Om Tvivl!

 

Mange Kristne er Slaver af en indgroet Tilbøjelighed til Tvivl. Ikke Tvivl om Guds Tilværelse eller om Biblens Sandhed, men om, at deres eget Forhold til Gud er i Orden. De er lige så bundne deraf som en Dranker af sin Drikkelyst. Tvivlen ligger og lurer på deres Vej for at falde over dem ved den første gunstige Lejlighed. Derved bliver deres Liv meget elendigt; og de kan ikke blive til Nytte for andre, fordi deres Samfund med Gud hvert Øjeblik afbrydes. Når en sådan Sjæl føres ind på Tro-ens Vej, som vi foran har skildret, så er det som oftest helt forbi med denne Tvivlen. Men det kan dog hænde, at den gamle Tyran pludselig på ny stikker Hovedet op og i hvert Fald når at gøre Sjælen modløs.

De af os, der som Børn har læst John Bunyans »Pilgrimsvandringen«, blev sikkert dengang stærkt grebne af Skildringen af, hvorledes den onde Kæmpe »Fortvivlelse« fik »Kristen« indespærret i »Tvivlborg«, og vor Rædsel forvandledes til Glæde, da Fangen slap ud af Borgen og den grusomme Tyrans Klør. Men vi tænkte ikke, at vi nogen Sinde selv skulle blive fangne af Kæmpen og indespærrede i den frygtelige Borg. Og dog er der vel næppe nogen af os, hvem det ikke én eller flere Gange er gået således.

Det kunne synes mærkeligt, at »troende« Mennesker må bekende, at de plages af Tvivl; og dog er denne Tvivlsyge så almindelig, at mange af Guds Børn snarere kunne kaldes »Tvivlere«. De betragter Tvivlen som en uundgåelig Sygdom, som de nu og da får Anfald af, og som de derfor må finde sig i som en nødvendig Prøvelse, der hører dette Liv til. De beklager sig over deres Tvivl, ligesom mange klager over deres Gigt, og venter at finde kærlig Deltagelse i os andre.

Dette kan endog være Tilfældet med sådanne, som har taget adskillige Skridt på Troens Vej. De er vel kommet over de gamle Tvivl med Hensyn til, om deres Synder er forladt, og om det er muligt for dem at nå Himlen; men Tvivlen kommer nu blot i en anden Skikkelse. De siger: »Jeg nærer ingen Tvivl om, at jeg er et Guds Barn ved Troen på Jesus Kristus, men -«

Og dette »men« vil sige, at de tvivler på de fleste af Faderens Forjættelser til os, Hans Børn. De går og slags med disse Forjættelser én for én, idet de vægrer sig ved at tro dem, så længe de ikke har fået noget »bedre« Bevis for deres Sandhed end det, at de er Guds Ord.

Og så går de endda og undrer sig over, at Gud tillader, at de kommer i så meget Mørke; ja, de betragter sig næsten som Martyrer, fordi de må gennemgå sådanne åndelige Kampe.

»Åndelige Kampe!« - det vilde være rigtigere at kalde dem »åndeligt Oprør«. Thi vor Kamp er Troens Kamp; den er forbi, så snart Tvivlen lukkes ind og så begynder Oprøret.

Jeg ønsker at nedlægge en alvorlig Protest imod alt dette. Thi det vilde være lige så galt at trøste disse Tvivlere, som det vilde være at beklage en Dranker og bede med ham om Kraft til at bære Drukkenskabens hårde Prøvelse. Begge Slags kan jeg blot sige til, at der er en fuld Befrielse for dem i vor Herre Jesus Kristus. Ikke ét Øjeblik tør jeg lytte til deres fortvivlede Undskyldninger; men jeg tilråber dem: »I burde være fri! I kan blive fri! I må se at blive fri!«

Vil nogen vel påstå, at Guds Børn er nødt til at tvivle på deres Faders Ord? Er dine Børn vel nødt til at tvivle på, hvad du siger? Vilde du beklage din Søn, om han kom til dig og sagde: »Fader, jeg er sådan en Tvivler; jeg kan ikke tro, at jeg er dit Barn, og at du elsker mig.« Men hvor ofte hører vi ikke nogen undskylde deres Tvivl ved at sige: »Jeg er nu sådan en Tvivler, at jeg har vanskeligt ved at tro på Guds Kærlighed.« Og ingen forfærdes over sådan Tale. Men du kunne lige så godt sige: »Jeg er nu sådan en Løgner, at jeg ikke kan lade være at lyve,« og så vente, at Folk vilde tage det som en tilstrækkelig Undskyldning. I Guds Øjne tror jeg, at Tvivl er lige så forkastelig som Løgn; thi derved sætter man en Plet på Hans Sanddruhed. Der står jo: Den, som ikke tror Gud, har gjort Ham til en Løgner (1. Joh. 5,10). Har du nogen Sinde tænkt på, at dette er Følgen af din Tvivl?

Jeg mindes engang at have været Vidne til, hvor rystet en Moder blev på Grund af hendes Barns Tvivl. Hun havde bragt sine to små Piger til mit Hus, medens hun selv gik nogle Ærinder i Byen. Den ene af dem gav sig straks med Barnets lette Sind til at lege og more sig nok så godt, lige til hendes Moder kom tilbage. Men den anden satte sig i en Krog og spekulerede på, om Moderen vel nogen Sinde kom tilbage, eller om hun måske vilde benytte Lejligheden til at komme af med hende, fordi hun var en uartig Pige; og ved disse Tanker arbejdede hun sig op til et sådant Anfald af Fortvivlelse, at hun til sidst var ganske ude af sig selv. Jeg glemmer ikke let det Udtryk, Moderens Ansigt fik, da hun kom tilbage og hørte, hvad der var i Vejen; Sorg, såret Kærlighed, Vrede og Medlidenhed kæmpede om Herredømmet i hende, og hun var åbenbart ikke klar over, om hun selv eller Barnet var mest at laste for, at sådanne Tanker kunne opkomme.

Det kunne jo være muligt, at sådan Tvivl var berettiget overfor en jordisk Moder; men den kan aldrig være det overfor Gud. Hver Gang jeg siden har tænkt på denne Scene mellem Moder og Barn, har jeg følt, at jeg bestemt må afvise enhver Tanke om Tvivl angående min himmelske Faders Kærlighed og Omsorg for mig, selv om Bekymringerne kommer nok så ofte og banker på Hjertedøren.

For mange Mennesker, tror jeg, er Tvivlen en Tilfredsstillelse for Kødet, og det vilde kræve den største Selvfornægtelse at forsage denne Nydelse; men som alle andre kødelige Nydelser har den meget sørgelige Følger. Når du ser på den Elendighed, der derved er kommet ind i dit åndelige Liv, vil du måske sige : »Ak nej, for mig er det ikke en Nydelse, men en gruelig Prøvelse.« Men stands et Øjeblik; prøv på at opgive Tvivlen, og du vil snart se, om det er en Nydelse eller ej. Møder ikke dine tvivlende Tanker op ved din Dør som en Flok deltagende Venner, der er kommet for at beklage din hårde Skæbne? Og er det ikke en Tilfredsstillelse for Kødet at sætte sig imellem dem og lytte til deres Argumenter og Beklagelser? Vilde det ikke kræve Selvfornægtelse at vende sig bestemt fra dem og nægte at høre et Ord af, hvad de har at sige? Prøv det, og du skal se!

Har du kendt den Tilfredsstillelse, det kan være for Kødet at give Rum for ukærlige Tanker mod dem, du mener, har gjort dig Uret? Hvilken Tillokkelse der kan være i at gruble over deres Ondskab og tænke sig alt muligt stygt om dem? Du føler dig ilde tilpas bagefter; men alligevel kniber det for dig at komme af med disse Tanker.

På samme Måde med Tvivlen. Dine åndelige Erfaringer har ikke været tilfredsstillende; du ser ikke klart Guds Vej med dig, og du har været udsat for særlige Fristelser. Så tænker du, at når Gud behandler dig anderledes end alle de andre, så må der vel være noget i Vejen med dig; du må være særlig ond og uværdig, siden Han går dig forbi. Du giver dig selv hele Skylden; men dog er det i Virkeligheden Ham, du anklager og tvivler på. Thi Han har jo sagt, at Frelsen er ikke for de retfærdige, men for Syndere. Din Syndighed og Uværdighed er 'ikke nogen Grund til, at Jesus ikke vil have med dig at gøre; tværtimod bevirker den netop, at du i særlig Grad er Genstand for Hans Kærlighed og Omsorg.

Det lille Lam, der er faret vild i Ørkenen, kunne lige så godt sige: »Jeg er faret vild; derfor bryder Hyrden sig ikke om mig.« Eller den syge kunne sige: »Jeg er syg, derfor vil Lægen ikke komme og se til mig.«

Jesus siger netop: De raske trænger ikke til Læge, men de, som er syge (Matt. 9,12). Og ligeledes: Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet ét af dem, forlader ikke de ni og halvfems i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det (Luk. 15,4).

Alle Tanker, som er i Modstrid med dette, er det en Synd at give Rum for. Tvivl og Modløshed udspringer altid fra en ond Kilde. Man må stå dem bestemt imod, thi de er byggede på en Løgn. Og man kan få Sejr over Tvivlen ligesom over enhver anden Synd ved at overgive den til Jesus. Den må behandles på samme Måde som Fristelsen til Vrede, Hovmod eller Drukkenskab: man stoler på Herren, at Han kan og vil bevare os. Blot Viljen er overgivet til Ham, skal Helligånden også nok virke Evnen til at udrette det, som er Ham velbehageligt.

Men måske er det her, det skorter. Her er ikke en fuld Overgivelse. Man forbeholder sig Frihed til at huse Tvivl i enkelte Tilfælde, hvor man mener, det ikke kan være anderledes.

»Jeg ønsker ikke at tvivle mere,« siger man; »jeg håber, jeg skal kunne lade være.« Men det er svært at komme så vidt, at man siger: »Jeg vil ikke tvivle mere.« Men det Punkt må nås. Vi må for bestandig opgive vor Frihed til at tvivle og i Stedet gå ind på at leve et Liv i stadig Tillid til Gud. Men ofte må det komme til en klar og bestemt Afgørelse ligesom for Drankeren. Det lader sig ikke gøre gradvis at holde op med at tvivle.

Men er blot Overgivelsen sket, så løfter vi Troens Skjold, så snart som Fjenden nærmer sig på ny. Den allerførste lille Begyndelse til Tvivl må vi lade Herren tage Sig af; det går ikke an, at vi selv tumler med den et eneste Øjeblik. Selv om den også synes at være nok så fornuftig, selv om den klæder sig i Ydmyghedens Kappe, så siger vi dog rent ud: »Jeg tør ikke tvivle; jeg må tro. Gud er min Fader, og Han elsker mig. Og Jesus frelser mig; Han frelser mig nu.« De tre små Ord: »Jesus frelser mig,« kan slå en hel Hær af Tvivl på Flugt. Jeg har selv prøvet det utallige Gange, og det er aldrig slået fejl. Stands ikke og drøft Sagen med Tvivlen. Tag ikke det mindste Hensyn til den, men behandl den med den største Foragt. Luk Døren i for Næsen af den, og benægt rent ud hvert Ord, den siger. Tag nogle »Der står skrevet« og kast dem efter den. Se på Jesus, og sig til Ham, at du stoler på Ham og vil blive ved dermed. Lad så Tvivlen komme, så meget den vil; den kan dog ikke skade dig, når du ikke lukker den ind.

Det kan måske være, som om du lukker Døren for dine bedste Venner; og dit Hjerte vil længes efter Tvivlen mere end Israelitterne efter Ægyptens Kødgryder. Men fornægt dig selv! Tag Korset op og afslå at lytte til noget eneste Ord fra den Kant!

Det kan hænde om Morgenen, når jeg vågner, at jeg finder mig omringet af en hel Hær af Tvivl, som råber højt for at få Lov til at komme ind, og det kunne være en Tilfredsstillelse for Kødet at lukke dem ind og lade dem tage Plads. Men År tilbage har jeg aflagt et Afholdsløfte med Hensyn til Tvivl, og jeg kunne lige så lidt tænke mig at bryde mit Løfte om at afholde mig fra Nydelsen af stærke Drikke. Jeg vover ikke at give Rum for den første Tvivl. Så snart jeg mærker, at Fjenden angriber, løfter jeg derfor Troens Skjold, idet jeg siger: »Gud er min Fader; Han har tilgivet mig; og Han elsker mig virkelig; Jesus elsker mig; Han elsker mig nu.« Og for disse enfoldige Ord må Fjendens Hære fly. Når Fjenden kommer som en Flod, skal Herrens Ånd oprejse et Banner imod ham (Esajas 59,19). Der bliver fuld Sejr, og jeg kan istemme Moses' og Israels Børns Sang: Jeg vil lovsynge Herren, thi Han har vundet en herlig Sejr; Hest og Rytter kastede Han i Havet. Herren er min Styrke og min Lovsang; og Han blev mig til Frelse. (2. Mos. 15).

Gør ligeså du tvivlende Sjæl, og du skal få en lignende Sejr. Tro ikke, at Tvivl er noget uundgåeligt i din Stilling og for Folk med dit Temperament. Du har lige så lidt Grund til at tvivle på din himmelske som på din jordiske Faders Ord. Og ingen jordisk Fader har nogen Sinde givet klarere Beviser på sin Kærlighed, end Gud har. Om du ikke tror Hans Ord, gør du Ham til en Løgner. Du betænker dig jo ikke på at adlyde Ham, selv om det skal koste dit Liv. Tro Ham så også, hvad det end må koste. Kampen kan blive hård; men stå blot imod i Tro. Al Tvivl kommer nemlig fra Fjenden og ikke fra Helligånden; thi Han er en Trøster og ikke en Anklager, og Han viser os aldrig, hvad vi mangler, uden samtidig at pege på Hjælpen fra Gud.

Tag derfor ikke et eneste Øjeblik Hensyn til Tvivlen, men vend dig fra den med Rædsel, som du vilde vende dig fra gudsbespottelige Tanker; thi Tvivl er Gudsbespottelse. Du kan måske ikke hindre Tankerne i at komme til dig, lige så lidt som du kan hindre Drengene på Gaden i at bande, når de går forbi. Men derfor behøver det ikke at blive til Synd for dig. Du billiger ikke de Eder, du hører, og således kan du også lade være med at lytte til Tvivlen; det er ikke din Tvivl, før du giver den Medhold. Når den melder sig, så vend dig straks fra den, ligesom du vender dig fra Ederne. Og trods den ved frimodigt at bekende din Tro, hvor du får Lejlighed dertil; gør det mundtligt, og gør det i Breve; sig atter og atter i dit Hjerte, at du tror, at du vil blive ved at tro.

Når du nu lægger denne Bog fra dig, så tag din Pen og skriv, at det er din Beslutning aldrig mere at tvivle. Lad det blive en virkelig bindende Overenskomst mellem din Sjæl og Herren. Giv for bestandig Afkald på din Frihed til at tvivle. Sæt din Vilje over på Herrens Side og tro, at Han vil bevare dig fra Fald. Fortæl Ham, hvor svag og hjælpeløs du er overfor Tvivlen, og overlad så til Ham at føre Kampen. Vend dit Ansigt bort fra dig selv og se ufravendt hen til Jesus. Hold urokkelig fast ved Håbets Bekendelse, thi Han er trofast, som har givet Forjættelsen (Hebr. 10,23). Stol på Hans Trofasthed, ikke på din egen. Du har overdraget Ham som den trofaste Skaber (1. Pet. 4,19) at bevare din Sjæl, og du må aldrig mere blot så meget som tænke dig Muligheden af, at Han kunne være utro. Stol på, at Han er trofast, ikke fordi du føler eller ser det, men fordi Han har sagt det. Tro det, enten du føler det eller ej. Tro det, selv om det ser ud for dig, som om du tror noget, som ikke passer. Gennemfør denne Tro i Praksis og bliv hårdnakket ved at tro. Lad det blive en stadig Vane hos dig at tro, og tillad ikke noget som helst at rokke din Tro, hvor fornuftigt det end kunne »synes« at være.

Bruger du denne Fremgangsmåde, da vil Resultatet være, at du før eller senere kommer til at kende, at det, du troede på, er sandt, og så vil hvert Spor af Tvivlen forsvinde i Lyset af den Glans, som stråler ud fra Guds ubetingede Trofasthed.

Det er en ufravigelig Lov i Åndens Verden, at der sker os efter vor Tro; og naturligvis virker denne Lov også til den anden Side, så at vi lige så vel må være belavede på, at der sker os efter vor Tvivl.

Tvivl og Modløshed er Døre, ad hvilke det ende kommer ind; men Tro er en uoverstigelig Mur imod alt det onde.

Kære tvivlende Sjæle, mit Hjerte føler for eder! Jeg ved, at I ærligt og alvorligt kæmper for at vinde en varig Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus; men jeg ved også, hvor eders ulykkelige Tvivlsyge har haft Held til at holde eder tilbage. Og nu vilde jeg inderligt ønske, at eders øjne måtte blive åbnede til at se den Befrielse, som ligger for eders Dør. Prøv nu den Vej, der er vist eder, og I skal erfare, at Ordet slår til: Dig ske efter din Tro! (Matt. 8,13).