Endskønt - alligevel!

 

Ved Juletid har jeg ofte i Butiksvinduerne set et Billede af et Vinterlandskab: en mørk, sky fuld Himmel, nøgne Træer, vissent Græs og Ukrudtsplanter, til Dels dækkede af Sne. På en Gren er der en tilsneet Rede og i Nærheden sidder en lille Fugl. Alt det kolde og mørke Øde omkring den, skulde man synes, måtte drive den bort til Egne med et mildere Klima; men den synes fuldstændig tilfreds og løfter Hovedet opad, som om en Sang er ved at bryde frem af dens lille Strube.

Dette Billede har jeg stående på mit Bord, og det har holdt mangen en Prædiken for mig. Teksten er altid den samme og kan udtrykkes i de to Ord: »endskønt« og »alligevel«.

»Endskønt Figentræet ikke springer ud, og Vinstokken intet bærer, Olietræets Frugt slår fejl, og Marken ingen Føde giver, Fårene udryddes af Folden, og der er intet Kvæg i Stalden - så vil jeg alligevel fryde mig i Herren og juble i min Frelses Gud« (Hab. 3,17-18, eng. Overs.).

Der kan komme Tider, hvor alt synes mørkt og trangt for Sjælen; hvad vi har stolet på, synes at svigte; Guds Forjættelser synes at blive uopfyldt, og vore Bønner uden Svar; hverken i Himlen eller på Jorden synes der at være noget at hvile i. Da er der Brug for den lille Fugls Prædiken. Endskønt alt synes galt alle Vegne, så vil jeg dog alligevel glæde mig i Gud, min Frelses Gud, som ikke forandres, som altid er god og mild, i Dag som i Går og til evig Tid. Ham kan vi glæde os over altid, enten - vi har noget at glæde os over eller ej.

At »glæde sig i Ham« vil dog ikke sige at glæde sig over, hvad man har fået af Ham - den Fejl, tror jeg, de fleste Kristne begår. Det er deres Følelser, deres Oplevelser, som de glæder sig over; og dersom disse ikke er tilfredsstillende, finder de ingen Grund til Glæde.

Men Herren søger at lære os at blive færdige med os selv, at se bort fra os selv og vore Oplevelser, at lade Selvet være korsfæstet og dødt med Kristus, ikke mere at være optaget af os selv, men kun af Gud. Thi vi er bestemt til noget højere end Selv livet. Gud har bestemt Larven til at blive Sommerfugl; derfor må Larve livet dø, for at Sommerfuglelivet kan udfolde sig. Og således er det Guds Mening, at Selv livet skal dø, for at det guddommelige Liv kan blive vort. Larven tilintetgøres og bliver til Puppe, for at den kan udvikle sig til Sommerfugl. Den dør kun for at kunne leve. Det samme må vi gøre.

Derfor må vi ind på at være afdøde fra os selv, for at vi kan være oprejst til Liv i Gud alene. Derfor må vi også lære at kende Glæden i Herren, og ikke i os selv - Glæden over, hvad Han er i Sig selv, ikke over Hans Gaver. Dette læres kun derved, at man går ind på at miste alt, så man er villig til at stå ene, uden Venner, berøvet hver jordisk Støtte, uden nogen som helst indre eller ydre Trøst - blot man har Gud.

Vi må lære at stå på samme Måde som Profeten, da han sagde: »Endskønt -«

Går vi ind på at vade gennem Sumpe, styrte ned i Afgrunde, opsluges af Havet, og først ved alt dette at finde den levende, almægtige, kærlige Gud, så læres også Profetens: »Alligevel -.« Og så kan man sige som Profeten i det følgende Vers: Den Herre, Herre er min Kraft, og gør mine Fødder som Hindernes og lader mig træde på mine Højder (Hab. 3,19).

Nu kan det ganske vist undertiden synes, som om Sjælen færdes på »Højderne«, og så er det dog kun noget oparbejdet Følelsesvæsen, som kun har meget lidt med Gud at gøre, og som afløses af et hastigt Fald, så snart Mørke og Modgang kommer. Men de Højder, som Her' en fører os op til, kan ikke nås af noget Mørke; thi før man kom derop, var man gået ind på at være død for alt, hvad der ikke var af Gud.

Fasthed i vort åndelige Liv bliver der kun, når vi bygger på Herren alene, bortset fra alt andet, fra Hans Gaver og Velsignelser, fra alt, hvad der kan omskiftes eller påvirkes af Jordelivets Omskiftelser.

Den Bøn, der blev hørt i Går, kan måske i Morgen synes at blive ubesvaret; Forjættelser, som vi før har set herligt opfyldte, kan blive mindre levende for os; tidligere åndelige Velsignelser kan mistes, så kun Mindet derom er tilbage. Men når alt andet svinder bort, så er Gud der endnu, fra Dag til Dag den samme uforanderlige Gud.

Det er stort at bygge på Forjættelserne, men større at bygge på Ham, som gav dem. Forjættelserne kan misforstås eller misbruges, og undertiden synes de at drage sig bort fra den vaklende Sjæl. Men ingen blev beskæmmet. når han forlod sig på Ham, som gav Forjættelserne.

Den Gud, der står bagved Sine Forjættelser, og som er langt større end Forjættelserne, Han kan aldrig svigte, hvad der så end måtte komme på. Fuld Fred har den, der forlader sig på Ham.

Det lille Barn forstår ikke altid sin Moders Løfter; men det kender sin Moder, og dets barnlige Tillid bygger ikke på hendes Ord, men på hende selv. Det samme må vi få lært at gøre. Hvad gør det så, om Bønnen synes os ubesvaret, om Forjættelserne ikke straks bliver opfyldte? Bagved Bønnen og Forjættelserne står Gud; og Han er os nok.

For det lille Barn er det nok, at det har en Moder. Selv om hun ingen Løfter eller Forklaringer giver, så er det Barnet nok, at det har hende selv; dette er en Kilde til stadig Glæde for det. Så længe hun lever, forstår Barnet, at der er en til at tage sig af det. Og så længe Gud lever, bliver der draget Omsorg for Hans Børn. Det er umuligt andet, siden Gud er, hvad Han er; thi Forsømmelse, Ligegyldighed, Glemsomhed og Uvidenhed eksisterer ikke i Ham. Han ved alt, drager Omsorg for alt og mægter alt; og Han elsker os. Hvad mere kan vi forlange? Hvad der end sker, vil vi derfor løfte vore Ansigter til Gud og midt i det mørkeste »Endskønt« med den lille Fugl synge et glad »Alligevel«.

Alle Guds hellige til alle Tider har gjort dette. Ud fra en Sorg og Trængsel så dyb, som få har kendt den, sagde Job: »Selv om Han slår mig vil jeg dog forlade mig på Ham« (13,15 eng. Overs.). David sagde: Om jeg end skulde vandre i Dødsskyggers Dal, frygter jeg dog ikke for ondt; thi bu er med mig (Sl. 23,4). Og i Sl. 46,2-4: Gud er vor Tilflugt. Derfor frygter vi ikke, selv om Jorden omskiftes, og Bjerge rokkes i Havets Dyb, og dets Vande bruser. Og Paulus skriver: Vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, er tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne ... Om også vort udvortes Menneske fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag (2. Kor. 4,8-9. 16).

Det kan den sige, der har lært at søge sin Glæde i Gud alene, Glæden udspringer jo af, at man ejer eller kender noget godt. Vor Glæde kommer af, at vi kender Kristus og ejer en sådan Gud og Frelser. Vi glæder os jo ikke over vor Glæde, men over de Ting, som vi søger vor Glæde i; når vi derfor søger vor Glæde i Herren, vor Frelses Gud, kan hverken Mennesker eller Djævle tage vor Glæde fra os.

Der er blevet sagt, at der i det åndelige Liv er tre Udviklingstrin, som alle må gennemgås. Der er Begyndelsesstadiet, en Tid fuld af glade Følelser, brændende Iver og mærkelige Oplevelser. Så kommer Ørkentiden med dens Prøvelser og Kampe, ofte med en Følelse af Tørhed, Tomhed og Mørke. Og endelig, når man trolig har udholdt Ørkentiden, kommer man til Bjergegnen med det uafbrudte Samfund med Gud, med Frigørelse fra alt jordisk, med en dyb Hvile og med en vidunderlig Forvandling til Lighed med Kristus.

Sikkert er det, at mange, som har begyndt at erfare noget af, hvad der er skildret i denne Bog, derefter til deres Forundring og Forfærdelse har haft en Ørkenperiode for at blive skilt af med alt, hvad der ikke var fra Gud selv; og først så er de kommet op på Bjerghøjderne til det dybe Samfund med Gud.

Mange af dem, der læser dette, kender til et Ørkenens »Endskønt«. Men kender du så også til Profetens »Alligevel«, kære Læser? Er Gud blevet nok for dig? Eller trænger du til at lære af den lille Fugl på den nøgne Gren, så du kan komme til at sige, som der står i en Sang:

Anden Tilflugt har jeg ej, -
Du mit Håb og al min Trøst!
Aldrig fandt jeg anden Vej;
Liv jeg fik kun ved Din Røst.
Al min Lid er sat til Dig;
ene Du kan hjælpe mig;
i Din Hånd min Sag er lagt;
Dit er Værket, Nådens Pagt.