Det næste Skridt for den Sjæl, der vil ud af Nederlagenes Ørken og ind i Landet, som flyder med Mælk og Honning, er Tro. Men ligesom ved det Skridt, der hed »Overgivelse«, møder også her særlige Vanskeligheder og Hindringer.

Det Guds Barn, der har fået Øjnene op for, at der er en Fylde at få i Jesus, og hvis Hjerte hungrer efter at komme i Besiddelse af den, vil stadig få den Besked af andre, at dette sker ved Tro. Men Begrebet »Tro« er for ham noget så hemmelighedsfuldt, at denne Anvisning blot gør Sagen mere indviklet for ham i Stedet for at kaste Lys over Vejen.

»Ja, naturligvis må det ske ved Tro,« siger han; »jeg ved jo, at alt i Kristenlivet afhænger af Tro. Men det er netop Vanskeligheden, thi jeg har ingen Tro, og jeg ved ikke, hvad det er, eller hvorledes jeg skal få det.«

Og denne, som det synes ham, uovervindelige Hindring straks ved Begyndelsen af Vejen driver ham ind i Mørke og næsten Fortvivlelse.

Sagen er, at Begrebet Tro sædvanlig misforstås. Thi i Virkeligheden er det den letteste Sag i Verden at tro. Du tænker dig måske ved Tro noget lignende som dette - en Slags religiøs Sjælegymnastik eller en behagelig Stemning i Hjertet, noget, man kan føle og glæde sig over, et Pas, der gør dig værdig til Guds Gunst, eller en Mønt, for hvilken du kan købe Hans Gaver. Du har bedt om Tro og har ventet at få noget af den Slags; og da det ikke var sket, mener du, at du ingen Tro har. Men Tro er i Virkeligheden slet ikke noget af dette. Det er blot at have Tillid til Gud. Og ligesom Synet ikke er noget uden i Forbindelse med den Ting, man ser, således er Troen heller ikke noget uden i Forbindelse med det, man tror på. Det kan ikke nytte at lukke Øjnene og så undersøge, om man har sit Syn, og ligeså kan det ikke nytte at se ind i sig selv for at undersøge, om man har Tro. Når du ser noget, så ved du, at du har dit Syn; og når du tror noget, så ved du, at du har Tro. Kraften ligger ikke i din Tro, men i det, du tror. Tror du Sandheden, så er du frelst; tror du Løgnen, så er du fortabt. Det er samme Slags Tro i begge Tilfælde; men det, der tros på, er hinanden modsat, og det er det, der gør den mægtige Forskel. Din Frelse kommer ikke af, at din Tro frelser dig, men af, at Troen forbinder dig med Frelseren, som frelser dig. Troen er altså Forbindelsesleddet.

At tro er altså noget så simpelt og ligefrem som det at tage Gud på Ordet, når Han siger, at Han enten har gjort eller vil gøre noget for os. Det er som at betro en anden at udføre et Arbejde for os og så uden Bekymring lade det være i hans Hænder. Har vi Tillid til en Mand, betænker vi os jo ikke på at betro ham endog meget vigtige Sager at ordne for os. Hvor ofte betror ikke Mødre uden Spor af Ængstelse deres kære Børn til en Barnepige? Og vi betror uden mindste Frygt vort Helbred til Kokkepigen, til Kusken, til Lokomotivføreren, til Vognstyreren og andre, som gør deres Gerning, fordi de er betalt derfor, og som med en lille Forsømmelighed kunde styrte os i øjeblikkelig Ulykke og Død. Det indlader vi os på uden at gøre Ophævelser. Folk, som vi kender ganske lidt til, skænker vi ofte vor Tillid uden at finde det mærkværdigt.

Du gør det selv, kære Læser. Du kunde ikke leve en Dag til Ende iblandt dine Medmennesker, dersom du var ude af Stand til at have Tillid til dem; og det falder dig aldrig ind at sige, at du ikke kan det. Men dog betænker du dig ikke på stadig at sige, at du ikke kan tro Gud.

Forestil dig blot, hvad det vil føre til, om du bar dig ad i de timelige Forhold på samme Måde som i de åndelige. Om du i Morgen stod op med den Ide, at du ikke kan stole på nogen, fordi du mangler Tro! Ved Frokostbordet vilde du sige:

»Jeg kan ikke spise noget, for jeg kan ikke tro, at hun, som har kogt Maden, ikke har kommet Gift deri, eller at Slagteren ikke har sendt os Kød af et sygt Kreatur.« Så måtte du gå sulten til dit Arbejde; og du turde ikke køre med Toget eller Sporvognen, thi du vilde sige: »Jeg mangler Tro, så jeg kan ikke stole på Lokomotivføreren eller Vognstyreren eller dem, der har fabrikeret Vognene.« Du vilde komme udmattet og alt for sent til din Plads, fordi du måtte gå hele Vejen; og de Folk, du havde Forretninger med, måtte du sige til: »Det gør mig ondt, at jeg ikke kan tro Dem; men jeg mangler Tro.« Læste du i Avisen, vilde du sige: »Jeg kan ikke tro et Ord af, hvad her står, thi jeg mangler Tro. Hvor kan jeg tro, vi har en Konge, når jeg aldrig har set ham, eller at der er et Land, der hedder England, når jeg aldrig har været der. Kun hvad jeg har følt på, kan jeg tro. Det er meget besværligt for mig; men hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen Tro.«

Tænk, hvilken ulykkelig Dag det vilde blive for dig, og hvad Tanker vilde Folk gøre sig om dig. Dine Venner vilde blive fornærmede, og ingen vilde have med dig at gøre en Dag længere. Men hvilken Ulykke må det da ikke bringe over dig, og hvor tåbeligt er det dog ikke, om du siger til Gud, at du ikke kan stole på Ham eller tro Hans Ord, thi du mangler Tro!

Men forholder det sig da virkelig således, at du nok kan tro dine Medmennesker, men ikke Gud? Du tror, hvad Mennesker fortæller, men ikke, hvad Gud siger; du betror dine jordiske Anliggender til dine svage, ufuldkomne Medskabninger, men du er bange for at betro dine åndelige Anliggender til din Frelser, som gav Sit Liv for dig. Sandelig, du kære, troende Menneske (når du kalder dig »troende«, må du altså kunne tro), du må aldrig mere bruge den Undskyldning, at du mangler Tro. Thi det er jo ikke dig selv, du skal tro; du vilde komme i en elendig Forfatning, om du gjorde det. Men når du siger, at du mangler Tro, så er det altså Gud, du ikke kan tro. Sig det så hellere rent ud: »Jeg mangler Tro - på Gud. Jeg kan ikke tro — Gud.« Du vil snart opdage, hvor frygteligt du bærer dig ad, og aldrig mere tale således.

»Men jeg kan ikke tro uden Helligånden,« siger du måske.

Godt; men tror du, Fejlen er hos dig eller hos Helligånden? Er det ikke dig selv, der med din Vantro gør Gud til en Løgner (1. Joh. 5,10). Helligånden er altid rede til at komme vor Skrøbelighed til Hjælp. Vi behøver ikke at vente på Ham; det er Ham, der venter på os. Jeg har den Tillid til Helligånden, at jeg tør sige til alle: »Du kan tro nu, i dette Øjeblik. Om du ikke gør det, så er det din egen Fejl og ikke Åndens. Sæt din Vilje ind på at tro. Sig: Herre, jeg tror, jeg vil tro.« Og bliv ved med at sige det. Sig det lige i Ansigtet på Tvivlen, når den melder sig. Læg dig ned på Ordets og Forjættelsernes Grund og forlad dig på Jesu Magt til at frelse og bevare. Lad din Sag være i din himmelske Vens Hænder, og giv aldrig, aldrig, aldrig mere Rum for Tvivl.

Der er to Ting, som endnu dårligere kan forenes end Olie og Vand. Det er Tillid og Bekymring. Du kunde ikke sige, at du havde Tillid, dersom du betroede en Sag til en Ven og så plagede dig selv Nat og Dag med Bekymring om, hvorvidt han udførte den på rette Måde. Men du kan heller ikke kalde det for Tillid, om du har betroet din Sjæl til Jesus og så dog plager dig selv med ængstelige og urolige Tanker. Når et troende Menneske overgiver en Sag til Herren, så bekymrer han sig ikke mere om den Sag. Er han fuld af Bekymring, så viser det blot, at han ikke har betroet Sagen til Gud. Men hvor megen virkelig Tro er der så egentlig i Kristi Kirke? Intet Under, at Jesus spurgte: Når Menneskens Søn kommer, mon Han da skal finde Troen på Jorden? (Luk. 18,8). Han vil finde meget Arbejde, megen Alvor, uden Tvivl også mange Hjerter, der har overgivet sig til Ham; men skal Han finde Troen — det, som Han sætter højere end alt andet? Ethvert Guds Barn må svare for sig selv. Om du svarer nej, så lad det være sidste Gang, at du har måttet give det Svar. Om du har kendt, at Herren er troværdig, så vær du med til at besegle, at Han er sanddru (Joh. 3,33) derved, at du giver dig til at tro Ham ubetinget!

Jeg mindes, hvorledes engang i Begyndelsen af mit Kristenliv mit Hjerte blev dybt grebet, da jeg i en gammel Prædikensamling læste en Opfordring til alle, som elskede Jesus, om ved deres egen Tro på Ham at vise andre, hvor troværdig Han er. Da jeg læste det, stod det pludselig klart for mig, hvilken Forret og Herlighed det er at blive ført ad så dunkle Stier, at det er aldeles nødvendigt at tro.

»Denne Vej er jeg ikke kommet før,« siger du måske. Men så har du en Lejlighed som aldrig før til at vise, at du har Tillid til Jesus derved, at du vover dig ud i et Liv og en Vandring i Tro, hvor du fra Øjeblik til Øjeblik på barnlig Vis forlader dig på Ham. Du har sat din Lid til Ham i nogle Ting, og Han har ikke svigtet. Tro Ham nu i alt, og se, om Han ikke for dig gør langt mer, end du nogen Sinde har kunnet bede om eller endog kan forstå, ikke efter, hvad du formår, men efter, hvad Han er mægtig til at gøre.

Du finder det ikke vanskeligt at tro, at Herren kan holde Universet i Gang; men skulde det da være vanskeligere for Ham at styre dine Anliggender? Bort med al sådan uværdig Tvivl. Tag dit Stade på Guds Magt og Troværdighed; og når du således tager den faste Beslutning at tro Ham, skal du se, hvor snart alle Vanskeligheder forsvinder. Tro Ham i Mørket og tro Ham i Lyset, tro Ham om Natten, og tro Ham om Morgenen, og du skal finde, at selv om Troen begynder som en kraftig Viljesanstrengelse fra din Side, så bliver den før eller senere til en let og naturlig Vane for din Sjæl. Det er en åndelig Naturlov, at ethvert Skridt, der tages i Tro, gør det lettere at tage det næste Skridt; og fortsætter man ad den Vej, vil det blive let og naturligt at tro, ligesom man trækker Vejret uden at tænke derover.

Du må derfor sætte din Vilje ind på at tro; thi den sande Tro er ikke som en sløv og passiv Tilskuer, men fuld af Virkelyst og Handlekraft. Du bliver nødt til at tro på Trods af alt, hvad du ser; men du må gøre dit Ansigt hårdt som Flintesten og sige: »Jeg vil tro; og jeg ved, jeg skal ikke blive beskæmmet.« Det hedder i Hebr. 3,14: Vi er blevet delagtige i Kristus, såfremt vi bevarer vor første sikre Forvisning fast indtil Enden. Hundreder fejler på dette Punkt. Deres Tro er rigtig nok til at begynde med. Men så kommer Modgangen. Alt, hvad der kan ses og føles, synes at være imod. Tvivlen råber højere og højere, og til sidst lukker man den ind. Og når Tvivlen kommer ind ad Døren, flygter Troen ud ad Vinduet.

Jesus har sagt: Alle Ting er mulige for Gud (Mark. 10,27) og (9,23): Alle Ting er mulige for den, som tror. Det var ved Tro, at de gamle undertvang Riger, øvede Retfærdighed, opnåede Forjættelser, stoppede Løvers Mund, slukkede Ildens Kraft, undflyede Sværdets Eg, fik Kræfter igen efter Skrøbelighed, blev vældige i Krig, bragte Fjendens Hære til at vige (Hebr. 11,33-34). Og Troen er mægtig til at gøre det samme den Dag i Dag; thi Jesus siger: Dersom I har Tro som et Sennepskorn, da skal I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen! Og det skal flytte sig, og intet skal være eder umuligt (Matt. 17,20).

Hvis du overhovedet er et Guds Barn, da må du i det mindste have så megen Tro som et Sennepskorn, og derfor må du aldrig mere sige, at du mangler Tro. Sig hellere: »Jeg kan tro på Gud, og jeg vil tro Ham; og ingen Magt fra Jorden eller fra Satan skal få mig til at tvivle på min underfulde, herlige og trofaste Genløser.«

Lad din Tro slå Armene om alt, hvad Gud har sagt. Og kommer der Mørke, så husk, at selv om vi »en liden Stund bedrøves i mange Hånde Prøvelser« (1. Pet. 1,6), så er det kun, som når Toget kører gennem en Tunnel; Solen skinner lige fuldt, selv om man ikke kan se den derinde. Vær tålmodig og bi i Tro. Retfærdighedens Sol skinner klart, selv om der lægger sig Mørke over dig; og Gud tillader blot dette at komme, »for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse« (1. Pet. 1,7).