Virkningen i det daglige Liv!

 

Dersom alt, hvad der er skrevet i det foregående, er sandt, da må Virkningerne deraf være meget tydelige i det daglige Liv, og de Mennesker, der kender dette »Liv, skjult med Kristus i Gud,« må ses i Sandhed at være et Ejendomsfolk, nidkært til gode Gerninger (Tit. 2,14).

Min Søn, som nu er hos Herren, skrev engang følgende til en Ven: »Verden vil ikke læse Biblen, men den læser vort Liv; og af det Vidnesbyrd, den får derigennem, afhænger det for en stor Del, om den vil tro, at vor Religion er af Gud. Vor Tid holder sig til Kendsgerninger, og de videnskabelige Undersøgelser vender sig mere og mere fra Teorier til Virkelighed. Om derfor vor Religion skal kunne bane sig Vej i disse Tider, må det kunne kendes, at den er mere end en Teori, og vi må kunne fremvise for vor Tidsalders Kritikere et Liv, der er omskabt ved Guds vældige Kraft.«

Jeg føler, at der må tales meget alvorligt om de Frugter, der nødvendigvis må findes i det Troens Liv, som jeg har skildret. Vi har et stort Ansvar for, at vi vandrer værdigt det høje Kald, hvormed vi er kaldet.

Som en Ven til Venner ønsker jeg at tale; og jeg håber, I vil tilgive mig, om jeg går lidt langt ind på det daglige Livs Enkeltheder, som kan synes ubetydelige, men dog udgør den største Del af vort Liv.

Virkelig Hellighed findes der ikke meget af blandt de Kristne; mange af dem er tilfredse med at leve et Liv, der ligner Verdens Børns Liv i den Grad, at en flygtig Iagttager næppe vil kunne opdage nogen Forskel. Men vi, som har hørt Herrens Kald til fuld Hellighed, vi må lade os afsondre fra Verden, så vi hverken i Karakter eller Liv skikker os lige med den. Vi må søge de himmelske Ting og ikke de jordiske; vi må søge Guds Rige og Hans Retfærdighed først og slippe alt, som hindrer os deri. Vi må vandre gennem Verden, som Kristus vandrede; vi må have det Sind, som var i Ham. Som Pilgrimme og Udlændinge må vi afholde os fra kødelige Lyster, som strider imod Sjælen. Som gode Jesu Kristi Stridsmænd må vi i Hjertet være løst fra dette Livs Anliggender, for at vi kan behage Ham, der udvalgte os til Sine Strids-mænd. Vi må undgå endog alt, hvad der har Skin af ondt. Vi må være milde og kærlige imod hverandre, som Gud for Kristi Skyld tilgav os, ikke søge Hævn for Uretfærdigheder og Uvenlighed, men gengælde ondt med godt, og om nogen slår os på den ene Kind, da vende den anden til. Vi må altid sætte os nederst og ikke søge egen Ære, men ære andre. Vi må være sagtmodige og eftergivende, så vi ikke kæmper for vor Ret, men for andres, og i alle Ting søger Guds Ære. Kort sagt: efter den Hellige, som kaldte os, må også vi være hellige i al Omgængelse.

Der er dem, der synes at mene, at det er Hellighed nok, når de gør et eller andet Arbejde for Herren; så gør det ikke så meget, om de i deres private Liv er gnavne og umedgørlige. Men vil vi vandre, som Kristus vandrede, så må det være hjemme så vel som ude, hver Time på Dagen, og ikke blot ved særlige Lejligheder; vi må ligne Jesus lige så meget, når vi taler til Tjenestefolkene, som når vi møder Præsten, lige så meget under vort Arbejde som ved Bedemødet.

Det er hjemme i det daglige Liv, at Fromheden bedst kan kendes; og vi kan med Rette sætte et Spørgsmålstegn ved enhver Bekendelse, som ikke står sin Prøve der.

En gnaven Kristen eller en bekymret Kristen, en modløs, mørk Kristen, en tvivlende Kristen, en klagende Kristen, en fordringsfuld Kristen, en grusom, hårdhjertet Kristen, en selvtilfreds Kristen, en Kristen med en skarp Tunge eller et bittert Sind - alle disse kan måske gøre et stort Arbejde og regnes for meget i Menigheden, men de ligner ikke Kristus og kender ikke det virkelige Liv, hvor høj Bekendelse de end fører.

Livet i Gud udspringer af en skjult Kilde, men dets Virkninger kan ikke være skjult. Dersom vi siger, at vi »bliver i Jesus«, da må Folk kunne se, at vi vandrer som Han, så vi ejer i Livet, hvad vi bekender med Munden. Vi må være virkelige Kristi Efterfølgere i Praksis, ikke blot i Teorien. Det vil sige, at vi absolut må vende Ryggen til alt, hvad der er Gud imod, så alle Mennesker kan kende, at vi er Hans Folk; så hvor vi færdes, vil det kendes af vort Væsen, vort Humør, vor Tale, ja af alt, hvad der optager os, at vi er Kristi Efterfølgere og ikke er af Verden, ligesom Han ikke var af Verden. Vi må ikke mere betragte vore Penge som vore egne, men som Herrens, så de kan bruges i Hans Tjeneste. Vi må ikke bruge vore Kræfter til selviske Formål, men være klar over, at om vi søger Guds Rige og Hans Retfærdighed først, skal vi få alt, hvad vi behøver. Vi kan ikke mere stræbe efter høje Stillinger eller verdslig Fordel. Vi kan ikke mere selv være Midtpunktet i vore Tanker og Planer eller bruge vor Tid, som vi selv synes, men i Herrens Tjeneste. Vor daglige Gerning vil blive passet bedre end før, thi vi gør den nu ikke med Øjentjeneste som de, der vil tækkes Mennesker, men som Kristi Tjenere, der gør Guds Vilje af Hjertet (Ef. 6,6).

Alt dette bliver vi nødvendigvis ført ind i, om Helligånden får Lov at lede os. Men om ikke Kristenlivets Mål holdes os klart for Øje, kan vor Uvidenhed hindre os i at høre Hans Røst.

I dens Liv, der har helliget sig helt til Herren, vil der altid før eller senere komme visse Frugter til Syne.

Sagtmodighed og en stille Ånd vil præge hans daglige Færd sammen med en ydmyg Hengivelse i Guds Vilje under alt, hvad der møder Time for Time; Villighed til at gøre eller lide, hvad der behager Ham; Mildhed, om nogen udæsker os; Sindsro under Larm og Tummel; Eftergivenhed overfor andres Ønsker; at man er ufølsom overfor Tilsidesættelser og Fornærmelser, aldrig gnaven og misfornøjet, altid fri for Bekymring og Frygt - alt dette og meget lignende vil være de naturlige Udslag af det skjulte Liv i Gud.

Og med Hensyn til Livs vaner vil vi altid se sådanne Kristne efterhånden blive mindre optaget af sig selv, derimod fulde af Omsorg for andre; de klæder sig og lever jævnt og smukt; de giver Afkald på selvbehagelige Vaner og opgiver alle kødelige Nydelser. Arbejder, som kan gavne andre, tages op, unyttige Beskæftigelser falder bort. Guds Ære og Hans Skabnings Vel bliver Sjælens Lyst. Stemmen helliges Ham for at bruges til at synge Hans Pris. Pengepungen stilles til Hans Rådighed. Pennen indvies til at skrive for Ham, Læberne til at tale for Ham, og Hænderne og Fødderne til at gøre, hvad Han byder. For hvert År, der går, bliver sådanne Kristne mindre verdslige, mere rene, mere himmelsksindede, mere forvandlede, Kristus mere lig, indtil selv deres Ansigter afspejler så meget af det skønne, guddommelige, indre Liv, at alle, der ser dem, må erkende, at de lever med Jesus og »bliver i Ham«.

Har du ikke hørt Herrens Røst i dit Indre tale til dig om disse Ting? Har det ikke pint dig at opdage, hvor meget af Selvet, der er i dit Liv? Er du ikke blevet urolig over nogle af dine tidligere Vaner og Beskæftigelser? Har du ikke set, at det var muligt at tjene Herren på en ganske anden Måde end før? - Overhør så ikke denne Røst! Om du vidste, hvilke Muligheder der ligger for dig, da hastede du fremad, ivrig efter at følge Herrens Anvisning i alle Ting.

Skal den kristelige Fuldkommenhed nogen Sinde nås, da sker det kun ved Øjeblik for Øjeblik at følge den guddommelige Vejleder. Han åbenbarer kun ét Skridt af Vejen for os ad Gangen i det daglige Livs små Ting. Vær da villig i Hans Hånd, så du går, hvor Han drager dig, og viger bort fra alt, hvad Han advarer dig imod. Adlyd Ham i samme Øjeblik, som du er klar over Hans Vilje; og du vil snart finde, at Han leder dig hurtigt og let ind i et så vidunderligt Samfund med Sig, at det for alle dine Omgivelser vil blive et Vidnesbyrd langt ud over, hvad du selv havde tænkt dig muligt.

Jeg har kendt en Sjæl, som på denne Måde i Løbet af ganske kort Tid gik fra det dybeste Mørke og Fortvivlelse ind i et velsignet Samfund med Jesus. Straks da hun havde overgivet sig til Ham, begyndte Han at tale til hende ved Sin Ånd om forskellige Ting i hendes Liv og om, hvor egenkærlig hun var. Hun bøjede sig hver Gang for Hans Vilje, og der kom da en så hastig Fremgang i hendes åndelige Liv, at de, som først havde stået tvivlende overfor hende, måtte indrømme, at det var af Gud, og selv begyndte at søge samme Vej. Og Herren satte Sit Stempel på hendes Liv ved at døbe hende med Sin Helligånd i Følge Forjættelsen Apg. 1,5.

O kære Sjæl, den samme Velsignelse er for dig, om du vil overlade dig helt i den guddommelige Mesters Hånd! Og om noget af det, Han peger på, synes dig for ubetydeligt, så husk, at Han ser ikke, som Mennesker ser, men at disse små Ting kan være Nøglen til din Sjæls skjulteste Dybder. Intet Liv bliver ret, hvor de små Ting forsømmes. Et Blik, et Ord, selve Tonen, hvori det siges, har den største Betydning i Guds øjne. Sig derfor stadig »ja« til alt, hvad Han byder, enten det er stort eller småt, og Han skal lede dig ad den korteste Vej til den fuldeste Velsignelse.

Det var dette, din Overgivelse til Herren betød: ubetinget Lydighed, at Guds Vilje i Fremtiden skulde være din Vilje, altid, i alle Forhold. Du har Kristus Livet i dig. Lev det nu i din daglige Vandel. Du er fast knyttet til Ham; lad derfor den vantro Verden se Hans vidunderlige Magt til at frelse derved, at Han får Lov til at frelse dig til det alleryderste. Frygt ikke for at indvillige heri; thi Han er din Frelser, og Hans Kraft skal gøre det hele. Han forlanger ikke, at du, svag som du er, skal gøre det. Men Han vil, at du skal overlade dig til Ham, så Han kan virke i dig og igennem dig med Sin vældige Kraft. Aldrig vil Han give dig en Befaling, som ikke er ledsaget af tilstrækkelig Kraft til at udføre den. Du skal ikke bekymre dig for den Dag i Morgen, men lade den gode Hyrde lede dig Skridt for Skridt. Bring alle dit Livs Enkeltheder til Ham, at Han kan styre og lede alt. Følg glad og villig Hans Ånds Røst, og Han skal Dag for Dag omdanne dig til at blive »et Kar til Ære, helliget og Husbonden nyttigt, skikket til al god Gerning.« Ja, du skal blive et »Kristi Brev, som kendes og læses af alle Mennesker« (2. Kor. 3,3). Og dit Lys skal skinne så klart, at alle Mennesker ser, ikke dig, men dine gode Gerninger, og ærer, ikke dig, men din Fader, som er i Himlen.