Om Viljen!

 

Der er en Vanskelighed, som ofte møder dem, der har overgivet sig til Herren og nu begynder at leve i Tro. Man har bevidst taget Skridtet: ud af sig selv og ind i Kristus, og man har begyndt at erfare, hvor velsignet det er at leve dette Liv »skjult med Kristus i Gud«. Men når så den første Følelse af Fred og Hvile har lagt sig noget - eller den har måske slet ikke været der - så synes de Oplevelser, man nylig har haft, så underlig uvirkelige, og man forekommer sig selv at være en Hykler, når man dog fastholder, at det var noget virkeligt. Man er bange for at sige, at man er helt med Herren, og dog kan man heller ikke få sig selv til at tro det modsatte; thi det er det eneste Liv, man ønsker at leve.

Men Vanskeligheden klares, når man lærer at forstå Lovene for det ny Liv. Man har først tænkt sig, at det afhang af Følelserne, og derfor var hele Opmærksomheden henvendt på dem; man hvilede i Troen, når Følelserne var der, men man blev urolig, når de svandt bort. Men Sandheden er den, at dette Liv afhænger slet ikke af Følelserne, men af Viljen. Når den blot hviler i Guds Vilje som sit Centrum, så påvirkes Livet aldeles ikke af de vekslende Stemninger.

Fenelon har sagt: »Sand Religion har sit Sæde i Viljen alene.« Viljen er jo nemlig den afgørende Magt i Menneskelivet, Kongen, for hvem alt må bøje sig; når den træffer det rette Valg, så bliver alting vel med Mennesket. Det er ikke Følelserne, der er det afgørende; de er en Del af vort Væsen og påvirker os i den ene eller den anden Retning; men de er ikke vort egentlige »Jeg«; dette ligger dybere inde og står over Følelserne. Skal Gud have Magten over os, så må Han ind i Viljen; derfra kan Han ved Sin Helligånd underlægge Sig hele vor Natur. Derfor kan det siges, at som Viljen er, således er Mennesket.

Men nu træffer Følelserne ofte en ganske anden Afgørelse end Viljen. Retter vi os efter dem, er det derfor ikke underligt, om den Afgørelse, Viljen har truffet, forekommer os uvirkelig, og man er tilbøjelig til at betragte sig selv som en Hykler, dersom man alligevel holder fast ved den. Men blot man ser, at det er Viljen, der er Kongen, så regner man ikke mere med Følelserne, hvad de så end siger.

Dette Spørgsmål har den allerstørste Betydning for Troens Liv; derfor vil jeg bede dig, kære Læser, om ikke at lade det ligge, før du har fuld Klarhed over det.

En meget begavet ung Mand prøvede på at leve dette Liv; men Tvivlen meldte sig stadig, thi Følelserne gik en anden Vej, og jo mere han anstrengte sig for at tro, desto mere uvirkeligt forekom det hele ham.

Så var der nogen, som gav ham det Råd at sætte Viljen over på Troens Side; han skulde blot vælge at tro og sige: »Jeg vil tro! Jeg tror virkelig!« og så vilde Følelserne før eller senere blive nødt til at bøje sig derfor.

»Er det virkelig Deres Mening,« sagde han, »at jeg kan vælge at tro, når det forekommer mig så usandt? Kan en sådan nøgen Tro være virkelig?«

»Ja,« blev der svaret; »et Menneskes Vilje er hans egentlige Jeg; hvad den gør, gør han selv. De skal blot sætte Deres Vilje over på Guds Side, idet De bestemmer Dem til at tro, hvad Han siger, blot fordi Han siger det, ligegyldigt hvad så Deres Følelser mener derom.«

»Jeg vil gøre, hvad De siger,« sagde den unge Mand. »Følelserne kan jeg ikke kontrollere, men min Vilje er jeg Herre over. Nu begynder det at se ud for mig, som om det er muligt at leve det ny Liv, når det blot er Viljen, det drejer sig om. Den kan jeg overgive til Gud; og det gør jeg nu.«

Fra det Øjeblik af mødte han enhver Tvivl med det Svar, at han havde valgt at tro, og det var hans Hensigt at blive ved med at tro, og han troede også virkelig. I Løbet af få Dage fik han fuld Sejr over alle Følelser, og hver Tanke blev underlagt Guds Helligånd, så han kom til at leve et sejrrigt og skønt Kristenliv. -

Sagen er, at vor Vilje, som bestemmer alle vore Handlinger, før var i Syndens Magt; men nu opfordrer Gud os til at overgive den til Ham, så Han kan virke i os både at ville og at udrette det, som er Ham velbehageligt.

En Kvinde, som var begyndt at leve dette Liv, kom i en hård Prøvelse. Alle hendes Følelser oprørte sig derimod, så dersom hun havde rettet sig efter dem, vilde hun være kommet i den dybeste Fortvivlelse. Men hun havde lært at kende den Hemmelighed om Viljen og vidste, at hun på Bunden af sit Hjerte havde valgt Guds Vilje. Derfor tog hun ikke det mindste Hensyn til sine Følelser, men mødte hver Tanke om Prøvelsen med de Ord: »Din Vilje ske! Din Vilje ske!« Og Følgen var, at på ganske kort Tid blev alle hendes Tanker fanget ind til Lydighed mod Guds Vilje, og hendes Følelser begyndte at glæde sig over det, som de før rejste sig imod.

Der var en anden Kvinde, som havde en Skødesynd. Hendes Følelser elskede den, men hendes Vilje hadede den. Og da hun troede, at Følelserne var hendes Herre, havde hun opgivet hver Tanke om at overvinde den. Men nu hørte hun, at hun kunde gå efter sin Vilje og ikke behøvede at vente på, at Følelserne skulde blive forandrede først. Hun bad således: »Herre, Du ser, at med Følelserne elsker jeg Synden, men mit egentlige Jeg hader den. Hidtil har mine Følelser hersket; men nu giver jeg min Vilje i Dine Hænder. Tag den og virk i mig, hvad der behager Dig!«

Straks greb Herren ind med Sin Helligånds Kraft, så at Hans Vilje blev Herre over hendes Følelser. Hun blev således befriet, ikke ved et ydre Bud, men ved Guds Ånds Arbejde i hendes Indre.

Og nu, kære Læser, hold op med at rette dig efter dine Følelser; thi de er kun Tjenere; tag kun Hensyn til Viljen, thi den er den virkelige Konge i dit Væsen. Er den overgivet til Gud? Har du lagt den i Hans Hænder? Har din Vilje besluttet at tro? Har du valgt at adlyde? Om det er Tilfældet, da er du virkelig i Herrens Hånd; thi din Vilje er dig selv, dit egentlige »Jeg«. Da er Sagen i Orden, enten så Følelserne er med eller imod. På den Måde bliver det muligt for dig at gøre, hvad Biblen taler om: at overgive dig til Gud, at fremstille dig som et levende Offer til Ham, at blive i Jesus, at vandre i Lyset, og at lade Selvet dø, o. lign.; thi i alt dette kan du sætte din Vilje ind på Guds Side. Var det derimod Følelserne, det drejede sig om, da vilde du synke ned i håbløs Fortvivlelse.

Når så igen denne Følelse kommer til dig, at det hele er uvirkeligt eller Hykleri, så bryd dig ikke derom. Agt kun på, at din Vilje er i Guds Hånd, at dit indre Selv er overladt til Helligåndens Bearbejdelse, at dit Valg, din Afgørelse er truffet, så du er på Hans Side. Dine Følelser, der stiger og falder ligesom et Skib, der ligger for Anker, vil da finde, at din Vilje har tøjret dem til Guds vældige Kraft; og de bliver nødt til at give sig.

Viljen er som en forstandig Moder i Barnekammeret, og Følelserne ligner en Flok skrigende, larmende Børn. Moderen ved, hvad hun vil, og hun sætter sin Vilje igennem, hvor meget så end Børnene skråler op. De bliver nødt til at bøje sig for hendes kærlige, men dog bestemte Optræden. Men sæt, at hun gav Rum for den Tanke, at Børnene var Herre, hvilken Forvirring vilde det ikke afstedkomme! En sådan Forvirring er det, der hersker i mange Sjæle, fordi Følelserne regerer i Stedet for Viljen.

Glem så ikke, at det virkelige i dine Erfaringer er det, som Viljen beslutter, ikke hvad Følelserne foreskriver. Du bliver langt snarere en Hykler, dersom du går efter dine Følelser, end om du holder fast ved, hvad din Vilje har besluttet. Er din Vilje på Guds Side, så er du virkelig helt med Herren, ligegyldigt hvad dine Følelser siger dertil.

Når der i Biblen tales om »Hjertet«, så menes der ikke Følelserne, men Viljen, Menneskets Personlighed, dets egentlige Selv; og Gud arbejder netop på at få dette Selv overgivet til Ham, så Han kan få Magten i Menneskets inderste Liv. Det er ikke Følelserne, Gud vil have, men Mennesket selv. -

For at ingen skal tage fejl, vil jeg dog tilføje, at når der tales om at »opgive vor Vilje«, så mener jeg ikke dermed, at vi skal være uden Vilje; men i Stedet for vor tåbelige, vildledte og umodne Vilje får vi den guddommelige Vilje. Lægger vi Trykket på »vor«, så forstår vi det bedre: det er vor Vilje, som den var, vildledt og afvegen fra Gud, som må opgives, derimod ikke den ny Vilje, som er ét med Guds Vilje.

Vi forlanger af vore Børn, at de skal opgive deres egen Vilje og ikke sige: »Jeg vil,« eller »Jeg vil ikke«. Men når deres Vilje er bøjet til at være i Overensstemmelse med vor Vilje, så ønsker vi, at de af al deres Kraft skal sige: »Jeg vil«, eller »Jeg vil ikke«.

Når Gud virker i os at ville (Fil. 2,13), så må vi, hvad det så end skal koste, give vore Hjerter hen til at få denne Vilje udført, så vi svarer et afgjort: »Jeg vil« til hvert af Hans: »Du skal!« Thi Gud kan kun udføre Sin Vilje med os, når vi indvilliger deri og vil det samme som Han.

Fenelon siger: »At have Viljen til at elske Gud, det er hele Religionen.«

Har du, kære Læser, indvilliget i at ville, hvad Gud vil? Thi det er Viljen, det kommer an på. Har du med din Vilje taget de to Trin: Overgivelse og Tro, så har du, hvad så end dine Følelser siger, Lov til at holde fast, at du er helt med Herren, og at Han har begyndt at virke i dig »både at ville og at udrette efter Sit Velbehag.«