormon, der er nødvendigt for at føre glukose ind i cellerne, hvor den kan forbrændes som brændstof. Insulinets opgave er så effektivt som muligt at få omsat glukosen, så blodsukkeret kommer ned i et normalt leje igen.

Dette forløber uden problemer, hvis stigningen i blodsukkeret sker gradvist. Men hvis blodsukkeret stiger for voldsomt og for hurtigt eksempelvis efter indtagelse af masser af letfordøjelige kulhydrater, skal bugspytkirtlen frigive mere insulin i forsøget på at regulere mængden af glukose. Hvis dette sker igen og igen, år ud og år ind, kan bugspytkirtlen udtrættes, så den ender med at udsende insulin, der er for svag og utilstrækkelig til at regulere blodsukkeret. Cellerne bliver derpå ufølsomme eller »resistente" over for insulinen. Bugspytkirtlen udsender nu endnu mere insulin i forsøget på at nedbringe mængden af blodsukker. Det mulige katastrofale resultat er en lidelse, man kalder »insulinresistens" - manglende evne til at udnytte insulin fuldt ud - som kan føre til type 2-diabetes eller til blodkarlidelser, som f.eks. forhøjet blodtryk og for tykkede halspulsårer, som indvirker på hjernen.

Sådan skades hjernen af for høje blodsukker- og insulinniveauer!
* Høje insulinniveauer er en forløber for forhøet blodtryk, en væsentlig i risikofaktor for nedsatte andsevner senere i livet.
* Høje blodsukker- og insul.inniveauer har en tendens til at.gøre blo.dkarrene mere stive og uelastiske, sa blodtilstrømningen til hjernen mindskes.
* Høje blodsukker- og insulinniveauer fremmer fortykkelse af halspulsårernes vægge. Sådanne fortykkelser spiller en vigtig rolle i forbindelse med tab af åndsevner med alderen.
* Insulinresistens er nært forbundet med en overfølsomhed over for natrium, som næsten altid fører til et hjerneskadeligt forhøjet blodtryk.

Insulinresistens er det bedste kendemærke for diabetes. Millioner af amerikanere - man anslår 25 procent af den voksne befolkning - som ikke har symptomer på diabetes, er ikke desto mindre insulinresistente. Denne lidelse er en hastigt voksende epidemi, der hænger sammen med en fedtrig kost bestående af højt forædlede fødevarer, og som har alvorlige konsekvenser for hjernen.

KORT OG GODT: Høje niveauer af blodsukker eller glukose fører til høje niveauer af insulin i blodet. Disse to dæmoner kan være skadelige for hjernen, blodkarrene og resten af kroppen.

Mental ravage som følge af forhøjet blodsukker!
Der foreligger en omfattende og stigende mængde forskningsresultater, der viser, at vores hjerne gør oprør mod vedvarende forhøjet blodsukker. Det er ikke til at komme udenom, at unormale tilstande i blodets indhold af blodsukker og insulin fører til hæmning af hukommelse og hjernefunktionerne i øvrigt. Det sker for børn og voksne, for mennesker med aktiv diabetes og for utallige millioner, som ikke engang er klar over, at de går rundt med farligt forhøjet blodsukker. De mentale følgevirkninger er mest synlige hos ældre mennesker, når mange års ophobede skader begynder at vise sig i form af en alvorligt svækket hukommelse og intellektuel funktionsevne. Det klokkeklare budskab er: Regulering af forhøjet blodsukker- og insulinindhold i blodet bør have høj prioritet for bevarelse af hjernefunktionerne for unge som for gamle.

Her er nogle af de tankevækkende resultater:
Unormalt højt blodsukker hos sukkersyge børn kan føre til, at de klarer sig markant dårligere i intelligensprøver.

Ældre mennesker med »vedvarende svækket glukosetolerance", muligvis som følge af for højt insulinniveau, klarer sig dårligere i test af generelle mentale funktioner og langtidshukommelsen. Ældre diabetikere har tre gange større risiko for at vise tegn på nedsatte åndsevner i standard-intelligensprøver.

Foruroligende vidnesbyrd om truslen fra kronisk forhøjet blodsukker mod de intellektuelle funktioner stammer fra hollandske forskere ved den såkaldte lutphen-ældreundersøgelse. I undersøgelsen fik mænd i 69-89-årsalderen orale glukosebelastningsprøver og en standardtest af de kognitive funktioner ved navn Mini Mental State Examination. Resultatet: Antallet af fejl i testen af de mentale funktioner steg i takt med niveauet af fasteblodsukkeret.

Specielt lavede personer med erkendt diabetes ( og dermed de højeste blodsukkerniveauer) 23 procent flere fejl i testen, nyligt diagnosticerede diabetikere 16 procent flere fejlog personer med nedsat glukosetolerance (prædiabetes) lavede 18 procent flere fejl end dem med normal blodsukkertolerance. Endvidere lavede de ikke-diabetikere, der havde de højeste niveauer af insulin i blodet 25 procent flere fejl i intelligensprøven end dem med de laveste niveauer af insulin i blodet. Ikke-diabetiske forsøgspersoner med nedsat glukosetolerance og abnormt høje insulinniveauer havde svækkede åndsevner, som påvist gennem rutine-intelligensprøvens tal.

En teori går ud på, at et højt insulinniveau kunne virke skadeligt ind på »synapseaktiviteten" i hjernen ved at forstyrre signaloverførslen mellem hjernecellerne, konkluderede forskerne.

Forhøjet blodsukker er et tegn på øget risiko for slagtilfælde. Diabetikere har tre gange højere risiko for slagtilfælde end ikke-diabetikere. Selv ikke-diabetikere med forhøjet blodsukker har, selv i ikke-fastende tilstand (over 225 mg/dL), fordoblet risiko for »blodprop« slagtilfælde i forhold til mænd med et lavt til normalt blodsukker (under 151 mg/dL), ifølge en nylig undersøgelse af omkring 7.500 japansk-amerikanske mænd over et forløb på 22 år. Forhøjet blodsukker øgede ikke risikoen for et blødende eller hæmorrhagisk slagtilfælde. Endvidere var forhøjet blodsukker knyttet til flere på hinanden følgende slagtilfælde, uanset om mændene havde forhøjet blodtryk eller ej.

Årsagen er ikke ganske klar. Men obduktioner viser, at diabetikere har generelt alvorligere åreforkalkning i hjernens små blodkar og desuden i halspulsårerne, som fører blod til hjernen.

Forhøjet blodsukker- og insulinniveau fremmer aldersbetinget demens (almindeligt intellektuelt forfald) og Alzheimers sygdom. En nylig undersøgelse ved Mayo Clinic viste, at type 2 (alders-) diabetikere havde 66 procent større risiko for at udvikle alle typer af demens, og mandlige diabetikere havde mere end dobbelt så stor risiko for at udvikle Alzheimers sygdom. Diabetes tredoblede risikoen for demens og Alzheimers sygdom, ifølge en nylig storstilet undersøgelse ved University of California i Davis.

Hovedbudskabet er: Et spring i blodsukkerniveauet er i orden indimellem (det finder normalt sted efter et måltid) og kan gavne indlæring og hukommelse på kort sigt. Kronisk høje niveauer af blodsukker og insulin over lange perioder er farlige og kan være skadelige for en optimal hjernefunktion.