Om Overgivelsen!

 

Det er meget vigtigt, at de Kristne ikke er uvidende om de Fristelser, som synes at være rede til at hindre hvert Skridt, de skal gøre fremad på Himmelvejen, og det da særlig, når Sjælen begynder for Alvor at række efter den Fylde, vi ejer i Kristus.

Der kommer således straks en Vanskelighed med Hensyn til Overgivelsen. Man tror, at man virkelig har overgivet sig til Gud, og dog føler man ingen Forandring. Fortvivlet spørger man så: »Hvorledes kan jeg vide, om det er rigtigt med min Overgivelse?« - Man møder her den samme Vanskelighed som ved hvert Skridt fremad på Vejen, nemlig Følelserne. Man tør ikke tro, at det er i Orden med Overgivelsen, før man føler det. Og fordi man ikke føler, at Gud har taget os i Sin Hånd, kan man ikke tro, at Han har det. Som så ofte sætter man Følelsen først og så Troen og allersidst Kendsgerningen. Men Guds Orden er altid: først Kendsgerningen (i dette Tilfælde altså Overgivelse), så Tro, så Følelse. Og det er håbløst for os at søge at forandre denne Orden.

Denne Vanskelighed kommer vi altså over ved at stille os på Guds Side og gå ind på Hans Orden, så vi sætter Tro foran Følelse.

Giv dig helt og fuldt til Herren efter det Lys, du har. Bed Helligånden vise dig alt, hvad der er Gud imod, i dit Hjerte eller dit Liv. Viser Han dig noget, så udlever det straks og sig: »Din Vilje ske!« Viser Han dig intet, så må du tro, at der intet er, men at du har givet Ham alt. Og begynd så at tro, at Han har taget imod, hvad du har overgivet Ham. Vent ikke på at føle, at du har overgivet dig, eller at 'Han har taget imod dig. Men tro det og regn dermed, og før eller senere vil Følelsen komme.

Om du ejede et Gods, men ønskede at give det til en Ven af dig, så måtte dette ske ved Tro. Du kan jo ikke tage et helt Gods og lægge det i hans Hænder; Overdragelsen må ske ved Hjælp af Ord og Papir, altså ved Tro. Om du nu gav ham det den ene Dag, men så begyndte at tvivle om, hvorvidt du virkelig havde givet det til ham, og om han havde taget imod det og betragtede det som sin Ejendom, og du så gik den næste Dag og fornyede din Gave, om du den tredje Dag igen kom i Tvivl og på ny gav ham Godset, den fjerde Dag ligeså og således videre hver Dag — hvad mon din Ven så egentlig vilde tænke? Vilde han ikke begynde at tvivle på, at du nogen Sinde havde haft i Sinde at give ham Godset? Og vilde du ikke selv være ganske i Vildrede med, hvem Godset tilhørte?

Men er det ikke således, du har båret dig ad med din Overgivelse? Gang efter Gang har du givet dig til Gud; men fordi du ikke har følt nogen Forandring, tvivler du nu på, at Han har taget imod dig. På den Måde kan du blive ved, så længe det skal være, hvis ikke du begynder at regne Sagen for afsluttet. Først når du gør det, kan du vente at føle en Forandring.

I Loven angående de jødiske Ofringer er det en afgjort Ting, at alt, hvad der er givet til Herren, dermed er helligt, så det er Helligbrøde at anvende det til almindeligt Brug. Det er højhelligt for Herren (3. Mos. 27,28). Når det var givet til Herren, så regnede alle det for Hans Ejendom, og ingen Israelit vovede at udrække sin Hånd og tage det tilbage. Gaven var måske givet modvilligt eller halvhjertet; men når den først var bragt til Herren, så var Sagen taget ganske ud af Giverens Hånd, og Ofret var højhelligt. Det var ikke Giverens Sindelag, der gjorde den hellig, men den guddommelige Modtagers Hellighed. »Altret helliger Gaven«; når Ofret først var lagt på Altret, så var det fra samme Øjeblik Herrens Ejendom. Hvad om nu en, som havde frembåret sin Gave, begyndte at undersøge sit Hjerte og sine Bevæggrunde og så kom og sagde til Præsten, at han var bange for, at Gaven ikke var givet med det rette Sind? Mon så ikke Præsten straks vilde bringe ham til Tavshed ved at sige: »Hvad dine Bevæggrunde var, ved jeg ikke; men Gaven er givet og dermed helliget Herren; den er Hans Ejendom.« Og ikke Præsten alene, men hele Israel vilde forfærdes over den Mand, der vovede at tage sin Gave tilbage fra Altret. - Og dog er det, hvad mange alvorlige Kristne gør. De giver sig selv højtideligt til Herren; men på Grund af deres Vantro tager de Gaven tilbage.

Fordi Gud ikke kan ses med det udvortes Øje, har vi vanskelig ved at føle, at vort Mellemværende med Ham er noget virkeligt. Om vi kunde se Ham nærværende, vilde vi lettere forstå, at vi havde givet Ham vort Ord og ikke kunde tage det tilbage igen, selv om vi måtte ønske det. Et Løfte til Ham vilde have samme bindende Betydning som til en jordisk Ven. Lad os derfor gøre os klart, at Han er en sådan nærværende Gud, så at hvert Ord, vi fremfører i Bøn, er virkelig talt til Ham, som om vort Øje kunde se Ham og vore Hænder føle Ham.

Nogle vil nu sige: »Men om Han blot vilde tale til mig og sige, at Han har taget imod mig, når jeg har overgivet mig til Ham, så vilde jeg ikke have nogen Vanskelighed ved at tro det.« - Nej, naturligvis; men hvor blev - der så Plads for Troen? At se er ikke at tro; at høre er ikke at tro; at føle er ikke at tro. Men når vi hverken kan se eller høre eller føle, så er der Brug for Troen; og Biblen siger alle Vegne, at vor Frelse sker ved Tro. Derfor må vi tro, før vi føler, ja, trods det vi føler, for at Gud kan æres ved vor Tro. Det er den, der tror, som får Vidnesbyrdet i sit Indre, ikke den, der tvivler. Men når Gud har befalet os at overgive os selv som et levende Slagtoffer til Ham, hvor kan vi så tvivle om, at Han dermed har forpligtet Sig til at modtage os? En hæderlig Mand vil ikke bede en anden om en Ting, som han slet ikke vilde tage imod. Og endnu mindre vilde en kærlig Fader handle således mod sit Barn. Når Herren har sagt (Ordsp. 23,26): Min Søn, giv mig dit Hjerte! så har vi dermed Sikkerhed for, at Han vil tage imod Hjertet, når det gives Ham. Vi kan, ja, vi må altså føle os helt forvissede om, at når vi har overgivet os til Gud, så har Han taget imod os, og så er vi Hans Ejendom. Der er sket en virkelig Overdragelse, som vi ikke kan gå fra, uden det bliver til Vanære for os; og vi ved, at Han har taget den for gyldig.

I 5. Mos. 26,17-19 hedder det: Du har i Dag givet Herren dit Ord, at Han skal være din Gud, og at du vil vandre på Hans Veje og tage Vare på Hans Love og Hans Bud og Hans Anordninger, og at du vil lytte til Hans Røst. Og Herren har i Dag givet dig Sit Ord, at du skal være Ham et Ejendomsfolk, som Han har lovet dig, og du skal holde alle Hans Bud og at du skal være Herren din Gud et helligt Folk, som Han har talt.

Her ser vi Guds Vej. Når vi erklærer, at Herren er vor Gud, og lover at ville vandre på Hans V e j e, så tilsiger Han os, at vi er Hans Ejendom, og at Han vil virke i os, at vi holder Hans Bud. Fra det Øjeblik af tager Han os i Besiddelse, og Ofret er »højhelligt for Herren.«

Lige så klart er det i 1. Joh. 5, 14-15 (Rørdams Oversættelse): Dette er den Fortrøstning, som vi har til Ham, at dersom vi beder om noget efter Hans Vilje, da hører Han os. Og dersom vi ved, at Han hører os i, hvad vi beder om, da ved vi, at vi har de Ting, som vi har bedt Ham om. - Er det nu ikke efter Hans Vilje, at du har overgivet dig til Ham? Jo, thi Han har befalet det. Og Han har lovet at virke i dig både at ville og at udrette. Du ved, at dette er Hans Vilje. Altså ved du, at Han hører dig deri. Og så ved du tilmed, at du har det, som du har bedt om. Du har det - ikke: du skal få det; men du har det virkelig i Eje. Det er på den Måde, vi opnår Forjættelser (Hebr. 11,33). Det er således, vi har Adgang ved Troen (Ef. 3,12). Kun ad den Vej har vi Vished om, at Hjertet er renset ved Troen (Apg. 15,9). Kun således bliver vi i Stand til at leve i Tro, stå i Tro, vandre i Tro.

For at gøre Sagen ganske klar vil jeg gentage, hvad du må gøre for at komme over denne Vanskelighed med Overgivelsen.

Jeg går ud fra, at du har Troen på dine Synders Forladelse og kender noget til, hvad det vil sige, at høre til Guds Folk og at være Guds Arving ved Troen på Jesus Kristus. Men i dit Hjerte er der opstået en Længsel efter at blive dannet til Lighed med din Mester. Du ved, at til at opnå det hører der fuld Overgivelse, for at Han kan virke Sin Vilje i dig. Du har atter og atter prøvet på at nå dette, men uden Held. Her er det, jeg ønsker at komme dig til Hjælp. Du må nu komme til Ham og overgive dig så fuldt, som du forstår. I Fremtiden tilhører du så ikke dig selv mere. Den Sag er nu i Orden. Enhver Tanke i modsat Retning viser du uden videre fra dig. Om Følelserne rejser sig derimod, så holder din Vilje fast ved, at Overgivelsen er sket én Gang for alle. Og Gud ser på Viljen, ikke på Følelserne.

Når det nu for bestandig står fast med Overgivelsen, så er det næste Punkt: at regne, at Gud har taget imod det, som er Hans Ejendom. Ikke, at det vil blive Hans engang i Fremtiden; men det er Hans nu. Nu må du hvile i, at Han virker i dig det, som er Ham velbehageligt. Du har intet andet at gøre end at være et lydigt Barn; thi Herren har påtaget Sig alt, hvad der skal ordnes og styres. Men du må stå fast her. Begynder du på ny at betvivle din Overgivelse, eller at Han har taget imod dig, så vil din vaklende Tro frembringe en vaklende Erfaring, og Herren kan ikke længer virke i dig det, som er Ham velbehageligt. Men tror du, så virker Han, og Resultatet af Hans Vikken vil være, at du forvandles til Lighed med Kristi Billede fra Herlighed til Herlighed ved Hans mægtige Ånd (Ef. 1,19; 2. Kor. 3,18).

Overgiver du dig så i dette Øjeblik helt til Ham? — Du svarer Ja. Så regn dig selv for at være Hans Ejendom og sig atter og atter: »Herre, jeg er Din. Jeg har overgivet mig til Dig og tror, Du har taget imod mig. Virk nu i mig, hvad der er Dig velbehageligt, og jeg vil ligge stille i Din Hånd og stole på Dig.«

Lad det være den Stilling, som du daglig bevidst indtager. Gør det klart for dig selv. Sig det til Gud. Og bekend det for dine Venner. Erklær åbent, at Herren er din Gud, og at det er dit faste Forsæt at vandre på Hans Veje og holde Hans Bud. Og før eller senere vil du erfare, at Han vedkender Sig dig som hørende til Hans Ejendomsfolk, at Han selv sætter dig i Stand til at gøre Hans Vilje.