Hvori det lykkelige Liv består!

 

I det første Kapitel har jeg søgt at vise, hvad der er. Skriftens Lære om dette Liv, som efter min Mening bedst betegnes som Livet skjult med Kristus i Gud (Kol. 3,3). I det andet Kapitel har jeg fremstillet de to Sider: hvad Herren vil gøre, og hvad vi må gøre. Det står altså fast, at der i Jesus Kristus er et Liv med fuld Hvile og stadig Sejr, at vi har en Frelser, som kan fri os fra Syndens Magt, lige så vel som Han frelser os fra dens Straf.

De væsentligste Ejendommeligheder ved dette Liv er: fuldstændig Overgivelse til Herren og fuld Tillid til Ham, og heraf udspringer: Sejr over Synden og Hvile i Sjælen, og vi lader Herren bære vore Byrder og styre vore Sager i Stedet for selv at prøve på at gøre det.

Mange Kristne ligner imidlertid en Mand, som slæbte sig hen ad Vejen med en tung Byrde på Nakken, da en Vogn indhentede ham, og Kusken venligt indbød ham til at køre med. Han tog med Glæde imod Tilbudet, men blev siddende med Byrden på Ryggen. »Hvorfor lægger du den ikke ned i Vognen?« spurgte Kusken. »Nej, det er galt nok, at du skal køre mig,« svarede Manden; »det kunde da aldrig falde mig ind at lade dig få min Bylt også.« - På samme Måde er der Kristne, som nok har givet sig til Herren, men som dog bliver ved med at bære deres Byrder, så de går trætte og besværede hele Livet igennem.

Når jeg taler om Byrder, så mener jeg alt, hvad der kan besvære os, åndeligt så vel som timeligt.

Først af alt er der os selv. Den tungeste Byrde, vi har at bære i Livet, er os selv. Det sværeste af alt at holde Styr på er os selv. Vort daglige Liv, vore Stemninger og Følelser, vore særegne Svagheder og Fristelser, hvad vi kan lide, og hvad vi ikke synes om - det er det, der volder os Bryderi mere end noget andet og ofte bringer os i Trældom og Mørke. Den første Byrde, du derfor må se at komme af med, er: dig selv. Dig selv med dine Stemninger og Følelser og særegne Erfaringer må du overgive til Guds Varetægt og så lade det hele blive hos Ham. Han har skabt dig, så Han forstår dig og ved, hvorledes du skal behandles. Stol så på, at Han tager Sig af dig. Sig til Ham: »Herre, jeg overgiver mig til Dig. Jeg har prøvet at klare mig selv, jeg har forsøgt på alle optænkelige Måder at gøre mig selv til det, som jeg ved, at jeg burde være; men det er altid mislykket. Nu overlader jeg det til Dig. Tag Du mig helt i Besiddelse. Virk Du i mig, hvad der er Dig velbehageligt. Form mig og dan mig til det Kar, Du finder for godt. Jeg betror mig selv i Dine Hænder og hviler i, at Du i Følge Dit Løfte vil gøre mig til et Kar til Din egen Ære, »helliget og Husbonden nyttigt, dygtiggjort til al god Gerning«.«

Dernæst må du lægge over på Ham alle dine andre Byrder: Helbred, Anseelse, Missionsarbejde, Husholdning, Børn, Forretning, Tjenestefolk - kort sagt alt, hvad der angår dig.

Det er i Reglen langt lettere for os at lægge Fremtiden i Herrens Hånd end Nutiden. Vi føler os hjælpeløse overfor Fremtiden, men Nutiden synes vi, at vi selv må kunne klare. Og vi synes, at det er for galt, at Herren ikke alene skal bære os, men også alle vore Byrder.

Jeg har kendt en troende Kvinde, som havde en tung timelig Byrde at bære. Den berøvede hende både hendes Søvn og Madlyst, og hun var nær ved helt at sætte sit Helbred til. Men en Dag traf hun på en Traktat med Overskriften »Hannas Tro« og gav sig til at læse den uden at ane, hvilken Omvæltning den skulde bringe i hendes Liv. Den handlede om en fattig Kvinde, som var gået sejrende gennem et Liv fuldt af Sorg og Modgang. »Men hvor kunde De dog bære det?« spurgte en Ven hende engang. »Bære det,« svarede hun straks, »det var ikke mig, der gjorde det; Herren bar det for mig.« »Det er rigtigt,« sagde den anden, »vi må gå til Ham med alle vore Bekymringer.« »Ja,« fortsatte Hanna, »men vi må gøre mere end det; vi må lade dem blive hos Ham. Mange går til Herren med deres Byrder, men tager dem med sig igen og er derfor lige ulykkelige og forpinte; men jeg lader dem blive hos Herren og går bort og glemmer dem. Kommer Bekymringerne igen, så går jeg atter til Herren med dem, og således er jeg altid fri for Byrder.«

Den omtalte troende Kvinde følte sig ramt af dette og besluttede at forsøge den samme Vej. Hun kunde ikke forandre sine ydre Livs forhold, men talte til Herren om dem og overlod dem helt til Ham. Og hver Gang Bekymringerne kom tilbage, vendte hun sig atter til Ham med dem, og således kunde hendes Sjæl nu have fuld Hvile, skønt de ydre Forhold forblev uforandret. Hun forstod, at det var en værdifuld Hemmelighed for det daglige Liv, hun havde opdaget, og prøvede aldrig mere på selv at bære Byrderne, men lagde dem over på Jesus. Og Opdagelsen af denne Hemmelighed viste sig at være lige så nyttig for hendes åndelige Liv; hun overgav sig helt til Herren med alt, hvad hun var og havde, og Følgen var, at Misfornøjelse og Gnavenhed forsvandt, og hendes Liv blev bare Solskin, idet hun altid gik med den glade Bevidsthed, at hun hørte Herren til. Hun havde fundet det, som Paulus giver Anvisning på i Fil. 4,6-7: Vær ikke bekymret for noget, men lad i alle Ting eders Begæringer fremføres for Gud

s i Påkaldelse og Bøn med Taksigelse - og Resultatet var som lovet: Og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus.

Der kunde siges meget mere om Livet i Gud. Men dette er Hovedsagen. Den Sjæl, der har opdaget denne Hemmelighed om Overgivelse og Tro, han har fundet den Nøgle, der lukker op for hele Guds Forrådskammer.

Jeg er vis på, at denne Bog vil falde i Hænderne på et eller andet Guds Barn, som hungrer just efter det Liv, jeg her beskriver. Du længes efter at komme af med dine Byrder. Du vilde være henrykt over at kunne overlade dit uregerlige Selv til nogen, som kan magte det. Du er træt og forpint, og den Hvile, jeg taler om, forekommer dig usigelig sød.

Husker du den behagelige Følelse af Hvile, hvormed du undertiden har lagt dig i din Seng efter en anstrengende Dag? Den dejlige Fornemmelse det var at kunne lade hver Muskel slappes, så Legemet blot hvilede, hvilede. Dagens Møje var forbi, og du skulde ikke mere anstrenge dig for at holde dit Hoved oppe. Du stolede på, at Sengen kunde bære dig; og den bar dig, uden at du behøvede at bekymre dig derfor eller anstrenge dig derfor. Du hvilede!

Men sæt, at du ikke stolede på, at Sengen var solid, så at du hvert Øjeblik måtte frygte for at falde ned, mon du så kunde hvile? Vilde du ikke anspænde dine Muskler i Håb om at holde dig oppe, når Sengen gik i Stykker? Og du vilde blive mere træt, end om du slet ikke havde lagt dig til Sengs.

Lad denne Lignelse lære dig, hvad det vil sige at hvile i Gud! Lad din Sjæl sænke sig ned i Hans Vilje, ligesom dit Legeme lægger sig til Hvile i Sengen. Læg alle Byrder ned og hold op med at anspænde dig! Stol på, at når Han holder dig oppe, så er du fuldstændig sikker. Din Sag er det at hvile. Så vil Han holde dig oppe, og Han kan ikke svigte.

Eller tag et andet Billede, et, som Jesus selv brugte: Barnets Liv. Jesus kaldte et lille Barn til Sig og stillede det midt iblandt dem og sagde: Sandelig siger jeg eder: Liden I omvender eder og bliver som Børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriges Rige (Matt. 18, 2-3).

Hvad er nu det ejendommelige ved et lille Barns Liv? Det lever i Tro og er fri for Bekymringer. Dets Liv er uafbrudt Tro og Tillid fra Årets Begyndelse til dets Slutning. Det tror sine Forældre ; det tror dem, der passer det; det tror sine Lærere; det er af Naturen så tillids-fuldt, at det endog tror dem, som er ganske uværdige til dets Tillid. Og Barnets Tro bliver ikke gjort til Skamme. Det sørger ikke selv for noget, og dog bliver det forsørget. Det tænker ikke på Morgendagen og lægger ingen Planer for Fremtiden; og dog er alt planlagt for det, og dets Vej er banet og åbner sig for det, alt som det går frem, Dag for Dag og Time for Time. Det går ud og ind i sin Faders Hus og nyder alle de gode Ting i Hjemmet uden at betale en Øre derfor. Om Pest raser i Byen, så agter Barnet det ikke. Om der er Hungersnød eller Ildebrand eller Krig, så hviler Barnet dog lige ubekymret under sin Faders Omsorg. Det lever i Øjeblikket, og uden selv at søge noget modtager det hver Dag af sin Faders Hånd alt, hvad det behøver.

Jeg besøgte en Gang et velhavende Hjem, hvor der var et lille adopteret Barn, som mødte al den Kærlighed og Omhu, som Mennesker kan give. Og da jeg så Barnet lykkelig og glad løbe omkring Dag efter Dag i det Hjem, tænkte jeg: hvilket Billede på vor vidunderlige Stilling som Børn i vor himmelske Faders Hus! Og jeg sagde til mig selv: ingen kunde sikkert bedrøve dem, der elsker hende, mere, end om hun begyndte at plage sig med Bekymringer for, hvad hun skulde få at spise, eller hvem der vilde sørge for hendes Opdragelse og Underhold i Fremtiden; men hvor meget mere må ikke vor himmelske Faders Hjerte bedrøves over, at Hans Børn er fulde af Bekymringer. Og jeg forstod, hvorfor Jesus sagde så bestemt: Bekymrer eder ikke (Matt. 6,25).

Hvem drages der mest Omsorg for i ethvert Hjem? Er det ikke de små Børn? Og er det ikke det lille hjælpeløse, spæde Barn, som der værnes allermest om? Vi ved godt, at det lille spæde Barn arbejder ikke og spinder ikke; og dog får det Føde og Klæder, og man elsker det og glæder sig over det - ja, der sørges langt bedre for det end for den, der arbejder allermest.

Det Tros liv, som jeg skriver om, består just i at være et Barn i sin Faders Hus. Dermed er sagt nok til at vise, at ethvert ulykkeligt, forpint Menneskeliv kan forvandles til et Liv fuldt af Lykke og Hvile.

Lad den barnlige Tillid og Ligefremhed, som du holder af at se hos dine egne små, lære dig din Stilling overfor den himmelske Fader. Læg dig selv i Hans Hænder og lær bogstaveligt »ikke at være bekymret for noget«, og du skal se, at det er en Virkelighed, at »Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare dit Hjerte og dine Tanker i Kristus Jesus«, som en sikker Borg.

Den, som har et grundfæstet Sind, for ham bevarer Du Fred, ja Fred; thi på Dig forlader han sig (Es. 26,3). ,Således skildrer Guds Ord det Troens Liv, som jeg skriver om her. Det er ikke Spekulation eller blot en Teori; heller ikke er det et uvirkeligt Drømme liv. Det er noget, der er muligt, at have sin Sjæl bevaret i fuldkommen Fred nu, her på Jorden. Og barnlig Tillid til Gud er den Nøgle, der lukker os ind til det Liv.