Glæden ved at lyde!

 

Engang for lang Tid siden læste jeg følgende Sætning: »Fuld Lydighed vilde være fuld Lykke, om vi blot havde fuld Tillid til den Magt, vi lyder.« I Øjeblikket og mange Gange senere, selv når Hjertet var mest oprørt, dæmrede der for min Bevidsthed en Anelse om en hidtil ukendt Lykke, en Hvile for Sjælen, hvorved alle mine Længsler kunde blive tilfredsstillet.

Denne Hvile kender jeg nu, ikke som et Syn, der atter forsvinder, men som en Virkelighed, idet jeg har set, at vor Herre Jesus er en sådan Mester, hvem vi kan give os hen til i blind Lydighed og derved finde fuld Hvile.

Du, der betænker dig, aner ikke, hvilken Glæde du går Glip af ved at nøjes med en delvis Overgivelse i Stedet for en hel og fuld. Du synes, det koster for meget, du risikerer for meget derved. Du ser andre, som med en tilsyneladende god Samvittighed går frem ad en langt bredere Vej end den smalle Sti, som du er kaldet til at vandre ad, og du undrer dig over, at du skulde være nødt til at gøre, hvad de ikke behøver.

Men, kære Ven, i denne Forskel ligger netop din Forret. Jesus siger: Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham (Joh. 14,21). Du har Hans Befalinger; de derimod, som du misunder, har dem ikke. Du kender din Herres Vilje i mange Stykker, hvori de andre endnu vandrer i Mørke. Er det ikke en særlig Forret? Er der Grund til at være ked af, at din Sjæl er kommet i en så nær Forbindelse med Mesteren, at Han kan tale Ting til dig, som de andre, der er længere borte, endnu ikke kender?

Der er mange Venskabsforbindelser i Livet, som ikke er af en meget inderlig Natur. Det er en gensidig Glæde at mødes, fordi vi har mange Berøringspunkter; men det er ingen særlig Sorg atter at skilles, og det virker ikke forstyrrende på dette Venskabsforhold, at vi har andre fortrolige Venner. Men noget ganske andet er det, når Venskab er blevet til Kærlighed. Så er de to ét, så at alt, hvad der tilhører den ene, også tilhører den anden. Nu kan man ikke længere gå hver sin Vej eller holde noget tilbage. Kærligheden giver alt, men den kræver til Gengæld alt. Den enes Ønsker bliver bindende Forpligtelser for den anden; man søger at finde ud af, hvad den anden har Lyst til, for at kunne opfylde det hurtigst muligt.

Føler disse sig nu besværede af det Åg, som Kærligheden pålægger dem? Misunder de vel de andre, som kun kender til de mere kølige Venskabsforbindelser? Fortryder de, at de lod sig knytte så nær til dem, de elsker? Eller er det ikke snarere således, at de beklager dem, der ikke ved, hvad Kærlighed vil sige?

O, kære Sjæl, om du har kendt til at elske et andet Menneske på den Måde, at ethvert Offer, enhver Tjeneste kun var en Glæde, så råder jeg dig indtrængende til at søge så nær til Jesus, at du kommer i et lignende Forhold til Ham. Han elsker dig højere end nogen Ven. Som en Brudgom glæder sig over sin Brud, således glæder Han Sig over dig. Han har givet alt for dig og beder nu om alt til Gengæld. Det mindste Forbehold vil dybt bedrøve Ham. Han sparede ikke Sig selv; hvorledes kan du da spare dig? Vær rundhåndet i din Overgivelse. Mød Hans grænseløse Opofrelse for dig med en ubegrænset Hengivelse til Ham! Kast dig uforbeholdent i Hans Arme, og giv Ham Tøjlerne. Lad Ham få alt det, som kaldes dit! Gå ind på ikke mere at kunne vælge frit, men ros dig af, at du får Lov til at leve så nær Herren!

Du har måske før længtes efter at kunne få Lov til at elske nogen, som du kunde ofre dig helt for. Du har måske ligesom haft dine Hænder fulde af Alabastkrukker med meget kostelig Salve i, men har ikke fundet nogen, over hvem du kunde udøse den. Men nu kalder Jesus dig med Sin kærlige Røst til at komme så nær til Ham, at du afsondres fra alt andet. Mon det så vil synes svært for dig ikke at søge din Lykke i noget andet? Mon du så vil ønske at gå, hvor Han ikke kan gå med, eller at være optaget af noget, som Han ikke kan dele med dig?

Nej, nej, tusinde Gange nej! Du vil brænde af Iver efter at gøre Hans Vilje. Hans mindste Ønsker vil være en Lov for dig, og Ulydigheden vil næsten få dit Hjerte til at briste. Du vil netop sætte en Ære i, at Han lader dig vandre ad sådan en smal Sti, og du vil ynke dem, der lever på Afstand uden at kende denne Glæde. De Forpligtelser, Kærligheden pålægger dig, vil være dig en kær Forret; og du vil betragte det som en usigelig Ære, at du har Ret til at ødsle alt, hvad du er og har, på Ham. Du vil begynde at forstå, at den fulde Lykke består i fuld Lydighed; og det vil gå op for dig, hvad der menes med disse Ord: At gøre Din Vilje, o Gud, er min Lyst (Sl. 40,9).

Og ikke alene vi glædes over Ham; men Han har Sin Lyst og Glæde i dem, der har overgivet sig til Ham, og som elsker at gøre Hans Vilje. At vi trænger til Ham, er let at forstå; men at Han trænger til os, synes ufatteligt. At vor Lyst står til Ham, er naturligt; men at Han har Lyst til os, lyder utroligt. Og dog siger Han det; hvad kan vi så gøre andet end tro Ham? Han har skabt vore Hjerter således, at de kan elske, elske helt og uden Grænser. Og Han ønsker selv at være Genstanden for vor Kærlighed. Derfor lød det som Hans første og store Bud, at vi skulde elske Ham af al vor Magt og al vor Styrke. Han banker på Hjerterne og beder om deres Kærlighed. »Vil du have mig?« spørger Han de troende. »Vil du skænke mig din Kærlighed? Vil du følge mig, lide og være ene og forladt for min Skyld uden anden Løn end et Smil og et kærligt Ord fra mig? Vil du holde op med at være din egen Herre, og lade mig råde over dig? Vil du være tilfreds med at behage mig, mig alene? Vil du indgå i en så nøje Forening med mig, at du bliver skilt fra Verden? Vil du lade mig være din himmelske Brudgom, og opgive alle andre for mig?«

På tusinde Måder tilbyder Han de troende Sin Kærlighed, men ikke alle siger »ja« til Ham; andre Tilbøjeligheder og andre Interesser er dem for dyrebare til, at de kan ofre dem helt. De mister vel ikke Himlen af den Grund; men de går Glip af en uudsigelig Glæde i den nærværende Tid.

Men du er jo ikke af den Slags? Er du vel? Dit Hjerte har altid råbt Ham i Møde: »Ja, Herre, ja!« Du ønsker at skænke Ham al dit Hjertes Kærlighed. Du er optaget af Ham, ja, begejstret for Ham, som din Sjæl elsker - hvad så end andre halvhjertede Fornuftskristne siger dertil. At din Herre så synes at kræve mere af dig end af de andre, det betragter du som en Forret, ikke som en Pligt, du går ind under. Hvad andre mener at kunne gøre, kan du ikke gøre. Du ønsker altid at være rede, når Herren vil betro dig Sine Hemmeligheder, eller Hans Kærlighed stiller et eller andet Krav til dig.

En vidunderlig Forrettighed er dette. Hvad regner du så, om andre hader dig, udstøder dig og taler ondt om dig for Hans Skyld? Du kan glæde dig på den Dag og springe med Fryd, thi din Løn er stor i Himlen (Luk. 6,23). Er du delagtig i Hans Lidelser, skal du også være det i Hans Herlighed.

I dig ser Han »Sine Smerters Løn«. Din Kærlighed er, hvad Han ønsker til Gengæld for, hvad Han har gjort for dig. Vær derfor ikke bange for at elske Ham uden Forbehold! Andre synes måske ikke om det, men Han gør, og det er dig nok. Beregn ikke og udmål ikke, hvor meget du skal tjene Ham! Lad dit Hjerte og din Hånd tjene Ham lige så frit, som Han tjente dig! Lad Ham eje dit alt, Ånd, Sjæl, Legeme, Tid, Evner, Stemme, kort sagt alt! Lad hele dit Liv ligge åbent for Ham, at Han kan råde. Sig til Ham hver Dag: »Herre, lad mig leve denne Dag til Dit Behag! Lad mig kende Din Vilje i alle mine Livs forhold! Vejled Du mig i alt, hvad jeg er optaget af, i mine Venskaber, min Læsning, min Klædedragt, mit Arbejde for Dig!« Lad der ikke være en Dag eller Time, hvor du ikke bevidst gør Hans Vilje og følger Ham helt!

Dette vil kaste himmelsk Glans over det fattigste Liv, over den mest ensformige Tilværelse. Har du syntes, at din Ungdoms Drømme så hurtigt forsvandt for Livets hårde Virkelighed, så lad Kristus komme til at overgå din Ungdoms lyseste Drømme, og intet vil synes dig for hårdt eller tungt. Selv den fattigste Kvinde ved Vaskebaljen vil overstråles af den Herlighed; for den, der lever i Kristus og med Kristus, vil det ensformige, daglige Liv få en Glans over sig, som fylder hver Time på Dagen med åndelig Velsignelse, så selv de rigeste og mægtigste på Jorden ikke kender større Herlighed.

Jesus sagde selv, at Lydighed var den største Lykke. Da en Kvinde tilråbte Ham: Saligt er det Liv, som bar Dig, og de Bryster, som Du diede! (Luk. 11,27) svarede Han: Ja, salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det!

At gøre Hans Vilje er mere end at have været Hans jordiske Moder og Broder og Søster, så hvem kan udmåle Velsignelsen af det Liv, hvor man med villigt Hjerte higer efter at kende Hans kærlighedsfulde Vilje?