Guds Del af Helliggørelsesværket og Menneskets Del!

 

Mange Misforståelser med Hensyn til Livet og Vandringen i Tro opstår deraf, at man ikke klart ser, at Sagen har to Sider. Sædvanlig tænker man, at der kun er den ene Side, som man selv har set; og det er ikke underligt, at forkerte Opfattelser bliver Følgen deraf.

Men det er aldeles klart, at denne Sag har to Sider, og uden at man holder sig dette for Øje, kan man slet ikke komme til at se til Bunds i den. De to Sider er: Guds Del af Helliggørelsesværket og Menneskets Del. For en flygtig Iagttager kan de synes at være modstridende; men det er de ikke i Virkeligheden.

Dette fik jeg ved en vis Lejlighed et meget klart Bevis på. Ved et Møde talte to Prædikanter om Livet i Gud. Den ene skildrede Guds Part af Gerningen og den anden Menneskets. De var i fuld Overensstemmelse med hinanden, hvad Størstedelen af Tilhørerne også forstod. Men nogle enkelte forstod det ikke. En Dame sagde ganske forvirret til mig: »Jeg forstår ikke et Ord af det hele. Her er to Prædikanter, som giver sig ud for at lære den samme Sandhed, og dog forekommer det mig, at de fuldstændig modsiger hinanden.« Og jeg følte, at mange, som alvorligt stræber efter Helliggørelse, kan strande på den samme Vanskelighed.

Sæt, at to Venner har set en berømt Bygning og senere beskriver, hvad de har set; men den ene har kun set den Nord fra og den anden Syd fra. Den første skildrer Bygningens Udseende og Prydelser, men den anden afbryder ham og siger: »Nej, du tager ganske fejl; jeg har set Bygningen; den så helt anderledes ud, end du siger; den havde flere Etager og en hel anden Slags Ornamenter.« Og så følger der en ivrig Disput, indtil de to Venner opdager, at de har beskrevet to forskellige Sider af Bygningen; og dermed er al Striden ude af Verden.

Jeg vil forsøge, så godt som jeg kan, at skildre de to Sider af Helliggørelsen og at påvise, hvorledes man kommer til et forkert Resultat, dersom man kun ser på den ene Side uden at agte på den anden.

For at sige det med få Ord: det er Guds Sag at gøre Arbejdet og Menneskets Sag at forlade sig på Ham. Disse to Sider er vidt forskellige, men ikke hinanden modsatte.

Der er et vist Arbejde, der skal udføres. Vi må befries fra Syndens Magt og sættes i Stand til at gøre Guds Vilje. Vi må forvandles ved vort Sinds Fornyelse. De Synder, vi har ligget under for, må overvindes. Slette Vaner skal aflægges. Dårlige Tilbøjeligheder og Følelser må rykkes op med Rod, og ny og bedre indplantes. Det er en virkelig Forvandling, der må finde Sted. Således lærer Biblen. Hvem skal nu gøre dette Arbejde? Enten må vi selv gøre det, eller også må en anden gøre det for os. De fleste af os har forsøgt at gøre det selv, men kom sørgelig til kort. Men så opdagede vi i Skriften, at det er noget, vi er ude af Stand til, men at den Herre Jesus kom for at gøre det for alle dem, der lægger sig helt i Hans Hånd og tror Ham uden Forbehold. Det bliver altså klart, at vi kan intet andet gøre end forlade os på Ham, medens Han gør hele den Gerning, som vi har overladt til Ham. At tro og arbejde er to vidt forskellige Ting, men i dette Tilfælde kommer de ikke i Strid med hinanden, eftersom der er to Parter i Sagen. Det vilde være meningsløst, om vi havde overladt en Del af et Arbejde til en anden og så alligevel selv søgte at gøre det. Derimod er det ganske i sin Orden, at han gør det, når vi har overladt det til ham.

Alt, hvad Mennesket kan gøre i dette Tilfælde, kan sammenfattes i de to Ord: Overgivelse og Tro. Men dermed er ikke sagt, at Sagen ikke har en anden Side. Det er ikke noget så uvirkeligt, som om Mennesket nu blot skulde lade stå til, eller som om det skulde sætte sig i en magelig religiøs Lænestol og drømme Livet bort uden Frugter og virkelige Resultater. Der kan naturligvis fremkomme Misforståelser derved, at Prædikanten undlader at påpege den anden Side også, eller at Tilhørerne over-hører dette, nemlig, at når vi stoler på Gud, så arbejder Han for os. Thi der nås virkelige Resultater på denne Måde. Det er ikke os, der frembringer dem, men Gud gør Gerningen; og netop derfor bliver den meget bedre gjort.

På den anden Side kunde der fremkomme Misforståelser, om nogen kun talte om Guds Del af Værket. Thi her er ikke Tale om at tro, men om at gøre, idet Gud arbejder på at udføre det, som er betroet til Ham. Han opdrager og udvikler os ved indre og ydre Påvirkning. Hans Visdom og Kærlighed søger ved alle mulige Midler at lutre og rense os. Han tager alting i vort Liv og i vore ydre Forhold i Sin Tjeneste med det Mål for Øje, at vi skal vokse i Nåden og omdannes Dag for Dag og Time for Time til mere at blive lig Jesus. Gennem denne Omdannelsesproces - kortere eller længere, eftersom hvert enkelt Tilfælde kræver det - fører Han det ud i Virkeligheden i vort daglige Liv, som vi netop har betroet Ham at udføre. F. Eksempel: om vi overensstemmende med Rom. 6,11 er begyndt at regne os for døde fra Synden, så lader Herren dette blive virkeliggjort i vort Liv derved, at Han fører det naturlige Menneske i Døden gennem tusinde små Ydmygelser og Kors. Men dvæler man ved denne praktiske Side af Sagen og taler om, på hvilke Måder Gud fører Troens Beregninger ud i Virkeligheden, så kunde det godt lyde, som om Helliggørelsen ikke skete ved Tro, men ved en langsom Gerningsproces, og som om Sjælen blev stillet overfor en umulig og håbløs Opgave.

Helliggørelsen er altså både et Trosskridt og et fremadskridende Arbejde. Det er et Skridt i Overgivelse og Tro fra vor Side. Ved ét Skridt i Tro tager vi vor Stilling i Kristus; ved en gradvis Udvikling vokser vi op til Ham i alle Stykker (Ef. 4,15). Ved et Trosskridt lægger vi os selv i den guddommelige Pottemagers Hænder; gennem en gradvis Udvikling danner Han os til et Kar til Ære, skikket til Hans Brug og beredt til al god Gerning.

Lad mig bruge et Billede. Sæt jeg for en, som slet ikke forstår sig derpå, skulde beskrive, hvorledes en Klump Ler bliver til et smukt Kar. Først fortæller jeg ham, hvad Leret har at gøre: det lægges i Pottemagerens Hånd og bliver liggende der ganske viljeløst, hvordan end Mesteren vender og drejer det. Det er, hvad der skal til fra Lerets Side. Men enhver forstandig Tilhører vil forstå, at det ikke er det hele, men vil spørge: »Hvad gør så Pottemageren?« »Ja, det er netop Hovedsagen,« svarer jeg. »Han tager Leret, som er overgivet til ham, og begynder at forme og danne det, som han vil. Han ælter og bearbejder det; han river det i Stykker og trykker det sammen igen; han gør det vådt og lader det derefter tørres igen. Undertiden arbejder han med det timevis ad Gangen, og undertiden lægger han det til Side i flere Dage uden at røre det. Og når det så gennem denne Behandling er blevet fuldstændig villigt og bøjeligt, så begynder han endelig at danne det til det Kar, han har tænkt sig. Han lægger det på Hjulet og klemmer det ud og glatter det; så tørrer han det i Solen og brænder det i Ovnen, og så fører han det ud af Værkstedet som et Kar, han kan få Ære af.«

Er der nu nogen Modsigelse mellem det, at Leret blot skal ligge stille i Pottemagerens Hånd, og så hele den store Arbejdsproces? Nej, visselig ikke. Thi før talte jeg om, hvad Leret skulde gøre, og nu skildrer jeg, hvad Pottemageren gør. Der er ingen Modsigelse mellem disse to Sider af Sagen; thi Leret skal blot lade sig bearbejde; men det var meningsløst at tro, at det kunde gøre Potte-magerens Del af Gerningen.

Således er der i Virkeligheden den fuldeste Overensstemmelse mellem disse to tilsyneladende modstridende Synspunkter for Helliggørelsen. Mennesket skal blot stadig overgive sig og vedblive at tro. Men Gud har så mangfoldige og forunderlige Veje, ad hvilke Han fuldfører det Værk, som man har givet i Hans Hænder. Og her er det, Væksten kommer. Ler klumpen bliver aldrig til et Kar, selv om den ligger i Ler graven i tusinde År; men når den er lagt i Pottemagerens Hænder, så begynder Udviklingen. Og således kan den Sjæl, der er overgivet i Guds Hånd, dannes til et Kar til Ære.

Når du har taget Trosskridtet og fuldstændig overgivet dig til Ham, så kan du derefter vente, at Han skal begynde at arbejde. Hans Vej er måske meget forskellig fra, hvad du har tænkt; men Han forstår, hvad der er bedst, og du må være tilfreds med det.

Jeg har kendt en Kvinde, som kom ind i dette Troens Liv, blev fyldt med Ånden og på en forunderlig Måde gennemstrømmet af Lys og Glæde, og nu ventede hun, at hun straks skulde blive sat til en særlig Gerning i Herrens Vingård. Men i Stedet for gik det således, at hendes Mand just da mistede sine Penge, og hun blev så bundet til Husgerningen, at der slet ingen Tid blev til at tage Del i nogen Missionsvirksomhed. Hun bøjede sig derfor og gav sig med hele Hjertet til at feje og tørre Støv af og sy og bage, ligesom hun vilde have gjort, om hun var blevet sat til at prædike, bede og skrive for Herren. Og i denne Skole blev hun dannet til et Kar, som Mesteren kunde bruge.

En anden Kvinde havde en lignende herlig Oplevelse og ventede også at blive ført ind i en stor åndelig Gerning, men blev i Stedet for sat til at passe to vanskelige, syge Børn. I Modsætning til den anden tog hun ikke imod Lære, men knurrede og satte sig op imod Gud og mistede så hele Velsignelsen, så hun gled tilbage i en kold og elendig åndelig Tilstand. Hun havde vel fra først af givet sig hen til at tro, men i Stedet for at lade Herren gøre Sin Del af Gerningen, blev hun utålmodig og drog sig selv ud af den himmelske Pottemagers Hænder, så Karret blev ødelagt på Hjulet.

Jeg tror, mange Kar er blevet ødelagt på lignende Måde af Mangel på Forståelse af det åndelige Liv. Modenhed nås ikke på et Øjeblik, men er et Værk af Helligånden, som med Sin mægtige, omskabende Kraft hjælper os til at vokse mere ind i Kristus i alle Ting. Derfor nås Modenhed kun derved, at vi lader Ånden virke frit i os. Men den Helliggørelse, som Skriften viser os er nødvendig for alle troende, hvilket Udviklingstrin de end står på, den kan man komme i Besiddelse af nu med det samme; thi den består ikke i et vist Mål af Modenhed, men i at have et rent Hjerte.

Fra det Øjeblik Leret kommer under Behandling af Pottemagerens Hånd, er det hver Dag og hver Time just, som han vil have det; men det er endnu langt fra at være blevet dannet til det Kar, som han har bestemt det til.

Et lille spædt Barn kan være, just som sådant et lille Barn skal være, så at dets Moder er fuldstændig tilfreds med det; men dog er det meget langt fra at være det, som hun ønsker, det skal nå til i den modnere Alder.

I Juni Måned er Æblet så fuldkomment, som et Æble kan være; men det er meget forskellig fra det fuldt udviklede Æble i oktober.

Guds Værk er fuldkomment på ethvert Trin. Menneskets Værk derimod er ufuldkomment, indtil det er helt afsluttet.

Hvad vi kan bidrage til vor Helliggørelse er altså i Tro at lægge os selv i Herrens Hænder og at blive der. Så arbejder Han på os, og vi er Ham velbehagelige, selv om det vil tage År, før Karret helt ud er et Kar til Hans Ære, dygtiggjort til al god Gerning.

Vor Sag er at stole på Gud; så fuldfører Han Værket. Når vi gør vor Del af Gerningen, så undlader Han aldrig at gøre Sin; thi aldrig er nogen blevet til Skamme, som satte sin Lid til Herren. Når du stoler på Ham og opfordrer andre til at gøre det samme, behøver du derfor ikke at være bange for, at der intet skal komme ud af det hele. Tro på Gud er Grundlaget fra først til sidst; men når vi tror, så arbejder Herren, og det er Hans Arbejde, der er Hovedsagen.

Dette kan måske anskueliggøre Sagen for dem, der siger: »Hvad er det for en Selvmodsigelse? Det ene Øjeblik forsikrer du, at vi bare skal tro, og det næste foreskriver du os Ting, som det er umuligt at gøre.« Men det er som med Tømmermandens Sav; det ene Øjeblik siger vi, at Saven har savet Bjælken over, og det næste siger vi, at det er Tømmermanden, der har gjort det. Når vi har overgivet os selv til Herren og fremstillet vore Lemmer som Retfærdigheds Redskaber, så virker Han i os både at ville og at udrette det, som er Ham velbehageligt. Så kan vi sige med Paulus: Jeg har arbejdet - dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig (1. Kor. 15,10).

Guds Virker afhænger af vor Medvirken. Et Sted kunde Jesus ingen kraftige Gerninger gøre på Grund af deres Vantro. Det var ikke, at Han ikke vilde; men Han kunde ikke. Vi tænker ofte, at Gud ikke vil ; men Sandheden er den, at Han ikke kan. Som selv den dygtigste Pottemager ikke kan lave et Kar af Lerklumpen, uden den lægges i hans Hænder, således kan Gud heller ikke danne mig til et Kar til Ære, med mindre jeg giver mig selv i Hans Hånd. Jeg må være med i alt, hvad der angår min Frelse; og da jeg kan stole på, at Gud vil gøre Sin Part nøjagtig, gælder det for mig om at udfinde, hvori min Part består, og så gøre den.

Denne Bog vil hovedsagelig komme til at omhandle, hvad Mennesket skal gøre. Men om jeg ikke troede af hele mit Hjerte, at Gud vil arbejde af al Magt på at gøre Sin Del af Værket, så vilde ikke ét Ord af denne Bog nogen Sinde være blevet skrevet.