Ét med Gud!

 

Alle Guds Førelser med den troende har til Formål at bringe ham ind i et sådant Samfund med Sig, at Jesu Bøn bliver opfyldt Jeg i dem og Du i mig, at de må være fuldkommede til ét, for at Verden må kende, at Du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom Du har elsket mig (Joh. 17,23).

Dette var Guds Plan, før Verdens Grundvold blev lagt. Den blev fuldbyrdet ved Kristi Død, og hvad der gennem Tider og Slægter var en Hemmelighed (Kol. 1,26), kundgøres nu i Skriften og bliver virkeliggjort i mange Guds Børns Liv.

Det er for alle; men ikke alle kender det, skønt Gud har gjort det tilgængeligt for alle. Men manges Øjne er formørket og deres Hjerter hårde på Grund af Vantro, så de ikke kan gribe det. Men Herren bliver ved at kalde og drage Sit Folk. Alle tidligere Skridt i Troslivet fører hen imod dette. Og vi er skabt dertil, så Jesus får ikke den fulde Løn for Sine Smerter, og vore Hjerter finder ikke den fulde Hvile, før vi er gået ind i dette Samfund med Gud.

Jesu Disciples Historie afbilder de fleste Kristnes Oplevelser. Først så de, hvad de trængte til, og så kom de til Jesus for at følge Ham. Så vandrede de med Ham, arbejdede for Ham, troede Ham; og dog, hvor lidt de lignede Ham! Den ene vilde være større end den anden. De unddrog sig Korset. De forstod ikke Hans Gerning og Hans Ord. De svigtede Ham i Farens Stund. Og dog sendte Han dem ud at prædike, vedkendte Sig dem som Sine Disciple og gav dem Magt og Myndighed. Men de kendte Ham kun »efter Kødet«, som deres Herre og Mester udenfor dem, men ikke endnu som deres Liv.

Men så kom Pinsen, og Han blev åbenbaret for dem i deres Indre som ét med dem, som deres virkelige Liv. Nu virkede Han i dem, og ved den ny Lov, Hans Livs Ånd i dem, var de fri for Syndens og Dødens Lov. Nu var der ikke længere Sammenstød mellem deres og Hans Vilje og Interesser. Én Vilje besjælede dem, Hans Vilje. Én Interesse havde de, nemlig hvad Han vilde have frem. De var ét med Ham.

Kære Læser, du har måske forladt meget for at følge Jesus; du tror Ham, arbejder for Ham, elsker Ham - og dog er du så lidt lig Ham. Du har lovet Ham Troskab; du stoler på Ham, men du er ikke ét med Ham. Der er to Viljer, to Interesser, to Liv. Du har ikke mistet dit eget Liv for at leve Hans Liv. Engang var det: »Jeg - jeg alene.« Så blev det: »Jeg og Jesus.« Nu er det måske: »Jesus og jeg.« Men det er endnu ikke blevet: »Jesus alene.«

Skal jeg sige dig, hvorledes det skal blive således, at din Sjæl går bort fra sig selv og ind i Ham, så du for evigt kan blive i Ham og kun kender Hans Liv? Skriften viser klart, at det er for dig.

I 1. Kor. 3,16 hedder det: »Ved I ikke, at I er Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder?« Og i Begyndelsen af Kapitlet ser vi, at disse Ord var talt til sådanne, som endnu var »spæde Børn i Kristus« og »kødelige« og »vandrede efter Menneskers Vis«. Vi forstår da, at dette Liv i Samfund med Gud er selv de skrøbeligste Disciples Ejendom. Det er altså ikke noget nyt, man skal bede om; men vi må blive klar over, hvad vi allerede ejer. For enhver, som tror på Jesus, gælder det, at hans Legeme er et Tempel for Helligånden, som er i ham, hvilken han har fra Gud (1. Kor. 6,19).

Men alligevel er det dog også sandt, at den, der ikke kender dette og ikke lever i Kraften deraf, for ham er det, som om det ikke var sandt. Ligesom en Skat i en Mands Mark var der, før han vidste af det, og før han satte sig i Besiddelse af den, således bor Kristus i alle troende, lige så virkeligt, før de ved det og lever det, som efter. Men Kraften deraf åbenbares først, når den troende bevidst giver Slip på sit eget Liv og modtager Kristi Liv i Stedet.

Men dette er ikke en Følelsessag, men en Viljessag. Det er ikke noget, vi føler, men noget, vi er. Der kan også være salige Følelser til Stede; men Hovedsagen er ikke Følelsen, men Virkeligheden. Det hænder vel ofte, at nogen tager de stærke Følelser af Kærlighed og Glæde som sikre Tegn på, at denne Enhed er til Stede, skønt Livet viser det modsatte. Men Skriften siger: Den, som siger, at han bliver i Ham, han er også skyldig selv at vandre således, som Han vandrede (1. Joh. 2,6). Og det samme ligger i selve Sagens Natur.

Vi taler om at være ét med en Ven og mener dermed, at vi har samme Formål, Tanker og Ønsker. Hvor stærke Udtryk vore Venner end bruger for deres Kærlighed, så bliver der dog ingen Enhed, medmindre vi til en vis Grad har samme Smag, Tanker og Idealer. Og således vil det at være ét med Kristus sige at have Del i Hans Natur så vel som i Hans Liv.

Om vi virkelig er ét med Kristus, vil det derfor ikke være vor Natur imod at være Ham lig og vandre, som Han vandrede. Mildhed, Blidhed, Ydmyghed, Tålmodighed, Langmodighed, Kærlighed, Venlighed vil alt sammen være naturligt for den, der er delagtig i Kristi Natur. Det kan ikke være anderledes.

Men de, der lever på Følelser, ser ikke altid dette. De føler sig i den Grad ét med Kristus, at de ofte bedrager sig selv og tror, at de er kommet i Samfund med Ham, skønt deres Natur og Tilbøjeligheder endnu beherskes af Egenkærligheden. Og på den anden Side: om de intet føler, slutter de deraf, at de ikke er ét med Kristus, selv om de måske virkelig er det.

Ikke Følelserne, men Karakteren er Kendetegnet. Gud er hellig, og de, som er ét med Ham, er også hellige. Jesus sagde: Sønnen kan intet gøre af Sig selv, uden hvad Han ser Faderen gøre; thi hvad Han gør, det gør Sønnen ligeså (Joh. 5,19). Og: Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tro mig ikke! Men dersom jeg gør dem, så tro Gerningerne, om I end ikke vil tro mig, for at I kan indse og erkende, at Faderen er i mig og jeg i Faderen (Joh. 10,37-38).

Det var Beviset for Hans Enhed med Faderen, at Han gjorde Faderens Gerninger. Det samme Bevis må vi kunne afgive.

I Naturen er det en fast Regel, at Træet kendes af Frugterne, og om vi er ét med Gud, så bærer vi de guddommelige Frugter i Liv og Tale; thi den, som siger: Jeg kender Ham, og ikke holder Hans Bud, han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; men den, der holder Hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpå kender vi, at vi er i Ham (1. Joh. 2,4-5).

Lad Frugterne og ikke Følelserne være dit Kendemærke på, om du er ét med Kristus. Følelserne kan være højt oppe eller dybt nede; men i intet Tilfælde er de en pålidelig Angivelse af din åndelige Tilstand. De er ofte særlig kraftige hos uudviklede Kristne. Jeg har kendt en sådan, som lå vågen om Natten, fordi »Frelses bølger skyllede hen over hende,« som hun udtrykte det; men om Dagen var hun hverken sanddru eller ærlig, så ingen kunde tro, at hun kendte til virkeligt Samfund med Gud.

Din Glæde i Herren må være noget langt dybere end blot Følelser; den må være bygget på en klar Erkendelse, på noget virkeligt. Én Ting er det at være en Fugl med virkelig Evne til at flyve; noget andet er det blot at føle sig som en Fugl, men uden virkelig at kunne flyve. Det virkelige er Hovedsagen. -

Men hvorledes nås nu denne Enhed med Gud? Først kan der siges, at det ikke er Gud, der må indtage en ny Stilling; det er os, der må det. Er jeg et Guds Barn, da er mit Hjerte allerede Guds Tempel, og Kristus bor i mig. Jeg skal blot erkende Hans Nærværelse og under-kaste mig Hans Styrelse.

Det kan udtrykkes på følgende Måde: Kristus bor i Huset, men opholder Sig i et afsidesliggende Værelse, ukendt og upåagtet af Beboerne; Han længes efter at være ét med dem i deres daglige Liv, men vil ikke nøde dem dertil, thi Hans Kærlighed kan kun tilfredsstilles ved, at de kommer frivillig. Dagene går; hver passer sin Gerning, og de aner ikke, hvilken vidunderlig Gæst de har. De lægger deres Planer uden at tage Ham med på Råd. De har ingen Gavn af Hans Visdom til at vejlede dem eller af Hans Kraft til at beskytte dem. Dage og Uger går i Ensomhed og Bekymring i Stedet for, at Hans Nærværelse kunde have fyldt dem med Lykke og Glæde.

Men så en Dag lyder det: »Herren er i Huset!« Hvorledes vil nu Ejeren modtage denne Meddelelse? Vil han holde Takkefest og åbne hver Dør i Huset for sin herlige Gæst? Eller vil han blive bange for Hans Nærværelse og søge at forbeholde sig en skjult Krog, hvor Hans altseende Øjne ikke kan nå hen?

Kære Ven, jeg gør dig den glædelige Meddelelse, at Herren er i dit Hjerte (1. Joh. 4,4). Han har boet der, lige siden du blev omvendt, men du har ikke vidst af det. Hvert Øjeblik siden din Omvendelse kunde du have levet i Hans Nærværelses Solskin, og hvert Skridt kunde du have taget vejledt af Ham. Men fordi du ikke har vidst af det og ikke har set efter Ham i Huset, har du følt dig forladt, og dit Liv har været fuldt af Nederlag. Men vil du nu med Glæde tage imod Ham? Vil du lukke hver Dør vidt op og byde Ham velkommen? Vil du nu lade Ham styre og råde og afgøre, hvad Vej du skal gå på? Vil du indvi Ham i dit mest skjulte Liv? Vil du sige »ja« til at være ét med Ham og overgive alt, hvad der angår dig, i Hans Hænder? Så skal du erfare, hvor saligt det er at have Fællesskab med Ham.

Men der mangler Ord til at udtrykke, hvad det vil sige at være ét med Ham - at have én Vilje, ét Mål, én Interesse, ét Liv. Men gid det kunde udsiges med Ord, så vore Sjæle blev så hungrige derefter, at vi hverken Dag eller Nat kunde undvære det! Gør du dig nogen Forestilling om, hvad det vil sige at være ét med Jesus? Det synes for vidunderligt til at kunne være sandt, at stakkels skrøbelige, tåbelige Væsner som vi er skabt til noget sådant. Og dog er det en velsignet Virkelighed, som Gud befaler os at gå ind i, idet vi opgiver vort eget Liv, for at Hans Liv kan leves i os; vi opfordres til ikke at have andre Interesser end Hans, til at dele Hans Rigdomme med Ham, Hans Glæder, Hans Sorger, til at have Hans Natur, Hans Sind, at tænke, føle, handle og vandre, som Han gjorde.

Skal vi så ikke gå ind derpå? Herren tvinger os ikke; vi må komme frivillig; thi Venskab og Enhed kan ikke fremtvinges. Bruden må sige et villigt »Ja« til Brudgommen. Lad os da sige »Ja« til Ham!

Først overgiver man sig helt og holdent til Ham, og derefter går man fremad i Tro på, at Han h ar taget os i Besiddelse og bor i os. Vi anser os selv som døde og regner Kristus for vort Liv. Denne faste Stilling må vi ikke lade os rokke ud af, men gentage atter og atter: Jeg er korsfæstet med Kristus, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig (Gal. 2,20). Dette bliver da efterhånden vor Sjæls Åndedræt. Det gamle Menneske (Selve livet) aflægges, og det ny (Kristus) iføres. I alle Livets Enkeltheder fastholdes denne Stilling, så Kristus får Lov til at leve og virke i os, ikke alene i Troen, men i Praksis. Da skal vi begynde at forstå noget af, hvad det vil sige at være ét med Kristus, som Han er ét med Faderen. Jesus forlod alt for at forene Sig med os; lad da også os forlade alting for at være ét med Ham. Dette Liv, som ikke kan skildres med Ord, var det, Jesus bad om for os (Joh. 17,20—21): Jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres Ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom Du, Fader, i mig, og jeg i Dig, at også de skal være ét i os.