Om at ledes af Herren!

 

Du har altså nu, kære Læser, begyndt Troens Liv. Du har givet dig helt og holdent til Herren og hviler i Hans Hænder for at dannes efter Hans guddommelige Plan til et Ærens Kar. Det er dit inderligste Ønske at følge Ham, hvorhen Han vil føre dig, og at være villig og bøjelig i Hans Hånd. Men her møder du en stor Vanskelighed: du har endnu ikke lært at kende den gode Hyrdes Røst og er derfor ofte i Tvivl om, hvad der egentlig er Hans Vilje med dig.

Måske der er Veje, Herren synes at kalde dig ind på, som dine Venner ikke synes om. Og disse Venner er måske ældre Kristne end du og synes dig at være nået meget længere frem. Du kan næsten ikke udholde at have en anden Mening end de eller at gøre dem imod, og når de ikke er enige med dig, er du bange for at gøre, hvad du dog har Indtryk af er din Pligt. Men du kan heller ikke ryste det af dig, og derfor er du i stor Tvivl og Ængstelse.

Men der er en Vej ud af disse Vanskeligheder for den Sjæl, som har overgivet sig helt til Herren. Jeg gentager: »som har overgivet sig helt til Herren!« thi dersom din Vilje har taget noget som helst Forbehold i et eller andet, så vil det være næsten umuligt at udfinde, hvad der er Guds Vilje på dette Punkt. Det første, du har at gøre, er. derfor at undersøge, om det også virkelig er din Hensigt at adlyde Gud i enhver Henseende. Men er du sikker på det, så du blot behøver at kende Guds Vilje for at indvillige i den, så kan du heller ikke tvivle på, at Gud vil åbenbare Sin Vilje for dig og lede dig på den rette Vej. Det er, hvad der siges i Joh. 10,3-4: Han kalder Sine egne Får ved Navn og fører dem ud; og når Han har ført alle Sine egne Får ud, går Han foran dem, og Fårene følger Ham, fordi de kender Hans Røst. Og i Joh. 14,26: Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit Navn, Han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder. Eller i Jak. 1,5: Dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden at bebrejde, så skal den gives ham.

Ud fra disse og mange lignende Steder må vi slutte, at Herren har lovet at lede os, så vor Tro kan tillidsfuldt spejde derefter og forvente det. Og dette er meget vigtigt, thi i Jak. 1,6-7 hedder det: Lad ham bede i Tro, uden at tvivle; thi den, der tvivler, ligner en Havsbølge, som drives og kastes af Vinden. Ikke må det Menneske mene, at han skal få noget af Herren.

Det Punkt må altså stå fast, så at ingen Tvivl kan snige sig ind og rokke os i Troen på, at Herren har lovet at lede os, og at om vi søger Hans Vejledning, skal vi få den.

Dernæst må vi huske på, at Gud i Sin Visdom fører os ad Veje, hvor megen Velsignelse venter os, men hvor det kortsynede, menneskelige Øje kun ser Modgang og Besvær. Guds Tanker er ikke som Menneskers Tanker, og Hans Veje ikke som Menneskers Veje; og kun Han, som på Forhånd kender enhver Sags Udfald, kan dømme om, hvad den endelige Betydning af de enkelte Begivenheder vil være. Hans Kærlighed vil måske føre dig ad en Vej, som går stik imod, hvad dine bedste Venner ønsker. Luk. 14, 26-33 viser, at den, der vil være en Jesu Discipel, må være rede til at forsage alt for Hans Skyld, ja selv til at miste sine kære og tilmed sit eget Liv. Dette må vi være klare over i Forvejen; thi et Guds Barn får ofte Befaling til at gå frem ad en Vej, som hans nærmeste misbilliger. Under sådanne Forhold kommer man let i Knibe, medmindre man er belavet derpå og stoler på Gud under det alt sammen.

Men nu kommer Spørgsmålet: Hvorledes bærer Herren Sig ad med at lede os, og hvorledes kan vi kende Hans Røst?

Han taler til os gennem den hellige Skrift og ved Helligåndens Røst i vort Indre; men desuden må vi agte nøje på, om Han søger at lede os ved Hjælp af de ydre Tilskikkelser og den af Hans Ånd oplyste Menneskeforstand. Hvor disse fire stemmer overens, kan vi trøstig stole på, at det er Gud, der taler. Thi jeg går ud fra som noget selvfølgeligt, at Han siger det samme, selv om det sker på flere forskellige Måder. Der kan være flere forskellige Røster, men Budskabet, de udtaler, er kun ét. Om Herren siger til mig med én Røst, at jeg skal gøre sådan, så kan Han ikke med en anden Røst sige det modsatte til mig. Er der en Modsigelse mellem Røsterne, så kan det ikke være den samme, der taler gennem dem.

Først den hellige Skrift. Er man i Tvivl om en Ting, gælder det om først og fremmest at undersøge Sagen i Biblen. Og forinden man har adlydt Guds Vilje, som den er åbenbaret der, kan det ikke nytte at bede om en særlig Åbenbarelse. Når vor himmelske Fader allerede der har kundgjort os Sin Vilje klart, vil Han naturligvis ikke kundgøre os den på anden Måde. Dersom vi da undlader at se efter i Biblen eller ikke vil adlyde dens Ord, men i Stedet for lytter efter en indre Røst, så bliver vi næsten uundgåeligt Genstand for et Bedrag. Man behøver f. Eks. ikke en særlig Åbenbarelse for at få at vide, at man ikke må stjæle; thi det har Gud allerede sagt os klart i Sit Ord.

Biblen giver os ganske vist ikke Regler for, hvorledes vi skal bære os ad i alle Tilfælde; vi må derfor ofte vente Vejledning ad en anden Vej. Men de fleste vigtige Forhold i Livet finder vi omtalt i den. Selv et Spørgsmål som Klædedragten behandles i 1. Pet. 3,3-4 og 1. Tim. 2,9. Hvorledes Samtalen bør være ses af Ef. 4, 29 og 5,4. Det vises os i Rom. 12,19-21, Matt. 5,38-48 og 1. Pet. 2,19-21, hvorledes vi bør tage det, om man gør os Uret. At vi må tilgive hverandre omtales bl. a. i Ef. 4,32 og Mark. 11,25-26. Om ikke at skikke sig lige med Verden tales der i Rom. 12, 2 og 1. Joh. 2,15-17 samt Jak. 4,4. At vi ikke skal bekymre os for noget, lærer vi af Matt. 6,25-34 og Fil. 4,6-7.

Det er nogle Eksempler for at vise, hvorledes Biblens Ord griber ind i det daglige Livs Forhold. Derfor må vi altid først under Bøn se efter, hvad den siger, og hvad den klart udtaler, må vi gøre. Vi kan ikke vente nogen anden Vejledning på sådanne Punkter, ligesom Herren aldrig vil vise os en Vej, som strider mod det åbenbarede Ord.

Men vi må ganske vist huske på, at Biblen er ikke en Bog fuld af Strøtanker uden indbyrdes Sammenhæng, men et samlet Hele, hvilende på visse Grundsætninger. Løsrevne Skrift ord kan derfor misbruges til at slå Ting fast med, som strider imod, hvad Skriften ellers lærer. Det er på den Måde, alt Sværmeri fremkommer. Et løsrevet Ord kan gøre et sådant Indtryk på Sindet, at det synes nødvendigt, at adlyde det, uanset de gale Ting, det fører til, og således går man imod Skriftens Grundsætninger samtidig med, at man påberåber sig Skriften. Det var på den Måde, Satan bar sig ad (Luk. 4), da han brugte Skrift ord som Støtte for sine Fristelser; men Jesus afviste ham ved at henvise til Skriftens Grundsætninger.

Men om man nu har Indtryk af, at der er et eller andet, man bør gøre, som Skriften ikke giver bestemt Besked om, da må man på anden Måde prøve, om det er Guds Ånd, der taler, og vente, til man har fuld Vished. Thi sådanne »Indtryk« kan komme fra andre Kilder end Helligånden. Mange af dem stammer fra vore Omgivelser, hvis Ånd er så stærk, at de påtvinger os deres Syn på Sagen, eller måske fra Sygelighed hos os selv, hvorved alting farves på en særlig Måde. Endelig kommer der Indtryk fra de åndelige Fjender, som særlig ligger på Lur efter enhver Vandrer på Himmelvejen, som søger at nå længere frem i det åndelige Liv. I det samme Brev, hvor der siges, at Gud har sat os i det himmelske i Kristus Jesus (Efes. 2,6), hedder det også (6,12), at vi har Kamp imod Ondskabens Åndemagter i det himmelske. Disse åndelige Fjender kan naturligvis kun komme i Forbindelse med os gennem den åndelige Del af vort Væsen; deres Røster vil derfor ligesom Guds Røst søge at gøre Indtryk på vor Ånd. Ligesom Helligånden gennem Indtryk søger at meddele os, hvad der er Guds Vilje med os, således vil disse åndelige Fjender søge at meddele os, hvad der er deres Vilje med os; men de vil forklæde sig som »Lysets Engle«, der er kommet for at føre os nærmere til Gud.

På den Måde er mange oprigtige Guds Børn blevet ført ind i Sværmeri, medens de selv mente, at de levede Herren meget nær. Det er ikke nok, om man kan sige: »Jeg har fået det sådan«; thi det er nødvendigt at vide, fra hvilken Kilde man har fået det. Det er heller ikke nok, om det er kommet til os på en meget mærkelig Måde. Thi de onde Magter kan også gøre Mirakler, forudsige fremtidige Begivenheder og gøre andre Tegn.

For at vide, om det, der således kommer til os, er fra Gud, må vi altså først prøve det efter Skriften. Men udtaler den sig ikke klart, da må den af Helligånden oplyste menneskelige Dømmekraft tages med på Råd.

Så vidt jeg kan se, lærer Skriften alle Vegne, at Guds Børn på deres Vandring igennem Verden må bruge de Evner, som er givet dem. De skal bruge deres fysiske Evner til deres ydre Liv; dersom de går med lukkede Øjne, kan de ikke blive bevarede fra at støde deres Fødder på Stenene; men lige så lidt kan de åndelig talt bevares fra at snuble, om de ringeagter deres åndelige Dømmekraft og sunde Sans.

Nogen vil måske nu indvende: »Jeg troede ikke, vi i åndelige Ting var afhængige af vor menneskelige Forstand. «

Hertil vil jeg svare, at vi ikke må gå efter den formørkede menneskelige Forstand, men efter den af Helligånden oplyste menneskelige Dømmekraft og sunde Sans. Gud vil tale til os gennem de Evner, Han selv har givet os, og ikke uafhængig af dem. I vort ydre Liv må vi jo bruge vore legemlige Øjne, selv om vi er nok så fulde af Tro, og på samme Måde skal vi i vor Vandring med Gud bruge »vor ydre Forstands oplyste øje«.

Ligeså må vi prøve, om Gud taler til os gennem de ydre Tilskikkelser. Om man »får det sådan«, at man skal gøre et eller andet, da kan der måske være mange Hindringer, men Vejen vil altid åbne sig, efterhånden som vi går frem i Tro, dersom Sagen da er af Gud. Thi Han formår det, som er umuligt for Mennesker. Jesus siger i Joh. 10,4: Når Han har ført alle Sine Får ud, går Han foran dem; og Fårene følger Ham. - Han går foran og baner Vejen, og vi går frem ad denne banede Vej. Det er ikke et Tegn på, at Herren leder os, dersom vi selv må bane os en Vej eller ligesom ride alt ned, hvad der stiller sig i Vejen for os. Dersom Herren »går foran« os, så vil Han selv åbne Dørene for os, og vi behøver ikke at slå nogen Dør ind for at komme ind i Huset.

Det fjerde Punkt er dette: ligesom vore Indtryk må prøves efter, om de tre andre Røster samstemmer med dem, således må også disse tre prøves efter, hvad vi føler i vort Indre. Dersom der er »noget i os, som siger«, at vi ikke skal gøre en Ting, så må vi vente, til denne Hindring er fjernet. En troende Kvinde, som syntes at gøre raske Fremskridt i det åndelige Liv, gav mig denne Forklaring: »Jeg tager altid Hensyn til Hindringerne.« Vi gør vel i ikke at ringeagte denne Røst i vort Indre lige så lidt som de tre andre Røster, vi har talt om. -

Med enhver særlig værdifuld åndelig Gave følger altid en særlig Fare. Når den åndelige Verden lukker sig op for en Sjæl, så vil den der møde både ondt og godt. Men det må ikke skræmme nogen. Hvem vil ikke foretrække den voksne Alder med dens Farer frem for at blive ved at leve i Barndommens Uvidenhed og Uskyld, og hvem vil ikke gerne vokse op til »Kristi Fyldes modne Alder«, selv om det medfører ny og farlige Fristelser?

Vi må derfor ikke lade os afskrække fra at søge den guddommelige Ledelse, fordi der truer særlige Farer på den Vej. Når de fire omtalte Prøver samstemmer, og man har en bestemt Følelse af, at det er ret således, da er der intet at frygte. Og mig forekommer det at være en stor Forret, at Gud således vil meddele os Sin Vilje, at Han bryder Sig så meget om os, at Han vil styre de mindste Ting i vort Liv og undervise os om, hvorledes vi kan vandre Ham velbehageligt. De fleste Menneskers daglige Liv interesserer os ikke; men er der nogen, vi elsker, da bekymrer vi os for deres Vel. Guds Lov er derfor kun et andet Navn for Hans Kærlighed; og jo mere Han griber ind i vort Livs små Enkeltheder, desto mere føler vi Hans Kærlighed. Først når vi lærer hver Dag og hver Time at lade os lede af Gud, forstår vi til fulde Lykken ved dette Liv skjult med Kristus i Gud.

Og nu har Han jo lovet at virke i os både at ville og at gøre efter Hans Velbehag. Det sker på den Måde, at Han lægger Sin Vilje ind i os, så den ikke kommer til os som en Befaling udefra, men som et Ønske, der opstår i vort Indre. Vi kommer til at ønske at gøre dette eller hint; det er ikke som noget, vi tvinges til at skulle. Det at tjene Herren bliver således den virkelige Frihed; thi det falder altid let at gøre det, som man selv ønsker at gøre, ligegyldigt hvor store Vanskeligheder der møder. Enhver Moder ved, hvor let det går for Barnet at lyde, når hun blot kan påvirke dets Vilje således, at det selv ønsker at gøre, hvad hun vil have det til. Og således er det, at vor himmelske Fader behandler Sine Børn i den ny Pagts Husholdning; Han skriver Sin Lov ind i vort Hjerte, så vi ikke kan andet end at adlyde og ikke behøver at drives dertil.

Det er den Måde, hvorpå Helligånden sædvanlig virker i den Sjæl, der er gået ind i det fulde Lydighedsforhold til Gud: Han indgiver i Sindet et Ønske om at gøre eller undlade at gøre visse Ting.

Når et Guds Barn beder, hænder det ofte, at det får en særlig Tilskyndelse til at gøre et eller andet. Man må da lægge det bestemt frem for Herren for at få Klarhed over, om det er fra Ham. Og ofte behøver den foran beskrevne Fremgangsmåde ikke at anvendes, thi vor åndelige Sans vil straks sige os, om det er rigtigt eller galt. Men på hvilken Måde man end kommer til Klarhed, så er det bedst at adlyde straks. Giver man derimod Rum for Betænkeligheder, bliver det sværere og sværere at adlyde; det gamle Selvliv vågner, og den Kraft, der skulle have været brugt til at gå i Lydighed, opbruges i Kampen mod Tvivlen og Betænkelighederne.

Men undertiden sker det, at man ikke kan få Klarhed over, hvad der er Guds Vilje. Det gælder da blot om at vente, til Lyset kommer. Men vi må vente i Tro og fuld Villighed, så vi stadig siger ja til, hvad vi forstår, Herren vil. Om en Indskydelse er fra Ham, vil den blive stærkere og stærkere; hvis ikke, så vil den forsvinde, og vi vil næsten glemme, at vi nogen Sinde har haft den.

I alle tvivlsomme Tilfælde er det meget vigtigt, at bie på Hans Vejledning; thi hvad der ikke er af Tro, er Synd (Rom. 14,23). Men så snart man er sikker på, at det er Herrens Røst, der taler, da - og ikke før da - gælder det om at lyde.

Og frem for alt: lad os stole på, at Han vil kundgøre os Sin Vilje, når vi har overgivet vor Sag til Ham, ligesom en Fader ikke skjuler sin Vilje for sit Barn, eller en Herre ikke undlader at give en Tjener klar Besked. Og føler vi, at Han søger at drage os nærmere til Sig, lad så vort Hjerte fryde sig derover. Lad os blot give Slip på alt for at komme ind i dette velsignede Samfund med Ham!