Guds Vogne!

 

Der er blevet sagt, at »jordiske Sorger er himmelsk Tugt.« Men de er mere end det - de er Guds Vogne, Triumfvogne, sendt for at føre Sjælen sejrende opad.

De ligner ikke Sejrsvogne, men ser ud som Fjender, Lidelser, Prøvelser, Nederlag, Misforståelser, Uvenlighed. De ligner Juggernautvogne (indiske Afgudsvogne), fulde af Ulykke og Elendighed, rede til at køre hen over os og knuse os i Støvet. Men kunde vi se dem, som de virkelig er, da vilde vi erkende, at de er Triumfvogne, i hvilke vi kan nå de Sejrshøjder, som vor Sjæl har længtes efter og bedt om. Juggernautvognen er den synlige Side af Sagen, Gudsvognen den usynlige. Kongen af Syrien (2. Kong. 6) drog op mod Profeten Elisa med Heste og Vogne, som ethvert Øje kunde se; men Gud havde Vogne, som kun Troens øje så. Profetens Tjener kunde se den første Slags; derfor råbte han, som så mange har gjort det efter ham: »Ak, min Herre, hvad skal vi gøre?« Men Profeten selv sad stille og uden Frygt i sit Hus; thi hans Øjne var åbnet til at se det usynlige, og alt, hvad han bad om for sin Tjener, var: »Herre, oplad hans Øjne, at han må se!«

Det er den Bøn, vi trænger til at bede for os selv og for hverandre: »Herre, oplad vore Øjne, at vi kan se!« Thi Verden rundt omkring os er fuld af Guds Heste og Vogne, som bier på at føre os til herlig Sejr. Når vore Øjne således bliver lukket op, da ser vi i alt, hvad der hænder os i Livet, både stort og småt, glædeligt og bedrøveligt, en Guds Vogn for vore Sjæle. Ja, alting forvandles til en Triumfvogn, blot vi behandler det som en sådan; men på den anden Side kan selv den ubetydeligste Prøvelse blive til en frygtelig Juggernautvogn, om vi ser på den på den Måde. Vi kan selv vælge, hvad det skal blive til. Det afhænger ikke af, hvad disse Tilskikkelser er, men hvorledes vi tager dem. Kaster vi os ned foran dem, så bliver de til en Juggernautvogn, der knuser os; men klatrer vi op i dem som i en Sejrsvogn, der skal føre os fremad og opad, så bliver det til en Guds Vogn.

Når vi således stiger op i Guds Vogne, da hænder der os, åndelig talt, det samme som Elias. Vi bortrykkes - ikke til Himlen over os, som Elias, men til Himlen inden i os; og dette er næsten noget endnu større. Vi rykkes bort fra det lave, jordiske Liv, hvor Mennesker ellers kryber om og plages af alt, hvad der møder dem, op til at leve »i det himmelske i Kristus Jesus,« hvor Livet er en stadig Sejrsgang.

Dette »himmelske« (Ef. 2,6) er noget indre, ikke noget udvortes, og Vejen, der fører derhen, er også en indre Vej. Men Vognen, i hvilken Sjælen kører frem ad denne Vej, er sædvanlig noget udvortes: Modgang, Prøvelse, Skuffelse, en Revselse, som ikke i Øjeblikket synes at være til Glæde, men til Bedrøvelse, men som siden giver dem, som derved er øvet, Retfærdigheds Fredsfrugt (Hebr. 12,11).

I Højs. 3,10 siges der om Salomons Vogn (Bærestol), at den var »smykket med Kærlighed.« Men vi kan ikke altid se Kærlighedens Betræk på den Vogn, vi må køre i. Den ser ofte meget afskrækkende ud: en gnaven Slægtning eller andre Menneskers Ondskab, Grusomhed eller Forsømmelighed; men enhver Vogn, Gud sender, er altid betrukket med Kærlighed, fordi Gud er Kærlighed, og Guds Kærlighed er det blødeste Hynde at hvile på, man kan tænke sig.

Se på Revselserne, hvor hårde de end kan være i Øjeblikket, som Guds Vogne, der er sendt til at løfte dig højere op; og du skal finde, at de er »betrukket med Kærlighed«.

I Hab. 3,8 hedder det, at Gud for frem på Sine Heste, på Sine Frelsesvogne. Og således gør Han endnu. Alting bliver til en Frelsesvogn, når Gud farer frem på den. Han gør selv Skyerne til Sin Vogn og farer frem på Vindens Vinger (Salme 104,3). De Skyer og Storme, som vil formørke vor Himmel og skjule Retfærdighedens Sol for os, er altså egentlig blot Guds Vogne, i hvilke vi kan stige op med Ham og fare sejrrigt frem (Sl. 45,5) over alt Mørke.

Har du, kære Læser, gjort Skyerne i dit Liv til dine Vogne? Farer du sejrrigt frem med Gud over dem alle?

Jeg har kendt en Dame, som havde en meget langsom Tjenestepige. Hun var ellers dygtig og pålidelig; men hendes Langsomhed ærgrede Fruen, som af Naturen var meget rask på det. Måske tyve Gange om Dagen blev hun derfor vred på Pigen, og lige så mange Gange angrede hun sin Vrede og besluttede at overvinde den, men forgæves. Og denne stadige Kamp gjorde hende ulykkelig. Men så en Dag gik det op for hende, at hun nu så længe havde bedt om Tålmodighed, og at måske netop Tjenestepigens Langsomhed var den Vogn, Gud havde sendt for at føre hendes Sjæl over i Tålmodigheden. Og da hun tog det på den Måde, fik hun fuld Sejr.

En anden Dame var ved et Møde indkvarteret i samme Værelse som to andre. Om Aftenen ville hun sove, men de vilde snakke. Hun lå da og ærgrede sig længe efter, at de var faldet i Søvn. Men næste Dag blev der ved Mødet talt om »Guds Vogne«, og om Aftenen praktiserede hun det, så hendes Tålmodighed ikke slap op. Men da det var blevet meget sent, sagde hun: »Jeg ligger her og kører i Vogn.« Det hjalp straks, så »Guds Vogn« hjalp hende til Sejr både i hendes Indre og udadtil. Og således skal det altid blive, om vi vil køre i Guds Vogne og ikke i vore egne.

Men vi fristes stadig til at stole på »Ægyptens Vogne«, eller med andre Ord på jordiske Hjælpemidler. Dem kan vi se og føle på; de synes derfor virkelige, medens Guds Vogne er usynlige, hvorfor det er svært at tro, at de er til. Vi er tilbøjelige til at prøve først én Ting og så en anden for at gøre Fremgang i vort åndelige Liv; vi »går ned til Ægypten om Hjælp,« og Gud må ødelægge alle disse mange Vogne for os, før Han kan få os op i Sin Vogn. Man støtter sig på en kær Ven, så Herren må tage ham bort. Man tror for meget på en eller anden Prædikant, og Herren må skille os fra ham. Eller det er særlige Møder, man bygger på; og så hindrer Gud os i at gå der længer, så »Guds Vogn« for os er selve det, at vi mister det, som vi troede var uundværligt. Guds Kærligheds Ild må opbrænde enhver Vogn, som hindrer os i at køre med Ham alene. Det går vi nemlig først ind på, når alt andet svigter. Vi siger: »Han - og noget andet,« »Han og mine Erfaringer,« »Han og mine troende Venner,« »Han og mit kristelige Arbejde.« Men alt det, der kommer efter »og«, må enten tages fra os, eller vi må lære at forstå, at det ikke er det, der kan hjælpe os. Han alene kan. Så længe som man har synlige Vogne at køre i, stiger man ikke op i de usynlige. Lad os derfor være taknemmelige for, at vore jordiske Vogne tilintetgøres, så vi tvinges til at stige op i de himmelske, som altid står og venter ved Siden af os.

Når vi er kommet op i Guds Vogne, så kører vi sikkert, og intet kan hindre vort Triumftog. Hvert Tab er kun en Vinding. Det forstod Paulus, når han kunde sige (Fil. 3,7—8): Hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet for Tab; ja, sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt højere: at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg har lidt Tab på alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i Ham. Selv »Tornen i Kødet« (2. Kor. 12,7) blev for hans villige Sjæl en Guds Vogn, der førte ham til Sejrshøjder, som han ellers ikke kunde have nået. At »glæde sig i Trængslerne«, hvad er det andet end at gøre dem til herlige Guds Vogne?

Josef havde drømt om fremtidig Storhed; men de Vogne, der førte ham dertil - Trældom og Fængsel - syntes at være besynderlige Vogne at køre i for at komme til Magten. Men det var den eneste Måde, hvorpå han kunde blive ophøjet. Og således når heller ikke vi den Trone, der venter os, uden at køre på lignende Vogne.

Alt, hvad der kommer til os, tager vi da som en Guds Vogn; måske udspringer det ikke oprindelig fra Ham; men i det Øjeblik, vi lægger det i Hans Hånd, kommer det dog til at tjene os til Gavn. Så hviler vi så trygt som Barnet i sin Moders Arme; det går sejrende gennem de største Prøvelser og ved ikke engang, hvor hårde de er. Og således vi, når vi kører i den Vogn, som hedder »Guds Arme«.

Stig så op i din Vogn! Alt det onde, som møder dig i dit Liv, kan blive en Guds Vogn, ligegyldigt om det kommer fra Mennesker eller fra Djævle. Når du kun spejder efter Gud, så skal du i denne Vogn føres til herlige Sejre.

Uden Tvivl vil Fjenden søge at gøre det til en Juggernautvogn for dig ved at forestille dig, at Gud er ikke i din Trængsel, så det kan ikke nytte, du søger til Ham om Hjælp. Men stå fast på, at Gud er min Tilflugt og min Styrke, som Hjælp i Trængsler fundet såre stor (Sl. 46,2).

Gå helhjertet til Værks. Gå helt op i Vognen, og lad ikke den ene Fod slæbe på Jorden. Intet »mon« eller »dersom« eller »sæt«. Tag helt imod Guds Vilje og gem dig i Hans Arme, som altid er under dig for at bære dig igennem alt. Bliv ved at sige: »Din Vilje ske!« Thi i alle Prøvelser er det Guds Vilje, der er det afgørende; gå blot ind i den som i en Vogn, og du skal snart finde, at du »farer sejrrigt frem« med Ham, mer end du nogen Sinde har drømt om.

Den Sjæl, der således »farer med Gud«, får et Syn på Tingene, som den, der kryber i Støvet, aldrig kan få. Den, der kvæstet og blødende ligger under Juggernautvognen, ser Mørke og Ulykke; men for den, der kører i Guds Vogn, åbner der sig stadig videre og skønnere Udsigter.

Spørger du måske om, hvor dine Vogne er, så siger Salmisten (68,18): Guds Vogne er to Gange ti Tusinde, Tusinde og atter Tusinde. Der er aldrig nogen Mangel på Vogne i noget Menneskes Liv. En kær troende Kvinde sagde til mig efter et Møde, hvor jeg havde talt om disse Vogne: »Jeg er en fattig Kone og har tit været ked af, at jeg ikke kunde køre i Vogn ligesom mine rige Naboer. Men nu har jeg set tilbage på mit Liv og fundet, at det er så fuldt af Vogne, at jeg sikkert aldrig mere behøver at gå til Fods.«

Om vore Øjne blev åbnet nu i dette Øjeblik, da er jeg vis på, at vi alle skulde se vort Hjem, vor Arbejdsplads og Gaderne, vi færdes i, fulde af Guds Vogne. Ingen af os behøver at gå til Fods af Mangel på Vogne. Din gnavne Husfælle, som hidtil har gjort Livet til en Byrde for dig, behøver ikke mere at være en Juggernautvogn, som kører dig ned, men kan blive et herligt Køretøj, der fører dig op mod de himmelske Højder, hvor Tålmodighed og Langmodighed hersker. Alt det, du lider under: Misforståelser, Ydmygelser, Uvenlighed, Skuffelse, Tab, Nederlag - alt dette er Vogne, som venter på at føre dig op på de Sejrslivets Højder, som du så længe har ønsket at nå.

Stig da op i dem og tab alt af Syne for Hans Kærlighed, som vil kaste Sin Stråleglans ind over dit Liv og føre dig sejrende gennem alt.