Hvorledes man går ind i det lykkelige Liv!

 

Allerførst må det stå klart for os, at dette Liv kan man ikke nå frem til ved egne Anstrengelser; man kan kun modtage det som Gave. Det kan ikke fortjenes; man kan ikke arbejde sig til det. Vi kan ikke gøre andet end bede om det og modtage det.

Det er en Guds Gave i Kristus Jesus. Og når noget bliver givet os, så har vi ikke andet at gøre end at tage imod det og sige Tak. Vi siger ikke om en Gave: »Se, hvad jeg har erhvervet mig!« eller roser os af den Forstand og Dygtighed, hvormed vi har forskaffet os den. Men vi siger: »Se, hvad der er blevet givet mig!« og vi roser Giverens Kærlighed, Rigdom og Gavmildhed. - Og hvad vor Frelse angår, da er den helt og holdent en Gave. Fra Begyndelsen til Enden er Gud Giveren, og vi er Modtagerne, og de store Forjættelser er ikke givet til dem, der kan udrette noget stort, men til dem, der modtager den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave (Rom. 5,17).

For at komme til at erfare dette lykkelige Liv må Sjælen derfor være i en modtagende Stilling, i fuld Erkendelse af, at det er Guds Gave i Kristus Jesus, og at det ikke kan erhverves ved egne Anstrengelser og eget Arbejde. Men Spørgsmålet bliver så, hvem Gud giver denne Gave, og hvorledes man skal bære sig ad med at modtage den. Hertil kan kortelig svares, at Gud giver den til dem, der har overgivet sig til Ham, og at Gaven modtages i Tro.

Fuld Overgivelse er det første - ikke for at tilkøbe sig eller fortjene Velsignelsen, men for at få alle Hindringer ryddet af Vejen, så at Gud kan sende den. Om en Ler klump skal dannes til et smukt Kar, må den lægges i Pottemagerens Hænder og så blive stille der. Og på samme Måde må den Sjæl, der skal dannes til et Kar til Ære, overlades helt til Gud og ligge stille i Hans Hænder.

Engang prøvede jeg på at forklare Lægen ved et stort Hospital, hvor nødvendig denne Overgivelse er; men han syntes ikke at kunne forstå, hvad jeg mente. Men så sagde jeg: »Sæt engang, at en af Deres Patienter nægter at fortælle, hvorledes han har det, og vægrer sig ved at tage den Medicin, De har foreskrevet ham, fordi han mener selv at forstå sig bedre på det, hvad vilde De så gøre?« — »Hvad jeg vilde gøre? Den Mand skulde jeg snart blive færdig med; thi jeg kunde jo intet som helst udrette, når han ikke vilde overlade sig helt til min Behandling og nøjagtig følge mine Forskrifter.« - »Er det da nødvendigt at adlyde Lægen, dersom han skal kunne gøre sig noget Håb om at helbrede den syge?« spurgte jeg atter. »Ja, man må adlyde ubetinget,« svarede Lægen. »Det er just, hvad jeg mener med »fuld Overgivelse«,« fortsatte jeg. »Man må give sin Sag helt og ubetinget i Guds Hænder og følge Hans Anvisning ganske nøjagtigt.« - »Nu ser jeg det!« udbrød Lægen. »Nu ser jeg det! Og jeg vil gøre det. Gud skal fra nu af få Sin Vilje med mig.«

Nogle vilde måske bedre forstå dette, dersom vi talte om »at opgive sig selv« i Stedet for »at overgive sig.« Men hvad vi end kalder det, er Meningen: en fuld Udlevering til Gud, så Ånd, Sjæl og Legeme stilles under Hans Kontrol, så Han kan gøre ved os akkurat, hvad Han vil. Vort Hjertes Svar vil da altid være: »Din Vilje ske!« Vi ønsker ikke selv at vælge mere, men at adlyde Ham ubetinget.

For den, der ikke kender Gud, kan dette synes strengt; men vi, som kender Ham, finder Lykke og Hvile i et sådant Liv. Han er vor Fader; Han elsker os og ved, hvad der tjener os bedst; derfor er Hans Vilje det mest velsignede, der kan times os. Hvor kan dog så mange Kristne være blinde for dette! Hvor kan Guds egne Børn være bange for det, som er Hans Vilje, Hans kærlighedsfulde Vilje, så fuld af Nåde og Miskundhed og uudsigelige Velsignelser! Gid jeg kunde vise hvert Menneske, hvor uendelig sød Guds Vilje er! Himlen er så fuld af Salighed, fordi Guds Vilje sker der; og vi smager allerede her i Livet den Salighed i samme Mål, som Guds fuldkomne Vilje sker med os. Han elsker os - elsker os - og Kærlighedens Vilje er altid en Velsignelse for den elskede. Nogle af os ved, hvad det vil sige at elske, og stod det til os, vilde vore kære blive overøst med Velsignelser, alt, hvad Livet ejer af godt og skønt og elskeligt - havde vi blot Evne, som vi har Vilje. Men når det er Kærlighedens Længsel i os, hvor meget mere må det da ikke være Tilfældet med Gud, Han, som selv er Kærlighed! Kunde vi blot for et øjeblik skue ind i Hans Kærligheds Dybder, så vilde vore Hjerter haste Hans Vilje i Møde og favne den som vor kosteligste Skat; og vi vilde overgive os til den, fulde af Taknemmelighed og Glæde over, at en så vidunderlig Forret kunde blive os til Del.

Men der er virkelig Kristne, som synes at mene, at deres himmelske Fader blot ønsker at gøre dem elendige og at fratage dem alt, hvad der gør dem lykkelige, og for at hindre Ham i at gøre dette, holder de krampagtigt på deres egen Vilje - Stakler, som de er! Jeg skammer mig ved at skrive dette, men vi bør ikke lukke Øjnene i for en Kendsgerning, som gør Hundreder af Liv ulykkelige.

En troende Mand, som havde mange Genvordigheder, fortalte en anden troende om alle de Anstrengelser, han havde gjort for at klare sig, og sluttede med at sige: »Men det har alt været forgæves, og der er bogstavelig talt ikke andet for mig at gøre nu end at stole på Herren.«

»Ak!« sagde Vennen i en medfølende Tone, og som om der ingen større Ulykke kunde tænkes: »Ak! Er det kommet så vidt?«

En troende Kvinde, som havde det på samme Måde, udtalte sig engang til en Veninde om, hvor svært hun havde ved at sige: »Din Vilje ske!« og hvor bange hun var for at gøre det. Hun havde en eneste lille Dreng, som var hendes Hjertes Afgud. Veninden sagde da: »Sæt nu, at din lille Charley kam løbende og sagde: »Mor, jeg har besluttet, at du fra i Dag af skal have din Vilje med mig. Jeg vil altid adlyde dig, og jeg ønsker, du skal gøre akkurat, hvad du mener, er bedst; for jeg stoler på, at du elsker mig.« - Hvorledes vilde du så føle overfor din lille Dreng? Vilde du så sige til dig selv: »Nu har jeg en god Lejlighed til at gøre Charley rigtig ulykkelig. Jeg vil tage alle hans Fornøjelser fra ham og tvinge ham til at gøre, hvad han nødig vil?«« »Nej, nej!« svarede Moderen ivrigt. »Du ved godt, at jeg vilde trykke ham til mit Hjerte og kysse ham og søge at fylde hans Liv med det allerbedste, der findes.« »Men er du da mere øm og kærlig end Gud?« spurgte Veninden. »Nej, vist ikke,« lød Svaret. »Nu ser jeg min Vildfarelse. Nu vil jeg ikke mere være bange for at sige til min himmelske Fader: »Din Vilje ske!« lige så vist, som jeg nødig vilde, at min lille Charley skulde være bange for at sige det til mig.«

Guds gode og velbehagelige Vilje er os mere værd end Helbred, Venner, Penge, Gods, Anseelse og Velvære. Den omkranser vore mørkeste Timer med en guddommelig Stråleglans og kaster det klareste Solskin på de mørkeste Stier. Den, som har givet sig ind under Guds Viljes Herredømme, for ham kan intet mislykkes; han vil gå sejrende gennem Livet. Det er da ikke en streng Fordring, når det blev sagt, at en fuld Overgivelse er den første Betingelse for at komme ind i dette Liv. Tværtimod, det er en stor Forret. Du kan gå ind derpå med Glæde og Taknemmelighed, ja, med Begejstring. Og du skal finde det samme som alle andre, der har prøvet det, at det er den lykkeligste Stilling, du nogen Sinde har været i.

Den næste Betingelse er Tro. Man kan overhovedet ikke modtage en Gave uden at have Tro; thi selv om Venner giver os en Ting, så gavner den os intet, før vi tror, at den tilhører os, og tager den i Besiddelse. Dette gælder ikke mindst, hvad de åndelige Gaver angår. Andre kan ødsle med Kærlighed på os; men først når vi tror, at de elsker os, får vi deres Kærlighed i Eje.

De fleste Kristne forstår dette, når Talen er om Syndernes Forladelse ved Jesus Kristus. De kunde høre Prædikener om Syndsforladelsen hele Livet igennem, uden at det vilde hjælpe dem, med mindre de troede og tog imod. Men dette glemmer de så, når det drejer sig om at leve Kristenlivet; de er ganske vist frelste ved Tro; men nu tænker de, at de skal leve ved Gerninger og egne Anstrengelser, og i Stedet for vedblivende at modtage, spekulerer de nu på, hvad de skal gøre. Det er dem ganske ufatteligt, når vi taler om, at det er ved Tro, man går ind i Helliggørelseslivet. Men det hedder jo dog: Som I modtog Kristus Jesus, Herren, således vandrer i Ham! (Kol. 2,6). Vi modtog Ham ved Tro, og ved Tro alene. Og det er den samme Tro, kun at det er noget forskelligt, den griber fat i. Før, da vi gik over fra Mørket til Lyset, troede vi, at Jesus var vor Frelser fra Syndens Straf; nu, da det drejer sig om at gå ind i Helliggørelseslivet, må vi tro, at Han er vor Frelser fra Syndens Magt. Og det skal ske os, som vi tror.

Rent teoretisk ejer man naturligvis dette, når man er blevet omvendt. Men det bliver ikke virkeliggjort i vort Liv, før vi tilegner os det i Tro. Hvert Sted, eders Fodsål træder på, giver jeg eder, sagde Herren til Josva (1,3). Os har Gud velsignet med al åndelig Velsignelse i det himmelske i Kristus (Ef. 1,3); men vi må sætte Troens Fod derpå, før det bliver vor virkelige Ejendom. »Efter vor Tro« sætter altid Grænsen og er den Regel, der gås efter.

Men denne Tro må holde sig til noget i Nutiden, ikke i Fremtiden. Det Menneske, der tror, at hans Synder vil blive ham forladt engang i Fremtiden, har ikke Fred i Hjertet. Hans Sjæl kommer først til Hvile, når han kan sige: »Nu er min Synd mig forladt.« Således hjælper det heller ikke at tro, at man engang i Fremtiden skal blive befriet fra Syndens Magt; Satan ler blot deraf; thi han ved, at denne Tro får ingen praktiske Resultater; men han skælver og flyr, når en Sjæl vover at tro, at den nu er befriet fra hans Magt og Herredømme.

Prøv med Mund og Hjerte at gentage nedenstående, idet du hver Gang lægger Trykket på et forskelligt Ord:

Jesus frelser mig nu. - Det er Ham, der gør det.
Jesus frelser mig nu. - Hans Gerning er at frelse.
Jesus frelser mig nu. - Det er mig, Han frelser.
Jesus frelser mig nu. - 1 dette Øjeblik er jeg frelst.

Lad mig gentage det: For at indgå i Hvilens og Sejrens Liv er der to Trin at tage; først fuld Overgivelse, dernæst ubetinget Tro. Så er det ligegyldigt, hvilke Erfaringer du først har gjort, hvad Slags Vanskeligheder du har, hvordan dine Omgivelser eller din gamle Natur er; — når du tager disse Trin helt ud, så vil du før eller senere komme ind på de grønne Græsgange og til de stille rindende Vande. Og om du vil sætte alle Hensyn til Side og rette hele din Opmærksomhed på disse to Punkter, så vil du nå den ønskede Havn langt før, end du anser det for muligt.

Lad mig gentage det endnu en Gang, for at der ingen Misforståelser må være. Du er et Guds Barn, og du ønsker at leve Ham til Behag. Du elsker din guddommelige Herre og er syg og træt af Synden, som bedrøver Ham. Du ønsker at blive frigjort fra dens Magt; men alt, hvad du hidtil har gjort for at nå dertil, har været forgæves; og nu spørger du i din Fortvivlelse, om det virkelig kan forholde sig, som disse lykkelige Mennesker siger, at Jesus både vil og kan befri dig. Nu ved du jo imidlertid godt, at Jesus just kom for at befri dig af dine Fjenders Hånd. Så stol på Ham. Overlad din Sag uden Forbehold i Hans Hænder og tro, at Han tager Sig af dig. Som du før troede, at dine Synder var forladt, fordi Han havde sagt det, så tro nu, at Han frigør dig fra Syndens Magt, fordi Han siger det. Lad din Tro gribe fat i en ny Side af Hans Frelsermagt. Du har troet Ham som din døende Frelser; tro Ham nu som din levende Frelser. Lige så vel som Han kom for at befri dig for Straf i Fremtiden, kom Han også for at befri dig fra Trældom i Nutiden. Som Han blev såret for din Skyld, kom Han også for at leve dit Liv for dig. Du kan lige så lidt klare det ene som det andet. Du kan lige så lidt frigøre dig selv fra Synden, som du kan retfærdiggøre dig selv. Kristus, og Kristus alene, må gøre begge Dele for dig, og i begge Tilfælde skal du blot overlade til Ham at gøre det og så tro, at Han gør det.

En Kvinde, som var i Mørke og Fortvivlelse på Grund af Sygdom, sagde til en Veninde, som søgte at hjælpe hende: »I siger alle sammen: »Overgiv dig og tro, overgiv dig og tro!« Men jeg ved ikke, hvorledes jeg skal bære mig ad dermed. Gid I vilde gøre det højt, så jeg kunde se, hvorledes I gør det!«

»Skal jeg »gøre det højt« for dig?«

»Herre Jesus, jeg tror, at Du både vil og kan fri mig fra al Uro og Trældom. Jeg tror, Du døde for at sætte mig fri, ikke blot i Fremtiden, men nu. Jeg tror, Du er stærkere end Synden og kan bevare mig, så jeg ikke fanges i dens Snarer. Jeg har prøvet på at bevare mig selv, men forgæves. Jeg er ganske hjælpeløs. Men nu giver jeg mig selv til Dig uden Forbehold, Ånd, Sjæl og Legeme. Jeg lægger mig som et Stykke Ler i Din Hånd for at dannes til, hvad Din Kærlighed og Din Visdom vælger. Og jeg tror, at Du tager imod, hvad jeg overgiver til Dig. Jeg tror, at Du har taget dette stakkels, svage, tåbelige Hjerte i Besiddelse, og at Du har begyndt at virke i mig både at ville og at udrette det, som behager Dig. Jeg stoler helt på Dig. Jeg stoler på Dig nu.«

En Mand skulde hejse sig ned i en dyb Brønd ved et Tov, som man mente var langt nok, men til sin Forfærdelse nåede han Enden af det, før hans Fødder rørte ved Bunden. Han havde ikke Kræfter til at klatre op igen og turde ikke slippe af Frygt for at komme til Skade ved Faldet. Han klamrede sig fast, så længe han kunde, men ganske udmattet faldt han til sidst - akkurat tre Tommer.

Er du bange for at tage dette Skridt? Synes det dig at være et Spring ud i Mørket? Men ved du ikke, at Troen altid må springe ud i, hvad der synes at være det tomme Rum, men finder fast Grund for sine Fødder? Om du nogen Sinde skal komme ind i dette herlige Land, som flyder med Mælk og Honning, så må du før eller senere sætte din Fod ud i Vandet; thi der er ingen anden Vej. Om du gør det nu, kan du måske spares for Måneder, ja, År af Fortvivlelse og Sorg. Hør, hvad Herren siger:

Har jeg ikke befalet dig: Vær stærk og ved godt Mod; frygt ikke, og forfærdes ikke; thi Herren din Gud er med dig, hvor som helst du går (Jos. 1,9).