»Livet på Vinger«.

 

Livet i Gud kan betegnes på mangfoldige Måder; således har det været en stor Hjælp for mig, og kan måske blive det for andre, at betegne det som »Livet på Vinger«.

Jesus har ikke alene sagt, at vi skal betragte Liljerne på Marken, men også Himlens Fugle; og jeg har fundet, at vi virkelig kan lære noget af disse små, vingede Skabninger. I en af sine Salmer (55) skildrer David sit Livs Mørke og Kval, og så udbryder han: Gid jeg havde Vinger som Duen! da vilde jeg flyve bort og fæste Bo; se, jeg vilde flygte langt bort, jeg vilde tage Herberge i Ørkenen; jeg vilde i Hast søge mig et Tilflugtssted for den rivende Vind, for Stormen.

Dette Råb om Vinger er så gammelt som Menneske-slægten. Vore Sjæle er skabt til at »flyve op på Vinger« og kan aldrig blive tilfreds med noget mindre. Som Ørnen, der er født i Fangenskab, instinktmæssig længes efter at flyve og derfor raser mod Fangenskabet, således skriger vor Sjæl efter Frihed. Vi kan aldrig finde Hvile i det jordiske, men længes efter at flyve bort fra alt, hvad der binder og holder os fangne her.

Men denne Uro og Utilfredshed giver sig sædvanlig Udtryk i, at man søger at flygte bort fra de ydre Forhold, som man er ulykkelig over. Man forstår ikke straks, at den eneste Udfrielse er »på Vinger«. Derfor prøver man på at flygte »på Heste« som Israelitterne, da Prøvelserne kom over dem (Es. 30,16). Disse »Heste« er de ydre Ting, som man håber, skal hjælpe, en Forandring i de ydre Forhold, en Håndsrækning fra Mennesker o. lign. Man stiger op på disse Heste og farer i Syd og Nord, i Øst og Vest, idet man tror derved at kunne løbe bort fra sin Plage, men forgæves, som vi vist alle har erfaret.

Desuden fører disse »Heste« os sædvanlig ud af en Vanskelighed og ind i en anden, som når en flygter for en Løve, og en Bjørn møder ham, og han kommer i sit Hus og støtter sin Hånd imod Væggen, og en Slange bider ham (Am. 5,19). Nej, intet jordisk Tilflugtssted kan skaffe vor Sjæl Befrielse.

Men er der da ingen Måde, hvorpå man kan undslippe? Skal man blive ved med træt at slæbe sig fremad uden Håb om Hjælp? - Nej, jeg er glad ved at kunne sige, at der er en herlig Udvej for os alle, om vi blot vil »flyve op på Vinger«, bort fra det hele og hen til Gud. Det er ikke mod Øst eller Vest, ikke i Syd eller Nord, men opad. De, som bier på Herren, skal få ny Kraft; de skal flyve op på Vinger som Ørne; de skal løbe og ikke vansmægte (Es. 40,31).

Alle Skabninger, som har Vinger, kan undslippe Snarerne, blot de flyver højt nok. Og således med Sjælen.

Hvad Vinger er, kan vi forstå af Ordene: »de, som bier på Herren«; thi det er den, som har overgivet sig helt og nu tror på Gud, som bier på Ham, så Vingerne kan kaldes »Overgivelse« og »Tro«. På de Vinger kan vi flyve i det skjulte Liv i Gud, bort fra de ydre Forhold, hen, hvor hverken Fængsel eller Bånd hindrer mere.

Så tragter man efter »det, som er oventil,« ikke efter »det, som er på Jorden« (Kol. 3,2). Og hvor forskelligt Livet ser ud set fra det Sted, som kaldes »det himmelske i Kristus Jesus!« (Ef. 1,3). Larven, der kryber på Jorden, må have et ganske andet Syn på Verden, end når den som en Sommerfugl hæver sig op i Luften højt oppe over de Steder, hvor den før kravlede omkring. Og således ser den Sjæl, der kryber på Jorden, ganske anderledes på Livet end den, der »flyver op på Vinger«. Bjergtoppen kan ligge badet i Solskin, medens Dalen er indhyllet i Tåge; og den Fugl, hvis Vinger kan bære den så langt, kan hæve sig over Tågen til det strålende Solskin.

Engang tilbragte jeg en Vinter i London, og i tre Måneder skinnede Solen ikke klart igennem Tågen og Røgen. Men mange Gange så jeg, at ovenover Røgen var der klart Solskin; og et Par Gange så jeg gennem en Rift i Tågen en Fugl flyve højt oppe med Solskin på Vingerne. Alle Londons Fejekoste var ikke i Stand til at feje Tågen væk; men kom vi blot højt nok op, så var vi hævet op over den. Og det er, hvad Sjælen »på Vinger« gør. Ved Tro overvinder den Verden. At »overvinde« vil sige at »vinde op over« Verden og alle dens Ting i Stedet for at ligge under for dem. De kan ikke binde den Sjæl, der på Vingerne »Overgivelse« og »Tro« kommer op over dem.

Fuglene overvinder Tyngdeloven ved den højere Lov, Flyvningens Lov. Og således overvinder Sjælen »på Vinger« Syndens og Dødens lavere Lov ved den åndelige »Flyvning«s højere Lov. »Livets Ånds Lov i Kristus Jesus« er naturligvis en højere Lov end »Syndens og Dødens Lov« (Rom. 8,2); den Sjæl, som hæver sig op til de højere Regioner, som hedder »Livet i Kristus«, vil derfor altid vinde Sejr.

Men hvorfor lever da ikke alle Kristne dette Sejrs liv? Fordi mange af dem ikke hæver sig op på deres Vinger. De lever i den samme lave Sfære som deres Livs forhold, og i Stedet for at flyve op over dem forsøger de at bekæmpe dem på deres eget Område; og her er de kraftesløse og uden Våben, så de overvindes af de jordiske Prøvelser og Sorger i Stedet for at vinde op over dem og således sejre.

Prøvelser og Modgang ser meget forskellige ud, eftersom man ser dem ovenfra, eller man er på Højde med dem. Hvad der nede på Jorden synes at være en uoverstigelig Mur, er kun en ubetydelig Linje, når det ses fra en Bjergtop. Snarer og Sorger, som spærrer Vejen, når vi er i samme Niveau som de, ligner kun Støvgran, når Sjælen på Vinger har hævet sig op til »det himmelske«. - En Kvinde betegnede engang Forskellen på tre af hendes Veninder på følgende Måde: »Om de kom til et åndeligt Bjerg på deres Vej, vilde den ene med stort Besvær grave en Tunnel igennem det; den anden vilde blive ved at gå rundt ad de bugtede Veje, til hun langt om længe nåede om på den anden Side; men den tredje vilde blot sprede Vingerne og flyve over det.« Om nogen af os hidtil har båret os ad som en af de to første, så lad os beslutte os til i Fremtiden at sprede Vingerne og flyve op over de højeste Bjerge.

»Sprede Vingerne,« siger jeg; thi selv de største Vinger gavner intet; medmindre de bruges. Vi må bruge vore Vinger; ellers løfter de os ikke en Tomme over Jorden.

Vi behøver ikke at råbe: »O, gid jeg havde Vinger!« thi vi har Vingerne; der står kun tilbage, at vi skal bruge dem. »Overgivelse« og »Tro« kan ethvert Menneske udfolde. Hvad Øjeblik det skal være, kan vi flyve til Gud på de to Vinger, men vi må bruge dem for at nå til Ham, ikke blot ønske at bruge dem, men virkelig gøre det, ikke blot i Teorien eller i enkelte særlige, løftede Øjeblikke, men i det praktiske Liv, overfor alle det daglige Livs Småting. Overfor Skuffelser, Modgang, Forfølgelse, ondskabsfulde Fjender og besværlige Venner, overfor Prøvelser og Fristelser af enhver Slags må vi klart stå i Stillingen: Overgivelse og Tro, og så hæve os op over det alt sammen på disse to Vinger. Intet vil da kunne skade eller røre os, og fra vort høje Stade vil vi se alt i et andet Lys, fordi vi ser med Kristi Øje.

Hvilken Forandring det vil bringe i vort Liv, når vi flyver igennem Dagene på disse to Vinger! Vi vil ikke længer vække Strid og Bitterhed ved at slå vore Brødre og Søstre ned og så trampe hen over dem, blot fordi de er kommet os lidt for nær; men vi spreder Vingerne og hæver os op til de himmelske Regioner, hvorfra vort Øje ser alting dækket med Kristi Retfærdigheds Kappe.

Vor Sjæl er skabt til dette himmelske Liv og kvæles derfor nede i det lave. Det er da en stor Nåde, at vor himmelske Fader søger at opdrage os således, at vi kan lære at »flyve«. I 5. Mos. 32,11—12 ser vi, hvorledes denne Undervisning foregår: »Som en Ørn vækker sin Rede og svæver over sine Unger, således udbredte Han Sine Vinger, tog ham og bar ham på Sine Slagfjedre. Herren alene førte ham, og ingen fremmed Gud var med ham.«

Ørne moderen lærer sine små at flyve ved at gøre Reden så ubekvem for dem, at de tvinges til at forlade den og betro sig til den ukendte Luftverden udenfor. Og just således forstyrrer Gud vor hyggelige Rede og støder os ud over dens Kant, så vi nødes til at bruge vore Vinger. I dette Lys vil du bedre kunne forstå dine Trængsler. Hensigten med dem er, at dine Vinger skal udvikles.

Jeg har kendt en Kvinde, hvis Liv var én lang Kæde af Prøvelser, fordi hun var gift med en hårdhjertet, fordrukken Mand. Ingen Mennesker kunde hjælpe her, så hun blev nødt til at bruge sine »Vinger« og på dem flyve til Gud. Derved blev hendes Vinger så stærke, at da Trængslen nåede sit Højdepunkt, var det for hende, som om hendes Sjæl blev ført over på en pragtfuld Regnbue og fandt et fredfyldt Hvilested på den anden Side.

Vi kan altså med Tak tage imod enhver Prøvelse, som tvinger os til at prøve vore Vinger; thi derved styrkes de, så vi senere kan flyve højere. Vinger, som ikke bruges, visner efterhånden og taber Kraften til at flyve, så om der ikke var noget i vort Liv, som tvang os til at bruge dem, vilde vi måske helt miste Flyve evnen.

Men er der nu ingen Hindringer for Flyvningen, selv om Vingerne er stærke, og man anstrenger sig for at bruge dem? Jo, der er. En Fugl kan jo være fængslet i et Bur, tøjret til Jorden med et Bånd, som drager nedad, eller den kan fanges i Fuglefængerens Snare. Og lignende Hindringer kan holde Sjælen nede, indtil Guds mægtige Kraft gør den fri.

En Snare, som mange Sjæle fanges i, hedder Tvivl. Det kan synes så fornuftigt eller ydmygt at gå ind i den, at de ikke aner, at det er en Snare, før de finder, at de er fangne og ikke kan flyve. Thi det er ligeså umuligt for den tvivlende Sjæl at flyve, som det er for den Fugl, der er fanget i Fuglefængerens Snare. Den ene af vore Vinger hedder nemlig »Tro«, og den mister fuldstændig sin Kraft, så snart den mindste Tvivl sniger sig ind. Og der skal jo to Vinger til for at kunne flyve. Men mange Mennesker gør alt andet end at tro. De spreder den Vinge, der hedder »Overgivelse«, basker vældigt med den og undrer sig over, at de ingen Vegne kommer. Imens hænger den anden Vinge slapt ned ved deres Side. Mange Kristnes uregelmæssige og forgæves Flyveforsøg har sin Grund i, at de kun bruger den ene Vinge. Se på en Fugl, hvis ene Vinge er brækket, og som prøver på at flyve, og så vil du kunne forstå, hvad al ensidig Flyvning fører til. Om vi ikke bruger begge Vinger, kan vi lige så godt opgive at flyve.

En anden af Fuglefængerens Snarer kan være en eller anden skjult Synd eller noget, som ikke er udleveret til Gud. Vingen »Tro« kan måske synes at være i Orden; men den anden Vinge, »Overgivelse«, hænger slapt ned. Og man kan lige så lidt flyve ved Hjælp af den ene Vinge alene som ved Hjælp af den anden. Begge Vinger må tages i Brug.

Eller måske Sjælen føler det, som om den er i Fængsel og derfor ikke kan flyve. Men i Virkeligheden kan ingen jordiske Skranker hæmme Sjælens Flugt. Ingen Mur, hvor høj den end er, ingen Slå, hvor stærk den end er, kan holde en Ørn i Fængsel, så længe der er en Vej åben opad. Og ligeså med Sjælen. Vore Fjender kan bygge Mure omkring os, så høje de vil — de kan ikke bygge nogen Skranke mellem os og Gud. Blot vi »flyver op på Vingerne«, kan vi komme højere op, end alle deres Mure kan nå.

Hvis vi derfor føler os, som om vi var i Fængsel, da kan vi være visse på, at det ikke er vore jordiske Omgivelser, som udgør Fængslet; thi Sjælen kan jo hæve sig op over det alt sammen. Det eneste, der i Virkeligheden kan bringe den i Fængsel, er, hvad der hindrer dens Flugt opad. Profeten siger, at det er vore Misgerninger, som har skilt os fra Gud, og vore Synder, som har skjult Hans Åsyn for os (Es. 59,2). Først når Synden er ryddet af Vejen, kan Sjælen atter hæve sig op til Gud.

Men selv hvor der ikke er bevidst Synd, kan Sjælen dog være tøjret til Jorden af et eller andet, som hindrer den i at flyve.

Nogle af mine Venner, som var på en Tur i Norge, vilde engang ro ud på en Fjord. De satte sig i Båden og begyndte at ro af alle Kræfter, men kom ingen Vegne. Så tog de bedre fat; men Båden blev liggende. Pludselig opdagede en af dem, at de havde glemt at gøre Båden løs, og han udbrød: »Intet Under, at vi ikke kom af Stedet, siden vi prøvede på at slæbe hele Europa med os.«

På samme Måde må Sjælen løses fra alt det jordiske. Ligesom en Ørn ikke kan flyve op, når den har et 100 Punds Lod bundet til sine Fødder, lige så lidt kan Sjælen hæve sig opad med en Byrde af jordiske Bekymringer.

Jesus søgte at vise Sine Disciple dette ved at fortælle dem Lignelsen om den store Nadver, til hvilken mange af de budene ikke kom, fordi de var optaget af jordiske Ting. En havde købt et Stykke Jord, en anden fem Par Okser, en tredje havde giftet sig.

Hustru, Okser, Jord eller endda meget mindre Ting kan være det, der hindrer Sjælen i at flyve op. Men alle Bånd må sprænges, så Sjælen frit kan hæve sig op til de himmelske Pladser i Kristus Jesus.

Guds Ord lærer os, at det er rigtigt altid at være fuld af Lovprisning og at »synge yndeligt for Herren i vore Hjerter«. Men dette er kun muligt for den, der kan »flyve«. Denne Tilstand kendte sikkert Profeten Habakuk, når han skildrer, hvorledes hele Landet lå øde, og han så dog kunde sige: Jeg vil fryde mig i Herren, jeg vil juble i min Frelses Gud (3,17-18). Paulus vidste, hvad det var at bruge sine Vinger, når han følte sig »som bedrøvet dog altid glad« (2. Kor. 6,10). På Jorden var alting mørkt både for Paulus og Profeten, men »i det himmelske« var der det klareste Solskin.

Kender du noget til dette Liv på Vinger, kære Læser? Kan du hæve dig op over Jordens Bekymring og Modgang, op til de højere Sfærer, hvor alt er Fred og Sejr?

Her mener jeg, vel at mærke, ikke en Flyven på glade Følelser og Stemninger, som når en Fjer løftes op af et Vindstød for at falde ned igen, så snart Vinden holder op at blæse. Nej, den Flyven, jeg taler om, er ikke bygget på Følelser, men har en fastere Grund. De glade Følelser kan vel være til Stede, men der bygges ikke på dem. Fuld Overgivelse og fast Tro er det, som det kommer an på. Enhver, som i Troskab vil bruge disse to Vinger, skal finde, at han kan flyve op som en Ørn, selv om han er ganske blottet for Følelser.

Thi Forjættelsen står fast, at de, som bier på Herren, skal flyve op med Vinger, som Ørne (Esajas 40,31). Ikke: »de kan muligvis...«; men: »De skal...« Det kan ikke være andet. Måtte vi hver især erfare det for vort Vedkommende!